Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - kommuner - kompetence - kompetence - sagsbehandling - afvisning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - kommuner - kompetence - kompetence - sagsbehandling - afvisning

J.nr. 22-47264

En mand (klager), der var diagnosticeret med kronisk belastningstilstand på grund af kronisk smertetilstand, klagede over en kommune (indklagede).

Manden mente, at kommunen havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap i forbindelse med kommunens sagsbehandling og afgørelser af klagers sag om midlertidigt husly efter servicelovens § 80.

Ligebehandlingsnævnets næstformand fandt, at der ikke forelå oplysninger i sagen, der gav anledning til at formode, at indklagede havde udsat klager for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med sagsbehandlingen og afgørelserne.

Ligebehandlingsnævnets næstformand vurderede herefter, at klagen alene drejede sig om anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at klager ikke kunne få medhold i sin klage.

Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen.

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med indklagede kommunes sagsbehandling og afgørelser.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.

Sagsfremstilling

Klager er diagnosticeret med kronisk belastningstilstand på grund af kronisk smertetilstand.

Den 17. december 2021 mødte klager fysisk op hos indklagede og anmodede om en akutbolig.

I den forbindelse fik klager et mundtligt afslag på sin anmodning om en akutbolig fra indklagede.

Den 3. februar 2022 anmodede klager om at få en skriftlig afgørelse på sin henvendelse af 17. december 2021.

Den 10. februar 2022 traf indklagede en afgørelse på baggrund af klagers anmodning af 17. december 2021.

Af afgørelsen fremgår bl.a.

”Du meddeles afslag på din ansøgning om akut bolig.

Begrundelsen er at [indklagede] ikke råder over akut boliger

Ifølge lovgivning skal vi anvise midlertidigt husly mod betaling.

Denne anvisning, råd, vejledning mm blev forsøgt oplyst ved dit fremmøde den 17. december 2021.

”

Den 28. februar indsendte klager en klage til Ankestyrelsen over indklagedes afgørelse af 10. februar 2022.

Den 22. juli 2022 traf Ankestyrelsen afgørelse i klagen over indklagedes afgørelse af 10. februar 2022.

Af afgørelsen fra Ankestyrelsen fremgår bl.a.

”Ankestyrelsen vurderer, at sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst til, at vi kan afgøre, om du er omfattet af personkredsen, der har ret til anvisning af midlertidigt husly.

…

[Indklagede] skal på baggrund af oplysningerne foretage en ny faglig vurdering af, om du er omfattet af personkredsen, der har ret til at blive anvist midlertidigt husly mod betaling.

Hvis du er omfattet af personkredsen, skal [indklagede] ikke blot vejlede dig om dine muligheder for indkvartering.

[Indklagedes] forpligtelse til at skaffe midlertidig husly mod betaling omfatter tilbud om den efter omstændighederne bedst egnede midlertidigt indkvartering, dvs. ikke nødvendigvis en lejlighed, men eventuelt indkvartering på vandrehjem, hotel, pensionat eller lignende.

Ud fra det skal [indklagede] afgøre sagen igen.

”

Den 31. oktober 2022 traf indklagede en ny afgørelse i sagen efter, at Ankestyrelsen havde hjemvist sagen ved sin afgørelse af 22. juli 2022.

Af indklagedes afgørelse fremgår bl.a.

”[Indklagede] træffer afgørelse om, at du ved henvendelse den 17.12.2021 ikke vurderes at være omfattet af den personkreds, som har ret til hjælp efter servicelovens § 80.

…

Begrundelse

Du oplyser at du ikke selv har valgt at fraflytte din lejlighed men følt dig truet, hvorfor du måtte flytte.

Det er dog ikke dokumenteret, at du ved fremmøde i borgerservice i december 2021 er smidt ud af lejlighed og dermed boligløs.

Du har meldt udlejer for trusler den 12. december 2021.

Den 4. marts 2022 træffer Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi afgørelse i sagen.

De vurderer at der [ikke] er dokumentation for at rejse nogen sigtelse i sagen, hvorfor sagen lukkes.

I forbindelse med en klage over manglende vedligeholdelse besigtigede Huslejenævnet den 23.2.2022 ejendommen [A].

Ved denne besigtigelse mødte din repræsentant [B].

Der blev ikke oplyst noget om, at du ikke boede på adressen og ikke havde adgang til lejemålet.

I revurderingen den 15. marts 2022 var du fortsat tilmeldt adressen [A], så derfor fremgår det også af afgørelse i revurdering.

Den 28. marts 2022 modtager [indklagede] oplysning fra udlejer om at du er ude af lejemålet den 22. marts 2022, men ikke har opholdt dig på adressen siden 14. december 2021.

Den 28. marts 2022 udsender [indklagedes] kontrolgruppe en partshøring med oplysninger fra udlejer.

Der sendes afgørelse 19. april 2022 om at adresse ændres, så du står med ukendt adresse fra 14.12.2021.

… Du oplyser i din henvendelse, at du har været i lejlighed og hente dit indbo mm den 2. april 2022 og derfor mener du at dette må være den korrekte dato for, hvornår du skal med ukendt adresse.

… Den 20. september 2022 ophæver CPR-kontoret kommunens afgørelse.

Dette betyder at du igen er registreret på adressen [A], frem til 2. april 2022, som er den dato du selv har oplyst som værende den rette flyttedato.

”

Det fremgår af servicelovens § 80, at kommunalbestyrelsen skal anvise midlertidigt husly mod betaling, hvis en enlig eller en familie er husvild.

Betalingen må ikke overstige lejeværdien af den beboelse, der anvises, eller den sædvanlige boligudgift på stedet for en enlig eller for en familie af denne størrelse.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 5. september 2022.

Klager fremsatte i klagen en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 4.800.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med indklagedes sagsbehandling og afgørelser.

Klager har specielle behov grundet sit handicap, som han ikke kan få dækket på grund af, at han er hjemløs.

Klager er ikke blevet vejledt om, hvor han kan søge om permanente og midlertidige boliger.

Indklagede forsøgte ikke at hjælpe klager med at finde en bolig.

Indklagede henviste blot til, at klager selv måtte løse problemet ved at være aktivt boligsøgende.

Det er ikke en gyldig begrundelse at henvise til, at indklagede ikke råder over akutboliger.

Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Indklagede har vurderet, at klager ikke opfylder betingelserne i efter servicelovens § 80 for at få anvist midlertidigt husly mod betaling.

Indklagede har behandlet klagers ansøgning på samme måde, som indklagede ville behandle en ansøgning fra en hvilken som helst anden person.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen.

Det fremgår af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at Ligebehandlingsnævnet efter gældende ret alene tager stilling spørgsmål om anvendelse og fortolkning af den lovgivning m.v., som er omfattet af Ligebehandlingsnævnets kompetenceområde.

Afgrænsningen af Ligebehandlingsnævnets kompetence betyder, at klager over overtrædelse af regler i anden lovgivning afvises af nævnet.

For så vidt angår klager over afgørelser, som er truffet af den offentlige forvaltning, må Ligebehandlingsnævnet tage stilling til, om klagen reelt vedrører forskelsbehandling, eller om klagen alene drejer sig om anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Klager har klaget over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med indklagedes sagsbehandling og afgørelser af klagers sag om midlertidigt husly efter servicelovens § 80.

Nævnet finder, at der ikke foreligger oplysninger i sagen, der giver anledning til at formode, at indklagede udsatte klager for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med sagsbehandlingen og afgørelserne.

Nævnet vurderer herefter, at klagen alene drejer sig om anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage.

Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2 om lovens anvendelsesområde