Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ansættelse - kompetence - afvisning
Table of Provisions (8)
Statutory Text (8 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ansættelse - kompetence - afvisning
J.nr. 24-37672
En kvinde (klager), der er diagnosticeret med ADHD, klagede over Forsvarsministeriets Personalestyrelse (indklagede).
Kvinden mente, at Forsvarsministeriets Personalestyrelse havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap i forbindelse med, at kvinden fik afslag på ansættelse som datatekniker i Forsvaret.
Der var tale om en konstabelstilling.
Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at forsvarsministeren efter høring af de berørte organisationer kan undtage væbnede styrker i aktiv tjeneste fra forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder og handicap.
Efter bekendtgørelse nr. 350 af 30. marts 2012 er militært personel, der indordnes i rækkefølge af militære grader, og som er ansat eller indkaldt til tjeneste i det militære forsvar, undtaget fra forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder og handicap.
Ligebehandlingsnævnets vurderede, at kvinden som ansøger til en konstabelstilling var omfattet af personkredsen i bekendtgørelse nr. 350 af 30. marts 2012, da konstabler udgør militært personel.
Forholdet var herefter undtaget fra forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap.
Ligebehandlingsnævnet kunne derfor ikke behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afslag på ansættelse i Forsvaret.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.
Sagsfremstilling
Klager, som er diagnosticeret med ADHD, søgte en stilling som datatekniker hos Forsvarets afdeling for kampfly.
Af stillingsopslaget fremgår blandt andet
” Om dig
Ideelt er du uddannet konstabel i Forsvaret.
Graden er ikke afgørende for stillingen men derimod dine kompetencer.
Alternativt er du civil og afklaret med, at du skal gennemgå værnepligten og bestå Forsvarets afprøvning for at blive militæransat.
…
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en konstabelstilling på overenskomstmæssige vilkår.
…
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale forpligtelser.
”
Den 21. marts 2024 oplyste afdelingen for kampfly, at de gerne ville tilbyde klager en afprøvning ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse.
Afprøvningen ville være sidste skridt inden, de kunne fortælle klager, om hun ville blive tilbudt stillingen.
Samme dag bestilte klager tid til afprøvning hos Forsvarsministeriets Personalestyrelse.
Den 12. april 2024 traf Forsvarsministeriets Personalestyrelse afgørelse om, at klager ikke var kommet i betragtning til ansættelsesafprøvning.
Af afgørelsen fremgår blandt andet
”Vi beklager hermed at måtte meddele dig, at du desværre ikke er kommet i betragtning til Ansættelsesafprøvning 2024.
Baggrunden for denne afgørelse er, at du har en ADHD problematik
Vurderingen skyldes primært risiko for mangel på psykisk robusthed.
På trods af at man som person selv oplever sig selv som helt velfungerende, så viser forskning, at en tidligere psykiatrisk problematik øger risikoen for psykiske efterreaktioner efter indsættelse i krise- og katastrofeindsatser.
Dette er årsagen til at det tillægges stor vægt i vurderingerne, selvom det for den enkelte kan virke uretfærdigt at man diskvalificeres på noget som måske ligger i fortiden, eller er velbehandlet og ikke giver nogen gener i dagligdagen.
Du opfylder derfor ikke gældende helbredskrav, som stilles til alle militære nyansættelser i forsvaret.
”
Den 15. april 2024 klagede klager til Folketingets Ombudsmand over Forsvarsministeriets Personalestyrelses afgørelse af 12. april 2024.
Folketingets Ombudsmand oversendte klagen til Ligebehandlingsnævnet.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 15. april 2024.
Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.
Den 13. maj 2024 traf Forsvarsministeriets Personalestyrelse afgørelse om, at klager ikke ville blive tilbudt stillingen som datatekniker hos Forsvarets afdeling for kampfly.
Af afgørelsen fremgår blandt andet
”Det er alene forsvarets læger, der vurderer og afgør din helbredsmæssige egnethed til ansættelse den søgte stilling.
Derfor kan du opleve, at vores afgørelse/vurdering kan være modstridende i forhold til den diagnose eller prognose for din eventuelle sygdom, du har fået af en læge/hospital i det civile sundhedsvæsen.
Det kan virke mærkeligt, men skyldes, at ansættelse i forsvaret - og dermed pligt om at kunne udsendes til internationale operationer - stiller markante og skærpede krav til dit helbred og robusthed.
Du kan således sagtens være erklæret rask, eller have en lidelse/sygdom, som ikke giver dig nogle hindringer, eller begrænser dig i din hverdag hjemme i Danmark - og alligevel ikke opfylde forsvarets helbredskrav.
Afgørelsen er endelig og kan ikke ankes.
”
Klager har fremlagt en funktionsattest af 16. maj 2024 fra klagers egen læge.
Af funktionsattesten fremgår, at klager er diagnosticeret med ADHD, men skønnes at være velfungerende uden medicin.
Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af indklagede.
Klagers bemærkninger
Klager gør gældende, at Forsvarsministeriets Personalestyrelse har udsat klager for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at de gav klager afslag på ansættelse som datatekniker.
Afslaget var begrundet i, at klager er diagnosticeret med ADHD.
Klager har fungeret fint uden ADHD-medicin det meste af sit liv.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).
Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at forsvarsministeren efter høring af de berørte organisationer kan undtage væbnede styrker i aktiv tjeneste fra forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder og handicap.
Efter bekendtgørelse nr. 350 af 30. marts 2012 er militært personel, der indordnes i rækkefølge af militære grader, og som er ansat eller indkaldt til tjeneste i det militære forsvar, undtaget fra forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder og handicap.
Bekendtgørelsen skal tolkes i overensstemmelse med det bagvedliggende direktiv, hvorefter formålet er at sikre de væbnede styrkers operationelle karakter ved ikke at kræve ansættelse eller fortsat ansættelse af personer, der på grund af deres alder eller handicap ikke er egnede til at udføre de opgaver, der er knyttet til den pågældende stilling.
Klager søgte en stilling som datatekniker hos Forsvaret.
Indklagede afviste klagers ansøgning med den begrundelse, at hun er diagnosticeret med ADHD.
Det fremgår af stillingsopslaget, at klager søgte en konstabelstilling, og at civile ansøgere skulle gennemgå værnepligten og bestå Forsvarets afprøvning for at blive militæransat.
Ifølge lov om forsvarets personel og bekendtgørelse nr. 294 af 24. marts 2010 om militære grader mv. for personel i det militære forsvar omfatter militært personel befalingsmænd og menige.
Menige omfatter blandt andet konstabler, konstabelelever og værnepligtige.
Nævnet vurderer, at klager som ansøger til en konstabelstilling er omfattet af personkredsen i bekendtgørelse nr. 350 af 30. marts 2012, da konstabler udgør militært personel.
Forholdet er herefter undtaget fra forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap.
Ligebehandlingsnævnet kan derfor ikke behandle klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Forskelsbehandlingsloven
Bekendtgørelse nr. 350 af 30. marts 2012 om undtagelse fra forbud mod forskelsbehandling på grund af alder og handicap
Lov om forsvarets personel
Bekendtgørelse nr. 294 af 24. marts 2010 om militære grader mv. for personel i det militære forsvar
-
§ 1, stk. 1 og 3, om nævnets kompetence
-
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser
-
§ 8 om nævnets afvisning af klagen
-
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
-
§ 1 a, om undtagelse af væbnede styrker fra forbud mod forskelsbehandling på grund af alder og handicap
-
§ 1, stk. 1, om undtagelse af militært personel fra forbud mod forskelsbehandling på grund af alder og handicap
-
§ 1, stk. 1, om lovens område
-
§ 2 om militært personel
-
§ 2 om militært personel