Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - sundhed - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - sundhed - ej medhold

J.nr. 22-17321

En mand (klager), der havde ekstrem nedsat hørelse klagede over en sædbank (indklagede).

Manden mente, at sædbanken havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap, fordi sædbanken afviste, at han kunne donerer sin sæd.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at han ved afslaget på at donere sin sæd var blevet udsat for direkte forskelsbehandling på grund af handicap.

Det påhvilede derfor sædbanken at bevise, at den direkte forskelsbehandling af klager var lovlig.

Ligebehandlingsnævnet vurderede herefter, at indklagede havde løftet bevisbyrden for, at den direkte forskelsbehandling af klager var objektivt begrundet i et sagligt formål, var nødvendig for at opnå formålet, og at der var et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen var for klager.

Nævnet lagde i sin vurdering vægt på indklagedes oplysninger om, at der var risiko for, at klagers døvhed var arveligt betinget, og at hensynet til høj sikkerhed og kvalitet er mere tungtvejende end klagers ønske om at donere sæd.

Klager fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at den indklagede sædbank meddelte klager afslag på klagers ansøgning om at blive sæddonor.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med handicapdiskriminationsloven, at indklagede meddelte klager afslag på klagers ansøgning om at blive sæddonor.

Sagsfremstilling

Klager har under sagens behandling fremlagt e-mail af 23. marts 2022, hvor klager skriver til en anden sædbank end indklagede

”… Hi my name is [klager]

I was born deaf.

I’m 37 years old.

I want to ask about to donate, I am interested but I need to know more details.

I look forward to your information.

…”

Klager har også fremlagt e-mail af 31. marts 2022, som indeholder en autokvittering fra indklagede på baggrund af en ansøgning fra klager om at blive sæddonor hos indklagede.

Det fremgår af autokvitteringen, at klager skulle vælge en tid for at aflægge en indledende sædprøve.

Den 1. april 2022 modtog klager en e-mail fra indklagede, hvoraf det fremgår, at klager skulle vælge en tid for at aflægge en indledende sædprøve.

Senere samme dag modtog klager via e-mail fra indklagede en bekræftelse på, at klager havde fået tid til at aflægge sædprøve den 6. april 2022.

Den 6. april 2022 mødte klager op hos indklagede, hvor klager blev afvist som sæddonor af en medarbejder.

Klager har oplyst, at indklagede afviste klager, fordi klager er døv, hvilket ikke er bestridt af indklagede.

Indklagede har under sagens forberedelse bl.a. henvist til, at det fremgår af bekendtgørelse nr. 58 af 18. januar 2019 om kvalitet og sikkerhed ved håndtering af humane væv og celler (vævsbekendtgørelsen), bilag 7, pkt. 3.1, at donorer udvælges på grundlag af deres alder, sygehistorie og medicinske historie, idet de relevante oplysninger indhentes ved hjælp af et spørgeskema og under en samtale med en kvalificeret og rutineret sundhedsprofessionel.

Endvidere fremgår det af vævsbekendtgørelsens bilag 8, pkt. 1.2.2, at der i forbindelse med donorevaluering gøres brug af en samtale med donor.

Det fremgår af vejledning nr. 9356 af 26. maj 2015 om kvalitet og sikkerhed ved donation og testning af væv og celler (vejledningen), pkt. 3, at en donorudvælgelse er en risikovurdering baseret på screening og specifik testning, og hvor en fagligt kompetent person afgør, om en potentiel donor (donorkandidaten) kan godkendes eller ikke godkendes som allogen donor af væv og/eller celler.

En potentiel donor kan godkendes som donor, såfremt begge de følgende betingelser er opfyldt

1.

Screeningen indikerer ikke øget risiko for, eller klinisk evidens for, infektion som skyldes alvorlige overførbare sygdomme, sygdomskim eller væsentlig øget risiko for at kønsceller fra donor kan overføre arvelige sygdom, og ikke risiko for xenogen smitte via donor.

2.

…

Det følger af vejledningens pkt. 8.1.2, at hvis der konstateres en risiko for en arvelig sygdom, vurderer sundhedspersonen risikoen for, at barnet kan få denne sygdom, og den mulige betydning heraf.

Resultatet noteres i risikovurderingen.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 6. april 2022.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 150.000 – 300.000 kr.

Klager har fremlagt lægeattest af 13. september 2022, hvoraf det fremgår, at klager har ekstremt nedsat hørelse.

Udtalelsen er ledsaget af en audiometri, som understøtter, at klager har nedsat hørelse.

Det fremgår desuden, at klager ikke bruger tegnsprog, men mundaflæser på engelsk.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet forskelsbehandlet, idet han er blevet afvist fra at blive sæddonor hos indklagede grundet sit handicap.

Klager gør desuden gældende, at indklagede som følge heraf skal betale ham en godtgørelse på 150.000 – 300.000 kr.

Klager var ikke på forhånd blevet oplyst om, at klagers døvhed udgjorde et problem i forbindelse med at blive sæddonor hos indklagede.

Indklagede gør gældende, at indklagede ikke udsatte klager for forskelsbehandling.

Klager blev afvist på et faktuelt og objektivt grundlag.

Det er et lovkrav, at indklagede skal afholde flere samtaler med en donorkandidat i forbindelse med udvælgelsesprocessen.

Da klager mødte op til den aftalte tid hos indklagede, kunne det konstateres, at han var døv og alene kunne udtale få lyde.

Indklagede er underlagt ufravigelig regulering, hvorefter donorkandidater med en arvelig sygdom ikke kan blive sæddonor.

Når en donorkandidat møder op hos indklagede, foretager personalet en indledende medicinsk risikovurdering baseret på donorkandidatens umiddelbare fremtoning.

Klager blev afvist på baggrund af personalets vurdering af, at klagers døvhed sandsynligvis var arveligt begrundet, og fordi det ikke var muligt at kommunikere med ham.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Om handicap

Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U2018.

830H og U2018.

853H.

I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.

Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.

Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

Klager har fremlagt en lægelig udtalelse, hvoraf det fremgår, at klager har ekstrem nedsat hørelse.

Udtalelsen er ledsaget af en audiometri dateret den 13. september 2022, som understøtter, at klager har ekstrem nedsat hørelse.

På denne baggrund er det nævnets vurdering, at klager har godtgjort, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

Om afvisningen som sæddonor

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Nævnet lægger, i overensstemmelse med det af parterne anførte, til grund, at klager blev afvist af indklagede i forbindelse med det aftalte møde den 6. april 2022 på grund af sin døvhed.

Nævnet vurderer på denne baggrund, at indklagedes afvisning af klager medførte, at klager blev stillet ringere end andre på grund af sit handicap.

Det påhviler derfor indklagede at bevise, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling.

Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet, når den er objektiv begrundet i et sagligt formål, er nødvendigt for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere.

Indklagede har gjort gældende, at indklagede er forpligtet til at overholde vævsbekendtgørelsen.

I den forbindelse har indklagede oplyst, at klager blev afvist på baggrund af en indledende medicinske risikovurdering grundet klagers umiddelbare fremtoning.

Indklagede vurderede, at der var en risiko for, at klagers døvhed var arveligt betinget.

Dette har klager ikke bestridt.

På det foreliggende grundlag vurderer nævnet, at indklagede har løftet bevisbyrden for, at afvisningen af klager var objektiv begrundet i et sagligt formål, og at afvisningen var nødvendigt for at opnå formålet og stod i rimeligt forhold til det ønskede mål.

Nævnet vurderer også, at der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål om at sikre kvalitet og sikkerhed i forbindelse med sæddonation, og hvor indgribende forskelsbehandlingen har været for klager.

Nævnet lægger ved vurderingen vægt på indklagedes oplysninger om, at der var risiko for, at klagers døvhed var arveligt betinget.

Nævnet vurderer i den forbindelse, at hensynet til høj sikkerhed og kvalitet er mere tungtvejende end klagers ønske om at donere sæd.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

-

§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 2 om lovens anvendelsesområde

-

§ 5, stk. 1 - 3, om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 7 om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling

-

§ 10 om delt bevisbyrde