Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - uanset handicap - parts- og vidneforklaringer
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - uanset handicap - parts- og vidneforklaringer
J.nr. 22-59941
En mand (klager), der havde en certificeret servicehund på grund af en varig nedsat funktionsevne, klagede til Ligebehandlingsnævnet over en fysioterapiklinik (indklagede).
Manden mente, at indklagede havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap, fordi han blev afvist i at medbringe sin servicehund i fitnesscenteret og til holdtræning ved indklagede.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at en afgørelse af sagen krævede bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.
Nævnet lagde vægt på, at der var tvivl om, hvilke vilkår indklagede nærmere havde opstillet for klagers træning i den del af centeret, hvor der bl.a. var løbe- og holdtræning (den åbne del af centeret).
Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev afvist i at medbringe sin servicehund i fitnesscenteret og til holdtræning ved den indklagede fysioterapiklinik.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af handicap, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.
Sagsfremstilling
Klager, som har en varig nedsat funktionsevne, har en certificeret servicehund.
I forbindelse med en rygskade gik klager til fysioterapi hos indklagede.
Inden klager ankom til centeret, oplyste han indklagede om, at han medbragte sin servicehund, og at den er certificeret.
Første behandling foregik i et aflukket lokale hos indklagede.
Ved afslutning af behandlingen foreslog fysioterapeuten, ifølge klager, at klager skulle træne i træningscenteret hos indklagede.
Til den efterfølgende behandling startede klager med at træne i træningscenteret.
Klager har oplyst, at fysioterapeuten fortalte, at chefen for træningscenteret havde fortalt, at klager kun måtte opholde sig i aflukkede lokaler med sin servicehund.
Fysioterapeuten anbefalede efterfølgende, at klager skulle deltage på pilates holdtræning, hvilket klager accepterede.
Klager har videre oplyst, at han telefonisk blev kontaktet af fysioterapeuten dagen før pilates holdtræningen, hvor han fik at vide, at han ikke måtte bruge træningscenteret, da der havde været klager fra andre medlemmer på grund af servicehunden.
Ifølge klager, blev han endvidere oplyst, at han ikke kunne deltage til pilates holdtræning med sin servicehund.
Indklagede har bestridt, at klager direkte blev afvist fra træne i det åbne træningscenter.
Den 28. november 2022 havde klager og indklagede følgende korrespondance via e-mail
” Fra : [Klager]
Sendt : 28. november 2022 09:20
Til : [Indklagede]
Emne : Att: [Indklagede]
Vedrørende brug af servicehund i [indklagede]
Kære [indklagede]
Jeg har gået til fysioterapi hos din fysioterapeut [A].
Jeg har et handicap, der gør, at jeg har min servicehund med mig.
Derfor har jeg haft servicehunden med mig til træningen hos [A] i jeres center.
En enkelt gang til fysioterapi og en gang til opvarmning i træningsrummet da jeg for første gang skulle træne hos jer og efter rådgivning skulle gennemføre øvelser.
Jeg har fortalt, at servicehunden er nødvendig for mig af hensyn til mit handicap.
Jeg ringede inden fremmøde for at sikre, at I var orienteret om, at jeg ville komme medbringende en servicehund.
Jeg forklaret, at det er min ret at medbringe den som handicaphjælpemiddel.
Da jeg mødte op fremviste jeg gyldigt identifikationskort, som dokumenterer, at det er en certificeret servicehund.
Første gang, jeg var til træning, fik jeg fortalt, jeg ikke måtte være i træningsrummet og bedt om at gå i et enerum og ikke måtte have servicehunden med i træningsrummet.
I dag er jeg endvidere blevet bedt om at ikke at komme til pilates holdtræning, som jeg var tilmeldt i morgen tidlig.
I dag har [A] fortalt mig, at [indklagede] har bedt hende fortælle mig, at jeg er nægtet adgang til træningscenteret og holdtræning, hvor der er andre medlemmer.
Jeg skriver til [indklagede] fordi [indklagedes] beslutning om at afvise mig med min servicehund måske beror på en misforståelse?
”
Med venlig hilsen
[Klager]
---
Fra: [Indklagede]
Til : [Klager]
Kære [klager],
Tak for din mail.
Du er velkommen til at medbringe servicehunden, i fysioterapiklinikken.
I træningsområderne hvor vi står tæt og med mange mennesker som løber og hopper rundt, samt ligger på gulvet, vil vi fortrække at der ikke bevæger sig hunde ind mellem de trænede personer, både af sikkerhedsmæssige hensyn og især af hensyn til allergikere.
Vi har modtaget henvendelser d. 24/11 fra flere personer som er træningscentremedlemmer og fysioterapipatienter hos os, som hævder at de er hundeallergikere, og ikke vil kunne træne her hvis der går hunde rundt i de åbne træningsområder.
Vi ønsker at der skal være plads til alle, et sted hvor alle er velkommen, og du er naturligvis velkommen med din servicehund.
[A] har tilkendegivet at der vil være rig mulighed for at yde den korrekte fysioterapeutiske intervention, i en ramme hvor det vil være muligt der vil kunne blive taget hensyn til alle.
Mvh.
[Indklagede]
---
Fra: [Klager]
Til : [Indklagede]
Kære [indklagede]
…
Jeg forstår på dig, at jeg ikke må have servicehund med i træningscenteret.
Altså, at jeg skal befinde mig i afskærmede, lukkede rum, når jeg har min servicehund med.
Er det korrekt?
Er det af hensyn til andre, der træner, som måtte være allergikere og af hensyn til sikkerhed?
Med venlig hilsen
[Klager]
---
Fra: [Indklagede]
Til : [Klager]
Kære [klager],
Som beskrevet i tidligere mail foretrækker vi at tilbyde fysioterapeutisk intervention i en ramme hvor hunden ikke er i de åbne træningsområder, hvor personen løber og hopper rund, og hvor vi haft tilkendegivelser fra bekymrede allergikere.
Mvh.
”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 30. november 2022.
Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 10.000 kr.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Klager er blevet afvist fra at træne i indklagedes træningscenter og til pilates holdtræning på grund af sin servicehund.
Klager blev i forbindelse med afvisningen oplyst, at ledelsen hos indklagede havde fået en klage fra et træningsmedlem, som ikke brød sig om hunde.
Klagers servicehund løber ikke rundt og generer andre træningsmedlemmer.
Klager blev ikke oplyst, at indklagede blot foretrak, at han ikke medbragte sin servicehund i det åbne træningscenter og til pilates holdtræning.
Klager har behov for at have sin servicehund med sig overalt.
Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling.
Indklagede har skrevet til klager, at klager er velkommen til at medbringe sin servicehund i fysioterapiklinikken.
Indklagede foretrækker at tilpasse træning og behandling ud fra en individuel vurdering, herunder også i hvilken ramme indklagede vurderer det mest hensigtsmæssigt at udføre behandling og træning.
Indklagede vurderede, at det ikke var hensigtsmæssigt, at klagers træning blev udført i den del af klinikken, hvor der bliver udført løbetræning.
Indklagede har oplyst klager, at indklagede foretrækker, at klager ikke træner i uhensigtsmæssige dele af træningscenteret.
Indklagede har således ikke afvist klager fra at træne i træningscenteret.
Klager har lov til og mulighed for at træne i det åbne træningsområde, hvis han ønsker dette.
Indklagede har på intet tidspunkt afvist klager i at modtage den fysioterapeutiske vurderede indsats.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.
Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.
Det er Ligebehandlingsnævnets vurdering, at en afgørelse af sagen kræver bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.
Nævnet lægger vægt på, at der for nævnet er tvivl om, hvilke vilkår indklagede nærmere har opstillet for klagers træning i den del af centeret, hvor der bl.a. er løbe- og holdtræning (den åbne del af centeret).
Dette spørgsmål, som er af afgørende betydning for sagens resultat, kan alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.
En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.
Nævnet afviser derfor at behandle klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Handicapdiskriminationsloven
-
§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence
-
§ 8, stk. 1, om afvisning
-
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 2 om lovens anvendelsesområde
-
§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling
-
§ 10 om delt bevisbyrde