Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - chikane - uanset handicap - afvisning
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - chikane - uanset handicap - afvisning
J.nr. 23-98547
En kvinde (klager) klagede over en forening (indklagede).
Kvinden mente, at foreningen havde forskelsbehandlet hende og udsat hende for chikane på grund af handicap, fordi ledelsen i foreningen ekskluderede hende i seks måneder.
Ligebehandlingsnævnets vurderede, at der ikke var fremlagt oplysninger, som gav anledning til at formode, at klager var blevet behandlet ringere end andre eller chikaneret på grund af handicap.
Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Klagen angår påstået forskelsbehandling og chikane på grund af handicap i forbindelse med, at ledelsen hos den indklagede forening har udsat klager for chikane.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.
Sagsfremstilling
Klager er medlem af en gruppe hos indklagede, som består af otte medlemmer.
Gruppen har eksisteret i 20 år.
Klager har anført, at indklagede hvert år er repræsenteret på Folkemødet på Bornholm.
I forbindelse med Folkemødet på Bornholm i 2023 tilbød den gruppe, som klager er medlem af, at repræsentere indklagede.
Den 17. maj 2023 fik gruppen besked fra ledelsen hos indklagede om, at fire medlemmer, herunder klager, kunne deltage på Folkemødet på Bornholm med kost og logi.
Den 5. juni 2023 afholdte ledelsen hos indklagede et møde, hvor det blev besluttet, at gruppen selv skulle afholde udgifterne til kost og logi på Folkemødet på Bornholm.
Klager har derudover anført, at ledelsen hos indklagede har ekskluderet klager i seks måneder.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 11. november 2023.
Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.
Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af indklagede.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling og chikane på grund af handicap.
Indklagedes ledelse handler uforsvarligt i forhold til indklagedes økonomi.
Sagen er ikke blevet uvildigt undersøgt i overensstemmelse med god foreningsskik.
Indklagedes ledelse svarer ikke på medlemmernes klager.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.
Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.
Der foreligger chikane, når en uønsket optræden i relation til en persons handicap finder sted med det formål eller den virkning at krænke dennes værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.
Klager har gjort gældende, at indklagedes ledelse udsatte klager for forskelsbehandling og chikane på grund af handicap.
Det er klager, der skal påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling på grund af handicap.
Dette indebærer, at klager skal kunne påvise, at der foreligger forskelsbehandling på grund af handicap, og underbygge sin påstand herom med f.eks. skriftligt bevismateriale eller egne og tredjemands udsagn.
Der er ikke fremlagt oplysninger, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling og chikane, og at dette i så fald skulle være begrundet i klagers handicap.
Nævnet vurderer herefter, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at klager er blevet behandlet ringere end andre eller chikaneret på grund af handicap.
På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage.
Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Lov om forbud mod diskrimination på grund af handicap
-
§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence
-
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser
-
§ 8 om nævnets afvisning af klagen
-
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 2 om lovens anvendelsesområde
-
§ 5, stk. 1-4, om forbud mod forskelsbehandling
-
§ 10 om delt bevisbyrde