Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - kommuner - tilgængelighed - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - kommuner - tilgængelighed - ej medhold

J.nr. 22-25949

En kvinde (klager), der har PTSD, klagede til Ligebehandlingsnævnet over en myndighed (indklagede).

Kvinden mente, at myndigheden havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap, fordi klager ikke kunne få svar på sine spørgsmål til byrådet, hvis hun ikke fysisk var til stede under byrådsmødet.

Derudover mente kvinden, at myndigheden havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap, fordi klager ikke kunne deltage virtuelt i byrådsmøderne.

Nævnet vurderede, at kvinden ikke var blevet udsat for hverken direkte eller indirekte forskelsbehandling, da hun var blevet tilbudt at få skriftligt svar på sine spørgsmål.

Klager fik derfor ikke medhold i denne del af klagen.

Nævnet vurderede herefter, at klagen om manglende mulighed for at deltage virtuelt under byrådsmødet reelt angik et spørgsmål om tilgængelighed.

Klager fik derfor heller ikke medhold i denne del af klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager ikke fik mulighed for at stille spørgsmål til kommunalbestyrelsen i spørgetiden under kommunalbestyrelsens byrådsmøde, og i forbindelse med, at klager fik afslag på at deltage virtuelt i byrådsmødet.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Indklagede har ikke handlet i strid med handicapdiskriminationsloven i forbindelse med, at klager ikke fik mulighed for at stille spørgsmål til kommunalbestyrelsen i spørgetiden under kommunalbestyrelsens byrådsmøde.

Indklagede har heller ikke handlet i strid med handicapdiskriminationsloven i forbindelse med, at klager ikke fik adgang til at deltage virtuelt i kommunalbestyrelsens byrådsmøde.

Sagsfremstilling

Den 18. marts 2022 sendte klager et spørgsmål via mail til borgmesteren og den samlede kommunalbestyrelse i indklagede kommune.

Klager oplyste i sin mail, at hun ikke havde mulighed for at være fysisk til stede under byrådsmødet grundet sit psykiske og fysiske handicap.

I den forbindelse oplyste hun, at hun havde mulighed for at deltage virtuelt i byrådsmødet.

Borgmesteren besvarede efterfølgende klagers henvendelse.

I besvarelsen er angivet følgende

”…

Jeg har modtaget dit ønske om at stille et spørgsmål til Kommunalbestyrelsen i spørgetiden på mødet den 22. juni.

Jeg har samtidig noteret mig, at du oplyser, at du grundet dine funktionsnedsættelser ikke har mulighed for at være fysisk til stede på mødet, men at du kan deltage virtuelt.

Det er op til hver enkelt kommunalbestyrelse at beslutte rammerne for spørgetidens form og indhold.

Rammerne for spørgetiden er ikke lovreguleret, og kommunalbestyrelsen har således ret vide rammer, så længe afgrænsningen er båret af saglige hensyn.

Det fremgår af [indklagedes] retningslinjer for spørgetiden, at hvis spørger ikke er fysisk til stede, når spørgsmålet stilles, så vil svaret ikke efterfølgende blive sendt skriftligt.

Dette krav er stillet ud fra en afvejning af, hvor mange administrative ressourcer, ser samlet set skal bruges på ordningen, hvilket er et sagligt hensyn.

Der er ikke [i] [indklagedes] retningslinjer for spørgetiden givet mulighed for, at borgere kan deltage virtuelt på mødet.

Det vil kræve øgede ressourcer både i forhold til at sikre, at opkoblingen fungerer og til at vurdere hvilke borgere, der grundet deres funktionsnedsættelse ikke har mulighed for at deltage i fysisk form.

Jeg vurderer, at det vil være en væsentlig udvidelse af den eksisterende ordning at give mulighed for virtuelt fremmøde.

Jeg kan efter de gældende retningslinjer ikke tilbyde, at du deltager i spørgetiden på anden vis end via fysisk fremmøde.

Efter den nuværende praksis vil spørgsmål samtidig ikke blive læst op, medmindre spørgeren er fysisk til stede på mødet.

Jeg skal bede dig bekræfte, om du på den baggrund ønsker at fastholde, at du ikke er fysisk til stede.

Hvis du vælger ikke at være fysisk til stede, og vi dermed ikke kan gennemføre besvarelsen af dit spørgsmål, vil jeg i givet fald i stedet sikre, at jeg svarer dig på dit spørgsmål i en mail der sendes i kopi til den samlede kommunalbestyrelse.

Du kan så i givet fald selv offentliggøre svaret.

…”

I mail af 30. maj 2022 skrev klager følgende til bl.a. borgmesteren

”…

Undertegnet takker borgmesteren for at have svaret på vegne af hver enkelt medlem af Kommunalbestyrelsen angående undertegnets henvendelsen af den med ’Spørgsmål til Kommunalbestyrelsen i Spørgetiden’ på Kommunalbestyrelsens møde den 24. juni 2022.

Borgmesteren[s] svar er helt i tråd med Sorø Kommunes chikane og diskrimination af undertegnet.

Herunder et af talrige vidnesbyrd på, at der foregår ting og sager på kommunens handicapområde, som ikke tåler at se dagens lys.

…

Desuden kan undertegnet ikke forstå situationen omkring at kunne deltage virtuelt under spørgetiden.

Medmindre at borgmesteren ikke mener, at undertegnet har en saglig grund på grund af sit handicap, som forhindring i at kunne deltage fysisk ved Kommunalbestyrelsens møde den 24. juni 2022.

Undertegnet har kunne deltage virtuelt ved møder i Handicaprådet.

Ligesom, at Kommunalbestyrelsen under COVID-19 selv har afholdt virtuelle kommunalbestyrelsesmøder.

…”

Det fremgår af VISO-rapport fra november 2021, at klager lider af PTSD og bevægelsesindskrænkninger

”… Som følge af hændelsen har [klager] sociale vanskeligheder på baggrund af angst, PTSD og depression.

Hun har endvidere kognitive vanskeligheder i form af bl.a. problemer med initiativ, hukommelse og udtræning.

Der er fysiske vanskeligheder som følge af slidgigt i lænden og smerter i knæet.

(…) De fysiske vanskeligheder bevirker bl.a., at det er begrænset, hvor langt hun kan gå, og hvor længe hun kan stå.

”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 4. juni 2022.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 100.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet forskelsbehandlet på baggrund af sit handicap, idet borgmesteren fra indklagede kommune nægtede hende mulighed for at stille spørgsmål til kommunalbestyrelsen i spørgetiden.

Derudover gør klager gældende, at hun er blevet forskelsbehandlet på grund af sit handicap, idet hun fik afslag på at deltage virtuelt under byrådsmødet.

Klager er handicappet, idet hun er bevægelsesindskrænket som følge af slidgigt i lænden og smerter i knæet.

Desuden lider klager af PTSD.

Klager har mulighed for at deltage i møder virtuelt.

Indklagede har afholdt borgermøder som hybridmøder, hvor der både er mulighed for at deltage fysisk og digitalt.

Indklagede gør gældende, at rammerne for spørgetiden under kommunalbestyrelsens byrådsmøder ikke er i strid med forbuddet mod forskelsbehandling grundet handicap.

Spørgetiden har været suspenderet i den periode, hvor kommunalbestyrelsens møder blev afholdt virtuelt grundet COVID-19.

Borgmesteren har ekstraordinært tilbudt at svare skriftligt på klagers spørgsmål og at sende svaret både til klager og den samlede kommunalbestyrelse.

Denne løsning ville sikre, at kommunalbestyrelsen havde mulighed for at reagere ligesom ved svar givet i spørgetiden.

Det er indklagedes vurdering, at denne løsning ville have sikret klager en fuldt ud tilstrækkelig adgang til at stillegenerelle spørgsmål over for kommunalbestyrelsen.

Byrådslokalet efterlever kravene til fysisk tilgængelighed.

Psykiske handicap kan udgøre en barriere for at møde fysisk frem i byrådssalen.

Hvis en borger konkret har behov for det, vil borgeren imidlertid have mulighed for at blive kompenseret for disse udfordringer via eksempelvis socialpædagogisk ledsagelse og anden handicapkompenserende støtte.

Den nuværende praksis for spørgetiden er valgt ud fra overvejelser om ressourcer.

Afholdelse af hybridmøder, hvor der både er fysisk og digitalt fremmøde, giver erfaringsmæssigt anledning til tekniske vanskeligheder.

Hybridmøder indebærer en risiko for, at de digitale deltagere optager mødet og efterfølgende bruger optagelsen i forskellige sammenhænge i mere eller mindre redigeret form, uden at de øvrige deltagere på mødet har samtykket hertil.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U2018.

830H og U2018.

853H.

I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.

Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.

Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

Det fremgår af den vedlagte VISO-rapport, at klager lider af PTSD og kognitive vanskeligheder i form af problemer med hukommelse og udtrætning.

Klager har endvidere oplyst, at hun har bevægelsesindskrænkninger som følge af slidgigt i lænden og smerter i knæet.

Navnlig på grund af oplysningerne om, at klager lider af PTSD og har kognitive vanskeligheder, vurderer nævnet, at klager har godtgjort, at hun har et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Det er nævnets opfattelse, at klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager ikke fik mulighed for at stille spørgsmål til kommunalbestyrelsen i spørgetiden under byrådsmødet, og i forbindelse med, at klager fik afslag på at deltage virtuelt i byrådsmødet.

Mulighed for at stille spørgsmål under byrådsmødet

Klager gør gældende, at indklagede udsatte hende for forskelsbehandling, idet hun på grund af sit handicap ikke havde mulighed for at deltage fysisk i spørgetiden under byrådsmødet og dermed for at stille spørgsmål til kommunalbestyrelsen.

Efter det oplyste lægger nævnet til grund, at klager af borgmesteren blev tilbudt en skriftlig besvarelse af de spørgsmål, som klager havde stillet skriftligt.

Klager er således ikke blevet stillet ringere end andre personer er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Nævnet vurderer på den baggrund, at indklagede ikke har udsat klager for direkte eller indirekte forskelsbehandling.

Klager får derfor ikke medhold i denne del af klagen.

Adgang til at deltage virtuelt under byrådsmødet

Nævnet lægger efter oplysningerne i sagen til grund, at indklagede kommune generelt ikke tilbyder borgere at deltage virtuelt i byrådsmøder.

Nævnet vurderer, at denne del af klagen angår et spørgsmål om tilgængelighed.

Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at der ikke med forbuddet mod forskelsbehandling stilles krav om tilgængelighed.

Nævnet finder på den baggrund, at indklagede ikke efter reglerne i handicapdiskriminationsloven havde pligt til at foretage foranstaltninger, der kunne gøre det muligt for klager at deltage virtuelt i byrådsmødet.

Klager får derfor heller ikke medhold i denne del af klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2 om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling