Legislator Case Law & Legislation
W20240965925 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - kompetence - medhold

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

KEN#LOKDOK23 2024 9659 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - kompetence - medhold

KEN#LOKDOK23 2024 9659 Valid

J.nr. 22-38400

En kvinde (klager), der havde PTSD og fibromyalgi klagede over sin tidligere udlejer (indklagede).

Klager mente, at indklagede havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap, fordi indklagede havde afvist klagers servicehund i forbindelse med en besigtigelse af klagers tidligere lejemål.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at indklagedes praksis om ikke at tillade hunde i lejligheden, der tilsyneladende var neutral, stillede klager, der på grund af sit handicap havde behov for en servicehund, ringere end andre.

Det påhvilede derfor indklagede at bevise, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling.

Nævnet vurderede herefter, at indklagede ikke havde bevist, at den indirekte forskelsbehandling var objektivt begrundet i et sagligt formål.

Nævnet lagde vægt på, at indklagede ikke nærmere havde redegjort for, hvorfor den nuværende lejer ikke ønskede en hund i lejemålet i forbindelse med besigtigelsen.

Klager fik derfor medhold i klagen og en godtgørelse på 5.000 kr.

KEN#LOKDOK23 2024 9659 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev nægtet adgang med sin servicehund under en besigtigelse af sit tidligere lejemål hos indklagede.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med handicapdiskriminationsloven, at klager blev nægtet adgang med sin servicehund under besigtigelsen af klagers tidligere lejemål hos indklagede.

Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 5.000 kr. med procesrente fra den 22. august 2022, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Klager har fremlagt lægelige oplysninger, hvoraf det fremgår, at klager lider af PTSD og fibromyalgi, hvilket påvirker klagers funktionsniveau i negativ grad.

Endvidere fremgår det af de lægelige oplysninger, at klager har en servicehund, som er til stor gavn og støtte for klager.

I den forbindelse har klager fremlagt sit ID-kort, hvoraf det fremgår, at klager er ejer af en certificeret psykiatrisk servicehund.

Den 15. januar 2019 lejede klager en lejlighed ejet af indklagede.

I forbindelse med indgåelse af lejekontrakten modtog indklagede dokumentation for, at klagers hund var en servicehund.

Den 6. april 2022 havde Huslejenævnet i forbindelse med en tvist mellem klager og indklagede indkaldt klager og indklagede til en besigtigelse af den lejlighed, klager tidligere have lejet af indklagede.

I forbindelse med besigtigelsen nægtede indklagede klager adgang med sin servicehund til lejligheden.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 22. august 2022.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 10.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Klager fik ikke lov til at medbringe sin servicehund i forbindelse med huslejenævnets besigtigelse af indklagedes lejlighed, som klager tidligere lejede.

Indklagede vidste, at klagers hund var en servicehund, idet klager havde dokumenteret dette over for indklagede i forbindelse med indgåelsen af den tidligere lejekontrakt.

Klager boede i indklagedes ejendom i omkring to et halvt år med sin servicehund.

Klagers servicehund er allergivenlig, fælder ikke og er meget rolig.

Klager var indkaldt af huslejenævnet til at deltage i besigtigelsen af lejligheden.

Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Enhver, der var kommet med en hund til besigtigelse af et lejemål, ville havet fået besked på, at hunden måtte vente uden for af respekt for de nuværende beboere.

Klager var velkommen til at gå ind i lejligheden, dog uden sin servicehund.

Indklagede kan, som privat udlejer, frit vælge, hvem hun vil have boende i sin ejendom.

Indklagede kunne således fra starten af

have valgt en anden lejer uden, at hun ville kunne klandres for det.

Den nuværende lejer af lejligheden ønskede ikke en hund i lejligheden.

Indklagede vidste ikke, at klager deltog i besigtigelsen.

Indklagede havde ikke viden om, at klagers hund var en servicehund.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Loven gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Loven gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Af forarbejderne til handicapdiskriminationslovens § 2, stk. 3, fremgår, at handlinger af rent privat karakter eksempelvis er valg af venner og omgangskreds, udlån af private ejendele, gaver og testamentariske dispositioner.

Ved vurderingen af, om en aktivitet har rent privat karakter, skal det overvejes, hvorvidt aktiviteten er rettet mod offentligheden eller ej.

Med offentligheden forstås her et ubestemt antal personer af betydelig omfang.

Såfremt en aktivitet retter sig mod offentligheden, vil det have formodning imod sig, at der er tale om en aktivitet af rent privat karakter.

Omvendt må aktiviteter, som indebærer en personlig relation mellem mennesker, formodes at være af rent privat karakter.

Som udgangspunkt vil handlinger, som medfører et økonomisk mellemværende mellem partnere, ikke være af rent privat karakter, og vil derfor være omfattet af loven.

Dette gælder dog ikke ubetinget, idet der vil være glidende overgange, som f.eks. ved udleje af bolig.

Udleje af et sommerhus eller en lejlighed må betragtes som omfattet af loven, uanset om udlejer er professionel eller en privatperson.

Derimod er valget af lejer til en enkeltværelse i en bolig, hvor udlejer selv bor, et valg af mere privat karakter, beslægtet med valg af venner og gæster.

En sådan udleje vil derfor være omfattet af undtagelsesbestemmelsen i stk. 3.

Tilsvarende gælder et bofællesskab, som ikke ønsker at optage en person med handicap i bofællesskabet.

Endvidere vil eksempelvis et privat arrangement, hvor en person med handicap ikke inviteres, være omfattet af den foreslåede undtagelse.

Disse situationer er således af rent privat karakter og vil derfor ikke være omfattet af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap.

Klagen angår en episode i forbindelse med Huslejenævnets besigtigelse af klagers tidligere lejemål hos indklagede.

Det er efter det oplyste tale om en lejlighed og ikke f.eks. et enkeltværelse i indklagedes egen bolig.

Nævnet vurderer derfor, at klagen er omfattet af handicapdiskriminationslovens anvendelsesområde.

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Om handicap

Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U2018.

830H og U2018.

853H.

I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.

Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.

Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klager er diagnosticeret med PTSD og fibromyalgi, og at hun er ejer af en certificeret psykiatrisk servicehund.

Det fremgår desuden, at klagers servicehund er til stor gavn og støtte for hende.

Nævnet vurderer herefter, at det er godtgjort, at klager på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven.

Om nægtelse af adgang

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Indklagede nægtede klager adgang med sin servicehund til klagers tidligere lejlighed i forbindelse med huslejenævnets besigtigelse af lejligheden.

Klager havde ret til at deltage i besigtigelsen.

Indklagede har anført, at hun ikke havde viden om, at klagers hund var en servicehund, samt at enhver person ville få besked på, at deres hund måtte vente uden for lejligheden.

Det fremgår imidlertid af sagens oplysninger, at klager i forbindelse med indgåelsen af lejekontrakten dokumenterede over for indklagede, at hendes hund var en servicehund.

Nævnet lægger derfor til grund, at indklagede havde viden om, at klagers hund var en servicehund.

Nævnet vurderer, at indklagedes praksis om ikke at tillade hunde i lejligheden, der tilsyneladende er neutral, stillede klager, der på grund af sit handicap har behov for en servicehund, ringere end andre.

Der er herefter påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at klager blev udsat for indirekte forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven, da indklagede nægtede klager adgang til lejligheden med klagers servicehund.

Det påhviler derfor indklagede at bevise, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling.

Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet, når den er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere.

Det fremgår af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at det beror på en konkret vurdering, om det pågældende formål er sagligt.

Indklagede har anført, at den nuværende lejer af lejligheden ikke ønskede en hund i sit lejemål.

Nævnet vurderer, at indklagede ikke har bevist, at den indirekte forskelsbehandling er objektivt begrundet i et sagligt formål.

Nævnet har lagt vægt på, at indklagede ikke nærmere har redegjort for, hvorfor den nuværende lejer ikke ønskede en hund i sit lejemål i forbindelse med besigtigelsen, og ikke har godtgjort nødvendigheden heraf.

Klager får derfor medhold i sin klage.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 5.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete overtrædelse.

Indklagede skal herefter betale 5.000 kr. til klager med procesrente fra den 22. august 2022, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

KEN#LOKDOK23 2024 9659 Valid

-

§ 1, stk. 1 og 3, om nævnets kompetence

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2024 9659 Valid

-

§ 2 om lovens anvendelsesområde

-

§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 7 om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling

-

§ 10 om delt bevisbyrde

-

§ 11 om godtgørelse

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →