Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - genoptagelse - er handicap - retsfortabende passivitet - rimelig tilpasning - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - genoptagelse - er handicap - retsfortabende passivitet - rimelig tilpasning - ej medhold

J.nr. 23-28283

En mand (klager) klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han blev afskediget fra sin stilling hos sin arbejdsgiver (indklagede).

Ligebehandlingsnævnet havde i september 2015 afvist at behandle klagen, fordi manden havde udvist retsfortabende passivitet og dermed havde fortabt retten til at gøre et eventuelt krav gældende som følge af påstået ulovlig forskelsbehandling på grund af handicap.

Nævnet ændrede ved den principielle afgørelse i sagsnr.

22-48184 praksis angående retsfortabende passivitet.

Nævnet fastslog ved afgørelsen, at reglerne om retsfortabende passivitet ikke afskærer en klager fra at få behandlet sin klage ved nævnet.

Nævnet vurderede på den baggrund, at særlige grunde talte for at genoptage klagen over forskelsbehandling på grund af handicap.

Nævnet genoptog derfor sagen.

Nævnet vurderede, at klager havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, og at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Det var herefter mandens arbejdsgiver der skulle bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket, herunder at arbejdsgiveren havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse.

Der stilles ikke krav om fortsat ansættelse af en person, der – uanset hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger - ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i den pågældende stilling.

Ud fra en samlet vurdering af sagen oplysninger vurderede nævnet, at manden ikke på tidspunktet for afskedigelsen var kompetent, egnet og disponibel til at varetage væsentlige funktioner i sin stilling.

Nævnet lagde vægt på, at arbejdsgiveren havde stillet en makkerordning til rådighed og havde undersøgt muligheden for at omplacere manden.

Nævnet lagde desuden vægt på, at da manden arbejdede deltid, arbejdede han 2-5 timer om dagen, og at der var mange dage, han ikke kom på arbejde.

Nævnet lagde også vægt på, at da manden arbejdede på fuld tid, havde han en del sygefravær, og at han havde oplyst, at han ikke kunne overskue at arbejde mere.

Nævnet lagde endeligt vægt på, at manden efterfølgende kun kunne arbejde i halvanden time om dagen, og at han efterfølgende blev tilkendt førtidspension.

Manden fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, klager blev afskediget fra sin stilling som specialarbejder.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som specialarbejder.

Sagsfremstilling

Den 14. september 2014 indgav klager en klage til Ligebehandlingsnævnet.

Klagen angik påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling som specialarbejder.

Den 9. september 2015 traf Ligebehandlingsnævnet afgørelse.

Sagen blev behandlet under sagsnummer 2014-6810-52075.

Ved afgørelsen fastslog Ligebehandlingsnævnet, at spørgsmålet om, hvorvidt klager blev udsat for forskelsbehandling i forbindelse med afskedigelsen, ikke kunne behandles, da klager havde udvist retsfortabende passivitet.

Af sagsfremstillingen fremgår følgende

”Sagsfremstilling

Klager blev ansat hos indklagede den 27. april 1995, og arbejdede adskillige år som produktionsoperatør.

Arbejdet bestod fortrinsvis i at overvåge produktionen på videoskærme.

Indklagede er en produktionsvirksomhed beliggende i Jylland.

Den ulykke, som fandt sted på arbejdspladsen den 17. juli 2008, medførte, at klager var fuldtidssygemeldt frem til den 22. september 2008, hvor han genoptog arbejdet på deltid.

Indklagede stillede i den forbindelse en medarbejder til rådighed for klager, som kunne gå sammen med klager i en overgangsperiode.

Indklagede meddelte klager i august 2009, at han skulle raskmeldes og herefter arbejde på fuld tid.

En speciallæge i neurologi vurderede den 29. september 2009, at klager havde følger efter nakketraume bestående i spændingshovedpine og smertetilstand i nakkeskulderbæltet.

Videre fremgår det af erklæringen, at klager led af daglig hovedpine, konstant træthed, havde hukommelses- og koncentrationsbesvær og en generel følelse af stivhed i nakken.

Videre følte klager sig i perioder deprimeret og modløs.

Klager startede i november 2009 på fuld tid med nogle sygedage, men blev langtidssygemeldt i marts 2010.

Ifølge journal fra egen læge den 7. juni 2010 omtalte klager mulighederne for at drøfte nedsat arbejdstid med indklagede.

Klager blev afskediget den 13. juli 2010.

Det fremgår af opsigelsen, at klager ikke kunne arbejde i skifteholdsdrift i Funktionelafdelingen eller i andre afdelinger på grund af hans helbred, og at indklagede siden 22. september 2008 havde prøvet at hjælpe klager med at komme tilbage i skifteholdsarbejde, samt at det ikke havde været muligt at tilbyde klager andre stillinger i virksomheden.

Indklagede oplyste tilsvarende i opsigelsesbrevet, at klager ville blive kontaktet, såfremt der opstod en produktionsstilling inden 1. januar 2015.

Indklagede drev produktionsvirksomhed frem til december 2012, hvor virksomhedens samlede aktiviteter ophørte.

Indklagedes søsterselskab [firmanavn] står nu for administration af selskabet, der er hvilende og

uden ansatte.

Klager har gennem sin fagforening anlagt sag med påstand om differencekraverstatning, hvilket hverken byretten eller landsretten har givet klager medhold i.

Landsretten har senest truffet afgørelse i sagen i maj 2014.

Den aktuelle klage blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet den 29. september 2014.

”

Af parternes bemærkninger fremgår følgende

Klager gør gældende, at han blev afskediget på grund af sit handicap.

Klager ønsker, at Ligebehandlingsnævnet fastsætter en godtgørelse.

Grunden til, at klagen først blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet i september 2014, er, at klager først i 2014 blev opmærksom på, at Sø- og Handelsretten i sag havde fastsat godtgørelse til en medarbejder, der blev afskediget på grund af handicap.

Klager har ikke udvist retsfortabende passivitet.

Retsfortabende passivitet er forbeholdt de tilfælde, hvor den ene part forholder sig fuldstændigt passiv, og den anden part, på baggrund heraf, indretter sig i tillid til, at der ikke bliver rejst noget krav.

Ansættelsesretten er særlig på dette punkt, idet man ved forældelseslovens vedtagelse besluttede at forlænge den almindelige forældelsesfrist fra tre til fem år for så vidt angår ansættelsesretlige sager, på baggrund af de særlige forhold, der gør sig gældende i netop disse sager.

Klager har stort set uafbrudt siden opsigelsestidspunktet i 2010 og frem til landsretten afsagde dom i 2014 ført processer mod indklagede vedrørende følgerne efter arbejdsskaden, der har medført, at klager er handicappet.

Først via arbejdsskademyndighederne og efterfølgende vedrørende differencekrav for tabt arbejdsfortjeneste, svie og smerte samt erhvervsevnetab.

Indklagede kan derfor ikke på noget tidspunkt have været af den opfattelse, at klager ikke ville forfølge krav mod indklagede.

Klager gjorde kravet gældende i forbindelse med hovedforhandlingens afslutning ved landsretten behandling af sagen.

Indklagede er på baggrund af forældelseslovens § 4 forpligtet til at opbevare oplysninger i fem år i ansættelsessager.

Det forhold, at indklagede har oplyst, at samtlige skriftlige personaleoplysninger og aktiviteter ikke eksisterer længere, da virksomheden ikke er i drift, kan ikke i sig selv begrunde afvisning af klagen.

I øvrigt er virksomheden fortsat i drift, men under et andet navn.

Klager er enig med indklagede i, at der blev foretaget visse tilpasninger, da klager vendte tilbage til arbejdet i september 2008.

Indklagede imødekom dog ikke klagers ønske om at arbejde på deltid, hvilket ville have gjort det muligt for klager at arbejde hos indklagede.

Indklagede havde på tidspunktet for afskedigelsen af klager 120 medarbejdere ansat i afdelingen i [by] og cirka 2.700 på verdensplan.

Det ville af den grund ikke have været en uforholdsmæssig stor byrde for indklagede at tilbyde klager en deltidsstilling et sted i virksomheden.

Indklagede var bekendt med klagers lidelser som følge af den anerkendte arbejdsskade og havde i øvrigt ikke forud for arbejdsskaden givet udtryk for utilfredshed ved klagers udførelse af arbejdsopgaverne.

Den anerkendte arbejdsskade var den eneste årsag til, at klager ikke kunne arbejde i samme omfang som tidligere.

Klager blev afskediget på grund af følgerne efter arbejdsskaden, og blev derfor udsat for forskelsbehandling.

Indklagede gør gældende, at klagers krav om godtgørelse er forældet, subsidiært at klager har udvist passivitet.

Indklagede var på opsigelsestidspunktet ikke koncernforbundet med søsterselskaber [firmanavn], der i dag står for administration af selskabet, som er hvilende og uden ansatte.

I forbindelse med nedlukningen af virksomheden, hvor klager var ansat, blev blandt andet selskabets historiske personalearkiver bortskaffet.

Indklagede har derfor vanskeligt ved på skriftligt grundlag at dokumentere sagens forløb.

Sagen bør afvises fra nævnsbehandling, da en afgørelse forudsætter en egentlig detaljeret bevisførelse vedrørende forløbet mellem klagers tilbagevenden til arbejdet den 22. september 2008 til meddelelse af opsigelse den 10. juli 2010.

Klager blev afskediget i 2010, og klagen over forskelsbehandling samt kravet om godtgørelse, der udspringer af ansættelsesforholdet, er først gjort gældende i 2014.

Klager har på intet tidspunkt i perioden fra fratrædelsen og frem til klagen i september 2014 omtalt, forbeholdt sig eller forfulgt et eventuelt krav han måtte have mod indklagede efter forskelsbehandlingsloven.

Dette til trods for, at klager såvel under opsigelsessamtalen samt i forbindelse med de efterfølgende retssager har været bistået af sit fagforbund og to forskellige advokater.

Det er i danske ret en almindelig regel, at der skal reklameres over et retsbrud inden rimelig tid.

Klager har ikke forfulgt sit eventuelle krav i en periode på mere end fire år, og har ved passivitet fortabt sin ret til at få sit synspunkt om forskelsbehandling prøvet, jf. Ligebehandlingsnævnets praksis og blandt andre Ligebehandlingsnævnets sag med j.

nr. 7100121-13.

Klagers eventuelle krav efter forskelsbehandlingsloven er omfattet af forældelsesloven.

I denne lov er krav, som udspringer af et ansættelsesforhold reguleret i § 4, som fastslår en femårig forældelsesfrist for sådanne fordringer.

Den femårige forældelsesfrist løber i forhold til samme lovs § 2 fra ”det tidligste tidspunkt, til hvilken fordringshaveren kunne kræve, at få fordringen opfyldt”.

Hvis passivitetsgrundsætningen skal have et selvstændigt indhold ved siden af forældelsesinstituttet, må retstabende passivitet være indtrådt i en sag som denne efter fire år.

Klager blev afskediget, fordi han ikke var kompetent, egnet og disponibel til stillingen.

Ligebehandlingsnævnet har gennem flere år betragtet piskesmældslæsion som et handicap.

Uanset om klager var handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand eller ej, forsøgte indklagede i tilstrækkeligt omfang iværksatte at de tilpasningsforanstaltninger, som med rimlighed kunne forlanges af indklagede i den konkrete situation.

Indklagede var indforstået med, at klager i næsten et år var på nedsat arbejdstid.

Tilsvarende fik klager stillet en makker til rådighed.

Den særlige makkerordning indebar, at der reelt var to medarbejdere om arbejdsopgaver, der normalt udføres af én medarbejder.

En sådan løsning var ikke en drift økonomisk mulig permanent løsning, men sigtede mod at give klager en mulighed for at optrappe til en normal stilling over en periode.

Klager har ikke godtgjort, at han var handicappet på tidspunktet for opsigelsen.

Hvis nævnet kommer frem til, at klager var handicappet på tidspunktet for afskedigelsen gøres det gældende, at klagers gengivelse af forløbet for perioden 2008 til juli 2010 er ufuldstændig og præget af efterrationalisering.

Indklagede forsøgte siden september 2008 at hjælpe klager tilbage i arbejde, herunder undersøge alternative jobmuligheder hos indklagede.

Indklagede tog over en periode på to år relevante og rimelige tiltag med henblik på, at klager trods skaden kunne komme tilbage i arbejde igen.

Klager var blandt andet ansat på nedsat tid i op mod et år, ligesom indklagede stillede en makker til rådighed, som han kunne gå sammen med i en overgangsperiode.

Stillingen som procesoperatør indebar ofte vagter på syv til otte timer, hvor kun en tilstedeværende medarbejder skulle overvåge produktionen.

Indklagede havde derfor ikke mulighed for at tilbyde klager en deltidsansættelse.

Tilsvarende havde indklagede ikke andre ledige deltidsstillinger inden for klagers arbejdsområde.

Det er indklagedes opfattelse, at virksomheden over en længere periode på alle mulige måder forsøgte at få klager tilbage i arbejdet som procesoperatør ved at søge at tilrettelægge arbejdet efter klagers funktionsbegrænsninger.

Klager gjorde indklagede opmærksom på, at han i marts 2010 ”ikke kunne overskue at arbejde længere”, hvilket yderligere vanskeliggjorde indklagedes bestræbelser på at finde en løsning på klagers fremtidige arbejdssituation.

Klagers repræsentant fra fagforeningen havde på tidspunktet for afskedigelsen ikke indvendinger mod afskedigesen.

”

Af Ligebehandlingsnævnets begrundelse fremgår følgende

”…

Krav, som udspringer af et ansættelsesforhold, er reguleret i forældelsesloven § 4, hvoraf det fremgår, at der er en femårig forældelsesfrist for disse fordringer.

Klagers eventuelle krav er herefter ikke forældet.

Klager blev afskediget den 13. juli 2010, og klagen over forskelsbehandling på grund af handicap blev indgivet til Ligebehandlingsnævnet den 30. september 2014.

Nævnet bemærker, at der ikke er nogen lovbestemt klagefrist i forhold til at indbringe sager for Ligebehandlingsnævnet.

Klagen er imidlertid modtaget mere end fire år efter, at klager blev afskediget.

Klager har i forbindelse med de anlagte retssager haft adskillige muligheder for at gøre synspunktet om forskelsbehandling gældende over for indklagede.

Oplysninger om klagers helbredsmæssige forhold har været tilgængelig for klager i en årrække.

Klager har således ikke været afskåret fra tidligere at have indbragt til Ligebehandlingsnævnet.

Det må endelig antages, at indklagede på baggrund af det anførte har haft en berettiget forventning om og indrettet sig efter, at klager ikke ville gøre det krav, denne sag vedrører, gældende over for klager.

Nævnet vurderer på den baggrund, at klager har udvist retsfortabende passivitet.

Det forhold, at klager først i 2014 er blevet bekendt med, at Sø- og Handelsretten har behandlet spørgsmålet om forskelsbehandling på grund af handicap, kan ikke føre til et andet resultat.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

”

Den 4. april 2023 sendte Ligebehandlingsnævnet et brev til klager, hvor følgende fremgår

”…

Nævnet vurderede, at du havde udvist retsfortabende passivitet, og at dit eventuelle krav på godtgørelse som følge af påstået forskelsbehandling derfor var bortfaldet.

Du fik med denne begrundelse ikke medhold i din klage.

Nævnet forholdt sig ved afgørelsen ikke til, om du havde været udsat for ulovlig forskelsbehandling.

Ligebehandlingsnævnet har ved et principielt møde den 1. marts 2023 ændret sin praksis om retsfortabende passivitet.

Nævnet har nu fastslået, at eventuel udvist retsfortabende passivitet ikke afskærer en klager fra at få prøvet spørgsmålet om, hvorvidt vedkommende har været udsat for ulovlig forskelsbehandling.

Retsfortabende passivitet kan herefter alene få betydning ved spørgsmålet om krav på en godtgørelse i tilfælde af ulovlig forskelsbehandling.

Da nævnet har ændret den praksis, som din klage blev afgjort efter, har du mulighed for at anmode om genoptagelse af din sag.

Vi skal dog gøre opmærksom på, at selvom Ligebehandlingsnævnet efter en genoptagelse af sagen måtte vurdere, at du har været udsat for ulovlig forskelsbehandling, vil du som udgangspunkt ikke have krav på en godtgørelse som følge af retsfortabende passivitet.

…”

Den 28. april 2023 anmodede klager om genoptagelse af sagen.

Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af indklagede.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Om spørgsmålet om genoptagelse

Det fremgår af lov om Ligebehandlingsnævnet, at nævnet kan bestemme, at en sag, hvori der er truffet afgørelse, skal genoptages, hvis særlige grunde taler derfor.

En sag kan for eksempel genoptages, hvis der fremkommer nye oplysninger af væsentlig betydning for sagen.

Det kan i den forbindelse tillægges vægt, hvis disse oplysninger ikke har kunnet fremlægges forud for eller under behandlingen af sagen.

Sagsbehandlingsfejl kan også medføre genoptagelse.

Klager indbragte den 29. september 2014 en klage til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling som specialarbejder.

Ligebehandlingsnævnet fastslog ved afgørelsen af 9. september 2015, at klagen ikke kunne behandles af nævnet på grund af retsfortabende passivitet.

Klager fik med denne begrundelse ikke medhold i klagen.

Ved afgørelsen tog nævnet i overensstemmelse med nævnets hidtidige praksis om forældelse ikke stilling til, om klager var blevet forskelsbehandlet på grund af handicap.

Der gælder imidlertid ikke på Ligebehandlingsnævnets område en klagefrist, som kan afskære en klager fra at få behandlet en klage over ulovlig forskelsbehandling som følge af den tid, der er forløbet fra den påståede forskelsbehandling og indtil klagens indgivelse.

Nævnet har på den baggrund ændret sin tidligere praksis ved de principielle afgørelser i sagsnr.

22-12828 og 21-21811, hvor nævnet fastslog, at der ikke gælder en klagefrist for at indbringe klager til Ligebehandlingsnævnet.

Nævnet fastslog også, at reglerne om passivitet ikke afskar klageren fra at få behandlet sin klage over forskelsbehandling som følge af den tid, der var forløbet fra den påståede forskelsbehandling og indtil klagens indgivelse.

Nævnet vurderer herefter, at særlige grunde taler for at genoptage sagen med henblik på at realitetsbehandle klagen over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling.

Nævnet genoptager derfor sagen.

Om spørgsmålet om forskelsbehandling

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Handicap

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for at have et handicap i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U2018.

830H og U2018.

853H.

Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.

Det fremgår af Arbejdsskadestyrelsens (nuværende Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) afgørelse af 17. marts 2010, at klager havde gener i form af hovedpine, træthed, koncentrations- og hukommelsesbesvær, og at dette medførte et varigt mén på 10 procent.

På den baggrund vurderer nævnet, at klager har sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrer ham i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre, at han har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Faktiske omstændigheder

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Det fremgår af afskedigelsen af den 13. juli 2010, at begrundelsen for afskedigelsen var, at klager ikke kunne varetage sit arbejde på grund af sit helbred.

Nævnet vurderer på den baggrund, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Det er herefter indklagede, der skal bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket, herunder at indklagede har opfyldt sin tilpasningsforpligtelse efter forskelsbehandlingslovens § 2 a.

Arbejdsgivers pligt til at foretage tilpasninger

Arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til at udøve beskæftigelse.

Det gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde, som ikke i tilstrækkeligt omfang lettes gennem offentlige foranstaltninger.

Det er en forudsætning for indklagedes tilpasningsforpligtelse, at indklagede på afskedigelsestidspunktet vidste eller burde vide, at klager havde et handicap i lovens forstand.

Klager har bevisbyrden herfor.

Klager fik den 23. juli 2008 en arbejdsskade hos indklagede i form af en piskesmældslæsion.

Indklagede har desuden oplyst, at indklagede fra den 22. september 2008 havde forsøgt at hjælpe klager med at komme tilbage i arbejde.

På den baggrund vurderer nævnet, at indklagede på afskedigelsestidspunktet vidste eller burde vide, at klager havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger kan eksempelvis være tilpasning af arbejdspladsen, arbejdsmønstre eller opgavefordelingen eller nedsættelse af arbejdstiden.

Ved vurderingen af, om relevante tilpasningsforanstaltninger vil indebære en uforholdsmæssig stor byrde, tages der navnlig hensyn til de omkostninger, der vil være forbundet hermed, virksomhedens størrelse og finansielle midler samt muligheden for at opnå offentligt tilskud eller anden støtte.

Indklagede har bevisbyrden for, at forpligtelsen til at foretage rimelig tilpasning er opfyldt.

Der stilles ikke krav om fortsat ansættelse af en person, der - uanset hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger, der ikke udgør en uforholdsmæssig stor byrde - ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i forbindelse med den pågældende stilling.

Ud fra en samlet vurdering af sagens oplysninger finder nævnet, at klager på tidspunktet for afskedigelsen den 13. juli 2010 ikke var kompetent, egnet og disponibel til at varetage væsentlige funktioner i sin stilling.

Nævnet lægger ved vurderingen særlig vægt på oplysningerne om, at indklagede fra den 22. september 2008 havde stillet en makkerordning til rådighed.

Nævnet lægger også vægt på oplysningerne om, at klager var på nedsat tid indtil den 29. september 2009, og på oplysningerne om, at indklagede forud for afskedigelsen havde afsøgt muligheden for omplacering af klager til en anden stilling.

Derudover lægger nævnet vægt på oplysningerne om, at da klager arbejdede deltid efter arbejdsulykken, arbejdede han i 2-5 timer om dagen, og at der var mange dage, han ikke kom.

Nævnet lægger ligeledes vægt på oplysningerne om, at klager havde en del sygefravær, da klager efterfølgende arbejdede på fuld tid indtil sin sygemelding i marts 2010, og at klager i forbindelse med sin vidneforklaring ved Vestre Landsrets dom af 14. maj 2014 havde oplyst, at han i marts 2010 ikke kunne overskue at arbejde længere.

Endelig lægger nævnet vægt på, at det fremgår af de efterfølgende oplysninger fra Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 25. september 2012, at klager kun kunne arbejde i halvanden time om dagen i fire dage om ugen, og at klager efterfølgende blev tilkendt førtidspension.

Klager får derfor ikke medhold i sin klage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

-

§ 1, stk. 1 og 3, om nævnets kompetence

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 1, stk. 1, om lovens anvendelsesområde

-

§ 2 om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 2 a om tilpasning

-

§ 7 a om delt bevisbyrde