Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - uanset handicap - kommuner - sagsbehandling - afvisning
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - uanset handicap - kommuner - sagsbehandling - afvisning
J.nr. 22-25803
En mand (klager), der var diagnosticeret med PNES, klagede over en kommune (indklagede).
Manden mente, at kommunen havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap i forbindelse med kommunens sagsbehandling af klagers sag om sygedagpenge.
Der var ikke oplysninger i sagen, der gav anledning til at formode, at indklagede på anden måde udsatte klager for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med sagsbehandlingen.
Ligebehandlingsnævnets næstformand vurderede herefter, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at han var blevet udsat for den påståede forskelsbehandling.
Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med sagsbehandlingen hos den indklagede kommune.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.
Sagsfremstilling
Klager er diagnosticeret med PNES, gennemgribende udviklingsforstyrrelse, forstyrrelse af aktivitet og opmærksom og betydelig emotionel ustabilitet.
Klager er blevet tilkendt førtidspension på grund af sin PNES diagnose.
Den 21. september 2020 blev klager sygemeldt fra sit skånejob.
Klager blev tilkendt sygedagpenge begyndende fra februar 2021.
Den 9. april 2021 var klager til partshøring hos indklagede om forlængelse af sygedagpenge.
Under partshøringen fik klager et PNES-anfald.
Indklagede har oplyst, at klager var frustreret og fortalte, at han havde lyst til at smadre det hele eller tage sit eget liv.
Indklagede kontaktede herefter psykiatrisk akutmodtagelse, som kunne tage imod klager.
Klager ville dog ikke forlade indklagede, hvorefter indklagede ringede efter politiet, som hentede klager.
Den 6. oktober 2021 modtog klager en afgørelse fra indklagede, hvoraf fremgår bl.a.
”Jeg skriver til dig fordi jobcentret har truffet afgørelse om at din ret til sygedagpenge ophører efter den 27-10-2021.
Du vil den 04-11-20 få udbetalt dine sidste sygedagpenge for den periode du mangler og indtil den 27-10-2021.
Hvorfor ophører din ret til sygedagpenge
Da du har ret til folkepension (eller er førtidspensionist), er der en regel om at du normalt maksimalt har ret til sygedagpenge i 26 uger indenfor de seneste 12 måneder, dog med mulighed for forlængelse i 26 uger.
Du fik forlænget din ret til sygedagpenge, da det efter en lægelig vurdering blev skønnet, at du inden for højst 26 uger fra 27-04-2021 vil kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet eller genoptage din beskæftigelse.
Udløbet af de 26 ugers forlængelse sker den 27-10-2021 og du har ikke ret til yderligere forlængelse af din ret til sygedagpenge.
I vores afgørelse har vi lagt vægt på følgende
Du har været sygemeldt siden 21-09-2020 grundet stress og et dårligt knæ.
Du har oplyst at du som 18 årig blev tilkendt førtidspension idet du lider af PNES.
Du har sideløbende hermed været ansat i skånejob ved [dagligvarebutik], og sygemeldte dig herfra i september 2020 da du følte dig stresset og dit knæ blev belastet af arbejdet i butik.
Du har oplyst at du sideløbende med skånejob læser enkeltfag med henblik på at gennemføre 9. klasse.
Der er modtaget statusattest fra praktiserende læge á 12-04-201 hvoraf det fremgår at du aktuelt har rigtig dårligt, og vurderes ikke i stand til at varetage et arbejde ved siden af din skole.
Men på sigt, når der er ro på tingene igen, formentlig kunne klare eks.
10-15 timer ugentligt.
På baggrund heraf forlænges retten til sygedagpenge jf. §29 i lov sygedagpenge, med op til 26 uger.
”
Den 13. oktober 2021 klagede klager over indklagedes afgørelse af 6. oktober 2021.
Samme dag traf indklagede en afgørelse om indklagedes klage, hvoraf fremgår bl.a.
”Jobcenteret har genvurderet din sag i forbindelse med din klage, som vi modtog den 13-10-2021.
Dette betyder at klagen er modtaget rettidigt.
Du har klaget over følgende
Du oplyser at du ikke har følt dig ordentligt behandlet.
Afgørelsen fastholdes
Jobcenteret har ikke fundet grunde til at ændre afgørelsen og den fastholdes dermed.
Vi vurderer, at der ikke er kommet nye oplysninger i sagen, som ændrer grundlaget for afgørelsen.
Ankestyrelsen
Din klage samt sagens akter er derfor i dag blevet sendt til Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen vil vurdere din sag og komme med en endelig afgørelse.
Både du og jobcentret vil få en orientering, når de har behandlet din klage.
”
Klager var indkaldt til en ny samtale hos indklagede den 16. september 2021 om klagers sygemelding.
Den 15. september 2021 mødte klager op hos indklagede, idet han havde læst forkert på mødeindkaldelsen.
Indklagede har oplyst, at klager var utilfreds med, at mødet ikke kunne afholdes, nu hvor han var mødt op.
Klager ville efterfølgende ikke forlade indklagede, hvorefter indklagede kontaktede politiet, som hentede klager.
Den 16. september 2021 sendte indklagede et brev til klager om fremmødeforbud hos indklagede på grund af klagers opførsel.
Den 11. marts 2022 modtog klager sin årsopgørelse fra Skattestyrelsen.
Af årsopgørelsen fremgår bl.a., at klager mangler at betale restskat på 6.791 kr.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 10. juni 2022.
Klager har fremsat et krav om godtgørelse på 7.000 kr.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Klager følte ikke, at indklagede lyttede til ham under partshøringen angående forlængelse af sygedagpenge.
Indklagede pressede klager, således at klager fik et PNES-anfald under partshøringen.
Klager kunne ikke flytte sig under partshøringen på grund af PNES-anfaldet, hvorefter indklagede ringede til politiet.
Klager føler sig dårligt behandlet over, at han fik et fremmødeforbud hos indklagede.
Indklagede oprettede udbetalingen af sygedagpenge som A-indkomst i stedet for B-indkomst, hvorefter klager fik et skattesmæk på ca. 7.000 kr.
Klager vil gerne have, at indklagede lærer af denne proces, så indklagede bliver bedre til at håndtere folk, som er i klagers situation.
Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Indklagede er af den opfattelse, at klager er blevet behandlet yderst pænt.
Der er blevet taget hensyn til klagers diagnoser i forbindelse med sagsbehandlingen.
Anvendelsen af klagers hovedkort til udbetaling af sygedagpenge beror på en systemteknisk fejl, da udbetalingssystemet er sat op til automatisk udbetaling uden menneskelig sagsbehandling, når sygedagpengeberettiget har søgt om udbetaling efter refusion til arbejdsgiver er stoppet.
Det er klagers eget ansvar at tjekke sine skattemæssige udbetalingsspecifikationer.
Indklagede beklager, at udbetalingen er sket som A-indkomst i stedet for B-indkomst.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap inden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).
Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at forbuddet mod forskelsbehandling tillige gælder enhver, der anviser beskæftigelse.
Et kommunalt jobcenter er således omfattet af forskelsbehandlingslovens bestemmelser om forbud mod forskelsbehandling.
Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med et bestemt handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.
Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen.
Klager har klaget over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med indklagedes sagsbehandling af klagers sag om sygedagpenge.
Der er ikke oplysninger i sagen, der giver anledning til at formode, at indklagede på anden måde udsatte klager for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med sagsbehandlingen.
Nævnet vurderer herefter, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der tyder på, at han er blevet udsat for den påståede forskelsbehandling.
På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage.
Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.
Nævnet har herefter ikke fundet grundlag for at tage stilling til, om klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Forskelsbehandlingsloven
•
§ 1, stk. 1 og 3, om nævnets kompetence
•
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser
•
§ 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
•
§ 3, stk. 2, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 7 a om delt bevisbyrde