Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ej handicap - kommuner - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ej handicap - kommuner - ej medhold

J.nr. 22-54559

En kvinde (klager), der havde oplyst, at hun har diagnosticeret med bl.a. PTSD, OCD og epilepsi, klagede til Ligebehandlingsnævnet over en kommune (indklagede).

Kvinden mente, at kommunen havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap, fordi indklagede havde nægtet, at klager kunne medbringe sin servicehund i sin bostøttes private bil.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klager på det foreliggende grundlag ikke tilstrækkeligt havde godtgjort, at hun havde et handicap i handicapdiskriminationslovens forstand.

Nævnet lagde vægt på, at klager ikke havde fremlagt dokumentation for handicap i form af lægejournaler, kommunale akter eller skoleudtalelser mv.

Nævnet lagde videre vægt på, at det ikke med den nødvendige grad af sikkerhed kunne lægges til grund, at klager havde et handicap i lovens forstand på baggrund af oplysningen om, at klager havde en bostøtte efter servicelovens § 85 på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling.

Klager fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede kommune nægtede, at klager kunne medbringe sin servicehund i sin bostøttes private bil.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med handicapdiskriminationsloven, at indklagede havde nægtet, at klager kunne medbringe sin servicehund i sin bostøttes private bil.

Sagsfremstilling

Klager har oplyst, at hun er diagnosticeret med OCD, PTSD, epilepsi, psykogene ikke-epileptiske anfald og anden gennemgribende udviklingsforstyrrelse.

Klager var af sin bopælskommune tildelt en bostøtte efter servicelovens § 85.

Af servicelovens § 85 fremgår, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige problemer.

Klager modtog en besked fra sin bostøtte, hvoraf fremgår bl.a.

”jeg er blevet gjort opmærksom på af min chef, at jeg ikke må køre med [servicehund] i bilen.

Det er fordi vi har en forsikring der dækker når vi kører med borgere, men den dækker ikke [servicehund] desværre.

”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 16. november 2022.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 5.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Klagers bostøtte blev nægtet af ledelsen at køre med klagers servicehund i hendes private bil, da kommunens forsikring ikke dækker dyr.

Klagers bostøtte har tidligere kørt klager og servicehunden til bl.a. møder, indkøb og lægeaftaler.

Klagers servicehund er et livsnødvendigt hjælpemiddel.

Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Klager modtog bostøtte efter servicelovens § 85.

Som en del af bostøttens opgave havde denne lejlighedsvist transporteret klager i bostøttens private bil.

Bostøtten afviste at medbringe servicehunden under henvisning til, at servicehunden ikke er forsikret, hvilket er årsagen til, at klager har indsendt en klage til Ligebehandlingsnævnet.

Den almindelige praksis er, at kommunens biler anvendes i tilfælde, hvor borgere har behov for at medbringe en servicehund.

Kommunen afviser ikke, at borgere kan medbringe sin servicehund i kommunens biler.

Den påklagede hændelse er en enkeltstående episode, som blev fejlvurderet.

Klager er ikke længere afhængig af, at bostøtten transporterer hende, idet hun nu vurderes selvhjulpen.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Om handicap

Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U2018.

830H og U2018.

853H.

I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.

Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.

Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

Klager har anført, at hun er diagnosticeret med OCD, PTSD, epilepsi, psykogene ikke-epileptiske anfald og anden gennemgribende udviklingsforstyrrelse.

Derudover har klager anført, at hun har en servicehund.

Det er nævnets vurdering, at klager på det foreliggende grundlag ikke tilstrækkeligt har godtgjort, at hun har et handicap i handicapdiskriminationslovens forstand.

Nævnet har lagt vægt på, at klager ikke har fremlagt dokumentation for handicap i form af lægejournaler, kommunale akter eller skoleudtalelser mv.

Nævnet har videre lagt vægt på, at det ikke med den nødvendige grad af sikkerhed kan lægges til grund, at klager havde et handicap i lovens forstand på baggrund af oplysningen om, at klager havde en bostøtte efter servicelovens § 85 på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling.

Klager får derfor ikke medhold i sin klage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2 om lovens anvendelsesområde