Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - kommuner - kompetence - sagsbehandling - afvisning
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - kommuner - kompetence - sagsbehandling - afvisning
J.nr. 24-6787
En mand (klager), der blandt andet var diagnosticeret med infantil autisme og ADHD, klagede over en kommune (indklagede).
Manden mente, at kommunen havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap, fordi kommunen ikke havde overholdt grundlæggende menneskeretlige og forvaltningsretlige principper i forbindelse med kommunens sagsbehandling.
Ligebehandlingsnævnets næstformand fandt, at der ikke var oplysninger i sagen, som gav anledning til at formode, at den påståede mangelfulde sagsbehandling hos indklagede var på grund af klagers mulige handicap.
Ligebehandlingsnævnets næstformand vurderede herefter, at klagen alene drejede sig om anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.
På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at klager ikke kunne få medhold i sin klage.
Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med sagsbehandlingen hos den indklagede kommune.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.
Sagsfremstilling
Klager er diagnosticeret med infantil autisme, ADHD, andre belastningsreaktioner, mental retardering i let grad og specifik udviklingsforstyrrelse af motoriske færdigheder.
Klager har i perioden fra den 23. december 2022 til den 13. december 2023 ansøgt indklagede om en række bevillinger efter serviceloven, bl.a. om yderligere socialpædagogisk støtte, midlertidigt botilbud og aktivitets- og samværstilbud.
Klager har oplyst, at han modtog en række afslag på sine ansøgninger om bevillinger efter serviceloven, hvilket han efterfølgende påklagede til Ankestyrelsen og Folketingets Ombudsmand.
Derudover svarede indklagede ikke på klagers rykkerskrivelser om, hvornår der forelå en afgørelse på klagers ansøgninger efter serviceloven.
Klager har desuden oplyst, at han den 14. december 2023 blev telefonisk oplyst, at indklagede ikke ville bevilge aktivitets- og samværstilbud efter servicelovens § 104, medmindre han tilbagetrak samtlige indgivne klager.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 19. december 2023.
Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.
Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af indklagede.
Klagers bemærkninger
Henset til sagens resultat er klagers bemærkninger alene gengivet delvist.
Klager gør gældende, at indklagede har krænket klagers ret til ytringsfrihed.
Klager er blevet presset til at tilbagetrække sine klager over indklagede.
Indklagede har ikke overholdt forvaltningsretlige principper som officialprincippet, hurtighedsprincippet, dialogprincippet og omsorgsforpligtelse.
Klager beder Ligebehandlingsnævnet om at tage stilling til, om der foreligger forskelsbehandling.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.
Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.
Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen.
Klager har klaget over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med indklagedes sagsbehandling.
Det fremgår af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at Ligebehandlingsnævnet alene kan tage stilling til spørgsmål efter den lovgivning, som er omfattet af Ligebehandlingsnævnets kompetenceområde.
Afgræsningen af Ligebehandlingsnævnets kompetence betyder, at klager over overtrædelse af regler i anden lovgivning afvises af nævnet.
For så vidt angår klager over afgørelser, som er truffet af den offentlige forvaltning, må Ligebehandlingsnævnet tage stilling til, om klagen reelt vedrører forskelsbehandling, eller om klagen alene drejer sig om anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.
Klager har gjort gældende, at indklagede ikke har overholdt grundlæggende menneskeretlige og forvaltningsretlige principper i forbindelse med sin sagsbehandling.
Der er imidlertid ikke i klagen oplysninger, der giver anledning til at formode, at den påståede mangelfulde sagsbehandling hos indklagede var på grund af klagers mulige handicap.
På baggrund af sagens oplysninger vurderer nævnet herefter, at klagen alene drejer sig om anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.
På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage.
Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.
Nævnet har herefter ikke fundet grundlag for at tage stilling til, om klager har et handicap i handicapdiskriminationslovens forstand.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Handicapdiskriminationsloven
•
§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence
•
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser
•
§ 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 2 om lovens anvendelsesområde
•
§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 10 om delt bevisbyrde