Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - kommuner - sagsbehandling - afvisning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - kommuner - sagsbehandling - afvisning

J.nr. 21-45649

En mand (klager), der i 1993 pådrog sig et brud på halshvirvelsøjlen og i 2018 pådrog sig en hjernerystelse klagede over en kommune (indklagede).

Manden mente, at kommunen havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap i forbindelse med kommunens sagsbehandling.

Manden mente blandt andet, at kommunen ikke havde overholdt sin notatpligt, hvorved kommunen tilsidesatte hans retssikkerhedsmæssige garantier, da han indgav sine bemærkninger i sagsbehandlingsprocessen mundligt.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at han var blevet udsat for den påståede forskelsbehandling.

På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i sin klage.

Nævnet afviste derfor at behandle klagen.

Nævnet fandt ikke grundlag for at tage stilling til, om manden havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med sagsbehandlingen hos den indklagede kommune.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.

Sagsfremstilling

Den 4. november 1993 var klager involveret i et trafikuheld, hvor han pådrog sig et brud på halshvirvelsøjlen.

Den 1. august 2006 blev klager ansat i et fleksjob på 15 timer om ugen hos virksomhed A i den indklagede kommune.

Virksomhed A var ejet af klagers ægtefælle.

I foråret 2018 gik virksomhed A konkurs.

I maj 2018 var klager på ny involveret i et trafikuheld, hvor han pådrog sig en hjernerystelse.

Den 2. juli 2018 blev klager ansat i et fleksjob på 15 timer om ugen i virksomhed A´s søstervirksomhed, virksomhed B, som også var ejet af klagers ægtefælle.

Klager har oplyst, at han den 23. august 2018 var indkaldt til et møde hos indklagedes jobcenter.

Mødet omhandlede ejerforholdene i virksomhed B, som han blev ansat i den 2. juli 2018, herunder at klagers ægtefælle havde majoriteten af ejerandelene i virksomheden.

Den 7. september 2018 bad indklagede klager besvare en række spørgsmål vedrørende sit fleksjob.

Den 13. september 2018 partshørte indklagede klager om midlertidigt stop af udbetaling af flekslønstilskud.

Den 15. november 2018 traf indklagede afgørelse om stop af udbetaling af fleksløntilskud fra den 1. januar 2019 til klagers ansættelse i virksomheden.

Den 16. december 2018 klagede klager over indklagedes afgørelse til Ankestyrelsen.

Klager klagede også over indklagedes manglende opfyldelse af notatpligt i forbindelse med sagsbehandlingen.

Den 21. december 2018 svarede indklagede på klagers klage over manglende opfyldelse af notatpligt.

Af svaret fremgår blandt andet

” Notatpligt

Du anfører i din mail, at du ikke mener, at kommunen har overholdt notatpligten i forbindelse med dine opringninger til [sagsbehandler].

Omkring [sagsbehandlers] telefonsamtaler med dig, så laves der notater, hvis det der bliver sagt har betydning/afgørende betydning for sagen, og som ikke allerede er noteret i sagen.

Samtalerne med dig har primært været afklarende samtaler omkring, hvilket materiale der præcist ønskedes til belysning af sagen.

Altså en mundtlig uddybning af de breve og den partshøring, der er sendt til dig.

Notatpligten gælder, som anført, for oplysninger, der har afgørende betydning for sagen, men der er således ikke notatpligt, hvis oplysningerne eller vurderingerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.

Der har efter kommunen vurdering ikke ved samtalerne med dig været nye oplysninger, der ikke allerede fremgik af sagen eller, som kunne have afgørende betydning for sagen.

”

Den 27. maj 2020 stadfæstede Ankestyrelsen indklagedes afgørelse af 15. november 2018.

Ankestyrelsen ændrede dog begrundelsen for afgørelsen.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 15. oktober 2021.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Klager har fremlagt lydoptagelser eller andet materiale for nævnet.

Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af indklagede.

Klagers bemærkninger

Henset til sagens resultat er klagers bemærkninger alene gengivet delvist.

Klager gør gældende, at han er blevet forskelsbehandlet på grund af handicap af indklagede i forbindelse med indklagedes sagsbehandling af klagers sag om fleksjob.

Indklagede vejledte klager forkert i forholdt til hans fleksjob.

Indklagede bad blandt andet klager om at opsige sit fleksjob med baggrund i, at klagers kone havde ejerandele i den pågældende virksomhed.

Denne vejledning var forkert.

Klager bidrog til sagsoplysningen telefonisk og mundtligt.

Indklagede tog dog ikke notat af telefonsamtalerne med klager.

Indklagede tog heller ikke notat af mødet den 23. august 2018.

Indklagede levede dermed ikke op til sin notatpligt.

Indklagede tilsidesatte klagers retssikkerhedsmæssige garantier uden hensyntagen til hans handicap.

Indklagede levede ikke op til sin notatpligt i forbindelse med, at klager indgav sine bemærkninger i sagsbehandlingsprocessen mundtligt.

Indklagede har begrundet deres tilsidesættelse i, at klagers oplysninger ikke havde relevans for sagen og i øvrigt var tilgængelige på internettet.

Dette er ikke tilfældet.

Klagers sag hos indklagede var derfor ikke tilstrækkeligt oplyst, da der blev truffet afgørelse i sagen.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder tillige enhver, der anviser beskæftigelse.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med et bestemt handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen.

Klager har klaget over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med indklagedes sagsbehandling af klagers sag om fleksjob.

Klager har gjort gældende, at indklagede vejledte ham forkert og ikke overholdte sin notatpligt.

Der er imidlertid ikke i klagen eller i sagen i øvrigt oplysninger, der giver anledning til at formode, at indklagede vejledte klager forkert eller ikke overholdte sin notatpligt på grund af klagers mulige handicap.

Det fremgår derimod af sagens oplysninger, at indklagede vurderede, at der ikke ved samtalerne med klager fremkom nye væsentlige oplysninger, som ikke allerede fremgik af sagen.

Der er endvidere ikke oplysninger i sagen, der giver anledning til at formode, at indklagede på anden måde udsatte klager for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med sagsbehandlingen.

På baggrund af alle sagens oplysninger vurderer nævnet herefter, at klager ikke har påviste faktiske omstændigheder, der tyder på, at han er blevet udsat for den påståede forskelsbehandling.

På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage.

Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.

Nævnet har herefter ikke fundet grundlag for at tage stilling til, om klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

-

§ 1, stk. 1 og stk. 3, om nævnets kompetence

-

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

-

§ 8 om nævnets afvisning af klagen

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 1, stk. 1-3 om lovens anvendelsesområde

-

§ 3, stk. 2, om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 7 a om delt bevisbyrde