Ligebehandlingsnævnets afgørelse om national oprindelse - genoptagelse - uddannelse - afvisning
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om national oprindelse - genoptagelse - uddannelse - afvisning
J.nr. 24-58107
En mand (klager) anmodede om genoptagelse af sin klage over forskelsbehandling på grund af national oprindelse i forbindelse med, at en anden deltager på en erhvervsuddannelse (indklagede) gennemførte uddannelsen på engelsk.
Nævnet havde truffet afgørelse i sagen den 31. maj 2024.
Nævnet vurderede da, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af national oprindelse.
I forbindelse med anmodningen om genoptagelse vurderede nævnet, at der ikke var sket sagsbehandlingsfejl.
Nævnet vurderede desuden, at der ikke var fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse.
Da der heller ikke i øvrigt forelå særlige grunde, der talte for, at sagen skulle genoptages, var der efter nævnets faste praksis ikke grundlag for at genoptage sagen
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Sagen angår, om der efter anmodning fra klager er grundlag for at genoptage sagen om forskelsbehandling på grund af national oprindelse i forbindelse med, at en anden deltager på en erhvervsuddannelse gennemførte uddannelsen på engelsk.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet genoptager ikke sagen.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af Ligebehandlingsnævnets formand.
Sagsfremstilling
Klager indbragte den 23. maj 2023 en klage for Ligebehandlingsnævnet.
Klagen angik påstået forskelsbehandling på grund af national oprindelse i forbindelse med, at en anden deltager op en erhvervsuddannelse gennemførte uddannelsen på engelsk.
Ligebehandlingsnævnet traf den 31. maj 20224 afgørelse i sagen.
Sagen blev behandlet under sagsnr.
23-46039.
Ved afgørelsen fastslog nævnet, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af national oprindelse.
Af afgørelsens sagsfremstilling fremgår følgende
”Klager, som er fra Ungarn, blev den 6. januar 2023 optaget på en uddannelse som fitnessinstruktør.
Klager har oplyst, at der var en deltager fra England, som gennemførte uddannelsen på engelsk, selvom der var krav om at gennemføre uddannelsen på dansk.
Klager, som er fra Ungarn, og en anden deltager, som er fra Mellemøsten, deltog i undervisningen på dansk.
Klager har oplyst, at han ikke bestod uddannelsen.
…”
Af nævnets bemærkninger og konklusion fremgår følgende
”…
Klager har oplyst, at en person, som kom fra England, fik lov til at deltage på uddannelsen som fitnessinstruktør på trods af, at han ikke talte særligt meget dansk.
Klager har endvidere oplyst, at han og de øvrige deltagere skulle tåle, at personen fra England kunne gennemføre uddannelsen på engelsk.
Det er nævnets vurdering, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af national oprindelse.
Nævnet har lagt vægt på, at klager ikke har fremført et ønske om at gennemføre uddannelsen på engelsk eller fået afslag på at gennemføre uddannelsen på engelsk.
Klager er derfor ikke blevet stillet ringere end de øvrige deltagere, som gennemførte uddannelsen på dansk.
På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i klagen.
Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.
”
Den 31. maj 2024 henvendte klager sig til Ligebehandlingsnævnet med anmodning om genoptagelse af sagen.
Ligebehandlingsnævnet har ikke foretaget høring af indklagede i forbindelse med anmodningen om genoptagelse.
Klagers bemærkninger
Henset til sagens resultat er klagers bemærkninger alene gengivet delvist.
Klager har anmodet om, at sagen genoptages.
Klager har til støtte for anmodningen anført, at Ligebehandlingsnævnets afgørelse er en forfalskning baseret på korruption, fordi nævnet ikke har undersøgt, om det klager havde oplyst var rigtigt.
Der er ikke tale om forskelsbehandling på grund af nationalitet, der var generelt forskel mellem menneskerne hos indklagede, da reglerne ikke var ens for alle.
Det fremgår af afgørelsen, at klager havde oplyst, at han ikke bestod uddannelsen.
Klager havde oplyst, at reglerne for eksamination og organisatoriske regler ikke havde været overholdt.
Dette understøtter klagers påstand om forskelsbehandling.
Ligebehandlingsnævnet har lavet en fejlvurdering ved blot at kigge på forskelsbehandling på grund af nationalitet, da klager kunne være blevet forskelsbehandlet på grund af andre subjektive årsager, såsom jalousi og had.
Det fremgår desuden af afgørelsen, at klager havde oplyst, at der var en deltager fra England, som gennemførte uddannelsen på engelsk, selvom der var krav om at gennemføre uddannelsen på dansk.
Klager havde oplyst, at deltageren fra England selv havde fortalt, at han ikke talte særligt meget dansk.
Underviserne oversatte dele af kurset til engelsk for deltageren fra England.
Det fremgår endvidere af afgørelsen, at klager ikke havde fremsat krav om et bestemt godtgørelsesbeløb.
Klager havde anført i klagen, at han ville have pengene fra kurset tilbage.
Enhver i klagers situation ville have følt sig forskelsbehandlet på grund af nationalitet, da der gjaldt andre krav for folk fra England.
Klager følte, at han på grund af sin nationalitet værdimæssigt ikke var på niveau med deltageren fra England.
Klagers underviser svarede ikke klager i 12 dage, men han var villig til at oversætte undervisningsmaterialet til engelsk for den engelske deltager.
Klager havde gennemført et akademikursus, som svarer til en kort videregående uddannelse, som hierarkisk set var over en erhvervsuddannelse.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Det fremgår af lov om Ligebehandlingsnævnet, at nævnet kan bestemme, at en sag, hvori der er truffet afgørelse, skal genoptages, hvis særlige grunde taler derfor.
En sag kan for eksempel genoptages, hvis der fremkommer nye oplysninger af væsentlig betydning for sagen.
Det kan i den forbindelse tillægges vægt, hvis disse oplysninger ikke har kunnet fremlægges forud for eller under behandlingen af sagen.
Sagsbehandlingsfejl kan også medføre genoptagelse.
Klager gør gældende, at Ligebehandlingsnævnet har lavet en fejlvurdering ved kun at tage stilling til forskelsbehandling på grund af nationalitet.
Klager gør desuden gældende, at Ligebehandlingsnævnet burde havde undersøgt sagen og iværksat en høring af indklagede.
Nævnet bemærker, at Ligebehandlingsnævnet ikke kan træffe afgørelse om forhold, der falder uden for nævnets kompetence.
Nævnet bemærker desuden, at der kun er pligt til at partshøre indklagede, såfremt klageren påviser faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager er blevet udsat for forskelsbehandling.
Nævnet vurderede, at klager ikke havde påvist sådanne faktiske omstændigheder, og havde dermed ikke pligt til at partshøre indklagede.
Nævnet vurderer på den baggrund, at der i forbindelse med afgørelsen ikke har været sagsbehandlingsfejl.
Klager har fremlagt korrespondance mellem ham og en instruktør hos indklagede, hvoraf det fremgår, at instruktøren ikke svarede klager i 12 dage.
Klager har oplyst, at denne instruktør oversatte undervisningsmaterialet for den engelske deltager.
Klager gør gældende, at denne forskel var begrundet i klagers nationale oprindelse.
Det fremgår af nævnets afgørelse, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af national oprindelse.
Nævnet lagde vægt på, at klager ikke havde fremført et ønske om at gennemføre uddannelsen på engelsk eller fået afslag på at gennemføre uddannelsen på engelsk.
Klager var derfor ikke blevet stillet ringere end de øvrige deltagere, som gennemførte uddannelsen på dansk.
Klagers nye oplysninger giver ikke anledning til at ændre nævnets vurdering.
Nævnet vurderer herefter, at der ikke i forbindelse med klagers anmodning om genoptagelse er fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og at der heller ikke i øvrigt foreligger særlige grunde, der kan føre til, at sagen skal genoptages.
Efter nævnets faste praksis er der herefter ikke grundlag for at genoptage sagen.
Anmodningen om genoptagelse tages derfor ikke til følge.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Forskelsbehandlingsloven
-
§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence
-
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser
-
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 10, om genoptagelse
-
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 1, stk. 1, om lovens anvendelsesområde
-
§ 3, om forbud mod forskelsbehandling
-
§ 7 a, om delt bevisbyrde