Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - sundhed - medhold
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - sundhed - medhold
J.nr. 22-52161
En kvinde (klager), der havde personlighedsforstyrrelse, social angst og depression, klagede over en lægepraksis.
Kvinden mente, at lægepraksissen havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap, fordi indklagede havde afvist klagers servicehund.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at indklagedes praksis om ikke at tillade servicehunde i lægeklinikken, stillede klager, der på grund af sit handicap har behov for en servicehund, ringere end andre.
Det påhvilede derfor indklagede at bevise, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling.
Nævnet vurderede, at den indirekte forskelsbehandling af klager var objektivt begrundet i et sagligt formål om at sikre de øvrige patienters helbred og sundhed.
Nævnet vurderede dog, at indklagede ikke havde løftet bevisbyrden for, at den indirekte forskelsbehandling af klager var nødvendig for at opnå formålet om at sikre de øvrige patienters helbred og sundhed.
Klager fik derfor medhold i klagen og en godtgørelse på 10.000 kr.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager fik afslag på at medbringe sin servicehund i indklagede lægeklinik.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med handicapdiskriminationsloven, at klager ikke måtte medbringe sin servicehund hos indklagede.
Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 10.000 kr. med procesrente fra den 9. november 2022, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.
Sagsfremstilling
Klager har fremlagt lægelige oplysninger af 1. august 2018, hvoraf fremgår, at klager er diagnosticeret med personlighedsforstyrrelse, social angst og depression.
Derudover fremgår det af de lægelige oplysninger, at klager har behov for sin servicehund.
Klagers servicehund blev bevilliget af klagers bopælskommune efter lov om social service § 112.
Derudover har klager fremlagt dokumentation for, at klagers servicehund er certificeret som en psykiatrisk servicehund.
Den 10. januar 2022 sendte indklagede en besked til klager, hvoraf bl.a. fremgår
”Jeg har svaret på dit spørgsmål i sidste uge
’Vi har talt om det i lægehuset og vi vil helst undgå service hund’ og det betyder du ikke kan tage en servicehund med i lægehuset
…
[Læge A]”
Den 4. november 2022 havde klager og indklagede en skriftlig korrespondance, hvoraf bl.a. fremgår
Klager
”jeg må tage tiden d 16 / 11 der er en uge senere end først dog har jeg fået behandler til og komme med den 11/11 så de skal rykke rundt har min servicehund med.
”
Indklagede
”Ingen servicehund inde i lægehuset, jeg laver gerne konsultation udenfor, hvis du skal have hunden med.
… [Læge B]”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 9. november 2022.
Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 10.000 kr.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling, idet indklagede har afvist hende fra at medbringe sin servicehund i lægeklinikken i forbindelse med lægekonsultation.
Indklagede har viden om, at klager er diagnosticeret med personlighedsforstyrrelse, social angst og depression, og i den sammenhæng har behov for at medbringe sin servicehund i forbindelse med lægekonsultationer hos indklagede.
Klager har ikke mulighed for at deltage i en udendørs lægekonsultation på grund af sine diagnoser, idet lægekonsultationerne for ledsmerter indebærer, at hun skal afklæde sig.
Klagers servicehund er trænet til ikke at søge kontakt til andre mennesker.
Servicehunden vil derfor ikke udgøre en risiko for børn og mennesker, som har angst for hunde i lægeklinikkens venteværelse.
Klager har kendskab til, at en af medarbejderne hos indklagede medbringer sin hund i lægeklinikkens underetage.
I den forbindelse foreslår klager, at lægekonsultationen kan foregå i lægeklinikkens underetage.
Klager har forståelse for, at mennesker med allergi ikke ville kunne tåle, at klagers servicehund medbringes i lægeklinikken.
Klager mener dog, at der må kunne findes en løsning, som tilgodeser både allergikere og klagers behov for at medbringe sin servicehund.
Indklagede har direkte anført, at servicehunde ikke er velkomne i lægeklinikken.
Dette svarer til, at en bruger af kørestol ikke må medbringe kørestolen i lægeklinikken.
Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling.
Indklagedes generelle retningslinjer er, at servicehunde ikke kan opholde sig i lægeklinikkens venteværelse, idet der i venteværelset kan være små børn, som kravler rundt på gulvet, patienter med angst for hunde og patienter med pelsdyr allergi.
Indklagede tilbyder patienter med servicehunde, at de kan vente uden for indtil deres lægekonsultation.
Lægekonsultationen kan foregå uden for, hvis vejret tillader det, ellers kan lægekonsultationen foregå i lægeklinikkens underetage.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.
Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.
Om handicap
Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).
Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.
Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.
Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.
Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U2018.
830H og U2018.
853H.
I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.
Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.
Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.
Det fremgår af lægelige oplysninger dateret den 1. august 2018, at klager er diagnosticeret med personlighedsforstyrrelse, social angst og depression.
Derudover fremgår det, at klager har behov for sin servicehund.
Nævnet vurderer herefter, at klager har godtgjort, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.
Om afslaget på at medbringe servicehund hos indklagede
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.
Af korrespondancen henholdsvis den 10. januar 2022 og 4. november 2022 fremgår, at indklagede har en praksis om ikke at tillade servicehunde i lægeklinikken.
Nævnet vurderer, at indklagedes praksis om ikke at tillade servicehunde i lægeklinikken, der tilsyneladende er neutral, stillede klager, der på grund af sit handicap har behov for en servicehund, ringere end andre.
Der er herefter påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at klager ved afslaget om at medbringe sin servicehund i lægeklinikken blev udsat for indirekte forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven.
Det påhviler derfor indklagede at bevise, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling.
Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet, når den er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere.
Indklagede har anført, at servicehunde ikke kan opholde sig i lægeklinikkens venteværelse, idet der i venteværelset kan være små børn, som kravler rundt på gulvet, patienter med angst for hunde og patienter med pelsdyr allergi.
Nævnet vurderer, at den indirekte forskelsbehandling af klager var objektivt begrundet i et sagligt formål om at sikre de øvrige patienters helbred og sundhed.
Nævnet vurderer dog, at indklagede ikke har løftet bevisbyrden for, at den indirekte forskelsbehandling af klager var nødvendig for at opnå formålet om at sikre de øvrige patienters helbred og sundhed.
Nævnet har lagt vægt på, at indklagede i sine mails af 10. januar og 4. november 2022 til klager direkte anfører, at klager ikke kan medbringe sin servicehund i lægehuset overhovedet.
Derudover har indklagede ikke tilstrækkeligt godtgjort, at det konkret sundhedsmæssigt ikke var muligt, at klager opholdt sig i lægeklinikkens venteværelse med sin servicehund.
Det er først i indklagedes svar til Ligebehandlingsnævnet, at man anfører, at patienter med servicehunde kan vente uden for, indtil tidspunktet for deres lægekonsultation, og at selve konsultationen kan foregik i lægeklinikkens underetage.
Klager får derfor medhold i sin klage.
Godtgørelse
Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 10.000 kr.
Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete overtrædelse.
Indklagede skal herefter betale 10.000 kr. til klager med procesrente fra den 9. november 2022, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.
Beløbet skal betales inden 14 dage.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Handicapdiskriminationsloven
•
§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 2 om lovens anvendelsesområde
•
§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 7 om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling
•
§ 10 om delt bevisbyrde
•
§ 11 om godtgørelse