Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - uanset handicap - kommuner - afvisning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - uanset handicap - kommuner - afvisning

J.nr. 22-13877

En kvinde (klager), der havde en servicehund på grund af PTSD, klagede til Ligebehandlingsnævnet over en myndighed (indklagede).

Kvinden mente, at myndigheden havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap, fordi indklagede havde afvist klagers servicehund på en fredet strækning af en sti.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at indklagede ikke var rette indklagede, da indklagede alene var tilsynsmyndighed i forhold til fredningen på den pågældende strækning af stien.

Nævnet afviste derfor at behandle klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager ikke kan medbringe sin servicehund på en fredet strækning af en sti i indklagede kommune.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.

Sagsfremstilling

Klager har oplyst, at hun ønskede at færdes på en fredet strækning af en sti med sin servicehund.

Klager har fremlagt psykiatrisk statusattest af 22. januar 2018, hvoraf det bl.a. fremgår, at klager har posttraumatisk stress belastning.

Det fremgår desuden, at lægen vurderede, at klager ikke kunne vende tilbage til et arbejde på ordinære vilkår.

Indklagede havde opsat skiltning på den fredede strækning af stien, hvoraf det fremgik, at det ikke var tilladt at medbringe hunde, og at en overtrædelse af reglerne kunne medføre politianmeldelse.

I maj 2021 kontaktede klager indklagede for at få afdækket, hvorvidt klager på trods af forbuddet kunne medbringe sin servicehund på den fredede strækning af stien.

Af klagers mail af 24. maj 2021 til indklagede fremgår bl.a.

”Jeg er servicehundebruger, og har derfor som altid mit hjælpemiddel med mig.

Jeg går generelt ret meget op i, at følge de love og regler, der nu engang måtte være, og derfor rammer skiltet mig ekstra hårdt.

For jeg vil reelt ikke kunne gå turen uden mit hjælpemiddel.

Dem jeg følges med og flere af stiens andre gæster, som passerer os ved kommunegrænsen, hvor jeg ligesom er gået i stå, mener samstemmende, at service- og førerhunde naturligvis er undtaget forbundet mod at medbringe hunde på stien.

Selv deres gæster, der selv havde hund med og måtte vende om.

Min servicehund har ret til at ledsage mig overalt – i supermarkeder, på museer, i biografen og sågar i zoo – det eneste, der iflg.

loven kan være undtaget er sterile områder på et hospital eller helt særlige omstændigheder på et hospital eller helt særlige omstændigheder på en restaurant, hvor hunden ikke kan undgå at komme i kontakt med fødevarer.

Da skiltet ikke melder noget om, hvorfor hunde ikke er tilladt, er det svært for mig at vurdere, om min servicehund er undtaget eller ej - eller om der er tale om en form for handicapdiskrimination.

…”

I mail af 24. august 2021 oplyste indklagede klager om, at sagen lå hos Fredningsstyrelsen, og at indklagede ikke kunne gøre noget.

Indklagede oplyste desuden, at fredningen skyldes et ønske fra lodsejer.

Fredningen af den konkrete strækning af stien fremgår af Naturklagenævnets afgørelse af 18. november 1994, hvorefter hunde ikke er tilladt på den fredede strækning af stien.

Indklagede har oplyst, at indklagede er tilsynsmyndighed og skal vurdere, hvorvidt fredningsbestemmelserne kræver dispensation.

Indklagede har videre oplyst, at det er indklagedes vurdering, at adgang for klagers servicehund til området vil kræve dispensation fra fredningsbestemmelserne.

En sådan dispensation skal opnås gennem Fredningsnævnet.

Indklagede har bl.a. fremlagt mail af 24. august 2021 fra Fredningsnævnet til indklagede, hvoraf det fremgår

”…

Du har ved vedhæftede mail den 27. maj 2021 bl.a. forespurgt, om fredningsnævnet kan meddele dispensation til at medbringe en servicehund på [stien].

Der er i fredningen forbud mod at medbringe hunde på en stor del af [stien], og det fremgår af Naturklagenævnets behandling af sagen, at det var af væsentlig betydning for grundejerne langs [stien].

Hvis fredningsnævnet skal behandle en sag om dispensation fra fredningen, skal alle berørte grundejere høres.

[indklagede] må derfor til fredningsnævnet sende ejeroplysninger, herunder gerne mailadresser på de grundejere som kan blive berørt af en eventuel dispensation i og med, at de i givet fald i strid med fredningsbestemmelserne skal tåle hunde på ejendommen.

…”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 18. marts 2022.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 7.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Klager har fået oplyst, at forbuddet ikke skyldes hensynstagen til sårbare arter af flora eller fauna, hvorfor det burde være et simpelt spørgsmål, hvorvidt klager kan medbringe sin servicehund på strækningen.

Klager er dybt afhængig af servicehunden som hjælpemiddel på alle tider af døgnet.

Kommunens behandling af forløbet har på tidspunktet for klagens indbringelse af klagen til nævnet allerede taget knap et år, hvorfor kommunen ikke har udvist rettidig omhu i forbindelse med klagers henvendelse.

Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap, idet indklagede blot håndhæver Naturklagenævnets afgørelse af 18. november 1994.

Indklagede er ikke kompetent myndighed på området, idet indklagede ikke kan give dispensation fra forbuddet om anvendelse af hunde på den fredede strækning af stien.

Indklagede har videresendt klagers henvendelse til Fredningsnævnet i form af en dispensationsansøgning.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Nævnet finder efter oplysningerne i sagen, at indklagede ikke er rette indklagede.

Nævnet lægger vægt på, at indklagede alene er tilsynsmyndighed i forhold til fredningsbestemmelserne for den pågældende strækning af stien.

Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2 om lovens anvendelsesområde