Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - tilgængelighed - afvisning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - tilgængelighed - afvisning

J.nr. 22-31928

En kvinde (klager) klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede trafikselskab havde generelle retningslinjer, som forhindrede buschaufføren i at hjælpe kørestolsbrugere ved ind- og udstigning.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klagen over indklagedes generelle retningslinjer var et spørgsmål om tilgængelighed.

Klagen faldt derfor uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven.

Nævnet afviste derfor at behandle sagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at det indklagede trafikselskab ikke tilbød assistance i forbindelse med udstigning af busserne.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle sagen.

Sagsfremstilling

Klager, der er kørestolsbruger, har oplyst, at hun den 9. september 2021 blev fulgt til bussen af sin ven.

Klagers ven hjalp med at trække bussens rampe ud, så klager kunne stige på bussen.

Klager har videre oplyst, at da hun skulle ud af bussen, fik hun at vide af buschaufføren, at hun ikke ville være velkommen i bussen i fremtiden uden hjælper, da det ikke var buschaufførens opgave at assistere med ind- og udstigning af bussen.

Indklagede har oplyst, at chaufføren orienterede klager om, at hun fremadrettet måtte påregne at skulle være selvhjulpen, da det ikke er chaufførens opgave at assistere med ind- eller udstigningen af bussen.

Den 11. september 2021 rejste klager med bus, hvor hun blev assisteret i ind- og udstigning af buschaufføren.

Klager blev igen informeret om, at dette ikke ville kunne lade sig gøre en anden gang.

Den 14. september 2021 sendte klager en skriftlig henvendelse til indklagede, hvoraf følgende fremgik

”I am contacting you about an incident that happened on Thursday night as I got the bus from a friend’s house.

A friend walked me to the bus stop and pulled out the ramp for me before saying goodbye and heading home.

When I was exiting the bus, there was nobody around to help me, so I called out to the driver that I needed help.

The driver then approached me in a very confrontational manner and told me that in the future, I would not be welcome on the buses without an assistant because it was not his job to help me.

I pointed out to him that this was in violation of the UNCRPD but the driver did not listen and then forced me off the bus.

I was absolutely shocked at the rudeness of the driver, and I tried to film the bus registration while he was driving away so I could report it later on.

I have been to dozens of different European cities and I have never been treated so unkindly.

I understand that there is flextrafik available as another means of transport but it is not a sufficient solution to an inaccessible public transport system.

…”

Den 27. september 2021 blev klager hjulpet på en bus af en ven.

I forbindelse med indstigningen fortalte buschaufføren, at denne ikke ville kunne assistere ved udstigningen af bussen.

For at komme af bussen var klager nødt til at ringe til sin daværende kæreste, der mødte klager ved stoppestedet, og hjalp klager med udstigningen.

Den 19. oktober 2021 modtog klager svar på sin skriftlige henvendelse til indklagede, hvoraf følgende fremgik

”I’m sorry to hear that you have had a bad experience in the bus.

[Indklagede] expects the driver to behave professionally and politely, which I have asked the responsible bus company to emphasize to the driver.

You are of course welcome on the bus, but you must be self-sufficient or have a helper with you which you can see in our travel regulations.

…

This is for the sake of the driver’s physical working environment and the driver must normally not leave his seat either for security reasons.

…”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 5. juli 2022.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 20.000 kr.

Parternes bemærkninger

Parternes bemærkninger er alene gengivet delvist.

Klager gør gældende, at indklagede har udsat klager for ulovlig indirekte forskelsbehandling på grund af handicap ved at have generelle retningslinjer, der forhindrer chaufførerne i at assistere kørestolsbrugere ved ind- og udstigning.

Adgang til bussen forudsætter således, at personer i kørestol er tilstrækkelig selvhjulpen til at kunne komme ind i bussen på egen hånd, eller at personen har en ledsager med.

Et sådan krav om selvhjulpenhed, herunder i form af ledsagelse, må betragtes som et tilsyneladende neutralt kriterium, der stiller personer med handicap ringere end andre personer.

Det rammer mennesker med bevægelseshandicap uforholdsmæssigt hårdt, og en sådan praksis kan derfor anses som indirekte diskrimination.

Det faktum, at klager er kommet på og af bussen med hjælp fra henholdsvis to chauffører og en daværende kæreste ændrer ikke på, at indklagedes retningslinjer stiller hende ringere på grund hendes handicap.

Klager er nødsaget til at indrette sit liv efter, at hun skal have en ledsager med, hvis hun vil tage bussen, hvorved alle muligheder for spontanitet og for at leve et selvstændigt liv forsvinder.

Som begrundelse for kravet om selvhjulpenhed har indklagede henvist til chaufførernes fysiske arbejdsmiljø, og at de ikke af sikkerhedsmæssige årsager må forlade deres plads.

Dette er som udgangspunkt legitime hensyn, men disse hensyn har en særdeles indgribende effekt over for klager, idet de netop fratager hende muligheden for at leve et selvstændigt liv.

Retten til et selvstændigt liv er en grundlæggende rettighed i handicapkonventionen, og dansk lovgivning, herunder dansk anti-diskriminationslovgivning, skal fortolkes i overensstemmelse med konventionen.

Det gøres gældende, at det må være muligt at finde mindre indgribende foranstaltninger, og der henvises i den forbindelse til Institut for Menneskerettigheders rapport ”Busser for alle – en

undersøgelse af bevægelseshandicap og kollektiv bustransport”, som viser, at det i andre europæiske lande kan lade sig gøre at sikre spontan og selvstændig rejse for mennesker med handicap, der benytter enten manuel eller batteridreven kørestol.

Med forholdsvis enkle tiltag kan indklagede således afhjælpe klagers situation.

Til støtte for godtgørelsens størrelse gøres det gældende, at klager er berettiget til godtgørelse efter § 11, stk. 1, i lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap.

I sager om adgangsbegrænsning er godtgørelsesniveauet, henset til et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse, 5.000 kr. I den forbindelse kan der henvises til Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 23. maj 2019 (jr.nr. 19-11405), hvor en mand med synshandicap i følgeskab med sin førerhund blev afvist ved indgangen til en café, og Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 23. maj 2019 (jr.nr. 18-64917), hvor et forældrepar blev afvist ved indgangen til en restaurant med henvisning til, at deres søn, der har et handicap, lå i en barnevogn.

Det gøres gældende, at godtgørelsesniveauet i denne sag bør være væsentligt højere, idet der er tale om en generel afvisning fra offentlig transport, og dermed et centralt indgreb i klagers mulighed for at leve et selvstændigt liv og udøve sin mobilitet på en måde og på et tidspunkt efter eget valg.

Godtgørelsen i nærværende sag kan på den baggrund passende fastsættes til 20.000 kr.

Indklagede gør gældende, at klager ikke har været udsat for indirekte forskelsbehandling.

Det er overordnet indklagedes synspunkt, at klagen i vid udstrækning beror på politiske betragtninger frem for juridiske synspunkter.

Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Klager har derfor ikke mulighed for at få medhold i den indbragte klage, idet sagen netop vedrører påstande om forskelsbehandling som følge af manglende rimelig tilpasning og tilgængelighed.

Loven adskiller sig således på dette punkt fra forskelsbehandlingsloven, der gælder på beskæftigelsesområdet, hvor der netop er en forpligtelse til rimelig tilpasning for personer med et handicap.

Det følger videre af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, herunder bemærkningerne til § 3, at

”Det betyder, at der ikke med forbuddet mod forskelsbehandling stilles krav om rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Ved rimelig tilpasning forstås, at tilbud og ydelser skal tilpasses, således at personer med handicap kan benytte tilbuddene eller have samme udbytte af ydelserne, som andre”.

Det fremgår således direkte af handicapdiskriminationsloven, at indklagede ikke er forpligtet til at tilpasse serviceydelsen konkret ved at hjælpe klager ind og ud af bussen i hvert enkelt tilfælde.

Ved Lov 2020-12-29 nr. 2218 blev der indsat en reference til § 9a som det sidste led i § 3.

Ændringen gør det tydeligt, at § 3 i lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap ikke gælder for det anvendelsesområde, der gælder for § 9a.

Det følger af forarbejderne til ændringsloven, at der fortsat ikke er pligt til rimelig individuel tilpasning efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap på andre sektorområder end dagtilbuds- og folkeskoleområdet, f.eks. på sundhedsområdet og transportområdet (indklagedes understregning).

Ændringen skal ses i sammenhæng med § 9a, som foreskriver, at børn og unge med handicap har ret til rimelig individuel tilpasning af ydelser i dagtilbud og i folkeskolen.

Med andre ord har lovgiver specifikt besluttet, at der på transportområdet ikke gælder en forpligtelse til at tilpasse de udbudte serviceydelser.

Ovennævnte bør tillægges betydelig vægt ved Ligebehandlingsnævnets vurdering af, om indklagede har udsat klager for forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven, idet klager netop gør gældende, at indklagede er forpligtet til at tilpasse serviceydelsen, konkret buskørsel, efter klagers handicap.

Allerede fordi indklagedes regler om adgang og brug af busser ikke er i strid med handicapdiskriminationsloven, er klager heller ikke berettiget til en godtgørelse efter handicapdiskriminationslovens § 12, stk. 1.

Såfremt Ligebehandlingsnævnet måtte nå frem til, at indklagede har handlet i strid med handicapdiskriminationsloven, bør klagers godtgørelse ikke overstige 5.000 kr., jf. Ligebehandlingsnævnets praksis, herunder afgørelse, KEN nr. 9434 af 28/05/2021.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Handicapdiskriminationsloven indebærer imidlertid ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at der ved rimelig tilpasning skal forstås, at tilbud og ydelser tilpasses, således at personer med handicap kan benytte tilbuddene eller have samme udbytte af ydelserne som andre.

Rimelig tilpasning er rettet mod enkeltpersoner, mens pligter med hensyn til tilgængelighed er rettet mod grupper.

Det betyder, at en vurdering af enkeltpersonerne ret til rimelig tilpasning skal ske, når der opstår et givent behov, hvorimod en vurdering i forhold til tilgængelighed er forudgående.

Endvidere fremgår det af forarbejderne, at det forhold, at en privat eller offentlig virksomhed ikke lever op til reglerne om tilgængelighed mv., skal behandles i den pågældende sektors regelsæt.

En klage over manglende overholdelse af reglerne om tilgængelighed mv. må indgives til de klageinstanser, der måtte være i den pågældende sektor.

Klagen angår spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har udsat klager for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager, som sidder i kørestol, ikke kan få hjælp af chaufføren eller andre af indklagedes medarbejdere til at stige ind og ud af bussen.

Det er nævnets vurdering, at dette spørgsmål er et spørgsmål om tilgængelighed.

Nævnet kan derfor ikke behandle sagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

-

§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 2 om lovens anvendelsesområde

-

§ 3 om lovens anvendelsesområde