Legislator Case Law & Legislation
W20240968725 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kompetence - tilgængelighed - afvisning

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

KEN#LOKDOK23 2024 9687 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kompetence - tilgængelighed - afvisning

KEN#LOKDOK23 2024 9687 Valid

J.nr. 22-54554

En mand (klager), som havde angivet, at han havde et handicapkort på grund af gangbesvær, klagede over sin boligforening (indklagede).

Manden mente, at boligforeningen havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap, fordi han fik afslag på etablering af en handicapparkeringsplads ud for klagers bopæl.

Ligebehandlingsnævnets næstformand fandt, at klagen drejede sig om, at klager fik afslag på sin anmodning om, at en parkeringsplads ud for klagers lejlighed blev omdannet til en handicapparkeringsplads.

Ligebehandlingsnævnets næstformand vurderede herefter, at klagen reelt angik et spørgsmål om tilgængelighed.

Efter nævnets praksis var det derfor åbenbart, at klager ikke kunne få medhold i sin klage.

Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen.

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.

KEN#LOKDOK23 2024 9687 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afslag på etablering af en handicapparkeringsplads ud for klagers bopæl.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.

Sagsfremstilling

Klager har oplyst, at han har et handicapkort, da han er gangbesværet.

Den 8. april 2022 sendte klager en mail til indklagede boligforening, hvoraf fremgår

”… jeg er invalideskilt bruger og har virkelig brug for et fast invalideskilt uden for vores bopæl [adresse] ved at andre med behovet kan få det vi kan se i har nedtaget flere skilte rundt omkring så mon ikke der kan findes et til parkeringen uden for os er det jer eller teknisk forvaltning man skal kontakte vedr dette…”

Den 31. maj 2022 sendte klager en ny mail til indklagede, hvoraf fremgår bl.a.

”hej kan forstå i ønsker at min måske kommende plads skal ligge på fællesparkeringen dette må jeg tage afstand fra da der er en p plads lige uden for vores dør der vil være langt mere egnet skal vi i denne forbindelse forklare dig/jer at jeg har et godkendt invalideskilt i min bil da jeg er kroniker kan også se at andre invalideskilts brugere har deres pladser i gårdene ved deres bopæl hvorfor skal denne plads så pladseres så langt fra min bopæl dette er IKKE hensigts mæssigt skal også oplyse at jeg ikke beder om en nummerplade bestemt plads endnu blot en invalideplads håber på en forståelse fra jeres side så sagen ikke skal køre i langdrag.

”

Den 7. juni 2022 svarede indklagede på klagers mail af den 31. maj 2022.

Af klagers svar fremgår bl.a.

”Placeringen er angivet ud fra det synspunkt, at den skal være tilgængelig og tilgodese for flere brugere i området.

Vi kan derfor desværre ikke tilbyde en plads lige ud for døren.

”

Samme dag svarede klager på indklagedes mail af 7. juni 2022, hvoraf bl.a. fremgår

”Hej med dig pladsen på fælles parkeringen må jeg vel så ind til videre nøjes med men kan du /i så fortælle med hvad der ligger til grund for denne forskels behandling og forud fordeling til beboerne hvad ligger til grund at nr. [husnumre] har skilte uden for døren og jeg ikke kan få dette er jeg nødt til at sige det krænker retsbevidstheden.

Er behovet heller ikke ved disse selvom bilerne har invalideskilt skal disse fjernes ellers skal jeg vel også have en plads vh [klager].

”

Den 8. juni 2022 svarede indklagede på klagers mail af 7. juni 2022, hvoraf bl.a. fremgår

”Vi oplever et stigende antal ansøgninger fra personer med behov for handicapparkering.

Derfor bliver de placeret mere centralt, men samtidig hensyntagen til korte afstande til lejemålene og ikke som tidligere, hvor vi havde mulighed for at placere dem mere individuelt.

”

Den 11. november 2022 modtog klager et brev fra indklagede, hvoraf bl.a. fremgår

”[Adresse] har været igennem et større forandring, hvor bla.

kommunen og arkitekter har været med til at fastlægge en del ting.

Herunder blev der fastlagt at der skulle være handicappladser på de benævnte pladser.

Det vil sige at de pladser, som du nævner, er anlagt i forbindelse med renoveringen og er anlagt efter beslutninger i samarbejde med [indklagedes] bygge tekniske afdeling for at gældende lov og regler omkring antal m.m. bliver overholdt.

Bestyrelsens opgave er udelukkende at fastsætte de retningslinjer, som administrationen skal gå efter når de skal godkendes handicap p-pladser, som er søgt igennem [indklagede].

Som alle andre beslutninger i bestyrelsen skal vi forsøge at tilgodese så mange som muligt.

Det vil sige at når der skal anlægges flere handicap pladser skal disse være til gavn for så mange som muligt.

Derfor er det valgt at handicappladserne anlægges på selve torvet ikke på stikvejen på torvet.

Denne beslutning arbejder den både vores inspektør og varmemester efter.

Når det så er sagt, så forsøges der altid at placere handicap-pladserne i nærheden af de stikveje, hvor behovet er størst.

Ligebehandlingsnævnet har tidligere (i andre sager) afgjort at denne praksis er lovlig.

Hverken bestyrelsen eller driftsafdelingen har forsøgt at forskelsbehandle og må henvise til at der er forskellige regler, når man anlægger disse pladser i forbindelse med renovering og i daglig drift.

Alle, som søger en plads herefter at byggeprojektet er overstået, vil få samme besked fra driftsafdelingen.

Vi er blevet informeret om at du har fået tilbudt at der anlægges en plads i nærheden af indgangen til din stikvej.

Vi er opmærksom på at denne placering ikke fuldt ud opfylder dine ønsker, men den vil alligevel give en handicapplads tættere på din bopæl.

Hvis denne anlægges, vil der være kortere afstand til dit lejemål.

Da ingen p-pladser i afdelingen er personlige, er det ligeledes forsat muligt at benytte pladsen udenfor din opgang, når denne er ledig.

Vi er ligeledes fuldstændig opmærksom på at man ikke har et invalid skilt for sjov skyld, men da vi ikke har personlige p-pladser i afdelingen, vil alle handicap pladser blive placeret så de bedst muligt kan hjælpe flere handicappede.

…”

Den 16. november 2022 sendte klager en mail til indklagede, hvoraf bl.a. fremgår

”jeg kunne godt ønske mig at den første p plads ind mod vores stikvej (overfor molokkerne) blev en handicap plads da behovet er der og efter som det ikke er muligt på selve stikvejen.

Ved i har overvejet denne pladsering til mig før så må i da kunne imødekomme dette da jeg ved i har gjort det andre steder…”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 16. november 2022.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Indklagede har ikke givet en fyldestgørende begrundelse for, at klager ikke gør parkeringspladsen ud for klagers lejlighed til en handicapparkeringsplads.

Klager er bekendt med andre beboere, som har fået etableret en handicapparkeringsplads ud for deres lejligheder.

Klager fik at vide i forbindelse med indflytningen, at det var muligt at etablere en handicapparkeringsplads ud for klagers lejlighed.

Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Klagers anmodninger om etablering af en handicapparkeringsplads ud for klagers lejlighed er flere gange blevet behandlet af afdelingsbestyrelsen.

Afdelingsbestyrelsen har besluttet, at der etableres en handicapparkeringsplads.

Ansøgerens ønske om placering af den pågældende handicapparkeringsplads ud for sin opgangsdør er ikke blevet imødekommet, da der ved beslutningen herom blev lagt vægt på, at de fremtidige placeringer af handicapparkeringspladser skal tilgodese flere brugere under hensyntagen til kortest mulige afstand.

Der er i alt 25 handicapparkeringspladser ved ejendommen.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Det fremgår af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at der ikke med loven bliver stillet yderligere krav til tilgængelighed, end hvad der til enhver tid gælder efter anden lovgivning.

Det fremgår derudover af lovens forarbejder, at det forhold, at en privat eller offentlig virksomhed ikke lever op til reglerne om tilgængelighed mv., skal behandles i den pågældende sektors regelsæt.

En klage over manglende overholdelse af reglerne om tilgængelighed mv. må indgives til de klageinstanser, der måtte være i den pågældende sektor.

Klagen drejer sig om, at klager fik afslag på sin anmodning om, at en parkeringsplads ud for klagers lejlighed blev omdannet til en handicapparkeringsplads.

Nævnet finder, at klagen reelt angår et spørgsmål om tilgængelighed.

Efter nævnets praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage.

Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

KEN#LOKDOK23 2024 9687 Valid

•

§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2024 9687 Valid

•

§ 2 om lovens anvendelsesområde

•

§ 3 om lovens anvendelsesområde

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →