Legislator Case Law & Legislation
W20240956925 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - øvrige - ej medhold

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

KEN#LOKDOK23 2024 9569 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - øvrige - ej medhold

KEN#LOKDOK23 2024 9569 Valid

J.nr. 22-48802

En mand (klager) klagede til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en organisation (indklagede) gav flere barselsrefusionsdage til kvinder end mænd.

Det fremgår af Ligebehandlingsloven, at dens bestemmelser ikke er til hinder for indførelse eller opretholdelse af gunstigere bestemmelser om beskyttelse af kvinder i forbindelse med graviditet og moderskab.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at det forhold, at der gjaldt forskellige regler for, hvornår en kvinde og en mand kunne modtage refusion for fravær, relaterede sig til spørgsmålet om beskyttelse af kvinder i forbindelse med graviditet og moderskab.

Manden fik derfor ikke medhold i klagen.

KEN#LOKDOK23 2024 9569 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager som mand ikke kunne få samme antal dage i barselsrefusion som kvinder igennem den indklagede organisation.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med ligebehandlingsloven, at indklagede gav flere barselsrefusionsdage til kvinder end mænd.

Sagsfremstilling

Klager, som er mand og praktiserende læge, skulle den 16. december 2022 have et barn ved hjælp af en surrogatmor.

Følgende fremgår af indklagedes bestemmelser om udbetaling ved fravær

”…

§ 4 Fravær grundet graviditet, barsel og adoption

En gravid alment praktiserede læge eller en praksis med en gravid ansat læge er berettiget til fraværshjælp fra første fraværsdag, hvis lægen på grund af graviditet er fraværende på et tidspunkt, hvor der skønnes at være 40 hverdage eller mindre til fødslen.

Stk. 2 En kvindelig alment praktiserende læge eller en praksis med en kvindeligt ansat læge, der har født, er berettiget til fraværshjælp fra første fraværsdag og op til 130 hverdage inden for et år efter fødslen.

Stk. 3 En mandlig alment praktiserende læge eller en praksis med en mandlig ansat læge, der er blevet far, er berettiget til fraværshjælp fra første fraværsdag og op til 70 hverdage inden for et år efter fødslen.

Stk. 4 En alment praktiserende læge eller en praksis med en ansat læge, der har adopteret, er berettiget til fraværshjælp fra første fraværsdag, hvis lægen på grund af adoptionen er fraværende på et tidspunkt, hvor

der er 40 hverdage eller mindre til modtagelsen af barnet, samt i op til maksimalt 130 hverdage inden for et år efter modtagelsen af barnet.

Stk. 5 En alment praktiserende læge eller en praksis med en ansat læge, der har fravær grundet graviditet, barsel eller adoption, men som ikke er omfattet af bestemmelserne i stk. 1-4, kan efter ansøgning til Administrationsudvalget bevilges ret til fraværshjælp i overensstemmelse med principperne i stk. 1-4.

Stk. 6 En alment praktiserende læge eller en praksis med en kvindelig ansat læge, der er medmor, er berettiget til fraværshjælp fra første fraværsdag og op til 70 hverdage inden for et år efter fødslen.

…”

Mellem den 31. maj 2022 og den 15. august 2022 havde klager og indklagede en mailkorrespondance om fraværshjælp under barsel.

Af mailkorrespondancen fremgår følgende

” Til : [Indklagedes mailadresse]

Fra : [Klagers mailadresse]

…

Sendt : 31-05-2022 22:13

…

Jeg ved ikke om jeg har afholdt alt men er det rigtigt forstået at jeg ikke kan få mere efter vores søn er et år?

Vi skal igennem samme proces med nyt barn som bliver født ca 16/12.

Der er jeg biologisk far så min mand [navn] kan ikke få barsel.

Hvor meget er jeg berettiget til?

…”

” Til : [Klagers mailadresse]

Fra : [Indklagedes mailadresse]

…

Sendt : 01-06-2022 09:16

…

Det er korrekt, at du ikke kan få udbetalt mere i refusion i forbindelse med adoption.

Tillykke :) Du kan her søge om refusion i op til 70 hverdage indenfor barnets første leveår.

…”

” Til : [Indklagedes mailadresse]

Fra : [Klagers mailadresse]

…

Sendt : 01-06-2022 22:01

…

”…

Tak for hurtigt og fint svar

1) …

2) tænkte jeg nok - tror også jeg har holdt det meste [emoji]

3) er mere problematisk.

Jeg er som du ved i en speciel situation da det kun er mig der får barsel da barnet ikke har nogen mor.

Med det sidste barn vi fik var min mand biologisk far og fik 32 ugers refusion (han er ansat i min klinik) og jeg fik 1/2 år da I betragtede det som adoption (som jeg er meget taknemmelig for).

Det nye barn får så kun 3 måneder i alt?

?

?

Det må I kunne gøre bedre!

(Og er det overhovedet lovligt at give mor mere end far?

)

…”

” Til : [Klagers mailadresse]

Fra : [Indklagedes mailadresse]

…

Sendt : 03-06-2022 08:03

”…

Vi kan godt forstå din frustration, men reglerne i [indklagede] er nu bare sådan, at mænd kan få fædreorlov i op til 70 hverdage indenfor barnets første leve år.

I de offentlige regler får mor også mere barsel end far.

…”

” Til : [Indklagedes mailadresse]

Fra : [Klagers mailadresse]

…

Sendt : 03-06-2022 13:35

…

Fra 2/8 2022 bliver det ændret så far og mor bliver ligestillet.

Det gælder vel også i [indklagede]?

…”

” Til : [Klagers mailadresse]

Fra : [Indklagedes mailadresse]

…

Sendt : 13-06-2022 10:58

…

Om reglerne skal ændres er noget [indklagede] skal beslutte.

Vi er ikke forpligtet til at følge de offentlige regler.

[Indklagede] dækker selvstændigt erhvervsdrivende, og vi laver derfor vores egne regler.

Er det noget du ønsker at [indklagede] skal tage op på næste møde?

…”

” Til : [Indklagedes mailadresse]

Fra : [Klagers mailadresse]

…

Sendt : 13-06-2022 12:11

…

Det vil da være fint at de tager begge problemstillinger op.

…”

” Til : [Klagers mailadresse]

Fra : [Indklagedes mailadresse]

…

Sendt : 14-06-2022 15:36

Det gør vi.

…”

” Til : [Indklagedes mailadresse]

Fra : [Klagers mailadresse]

…

Sendt : 14-08-2022 21:57

…

Noget nyt og hvornår holder I møde?

Skal jeg sende en ansøgning?

Vi skal jo hente barn i udlandet ligesom sidst bare med mig som biologisk far så vi ville jo gerne have samme vilkår også med at jeg kan få dækning nogle uger før fødslen da vi tager afsted nogle uger før.

Endvidere kan vi ikke få refusion for min mand denne gang da ikke alle de nye barselsregler er trådt i kraft

…”

” Til : [Klagers mailadresse]

Fra : [Indklagedes mailadresse]

…

Sendt : 15-08-2022 08:36

…

Vi holder møde om ca. 1. i måned.

Nej, du skal ikke sende en ansøgning ind, da du pt.

ikke har ret til refusion.

Når vi har haft mødet, vender jeg tilbage til dig med hvad der er blevet besluttet og hvis det viser sig at du kan søge om refusion, så gør du det der.

Også selv om at en eventuel ansøgningsfrist er overskredet.

…”

Den 13. september 2022 besluttede indklagede, at de ikke ville ændre barselsrefusionsreglerne.

Indklagede informerede klager om deres beslutning den 14. september 2022.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 26. oktober 2022.

Klager fremsatte i klagen en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 420.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af indklagede.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at det er udtryk for forskelsbehandling, at klager ikke kan få barselsrefusion i samme omfang som kvinder, herunder i en periode før fødslen.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).

Det fremgår af ligebehandlingslovens § 5 a, at pligt til ligebehandling gælder enhver, der træffer beslutning om medlemskab og deltagelse i en lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation eller i organisationer, hvis medlemmer udøver et bestemt erhverv, herunder de fordele, sådanne organisationer giver medlemmerne.

Nævnet vurderer, at indklagede er en organisation, hvis medlemmer udøver et bestemt erhverv, og at barselsrefusion er en fordel, som organisationen giver medlemmerne.

Det fremgår af ligebehandlingslovens § 1, stk. 8, at loven ikke er til hinder for bestemmelser om beskyttelse af kvinder, navnlig i forbindelse med graviditet og fødsel.

Det forhold, at der gælder forskellige regler for, hvornår en kvinde og en mand kan modtage refusion for fravær efter ”Regler for udbetaling ved fravær” relaterer sig til spørgsmålet om beskyttelse af kvinder i forbindelse med graviditet og fødsel.

Nævnet vurderer herefter, at det ikke var i strid med ligebehandlingsloven, at klager fik færre barselsrefusionsdage end kvinder.

Klager får på denne baggrund ikke medhold i sin klage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Ligebehandlingsloven

KEN#LOKDOK23 2024 9569 Valid

•

§ 1, stk. 1, og stk. 1 og 2, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2024 9569 Valid

•

§ 1, stk. 8, om særbehandling af kvinder i forbindelse med graviditet og fødsel

•

§ 5 a, om lovens anvendelsesområde

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →