Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forsikring - parts- og vidneforklaringer

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forsikring - parts- og vidneforklaringer

J.nr. 22-22686

En kvinde (klager) klagede til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af køn, da et forsikringsselskab (indklagede) havde givet afslag på forsikringsdækning i forbindelse med en operation på grund af graviditet.

Kvinden oplyste, at hun fik to telefoniske afslag på forsikringsdækning med den begrundelse, at graviditet ikke var en sygdom.

Forsikringsselskabet oplyste, at de ikke havde registreret telefonopkaldene i deres system, og at de derfor ikke havde oplysninger om telefonsamtalernes indhold.

Indholdet af samtalerne var af afgørende betydning for sagens resultat, og hvad indholdet af samtalerne havde været, kunne alene blive afklaret ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Mundtlige parts- og vidneforklaringer kan ikke foretages for nævnet, og en sådan bevisførelse må i givet fald ske ved domstolene.

Klagen blev derfor afvist.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager ikke fik dækning af sin sundhedsforsikring i forbindelse med operation på grund af graviditet.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af køn, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagsfremstilling

Klager var igennem sin arbejdsplads omfattet af en sundhedsforsikring hos indklagede.

Klager blev i oktober 2019 opereret for en indre cerklage i graviditetsuge 10.

Klager har oplyst, at hun kontaktede indklagede telefonisk med henblik på forsikringsdækning, men at hun fik afslag med henvisning til, at graviditet ikke var en sygdom.

Den 23. marts 2020 blev klager indlagt med svangerskabsforgiftning, og den 25. marts blev der foretaget et akut kejsersnit.

Klager har oplyst, at hun igen kontaktede indklagede telefonisk med henblik på forsikringsdækning, og at hun igen fik at vide, at graviditet ikke var en sygdom.

Indklagede har oplyst, at indklagede ikke har registreret de telefonopkald, som klager henviser til, og at indklagede ikke har oplysninger vedrørende samtalernes indhold.

Den 26. april 2022 modtog klager et brev fra indklagede, hvor indklagede oplyste, at indklagede per kulance havde udbetalt en godtgørelse på 5.000 kr. til klager.

Af brevet fremgår følgende

”…

Tak for din henvendelse, i forlængelse af vores brev til dig om mulig forskelsbehandling på grund af graviditet.

Vi har vurderet din sag og vælger at udbetale en godtgørelse til dig på 5.000 kr. Ud fra oplysningerne i din sag vurderer vi, at godtgørelsen på 5.000 kr. er skattepligtig.

Du skal derfor huske at indberette beløbet til SKAT som anden personlig indkomst (rubrik 20).

…”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 9. maj 2022.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at godtgørelsen på 5.000 kr. ikke er tilstrækkelig i forhold til den graviditet, hun har gennemgået.

Klager har stået helt alene i processen uden hjælp fra en sundhedsforsikring, som burde have hjulpet de to gange, hvor klager bad om hjælp.

Når en mand falder på en cykel og ringer til indklagede, får han hjælp med det samme.

Klager ringer to gange uden at få hjælp.

Følelsen af at være krænket, fordi klager er en kvinde og var alvorligt syg uden hjælp fra sit forsikringsselskab, er ikke 5.000 kr. værd.

5.000 kr. dækker ikke de 6 ar, som klager har fået som konsekvens af en højrisikograviditet uden hjælp.

Hvis indklagede havde givet den hjælp, som klager havde brug for, ville klagers forløb muligvis have set anderledes ud.

Der skal være en konsekvens, når mennesker forskelsbehandles i de mest sårbare situationer.

Hvis denne sag handlede om en mand, ville han aldrig få 5.000 kr. for denne alvorlige konsekvens af forskelsbehandling.

Indklagede gør gældende, at klager ikke skal have en yderligere godtgørelse end de 5.000 kr., som indklagede allerede har fået.

De telefonsamtaler, som klager henviser til, fremgår ikke af indklagedes system.

Indklagede har derfor ikke oplysninger vedrørende telefonsamtalernes indhold.

Det er derfor ikke dokumenteret, at ligebehandlingsprincippet er blevet overtrådt af indklagede.

Det er en forudsætning for forsikringsdækning i henhold til sundhedssikringen, at der er private udgifter at dække.

Ved behandling i det offentlige, som det er tilfældet i klagers sag, vil der ikke være udgifter forbundet med behandlingen.

Det er i den sammenhæng en mulighed, at klager ikke kunne tilbydes dækning under sundhedssikringen, da behandlingen ved det offentlige ikke medførte udgifter for klager.

Ved brev af 26. april 2022 tilbød indklagede at betale en godtgørelse til klager på 5.000 kr. På grund af mangel på dokumentation for indholdet af de af klager omtalte telefonsamtaler, og dermed i mangel af dokumentation for en overtrædelse af reglerne om ligebehandling, vurderede indklagede, at godtgørelsen var skattepligtig.

Godtgørelsen er udbetalt til klager.

I henhold til Ligebehandlingsnævnets praksis på øvrige områder uden for arbejdsmarkedet er det fast praksis, at godtgørelsen fastsættes til mellem 2.500 kr. og 5.000 kr. Østre Landsret har ved dom af 17. september 2018 stadfæstet principperne for udmåling af godtgørelser.

Der er ikke skærpende omstændigheder, der taler for at tilkende klager en yderligere godtgørelse.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn uden for arbejdsmarkedet efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).

Ligebehandlingsnævnet behandler desuden klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med forsikring, pension og lignende finansielle ydelser (forsikringsligebehandlingsloven).

Det fremgår af sagens oplysninger, at klager er omfattet af den omhandlede sundhedsforsikring igennem sit arbejde.

Nævnet lægger derfor til grund, at sundhedsforsikringen er aftalt i forbindelse med beskæftigelse og erhverv.

Nævnet vurderer på den baggrund, at sagen skal behandles efter

reglerne i forsikringsligebehandlingsloven.

Det fremgår af forsikringsligebehandlingsloven, at loven skal

sikre ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med forsikring.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager har oplyst, at hun telefonisk fik afslag på forsikringsdækning i oktober 2019 og i marts 2020 med den begrundelse, at graviditet ikke er en sygdom.

Indklagede har oplyst, at indklagede ikke har registreret telefonopkaldene fra klager i indklagedes system, og at indklagede derfor ikke har oplysninger om telefonsamtalernes indhold.

Der er således uenighed mellem parterne om indholdet af de telefoniske samtaler.

Dette spørgsmål, som er af afgørende betydning for sagens resultat, kan alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.

En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.

Nævnet afviser derfor at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forsikringsligebehandlingsloven

•

§ 1, stk. 1 og 2, om nævnets kompetence

•

§ 8, stk. 1, nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 3 a, stk. 3, om forskelsbehandling på grund af graviditet

•

§ 4 om lovens anvendelsesområde

•

§ 5 om undtagelser

•

§ 6 om sikringsordninger

•

§ 7 om forbud mod forskelsbehandling i erhvervstilknyttede sikringsordninger

•

§ 9, stk. 2, om bevisbyrde