Legislator Case Law & Legislation
W20240968325 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - kommuner - sundhed - tilgængelighed - afvisning

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

KEN#LOKDOK23 2024 9683 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - kommuner - sundhed - tilgængelighed - afvisning

KEN#LOKDOK23 2024 9683 Valid

J.nr. 24-7872

En mand (klager), der havde oplyst, at han var handicappet, klagede over en kommune (indklagede).

Manden mente, at kommunen havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap, da der var manglende handicapadgang ved henholdsvis en tandtekniker, som indklagede henviste klager til, og et anneks ved indklagedes rådhus.

Ligebehandlingsnævnets næstformand fandt, at klagen reelt drejede sig om manglende tilgængelighed i forhold til den tandtekniker, som indklagede havde en aftale med, og manglende tilgængelighed til et anneks ved rådhuset.

På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at klager ikke kunne få medhold i sin klage.

Nævnet afviste derfor at behandle klagen.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.

KEN#LOKDOK23 2024 9683 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med manglende handicapadgang ved henholdsvis en tandtekniker, som indklagede kommune henviste klager til, og et anneks ved indklagedes rådhus.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.

Sagsfremstilling

Klager har oplyst, at han ansøgte indklagede kommune om bevilling til at få behandlet sine tænder.

I den forbindelse blev klager af indklagede oplyst om, at han skal skulle bruge en bestemt tandklinik.

Klager har oplyst, at der var en stejl trappe ved tandteknikeren, som klager ikke kunne benytte grundet sit handicap.

Klager var derfor nødsaget til at anvende en anden tandtekniker, hvor han ikke kunne opnå en bevilling fra indklagede.

Derudover har klager oplyst, at der er et anneks til rådhuset, hvor der ikke er handicapadgang.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 2. januar 2024.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af indklagede.

Klagers bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Klager fik en ekstraregning på 1.333 kr., da han var nødsaget til at få behandlet sine tænder ved en anden tandtekniker end den tandtekniker, som indklagede havde en aftale med.

Klager oplyste indklagede om FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap.

Indklagede har efterfølgende ændret sin praksis, hvorefter det er muligt at vælge mellem flere tandteknikere.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med adgangen til henholdsvis den tandtekniker, som indklagede havde en aftale med, og et anneks ved rådhuset.

Klager har gjort gældende, at adgangsbegrænsningerne udgør forskelsbehandling på grund af handicap.

Det fremgår af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at der ikke med loven bliver stillet yderligere krav til tilgængelighed, end hvad der til enhver tid gælder efter anden lovgivning.

Det fremgår derudover af lovens forarbejder, at det forhold, at en privat eller offentlig virksomhed ikke lever op til reglerne om tilgængelighed mv., skal behandles i den pågældende sektors regelsæt.

En klage over manglende overholdelse af reglerne om tilgængelighed mv. må indgives til de klageinstanser, der måtte være i den pågældende sektor.

Nævnet finder, at klagen reelt drejer sig om manglende tilgængelighed i forhold til den tandtekniker, som indklagede havde en aftale med, og manglende tilgængelighed til et anneks ved rådhuset.

På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage.

Nævnet afviser derfor at behandle klagen.

Nævnet har herefter ikke fundet grundlag for at tage stilling til, om klager har et handicap i handicapdiskriminationslovens forstand.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

KEN#LOKDOK23 2024 9683 Valid

•

§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2024 9683 Valid

•

§ 2 om lovens anvendelsesområde

•

§ 3 om lovens anvendelsesområde

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →