Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - afvisning
Table of Provisions (10)
Statutory Text (10 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - afvisning
J.nr. 22-27141
En kvinde (klager), født i 1960, klagede over et vikarbureau (indklagede).
Kvinden mente, at vikarbureauet havde forskelsbehandlet hende på grund af alder i forbindelse med, at kvinden fik afslag på en vikarstilling.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at kvinden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at vikarbureauet havde udsat kvinden for forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at de gav kvinden afslag på stillingen.
På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at kvinden ikke kunne få medhold i sin klage.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at klager fik afslag på sin ansøgning om en vikarstilling af det indklagede vikarbureau.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.
Sagsfremstilling
Klager, der er født i 1960, søgte igennem indklagede et fuldtidsvikariat som administrativ medarbejder ved det europæiske agentur A.
Af stillingsopslaget af 12. maj 2022 fremgår bl.a.
” Jobbet
For [agentur A] søger vi en medarbejder til varetagelse af diverse administrative opgaver.
Du bliver en del af en organisation, der har til formål at formidle oplysninger omkring miljøet til beslutningstagere og offentligheden.
Du får muligheden for at snuse til livet i et spændende [agentur], der bistår medlemslandene med at træffe beslutninger vedrørende miljøforbedringer, miljøhensyn og bæredygtighed.
I rollen som administrativ medarbejder vil du løse opgaver såsom.
Din profil
Du har erfaring med at løse diverse administrative opgaver og er dygtig til at strukturere og prioritere din tid.
Du sætter en ære i at være grundig, men formår samtidig at finde den rette balance mellem effektivitet og grundighed.
Du er åben overfor nye arbejdsopgaver og kan begå dig i et professionelt og internationalt arbejdsmiljø.
Foruden ovenstående forventer vi, at du
Arbejdstid, løn og proces
Opstart er d. 1. juni 2022, og vikariatet vil i første omgang vare til 1. september med mulighed for forlængelse.
Der er tale om et fuldtidsvikariat, og arbejdstiden vil ligge inden for normal kontortid fra mandag til fredag.
Timeløn: 135 kr.”
Den 18. maj 2022 sendte klager sin ansøgning og sit CV til indklagede.
Den 10. juni 2022 gav indklagede klager afslag på sin ansøgningens.
Af afslaget fremgår bl.a.
”Tak for din ansøgning til ovennævnte stilling.
Vi har gennemgået de modtagne ansøgninger og må desværre meddele dig, at du ikke er kommet i betragtning til stillingen.
Da vi blandt de modtagne ansøgninger endnu ikke har fundet den helt rette profil, har vi valgt at genopslå stillingen.
”
Den 11. juni 2022 havde klager korrespondance med agentur A’s HR-direktør via LinkedIN.
Af den af klager fremlagte korrespondance fremgår bl.a.
Klager
”Kære XXXX
Jeg har d.18.maj søgt stillingen som Administrerende assistent hos [agentur A] via XXXXX Men til min store overraskelse fik jeg afslag fra jer, på baggrund af at min profil ikke matchede stillingen.
Jeg er ret uforstående overfor da jeg netop har haft præcis den stilling, hos [agentur A], i over 11år og med ros.
Den eneste grund til jeg stoppede i Agenturet var pga.regler omkring kontrakt udløb.
Jeg er nu motiveret til at komme tilbage til et job jeg holdte meget af og var dygtig til.
Derfor har jeg igen søgt den genopslået stilling (…)
Jeg kan ikke forestille mig at det er mine kompetencer og min profil som er grundlaget for jeres afslag.
Med mindre at Agenturet har krævet en yngre person, men det lyder ikke sandsynligt, da aldersdiskriminering ikke må forekomme (…).
Mit ønske er egentlig at få en bedre begrundelse for hvorfor i mener min profil ikke matcher, da det slet ikke giver mening for mig.
(…)”
HR-direktør
”Hej [klager]
Tak for din besked.
Vi ansætter altid den mest kvalificerede til jobbet uanset alder, køn, religion eller andet.
Derfor må jeg understrege at der har været en kandidat der matchede stillingen endnu bedre, som derfor er blevet valgt.
(…)”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 13. juni 2022.
Fra den 13. juni til 18. juni 2022 havde indklagede og klager korrespondance via mail.
Af klagers mail af 13. juni 2022 fremgår bl.a.
”Jeg sender jer en kopi af hvad jeg foretog ifm mine jobansøgninger.
Hvad er jeres feedback?
Jeg er vandt til at modtage et koldt og robotagtigt jobafslag fra mange uprofessionelt, uetiske og uerfarne rekrutteringskonsulenter.
Jeg gider ikke spilde min tid og vælger at gå videre.
Men denne gange er helt anderledes at jeg ikke kunne lade være at reagere.
Som begrundelsen fra afslaget at min profil ikke passe, var simpelthen falsk som tydede på at den samme unge konsulent sorteret mig fra uden at læse min ansøgning.
Min Jobprofilen passer netop perfekt.
Jeg tjekkede min profil på deres webside om der var noget ikke passe.
Der står ikke andet end min personinfo hvor min fødselsdato står stort frem på skærmen på øjenhøjde af den der læser min profil.
Jeg er godt klar over at det er ikke et bevis for forskelsbehandling men hvad med hendes bevidst måden at sortere mig fra?
Hvis den pågældende virksomhed ikke har vist interesser om mig, kan jeg acceptere og gå videre, men de har ikke hørt fra rekrutteringsfirma endnu.
Jeg sendte min klage til HR-direktøren via LinkedIn.
PS Jeg må ikke søger på ny genopslået stillingen (deadline d.12/juni)da jeg allerede var sorteret fra.
Men jeg sendte alligevel til HR direktøren via LinkedIn min ansøgning hvor jeg startede med at skrive at det var mit job før.
”
Af indklagedes mail af 17. juni 2022 fremgår bl.a.
”Jeg kan forstå, at du er utilfreds med håndteringen af dine ansøgninger til [agentur A] – henholdsvis jobbet som Administrativ Assistent (jobnr.
[jobnr.
]) og også til vores generelle opslag til [agentur A] (jobnr.
[jobnr.
]).
Jeg er først og fremmest ked af, at du sidder med opfattelsen af at være valgt fra på grund af din alder.
Jeg vil her gerne pointere, at 1) det helt er valgfrit om man ønsker at oplyse sin alder eller ej på sin [profil hos indklagede og 2) at vi ikke må selektere på køn, alder, etnicitet eller andet – Så det er naturligvis heller ikke tilfældet i din sag.
Generelt når vi slår jobs op til [agentur A], så får vi mange ansøgere.
Som et eksempel, så har vi på det ene jobnummer fået hele 304 ansøgere og skal oftest kun bruge en enkelt.
Derfor pointerer vi også, at vi screener løbende som kandidater kommer ind og derfor er i der i dette tilfælde også sendt kandidater i proces relativt hurtigt grundet den store interesse.
Jeg kan bekræfte, at da vi har modtaget din ansøgning i forhold til de forskellige stillinger, er vi allerede langt i processen med andre kandidater, som matcher jobbet som ønsket.
Derfor bliver jobbet lukket med andre kandidater, og du modtager et afslag.
”
Af klagers mail af 18. juni 2022 fremgår bl.a.
”Du skal forstå, at det ikke var et misforstået synspunkt, men et faktum, at jeg oplevede, at der var en indirekte forskelsbehandling.
(beskrevet i forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 3)
Jeg kan konstateret at du heller ikke rigtigt har kendskabet til min sag.
For det første, drejer det kun sig om et jobnr.
[jobnr.
].
Jeg fik aldrig mulighed for at søge på genopslået stillingen, pga.
afslaget, som blokerede mig for at søge samme stillingen.
Jeg valgte at klage og sendte min ansøgningen på ny via din HR-chef.
Det er ikke rigtigt at alderen er valgfrit på jeres webside.
Til din orientering, teknisk, når man søger et specifikt job via [indklagede], skal man først oprette en profil med navn, adr.
og fødselsdato, som er et krav, ellers kan man ikke gå videre, ikke før man udfylder alle personlige oplysning.
Jeg har fjernet min fødselsdato hurtigt d. 11.06.2022 hvor linjen stadig var på.
I dag har I fuldstændigt fjernet linjen med fødselsdato.
Hvorfor?
Vi kender godt loven og forstår, hvad vi ikke må.
Det gælder for alle virksomheder, der ansætter folk.
Det er unødvendigt at påpege mig, forskelsbehandling bekendtgørelser at du mener I overholder.
Det er derfor, jeg klager over denne hændelse.
Jeg vil understregede;
at [indklagede] har begået en krænkelse af forskelsbehandling.
Handlingen viste indirekte, at den konsulent, jeg korresponderede med, sorterede mig fra starten af, uden at læse min motiveret jobansøgning.
Den 1. juni skrev hun;
"Der går noget tid før en afklaring af alle ansøgninger, grundet mange indkomne ansøgninger"
Den 10. juni skrev hun, at stillingen bliver genopslået, da de ikke var fundet en, der matcher profilen.
Jeg var aldeles uforstående over for dette!
Jeg klagede til HR-chefen.
(se mit henvendelseskopi nr.2 og et kort svar fra HR-chefen den 11. juni.)
Bemærk venligst, at jeg modtog to forskellige forklaringer på jobafslaget.
Konsulenten begrundede, at ingen matchede profilen endnu, så stillingen blev genopslået.
HR-chefen svarede mig og understregede, at der havde været en kandidat, som passede endnu bedre til jobbet.
Tidspunktet og datoen for e-mails viste, at faktum var, at deres svare ikke hænge sammen.
Det er forkert, at du allerede er langt i processen med andre kandidater, der matcher jobbet som ønsket.
Ifølge min modtaget mail den 10. juni, var der INGEN, der matcher stillingen endnu.
Derfor er opslaget blevet genopslået.
”
Indklagede har oplyst, at indklagede på baggrund af klagers henvendelse til agentur A’s HR-direktør rettede henvendelse til agentur A med henblik på at drøfte, om klagers profil var relevant i en fortsat rekrutteringsproces.
Den 28. juni 2022 meddelte agentur A indklagede, at agentur A ikke ville invitere klager til samtale.
Den 30. juni 2022 meddelte indklagede klager, at agentur A ikke ville invitere klager til samtale.
Af indklagedes mail fremgår bl.a.
”Jeg har nu undersøgt sagen grundigt, og må beklage vi har fået kommunikeret noget forkert.
Det er korrekt at vi havde fundet den ønskede kandidat til ansættelse, og derfor ikke skulle bruge flere kandidater.
Desværre sprang kandidaten fra i sidste øjeblik, og det er derfor at vi har været nødsaget til at lave et nyt opslag, da processen skulle i gang igen.
Vi har forespurgt hos [agentur A] ift.
om de ønskede at se dig til en mulig samtale igen, hvilket de desværre ikke gør.
Stillingen er ikke helt identisk med det som du tidligere har lavet, og derfor søger de en anden profil.
”
Den 2. juli 2022 svarede klager indklagede.
Af klagers mail fremgår bl.a.
”Det er ikke i orden at spørge arbejdsgiveren ved at sige mit navn om de har lyst til at se mig.
For det første er det forbudt i [agentur A] ansættelsesregler at vælge en specifik person som de kendte til, som tidligere medarbejdere.
Derfor har jeg valgt at ikke indblandet dem, selvom jeg fik et personlige tip om min jobmulighed som vikar.
Men I har igen sparket mig nede.
På denne måde, I har en nye endnu en undskyldning til mig idag, med at [agentur A] nu har svaret med at ikke ønske at se mig, da stillingen var en helt anden funktion.
Jeres handling og opførsel er simpelthen uetiske.
Jeg er ikke længere interreseret at arbejdere for jer, og har fjernet min profil hos [indklagede] webside.
Jeres undskyldninger og handlinger af min sag er uacceptabelt fordi det var ikke en fejl, men med vilje at have valgtfra pga min alder.
Det vil opklarer sagen, når I indrømmer sandheden i stedet for fordrejer historien.
Indrømmelse kan frikender jeres samvittighed og det kan jeg godt slutter mig til.
”
Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.
Indklagede har fremlagt et udateret udskrift af deres stamdata på klager.
Klagers alder fremgår ikke heraf.
Indklagede har også fremlagt et udateret skærmbillede fra deres system, hvoraf det fremgår, at de modtog 36 ansøgninger til stillingsopslaget af 12. maj 2022.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at hun blev udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at hun fik afslag på sin ansøgning til en vikarstillingen af det indklagede vikarbureau.
Indklagede meddelte klager, at de ikke havde fundet en matchende profil.
Indklagede slog derfor stillingen op igen.
Klager var overrasket over afslaget, da hun passede perfekt til stillingen.
Når man gik ind på klagers profil hos indklagede, var det kun klagers navn, adresse og fødselsdato, der blev vist på den første side.
Når man er fyldt 50 år, er der en betydelig risiko for, at en ansøgning bliver afvist.
Klager har tidligere arbejdet ved agentur A i 11 år.
Klagers kvalifikationer fra den tidligere ansættelse burde have resulteret i, at hun blev indkaldt til en personlig ansættelsessamtale.
Da klager søgte stillingen, var indklagedes webside sat sammen på en sådan måde, at man ikke kunne fortsætte, hvis man ikke udfyldte alle felter i sin profil, herunder feltet med alder.
Dette er dog efterfølgende blevet ændret.
Klager har fået flere forskellige forklaringer på afslaget.
Den 10. juni 2022 fik hun at vide, at indklagede ikke havde fundet den rette profil.
Den 17. juni 2022 fik hun at vide, at indklagede havde fået for mange ansøgninger.
Indklagede oplyste først, at de havde modtaget 304 ansøgninger til stillingen.
Indklagede har dog for nævnet gjort gældende, at de modtog 36 ansøgninger til stillingen.
Den 30. juni 2022 fik hun at vide, at indklagede havde fundet en kandidat til stillingen, men at kandidaten var sprunget fra i sidste øjeblik.
Dette lyder mærkeligt, da indklagede tidligere oplyste, at de ikke havde fundet den rette profil.
Indklagede har oplyst, at stillingsopslaget var blevet lukket, og at klagers ansøgning ikke var vurderet.
Indklagede har dog for nævnet oplyst, at klagers ansøgning blev behandlet.
I forhold til indklagedes bemærkninger om stillingens aflønning, er klager
af den overbevisning, at man som arbejdsløs i klagers alder skal være taknemmelig for at få tilbudt et arbejde, og at det arbejde overholder
overenskomsten for området.
Klager har arbejdet i det område, hvor agentur A er placeret i cirka to år, hvor hun pendlede fem gange om ugen.
Klager benyttede både offentlig transport og egen bil.
Hvis en times transporttid er udslagsgivende for, om man er egnet til et job, så ville der ikke være pendlere i Danmark.
Indklagede har grovsorteret ansøgningerne efter alder, hvorfor klagers ansøgning ikke blev gennemgået.
Indklagede kontaktede først agentur A om klager efter, at stillingen var blevet besat.
Derfor var det ikke aktuelt for agentur A at gå ind i sagen.
Indklagede gør gældende, at de ikke har handlet i strid med forskelsbehandlingsloven, da de ikke udsatte klager for forskelsbehandling på grund af alder.
Klager har ikke påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at indklagede har udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling.
Indklagede modtog i alt 36 ansøgninger på stillingsopslaget af 12. maj 2022.
Ansøgningerne blev gennemgået som led i indklagedes almindelige screeningsproces.
Ved hver ansøger blev der foretaget en samlet vurdering af, om der var grundlag for at fortsætte rekrutteringsprocessen.
Der er tale om en screeningsproces, som indklagedes medarbejdere foretager dagligt.
Medarbejderne er fuldt ud bevidste om, at der ikke må foretages en vurdering på usaglige eller lovstridige kriterier, herunder alder.
Alder var derfor ikke et kriterie i screeningsvurderingen.
Indklagede var ikke i besiddelse af klagers fødselsdato eller andre oplysninger, hvoraf alderen kunne udledes.
Klager havde således ikke anført sin alder i stamdata på indklagedes webside, ligesom klagers alder ikke fremgik af hendes ansøgning eller CV.
Klagers alder kunne derfor ikke indgå i indklagedes vurdering, da indklagede ikke var bekendt med klagers alder.
Det er op til klager at dokumentere, at hun havde oplyst sin alder til indklagede før modtagelsen af afslaget.
Indklagede vurderede, blandt flere subjektive elementer, at klagers transporttid på cirka halvanden time hver vej, uanset om klager brugte offentlig eller privat transport, kombineret med et kortvarigt og tidsbegrænset vikariat og en relativ lav løn på 135 kr. i timen, ikke gjorde klager til en attraktiv kandidat.
Det er indklagedes erfaring, at vikarer under sådanne forhold søger andre stillinger og ofte opsiger vikariatet inden udløb, hvilket sætter vikarbureauet og brugervirksomheden i en uhensigtsmæssig situation.
I første omgang var der desuden andre ansøgere, som indklagede vurderede bedre egnede til vikariatet hos agentur A.
Den ansøger, som indklagede valgte at fortsætte rekrutteringsprocessen med, sprang imidlertid fra på et sent tidspunkt i processen, hvorfor indklagede vurderede, at det var nødvendigt at lave genopslag af stillingen.
Afslaget hvilede på en vurdering af saglige og lovlige kriterier, herunder om klager passede til stillingsprofilen, og hvorvidt det kunne forventes, at klager med rimelig sandsynlighed ville være i vikariatet i hele vikariatets længde, og der således ikke skulle ske udskiftning af vikarer undervejs.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).
Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.
Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med en bestemt alder ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen.
Klager har gjort gældende, at indklagede gav hende afslag på stillingen hos agentur A på grund af hendes alder.
Der er imidlertid ikke i sagen oplysninger, der giver anledning til at formode, at indklagede lagde vægt på klagers alder i forbindelse med afslaget.
Nævnet vurderer derfor, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at indklagede udsatte klager for direkte eller indirekte forskelsbehandling i forbindelse med, at indklagede gav klager afslag på stillingen.
På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage.
Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Forskelsbehandlingsloven
•
General administrativ support.
•
Forefaldende sekretærarbejde og skriftlige opgaver {engelsk).
•
Koordinering og planlægning af møder, arrangementer og rejser.
•
Kalenderstyring.
•
Receptionist arbejde.
•
Er rutineret bruger af Microsoft Office-pakken.
•
Har stærke engelskkompetencer, både i skrift og tale.
•
Har sans for detaljer og struktur.
•
Er proaktiv og har stort gåpåmod.
•
Hvorfor havde jeg den opfattelse?
•
Hvordan?
•
§ 1, stk. 1 og 3, om nævnets kompetence
•
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser
•
§ 8, stk. 2, nævnets afvisning af klagen
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
•
§ 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 7 a om delt bevisbyrde