Udlændinges ret til SU - faktisk og reelt forsørgelsesbehov - ligestilling - ægtefælle til arbejdstager - opretholdelse af arbejdstagerstatus under ledighed
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Udlændinges ret til SU - faktisk og reelt forsørgelsesbehov - ligestilling - ægtefælle til arbejdstager - opretholdelse af arbejdstagerstatus under ledighed
Resumé
En studerende, der er udenlandsk statsborger og er ægtefælle eller registreret partner til en EU/EØS-statsborger, som er arbejdstager i Danmark, har ret til SU til uddannelse i Danmark.
Såfremt ægtefællen bliver ledig, er det er betingelse for opretholdelse af retten til SU, at ægtefællen under sin ledighed bevarer sin status som arbejdstager i Danmark.
Det er blandt andet en betingelse herfor, at ægtefællen tilmelder sig jobcenteret som ledig inden for ganske kort tid efter, at beskæftigelsen ophører.
En studerende, der er udenlandsk statsborger, har ret til SU til uddannelse i Danmark, når vedkommende er fyldt 21 år på ansøgningstidspunktet, er efterkommer af en EU-/EØS-statsborger, og på baggrund af et faktisk og reelt forsørgelsesbehov forsørges af EU-/EØS-statsborgeren.
Det forhold, at den studerendes forældre påtager sig at støtte den studerende økonomisk, betyder ikke, at der er dokumenteret et faktisk og reelt behov for forsørgelse.
Reglerne
Love og bekendtgørelser
Lov om statens uddannelsesstøtte (SU-loven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 395 af 13. april 2023
Bekendtgørelse om statens uddannelsesstøtte (SU-bekendtgørelsen), bekendtgørelse nr. 2433 af 14. december 2021
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
Sagsfremstilling
Den studerende, som er udenlandsk statsborger, blev den 12. maj 2022 godkendt til at modtage SU som ægtefælle til en EU-/EØS-statsborger, som havde arbejdstagerstatus i Danmark.
Ægtefællens ansættelse ophørte den 31. oktober 2022.
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen traf afgørelse om, at den studerende skulle tilbagebetale SU for november og december 2022.
Ankenævnet stadfæstede styrelsens afgørelse.
Ankenævnet fandt, at den studerendes ægtefælle ikke kunne opretholde arbejdstagerstatus under ledighed, fordi han ikke havde tilmeldt sig jobcenteret inden for ganske kort tid efter ophøret af sin beskæftigelse.
Ankenævnet lagde herved vægt på, at den studerendes ægtefælles tilmeldte sig jobcenteret som ledig den 23. november 2022, svarende til 23 dage efter at hans beskæftigelse ophørte.
Ankenævnet bemærkede i øvrigt, at han frameldte sig jobcenteret igen den 9. december 2022.
Den studerende havde i klagen anført, at hun også opfyldte betingelsen om at have ret til SU som følge af betingelsen om at være fyldt 21 år på ansøgningstidspunktet, at være efterkommer af en EU-statsborger, og på baggrund af et faktisk og reelt forsørgelsesbehov at blive forsørget af EU-statsborgeren.
Hun anførte i den forbindelse, at hun blev forsørget af sin mor, og at hun havde behov for forsørgelse, fordi hun var studerende og ud over det modtog danskundervisning to gange om ugen.
Desuden havde hun et barn på to år, og det var derfor ikke muligt for hende også at have arbejde.
Ankenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var dokumentation for, at den studerende ikke ville kunne forsørge sig selv, eventuelt ved et erhvervsarbejde.
At hendes mor valgte at støtte hende økonomisk, betød ikke, at hun havde et faktisk og reelt forsørgelsesbehov i lovens forstand.
Afgørelse
Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger fandt, at den studerende skulle tilbagebetale SU for november og december 2022.
Begrundelse for afgørelsen
Vi vurderer, at du ikke havde ret til SU i november og december 2022.
Du skal derfor tilbagebetale den SU, du har modtaget for disse måneder.
Du blev den 12. maj 2022 godkendt til at modtage SU fra april 2022, fordi din ægtefælle var arbejdstager efter EU-retten.
Vi har ved vurderingen af, at du ikke havde ret til SU i november og december 2022, lagt vægt på, at din ægtefælle den 26. august 2022 blev opsagt med sidste arbejdsdag den 31. oktober 2022.
Vi vurderer, at din ægtefælle ikke kan opretholde arbejdstagerstatus under ledighed, fordi han ikke har tilmeldt sig til jobcenteret inden for ganske kort tid efter ophøret af sin beskæftigelse.
Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at din ægtefælle tilmeldte sig jobcenteret som ledig den 23. november 2022, svarende til 23 dage efter at hans beskæftigelse ophørte.
Vi bemærker i øvrigt, at han frameldte sig jobcenteret igen den 9. december 2022.
Du har i klagen oplyst, at du også har ret til SU som følge af, at du opfylder betingelsen om at være fyldt 21 år på tidspunktet for ansøgning om SU, at være direkte efterkommer af en EU/EØS-statsborger, og på baggrund af et faktisk og reelt forsørgelsesbehov at blive forsørget af denne.
Du har oplyst, at du har behov for forsørgelse, fordi du er studerende og ud over det modtager danskundervisning to gange om ugen.
Endelig har du et barn på to år.
Det er derfor ikke muligt for dig også at have et arbejde.
Vi har lagt vægt på, at der ikke er dokumentation for, at du ikke vil kunne forsørge dig selv, eventuelt ved et erhvervsarbejde.
At din mor vælger at støtte dig økonomisk, betyder ikke, at du har et faktisk og reelt forsørgelsesbehov i lovens forstand.
Efter reglerne
Efter reglerne har en studerende, der er ægtefælle eller registreret partner til EU/EØS-arbejdstager, ret til SU til uddannelse i Danmark, når den studerende opfylder de almindelige betingelser for ret til SU.
Ægtefællen må opfylde kriterierne for at kunne betragtes som arbejdstager i Danmark efter EU-retten.
Det indebærer, at ægtefællen skal have faktisk og reelt arbejde, som ikke alene udgør et marginalt supplement.
En udenlandsk statsborger har ret til SU, når vedkommende er fyldt 21 år på ansøgningstidspunktet, er direkte efterkommer af en EU/EØS-statsborger, og på baggrund af et faktisk og reelt forsørgelsesbehov forsørges af EU/EØS-statsborgeren.
Det følger af reglerne, at SU udbetales med foreløbige beløb i støtteåret og tildeles med endelige beløb efter støtteårets afslutning.
Udbetalingen sker på grundlag af de oplysninger, som foreligger ved støttetildelingen.
Udbetalingen standses, og foreløbige beløb, der er udbetalt, kræves tilbagebetalt, hvis der er sket ændringer i forhold af betydning for tildelingen, herunder at man ikke er eller har været at betragte som arbejdstager efter EU-rettens regler.
Arbejdstagerbegrebet
Efter EU-Domstolens praksis er det afgørende for, om en person kan anses for arbejdstager, at personen i en vis periode præsterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger.
Hvis beskæftigelsen fremstår som et marginalt supplement, vil der dog ikke foreligge et arbejdstagerforhold efter EU-retten.
Efter EU-opholdsdirektivet kan en EU-arbejdstager opretholde sin arbejdstagerstatus i op til seks måneder under uforskyldt ledighed efter mindre end 1 års arbejde, hvis den pågældende tilmelder sig arbejdsformidlingen som arbejdssøgende.
Ifølge Ankenævnets praksis er det en betingelse, at den studerende er tilmeldt jobcenteret inden for ganske kort tid efter ophøret af sin beskæftigelse.
•
§ 2 b, om EU-statsborgeres ret til SU
•
§ 28, stk. 1, om foreløbig og endelig tildeling
•
§ 29, stk. 3 og § 30, stk. 1-2, om tilbagebetaling af SU
•
§ 4, stk. 1, om en ægtefælle til en EU-statsborgers ret til SU
•
§ 5, stk. 1, om en efterkommer til en EU-statsborgers ret til SU
•
§ 56, stk. 2, om standsning af udbetaling af SU
•
§ 60, stk. 1, om tilbagebetaling af SU
•
Artikel 7, stk. 3, litra c, om bevarelse af arbejdstagerstatus