Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - parts- og vidneforklaringer

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - parts- og vidneforklaringer

J.nr. 22-43814

En kvinde (klager), der er blind, klagede over en café (indklagede).

Klager mente, at indklagede havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap, fordi indklagede havde afvist klagers førerhund.

Der var efter oplysningerne i sagen ikke enighed om det nærmere indhold af samtalen mellem klagers ægtefælle og medarbejderen hos indklagede.

Derudover har parterne efter det, de hver især har anført for nævnet, forskellige opfattelser af hændelsesforløbet hos indklagede.

Ligebehandlingsnævnet vurderede på den baggrund, at disse spørgsmål, som var af afgørende betydning for sagens resultat, alene kunne afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.

En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.

Nævnet afviste derfor at behandle klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev nægtet adgang med sin førerhund hos den indklagede café.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen, da en afgørelse af, om du er blevet forskelsbehandlet på grund af handicap, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagsfremstilling

Den 27. september 2022 ønskede klager sammen med sin ægtefælle og førerhund at spise frokost hos indklagede.

Klager har fremlagt kopi af sit førerhundebevis og sit medlemskort til Dansk Blindesamfund.

Klagers ægtefælle gik ind hos indklagede, mens klager ventede uden for med sin førerhund.

Klagers ægtefælle spurgte en medarbejder hos indklagede, hvilket bord de måtte sidde ved med klagers førerhund.

Klager har anført, at ejeren af indklagede svarede, at indklagede ikke tillod hunde.

Dette har indklagede bestridt.

Indklagede har anført, at klagers ægtefælle fik anvist et bord af en tjener, som klagers ægtefælle imidlertid var utilfreds med, hvorefter klagers ægtefælle forlod indklagede.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 29. september 2022.

Klager har ikke fremsat en påstand om betaling af et bestemt beløb i godtgørelse.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for ulovlig forskelsbehandling på grund af handicap.

Klagers ægtefælle og klager blev ikke anvist et bord hos indklagede, da indklagede ikke ønskede hunde i caféen, uanset om der var tale om en førerhund.

Indklagede anviste alene klagers ægtefælle og klager et bord uden for i regnen.

Klagers ægtefælle havde hverken optrådt groft eller truende over for medarbejderen hos indklagede.

Klagers ægtefælle oplyste medarbejderen om, at det følger af loven, at en blind person har ret til at medbringe sin førerhund.

Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet nægtet adgang hos indklagede.

Klagers ægtefælle blev anvist et bord, men var ikke tilfreds med bordet, hvorefter ægtefællen truede med bøder og store pengebeløb.

Klagers ægtefælle ønskede ikke at finde en løsning, men forlod caféen.

Indklagede har ingen interesse i at nægte mennesker med handicap adgang til caféen.

Klager var ikke inde hos indklagede, hvorfor klager ikke kan udtale sig om sin ægtefælles opførsel.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap omfatter også forskelsbehandling af en person på grund af dennes forhold til en person med handicap, såfremt forskelsbehandlingen sker på grund af den anden persons handicap.

Handicap

Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U2018.

830H og U2018.

853H.

I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.

Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.

Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klager er blind og havde en førerhund som hjælpemiddel.

Nævnet vurderer herefter, at det er godtgjort, at klager har et handicap, som er omfattet af handicapdiskriminationsloven.

Bevisvurdering

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Der er efter oplysningerne i sagen ikke enighed om det nærmere indhold af samtalen mellem klagers ægtefælle og medarbejderen hos indklagede.

Endvidere har parterne efter det, de hver især har anført for nævnet, forskellige opfattelser af hændelsesforløbet hos indklagede.

Disse spørgsmål, som er af afgørende betydning for sagens resultat, kan alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.

En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.

Nævnet afviser derfor at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap

-

§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence

-

§ 8, stk. 1 og 2, om afvisning af klage

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 2 om lovens anvendelsesområde

-

§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 6 om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 10 om delt bevisbyrde