DK
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - afvisning
Table of Provisions (7)
Statutory Text (7 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - afvisning
J.nr. 22-52129
En kvinde (klager), der havde PTSD, klagede til Ligebehandlingsnævnet over en myndighed (indklagede).
Kvinden mente, at myndigheden havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap, fordi indklagede havde klager fra at medbringe sin servicehund hos indklagede.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at der efter oplysningerne i sagen var uenighed om, hvorvidt klager under besøget hos indklagede blev afvist fra at medbringe sin servicehund.
Dette spørgsmål, som er af afgørende betydning for sagens resultat, kan alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.
En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev afvist fra at medbringe sin servicehund under et besøg hos indklagede psykiatriske afdeling.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af handicap, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.
Sagsfremstilling
Klager er diagnosticeret med PTSD, og er bruger af en certificeret psykiatrisk servicehund.
Den 6. november 2022 besøgte klager sin svigermor, som var indlagt på en psykiatrisk afdeling.
Klager var i følgeskab med sin servicehund og mand.
Under besøget kom en medarbejder hos indklagede ind på stuen og oplyste, at hunde ikke var tilladt på den psykiatriske afdeling.
Klager har for nævnet oplyst, at hun informerede medarbejderen om, at der var tale om en certificeret psykiatrisk servicehund, og at det var forskelsbehandling, hvis klager ikke måtte have sin servicehund med ind på den psykiatriske afdeling.
Medarbejderen fastholdt, at hunden ikke måtte være på den psykiatriske afdeling med henvisning til en instruks fra ledelsen.
Klager forlod efterfølgende den psykiatriske afdeling.
Indklagede har for nævnet oplyst, at det ikke var tydeligt for den pågældende medarbejder, at hunden var en servicehund, da den ikke bar et synligt tegn på, at der var tale om en servicehund.
Da klager gjorde medarbejderen opmærksom på, at der var tale om en servicehund, oplyste medarbejderen, at hun ikke kendte til reglerne på området.
Medarbejderen beklagede og fortalte, at klager gerne måtte have servicehunden på den psykiatriske afdeling.
Klager havde på dette tidspunkt tilkendegivet, at det var uden betydning, og at hun var på vej hjem.
Af skriftligt vidneudsagn af 18. oktober 2023 fra klagers svigermor fremgår bl.a.
”Jeg, [klagers svigermor], erklærer føllgende på tro og love
Min søn og svigerdatter blev bedt om at forlade psykiatrisk sygehus [indklagede], da de besøgte mig d. 6.
November 2022, under min indlæggelse.
De blev bedt om at gå, fordi min svigerdatter, [klager], havde sin servicehund, [navn], med.
De havde tidligere besøgt mig under samme sygeforløb, men på en afdeling i [by].
Her var [servicehund] meget velkommen, og mange medarbejdere påpegede hvor pæn og velopdragen hun var.
Damen der bortviste [klager] blev oplyst at [servicehund] er en servicehund, men hun sagde flere gange at hun ’bare gør som ledelsen siger’ og at de blev nødt til at forlade stedet med det samme.
”
Af skriftligt vidneudsagn af 18. oktober 2023 fra klagers mand fremgår bl.a.
”Jeg, [klagers mand], erklærer på tro og love, at jeg d. 6 november 2022, sammen med min hustru, [klager], blev smidt ud fra psykiatrisk sygehus [indklagede], med den udtrykkelige grund, at min hustrus servicehund ikke var velkommen.
Damen der bortviste [klager] blev oplyst at der var tale om en servicehund, og det erkendte hun, men sagde at hun blot gjorde som ledelsen forskrev, og at vi måtte tage det op med ledelsen.
Dette gentog hun 4-5 gange.
Hun gav os muligheden for at gå udenfor i en gårdhave, men det var ikke realistisk, da min mor på det tidspunkt havde problemer med svimmelhed og gangbesvær.
Der var i øvrigt også novembervejr med blæst, regn og mørke.
Vi kan ikke gøre andet end at gå;
for det første fordi at ledelsen ikke er til stede, og for det andet fordi at en eskalering af konflikten vil påvirke min mors mentale helbred endnu mere end det allerede har gjort.
Så resten af min mors indlæggelse kunne [klager] ikke besøge sin svigermor.
Jeg var dybt utilpas på sygehuset efter den behandling, og jeg turde ikke klage til ledelsen da jeg ikke ville risikere at forværre min mors behandling.
”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 7. november 2022.
Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 10.000 kr.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at en medarbejder hos indklagede afviste klager fra at have sin servicehund med under et besøg på den psykiatriske afdeling.
Klager er altid ledsaget af sin certificerede servicehund, idet hun lider af PTSD.
Servicehunden er et helt nødvendigt og uundværligt hjælpemiddel for klager.
Servicehundens race er allergivenlig.
Klager har besøgt sin svigermor, som på daværende tidspunkt var indlagt på en psykiatrisk afdeling i en anden by, hvor klagers servicehund var velkommen.
Det er korrekt, at medarbejderen hos indklagede forklarede, at hun ikke havde viden om reglerne på området.
Imidlertid fastholdt medarbejderen, at servicehunden under ingen omstændigheder var velkommen.
Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Den pågældende medarbejder kunne ikke se, at der var tale om en servicehund.
Efter medarbejderen blev oplyst om, at hunden var en servicehund, fik klager lov til at fortsætte sit besøg på den psykiatriske afdeling.
Indklagede beklager, at situationen medførte, at klager følte sig presset og utilpas.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.
Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.
Om handicap
Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).
Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.
Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.
Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.
Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U2018.
830H og U2018.
853H.
I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.
Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.
Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.
Af sagens oplysninger fremgår, at klager er diagnosticeret med PTSD.
Nævnet vurderer herefter, at klager har godtgjort, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.
Faktiske omstændigheder
Klager har oplyst, at en medarbejder hos indklagede afviste hende fra at have sin servicehund med ind på den psykiatriske afdeling, hvorefter hun var nødsaget til at forlade den psykiatriske afdeling.
Imidlertid har indklagede oplyst, at medarbejderen ikke var klar over, at den pågældende hund var en servicehund.
Da medarbejderen blev oplyst om dette, fik klager lov til at blive på den psykiatriske afdeling med sin servicehund.
Efter oplysningerne i sagen er parterne således ikke enig om, hvorvidt klager under besøget hos indklagede blev afvist fra at medbringe sin servicehund.
Dette spørgsmål, som er af afgørende betydning for sagens resultat, kan alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.
En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.
Nævnet afviser derfor at behandle sagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Handicapdiskriminationsloven
•
§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence
•
§ 8, stk. 1, nævnets afvisning af klagen
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 2 om lovens anvendelsesområde
•
§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 10 om delt bevisbyrde