Tilbagebetaling af SU - indkomstkontrol - fravalg af SU i en periode - fribeløb i fravalgsperioden - lønnet praktik
Statutory Text (5 Articles)
Tilbagebetaling af SU - indkomstkontrol - fravalg af SU i en periode - fribeløb i fravalgsperioden - lønnet praktik
Resumé
En studerende, hvis egenindkomst overstiger årsfribeløbet, skal tilbagebetale SU.
Såfremt den studerende har fravalgt SU for en periode, hvor vedkommende fortsat er under uddannelse, er den studerende berettiget til den mellemste fribeløbssats i denne periode.
Dette er også tilfældet, hvor den studerende fravælger SU i en periode med lønnet praktik, idet den studerende i en sådan periode fortsat er indskrevet på uddannelse.
Reglerne
Love og bekendtgørelser
Lov om statens uddannelsesstøtte (SU-loven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 395 af 13. april 2023
Bekendtgørelse nr. 97 af 29. januar 2024 om statens uddannelsesstøtte (SU-bekendtgørelsen)
Sagsfremstilling
Den studerende var under uddannelse, men havde fravalgt SU i perioden fra august 2022 til december 2022.
Hun havde derfor ret til den mellemste fribeløbssats i denne periode.
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen krævede tilbagebetaling af SU, idet den studerendes egenindkomst oversteg hendes årsfribeløb.
Den studerende anførte, at hun havde været i lønnet praktik i perioden fra august 2022 til december 2022.
Hun mente derfor, at hendes indkomst i denne periode ikke skulle medregnes i egenindkomsten.
Ankenævnet stadfæstede styrelsens afgørelse.
Ankenævnet bemærkede, at den studerende ikke opfyldte betingelserne for at få kravet beregnet efter reglerne om periodisering, da hun havde været under uddannelse i hele 2022.
Det forhold, at hun i perioden med fravalg af SU havde været i lønnet praktik, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da hun i perioden fortsat havde været indskrevet på uddannelsen.
Afgørelse
Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger fandt, at den studerende skulle tilbagebetale [beløb] kr. af den SU, som hun modtog for 2022.
Begrundelse for afgørelsen
Vi vurderer, at du skal tilbagebetale [beløb] kr. af den SU, som du modtog for 2022, da din egenindkomst i året oversteg dit årsfribeløb.
Din egenindkomst
Vi vurderer, at din egenindkomst i 2022 udgør [beløb] kr.
Vi har lagt vægt på, at din personlige indkomst før AM-bidrag og pension udgjorde [beløb] kr. Vi har yderligere lagt vægt på, at SU udgjorde [beløb] kr. og AM-bidrag [beløb] kr.
Vi har yderligere lagt vægt på, at du i 2022 har haft kapitalindkomst på [beløb] kr.
Årsfribeløb
Vi vurderer, at dit årsfribeløb i 2022 udgjorde 226.777 kr.
Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af sagens oplysninger, at du var under uddannelse og modtog SU i perioden fra januar til juli 2022.
Du var således berettiget til den laveste fribeløbssats i disse 7 måneder, hvilket i 2022 udgjorde 17.876 kr.
Vi har også lagt vægt på, at du i perioden fra august til december 2022 var under uddannelse, men ikke modtog SU.
Du var således berettiget til den mellemste fribeløbssats i disse 5 måneder, hvilket i 2022 udgjorde 20.329 kr.
Kravet
Din egenindkomst på [beløb] kr. overstiger dit årsfribeløb på 226.777 kr. med [beløb] kr.
Du skal i henhold til styrelsens beregning tilbagebetale [beløb] kr. af den SU, som du modtog for 2022.
Vi henviser til styrelsens beregning i styrelsens afgørelse.
Vi bemærker, at du ikke opfylder betingelserne for periodisering af indkomsten, da du har været under uddannelse i hele 2022.
Det forhold, at du i perioden med fravalg af SU har været i lønnet praktik, kan ikke føre til en ændret vurdering, da du i perioden fortsat har været indskrevet på uddannelsen.
Efter reglerne
Efter reglerne har den studerende ret til SU, hvis vedkommende er indskrevet på og gennemgår en uddannelse og ikke er studieinaktiv.
SU udbetales foreløbigt i støtteåret og tildeles endeligt efter støtteårets afslutning (indkomstkontrollen).
Det følger herudover af reglerne, at den studerende har ret til laveste fribeløb, når vedkommende modtager SU, og når vedkommende modtager slutlån.
Den studerende har ret til mellemste fribeløb, hvis vedkommende har ret til, men ikke har søgt eller har fravalgt SU.
Den studerende har ret til højeste fribeløb, når vedkommende ikke længere er i uddannelse, eller hvis vedkommende ikke kan få stipendium og studielån, fordi støttetiden er brugt, og vedkommende ikke får udbetalt slutlån.
Efter reglerne skal den studerende tilbagebetale SU, hvis vedkommendes egenindkomst er højere end vedkommendes fribeløb.
Egenindkomsten er enhver positiv indkomst, der henføres til eller indgår i den personlige indkomst og kapitalindkomst.
Egenindkomsten opgøres som udgangspunkt for hele støtteåret, uanset om den studerende har modtaget SU hele året eller ej.
Det gælder dog ikke, hvis den studerende har været uden for uddannelse i januar, december eller i minimum fire sammenhængende måneder af støtteåret, og hvis den studerende vil være bedre stillet ved, at der ved indkomstkontrollen alene ses på indkomst og fribeløb for de måneder af støtteåret, hvor den studerende har været under uddannelse.
Det følger endelig af reglerne, at styrelsen i enkelte tilfælde kan godkende andre særlige fradrag i egenindkomsten.
•
§ 22, om nedsættelse af uddannelsesstøtten
•
§ 23, om opgørelse af egenindkomsten
•
§ 24, stk. 1, 2 og 3, om laveste og højeste fribeløbssats
•
§ 28, om foreløbig udbetaling af uddannelsesstøtte
•
§ 30, om grundlaget for den endelige tildeling af uddannelsesstøtten.
•
§ 57, om nedsættelse af uddannelsesstøtten
•
§ 60, om tilbagebetaling