SU til uddannelse i et land uden for EU/EØS - tilknytning - ophold i Danmark eller udnyttelse af fri bevægelighed inden for EU/EØS
Statutory Text (5 Articles)
SU til uddannelse i et land uden for EU/EØS - tilknytning - ophold i Danmark eller udnyttelse af fri bevægelighed inden for EU/EØS
Resumé
En studerende, som opfylder betingelserne for at have ret til SU til uddannelse i Danmark, har ret til SU til uddannelse i et land uden for EU/EØS, såfremt vedkommende har særlig tilknytning til Danmark og enten har udnyttet sin ret til fri bevægelighed inden for EU/EØS eller har haft sammenhængende ophold i Danmark i mindst 2 år inden for de sidste 10 år forud for ansøgningstidspunktet.
Reglerne
Love og bekendtgørelser
Lov om statens uddannelsesstøtte (SU-loven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 395 af 13. april 2023
Bekendtgørelse nr. 97 af 29. januar 2024 om Statens Uddannelsesstøtte (SU-bekendtgørelsen)
Sagsfremstilling
Den studerende, som var dansk statsborger, søgte om SU til uddannelse i et land uden for EU/EØS.
Den studerende udrejste i 2004 til et land uden for EU/EØS, hvor han efter det oplyste havde boet siden.
Han havde alene været registreret i Danmark i en måned i 2017.
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen gav afslag på SU til uddannelse i et land uden for EU/EØS.
Ankenævnet stadfæstede styrelsens afgørelse med den begrundelse, at den studerende ikke havde haft sammenhængende ophold i Danmark i mindst to år inden for de seneste ti år, og at han ikke havde udnyttet sin ret til fri bevægelighed inden for EU.
Ankenævnet var opmærksomt på, at den studerende ved ansøgningen havde oplyst, at han havde udnyttet sin ret til fri bevægelighed.
Ankenævnet lagde dog vægt på, at den studerende ifølge CPR-registeret alene havde været registreret i Danmark og et land uden for EU/EØS.
Der var således ikke hos de danske myndigheder oplysninger om, at han skulle have haft ophold af længere varighed i et andet EU/EØS-land end Danmark.
Der var desuden ikke noget i den studerendes personlige redegørelse, der tydede på, at han havde haft længerevarende ophold i et andet EU/EØS-land end Danmark.
Den studerende havde i forbindelse med sin klage oplyst, at hans angivelse af at have benyttet sin ret til fri bevægelighed beroede på en fejl.
Ankenævnet lagde herefter til grund, at den studerende ikke havde udnyttet sin ret til fri bevægelighed inden for EU/EØS.
Ankenævnet lagde også vægt på, at det fremgik af CPR-registeret, at den studerende udrejste af Danmark i 2004, og at han efter 2004 alene havde registreret ophold i Danmark i en periode på cirka en måned i 2017.
Ankenævnet lagde herefter til grund, at den studerende ikke havde haft sammenhængende ophold i Danmark i mindst to år inden for de seneste ti år.
Da den studerende ikke opfyldte nogen af kriterierne om at have haft sammenhængende ophold i Danmark i mindst to år inden for de seneste ti år eller at have udnyttet sin ret til fri bevægelighed, foretog ankenævnet ikke en vurdering af, om den studerende opfyldte et eller flere af de almindelige tilknytningskriterier.
Afgørelse
Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger fandt, at den studerende ikke havde ret til SU til uddannelse i et land uden for EU/EØS.
Begrundelse for afgørelsen
Vi vurderer, at du ikke opfylder betingelserne for at modtage SU til uddannelse i et land uden for EU/EØS.
Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at du ikke har haft sammenhængende ophold i Danmark i mindst to år inden for de seneste ti år, og at du ikke har udnyttet din ret til fri bevægelighed inden for EU.
Vi er opmærksomme på, at du i skema om tilknytning af den 19. oktober 2023 har oplyst, at du har udnyttet din ret til fri bevægelighed.
Vi har dog lagt vægt på, at du ifølge CPR-registeret alene har været registreret i Danmark og [land uden for EU/EØS].
Der er således ikke hos de danske myndigheder oplysninger om, at du skulle have haft ophold af længere varighed i et andet EU/EØS-land end Danmark.
Der er endvidere ikke noget i din personlige redegørelse, der tyder på, at du har haft længerevarende ophold i et andet EU/EØS-land end Danmark.
Du har endvidere i forbindelse med din klage oplyst, at din angivelse af at have benyttet din ret til fri bevægelighed beror på en fejl.
Vi lægger herefter til grund, at du ikke har udnyttet din ret til fri bevægelighed inden for EU/EØS.
Vi har også lagt vægt på, at det fremgår af CPR-registeret, at du udrejste af Danmark i 2004, og at du efter 2004 alene har haft registreret ophold i Danmark i en periode på ca. en måned, i perioden 12. februar 2017 til 14. marts 2017.
Vi lægger herefter til grund, at du ikke har haft sammenhængende ophold i Danmark i mindst to år inden for de seneste ti år.
Vi bemærker, at det er en grundlæggende betingelse for at kunne modtage SU til en uddannelse i et land uden for EU eller EØS, at man enten har haft sammenhængende ophold i Danmark i to år inden for de seneste ti år, eller at man har udnyttet sin ret til fri bevægelighed.
Da du ikke opfylder mindst ét af disse to kriterier, har vi ikke foretaget en vurdering af, om du opfylder en eller flere af de almindelige tilknytningskriterier.
•
§ 2 c, om SU under uddannelse i udlandet
•
§ 1, stk. 4 om danske statsborgeres ret til uddannelse i lande uden for EU/EØS