Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - kompetence - afvisning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - kompetence - afvisning

J.nr. 24-9035

En kvinde (klager), som lider af svære smerter, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med en myndigheds (indklagede 2) afgørelse vedrørende dækning af behandlingsudgifter, hvilket ankeinstansen (indklagede 1) stadfæstede.

Klager klagede derefter over, at indklagede 1 ikke havde taget stilling til indklagede 2’s krænkelse af klagers retssikkerhed.

Det følger af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at loven ikke vedrører det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget.

Det vil sige, at Ligebehandlingsnævnet ikke kan tage stilling til anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Nævnet vurderede, at klagen vedrørte anvendelse og fortolkning af reglerne i anden lovgivning.

Klagen faldt derfor uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven.

Nævnet afviste derfor at behandle sagen.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med de Indklagedes afgørelser vedrørende behandling efter servicelovens § 102.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af Ligebehandlingsnævnets formand.

Sagsfremstilling

Klager, som lider af svære smerter bl.a. pga.

facetledssyndrom og krampende muskler, har hos en kommune (Indklagede 2) ansøgt om hjælp til behandling efter servicelovens § 102.

Det fremgår af servicelovens § 102

"Kommunalbestyrelsen kan ud over tilbud efter § 85 give tilbud af behandlingsmæssig karakter til borgere med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer.

Tilbuddet gives, når dette er nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre borgernes fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning."

Den 15. marts 2023 traf Indklagede 2 afgørelse om, at klager ikke var berettiget til dækning af behandlingsudgifter i medfør af servicelovens § 102.

Klager påklagede afgørelsen, og i indklagede 2's ankeskema til ankeinstansen (indklagede 1) angav indklagede 2, at der var tale om en principiel problemstilling i forhold til, hvem der var målgruppen for servicelovens § 102.

Den 10. maj 2023 traf Indklagede 2 afgørelse om, at klager ikke havde ret til at få sagen genoptaget.

Indklagede 1 stadfæstede den 7. august 2023 indklagede 2’s afgørelse af 15. marts 2023 bl.a. med henvisning til, at servicelovens § 102 er en "kan-bestemmelse", og at indklagede 2 derfor ikke var forpligtet til at bevilge hjælp efter bestemmelsen.

Det fremgår endvidere af afgørelsen, at indklagede 1 forstod indklagede 2’s vurdering således, at indklagede 2 havde fravalgt at anvende bestemmelsen, idet det i den konkrete sag blev vurderet, at klagers behandlingsmuligheder indenfor det sædvanlige behandlingssystem ikke kunne anses for at være udtømte.

Efterfølgende traf indklagede 1 afgørelse den 30. august 2023 om, at der ikke var grundlag for at genoptage sagen.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 10. december 2023.

På det foreliggende grundlag har nævnet alene fundet anledning til at foretage høring af indklagede 2.

Parternes bemærkninger

Klager har indbragt sagen for Ligebehandlingsnævnet med henvisning til, at indklagede 1 ikke har taget stilling til indklagede 2’s krænkelse af klagers retssikkerhed.

Klager har henvist til, at indklagede 2 ikke har ydet den fornødne vejledning i forbindelse med klagers ansøgninger om hjælp, og at sagen ikke har været tilstrækkeligt lægeligt oplyst forud for indklagede 2’s afgørelse den 15. marts 2023.

Efter klagers opfattelse har klager haft behov for behandling siden 2006, og det fremgår af serviceloven, at indklagede 2 skal yde hjælp til behandling og følger af funktionsnedsættelse.

Klager har yderligere gjort gældende, at indklagede 2 har fremsendt sagen til indklagede 1 med bemærkning om, at sagen var principiel, og at dette blev brugt af indklagede 2 som en indskudt pause i sagsbehandlingen.

Endvidere har klager bemærket, at indklagede 2 har påvirket afgørelsesgrundlaget i strid med retssikkerhedsloven ved at bruge bemærkninger om lægers troværdighed som begrundelse for at stille det principielle spørgsmål, som indklagede 1 tidligere havde taget stilling til.

Klager har henvist til, at indklagede 1 ikke har taget stilling til, om dette er en gyldig begrundelse for at bede om en principiel behandling af sagen.

Indklagede 2 har anført, at de ikke kan genkende, at de skulle have fremsat udtalelser om manglende troværdighed hos danske læger, og at deres hensigt med bemærkningerne til indklagede 1 var at gøre opmærksom på, at der var behov for en præcisering af hensigten og målgruppen for servicelovens § 102.

Indklagede 2 har gjort gældende, at de i klagers sag har truffet afgørelse på grund af de på afgørelsestidspunktet gældende regler, hvilket vil sige efter en konkret og individuel vurdering af sagen.

Dette har i den konkrete sag medført, at der er givet afslag på behandling efter servicelovens § 102 med den begrundelse, at behandlingsmulighederne i det sædvanlige behandlingssystem ikke var udtømte.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler alene klager over forskelsbehandling i henhold til den lovgivning, som er omfattet af Ligebehandlingsnævnets kompetenceområde, hvilket følger af § 1 i lov om Ligebehandlingsnævnet (ligebehandlingsnævnsloven).

Det følger af § 1, stk. 6, i ligebehandlingsnævnsloven, at Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det følger af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at loven ikke vedrører det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget.

Det vil sige, at Ligebehandlingsnævnet ikke kan tage stilling til anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Videre følger det af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at afgrænsningen af Ligebehandlingsnævnets kompetence betyder, at klager over overtrædelse af regler i anden lovgivning afvises af nævnet.

For så vidt angår klager over afgørelser, som er truffet af den offentlige forvaltning, må Ligebehandlingsnævnet tage stilling til, om klagen reelt vedrører forskelsbehandling, eller om klagen alene drejer sig om anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Klager har klaget over, at de indklagede har vurderet, at der fortsat er behandlingsmuligheder i det sædvanlige behandlingssystem, og at klager derfor ikke er berettiget til hjælp efter servicelovens § 102.

Efter det, der er anført af klager, vedrører klagen anvendelse og fortolkning af reglerne i anden lovgivning.

Klagen falder derfor uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven.

Ligebehandlingsnævnet har endvidere ikke kompetence til at behandle spørgsmål om, hvorvidt de indklagede har begået sagsbehandlingsfejl i henhold til forvaltningsloven, offentlighedsloven, retssikkerhedsloven eller overtrådt principper for god forvaltningsskik eller i øvrigt har overtrådt anden lovgivning, som ikke er omfattet af Ligebehandlingsnævnets kompetence.

Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap

-

§ 1, stk. 1-7, om nævnets kompetence

-

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelse

-

§ 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 2, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

-

§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 12 om indbringelse for Ligebehandlingsnævnet