Legislator Case Law & Legislation
W20240965225 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - medhold

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

KEN#LOKDOK23 2024 9652 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - medhold

KEN#LOKDOK23 2024 9652 Valid

J.nr. 22-47592

En kvinde (klager), der havde emotionelt ustabil personlighedsstruktur af borderline type, klagede til Ligebehandlingsnævnet over en restaurant (indklagede).

Kvinden mente, at indklagede havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap, fordi indklagede havde afvist klagers servicehund.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at kvinden havde godtgjort, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

Herefter vurderede nævnet, at kvinden havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling.

Det påhvilede derfor indklagede at bevise, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling.

Indklagede havde trods gentagne opfordringer fra nævnet ikke fremkommet med bemærkninger til sagen.

Klager fik derfor medhold i klagen og en godtgørelse på 5.000 kr.

KEN#LOKDOK23 2024 9652 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager fik afslag på at medbringe sin servicehund i den indklagede restaurant.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med handicapdiskriminationsloven, at klager fik afslag på at medbringe sin servicehund i den indklagede restaurant.

Indklagede, der nu er under konkurs, skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 5.000 kr. med procesrente fra den 1. oktober 2022, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Den 1. oktober 2022 besøgte klager sammen med sin kæreste den indklagede restaurant.

Klager har emotionelt ustabil personlighedsstruktur af borderline type, og ankom til restauranten med sin servicehund.

Klager har fremlagt kopi af sit servicehundebevis og patientjournal.

I restauranten blev klager mødt af en medarbejder, som oplyste, at hun og kæresten ikke måtte spise indenfor på restauranten.

Klager har oplyst, at hun informerede den pågældende medarbejder om, at der var tale om en servicehund.

Klager har oplyst, at hun derefter blev oplyst om, at den pågældende medarbejder havde fået at vide af sin overordnede, at klager ikke måtte medbringe sin servicehund i restauranten.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 1. oktober 2022.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på mellem 5.000 og 10.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap, da hun fik afslag på at medbringe sin servicehund i restauranten.

Ved ankomst til indklagede restaurant sagde en medarbejder, at hun ville tage imod dem, hvorefter medarbejderen bliver kaldt på af en anden medarbejder.

Da den pågældende medarbejder vendte retur, sagde hun, at de skal spise udenfor, hvis de vil spise der.

Klager påpegede, at hunden var en servicehund, og at hun godt må medbringe sin servicehund på restauranten.

Den pågældende medarbejder svarede, at hun havde fået at vide af sin overordnede, at hunden ikke måtte medbringes.

Indklagede er trods gentagne opfordringer ikke fremkommet med bemærkninger til klagen.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Om handicap

Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U2018.

830H og U2018.

853H.

I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.

Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.

Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klager har emotionelt ustabil personlighedsstruktur af borderline type.

Derudover fremgår det, at klager er bruger af servicehund.

På den baggrund vurderer nævnet, at det er godtgjort, at klager har et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven.

Om afvisningen

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Ligebehandlingsnævnet lægger til grund, at klager blev afvist fra restauranten, idet hun medbragte sin servicehunde.

Nævnet lægger videre til grund, at medarbejderen hos indklagede blev oplyst om, at der var tale om servicehund.

Nævnet vurderer på den baggrund, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling.

Det påhviler derfor indklagede at bevise, at der ikke var tale om en ulovlig forskelsbehandling.

Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet, når den er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere.

Indklagede er trods gentagne opfordringer fra nævnet ikke fremkommet med bemærkninger til sagen.

Nævnet lægger derfor til grund, at konkursboet ikke ønsker at udøve partsbeføjelser.

Nævnet vurderer herefter, at indklagede ikke har løftet sin bevisbyrde for, at forskelsbehandlingen ikke er i strid med forbuddet.

Klager får derfor medhold i klagen.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 5.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete overtrædelse.

Indklagede skal herefter betale 5.000 kr. til klager med procesrente fra den 1. oktober 2022, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Ligebehandlingsnævnet bemærker i forhold til klager, at indklagedes konkurs indebærer, at klager kan anmelde sit krav i konkursboet, såfremt dette tidsmæssigt stadig er en mulighed.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

KEN#LOKDOK23 2024 9652 Valid

-

§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2024 9652 Valid

-

§ 2 om lovens anvendelsesområde

-

§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 7 om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling

-

§ 10 om delt bevisbyrde

-

§ 11 om godtgørelse

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →