Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt påbud om at etablere en arbejdsmiljøorganisation. (Arbejdsmiljøarbejde - arbejdsmiljøorganisation - vikaransatte)
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt påbud om at etablere en arbejdsmiljøorganisation.
(Arbejdsmiljøarbejde - arbejdsmiljøorganisation - vikaransatte)
Resume
Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at klinikkens samarbejde om sikkerhed og sundhed skal organiseres i en arbejdsmiljøorganisation, da virksomheden har mere end 10 ansatte, der ikke er arbejdsgivere eller arbejdsledere.
Nævnet vurderede, at de lægevikarer og uddannelseslæger, der er tilknyttet klinikken, skal medregnes ved opgørelsen af antallet af ansatte hos klinikken.
Nævnet lagde vægt på, at klinikken ved tilsynsbesøget oplyste, at klinikken havde 13 ansatte, hvoraf 10 eller flere ikke er arbejdsgivere eller arbejdsledere, og at der ikke var etableret en arbejdsmiljøorganisation.
Nævnet bemærkede, at det følger af reglerne, at alle ansatte, der ikke er virksomhedsledere eller arbejdsledere, skal medregnes ved opgørelsen af antal ansatte.
Ved arbejde, der ikke består af kontorarbejde, andet administrativt arbejde eller arbejde i butikker og lignende, gælder der ikke en nedre grænse for kravet til arbejdstiden, jf. bekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Afgørelsen blev truffet af et enigt nævn.
Den konkrete afgørelse
I har klaget over Arbejdstilsynets afgørelse af den 17. januar 2024 om Arbejdsmiljøorganisation.
Arbejdsmiljøklagenævnet har nu afgjort sagen på møde den 25. juni 2024.
Resultatet er
I skal efterkomme påbuddet senest den 7. november 2024.
Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Arbejdstilsynet.
Begrundelse for afgørelsen
Sådan vurderer vi sagen
Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer, at jeres samarbejde om sikkerhed og sundhed skal organiseres i en arbejdsmiljøorganisation, da I har mere end 10 ansatte, der ikke er arbejdsgivere eller arbejdsledere.
Nævnet vurderer, at de lægevikarer og uddannelseslæger, der er tilknyttet jeres virksomhed, skal medregnes ved opgørelsen af antallet af ansatte hos jer.
Hvad er afgørende for resultatet
Nævnet lægger vægt på, at I ved tilsynsbesøget oplyste, at I havde 13 ansatte, hvoraf 10 eller flere ikke er arbejdsgivere eller arbejdsledere, og at der ikke var etableret en arbejdsmiljøorganisation.
I klagen anfører I, at I har to sygeplejersker og to sekretærer, der alle er fastansatte og arbejder på deltid.
Herudover har I medarbejdere med tilknytning til klinikken, hvis antal skifter over tid.
Der er fem medicinstuderende (arbejder mindre end otte timer om ugen), to lægevikarer, som sender faktura på konsulentvilkår og en til tre uddannelseslæger, som er ansat i regionen.
I finder herefter, at I kun har ni (2+2+5 stud.
med.) fastansatte, hvorfor I ikke behøver at have en arbejdsmiljøorganisation.
Nævnet bemærker hertil, at det følger af reglerne, at alle ansatte, der ikke er virksomhedsledere eller arbejdsledere, skal medregnes ved opgørelsen af antal ansatte.
Ved arbejde, der ikke består af kontorarbejde, andet administrativt arbejde eller arbejde i butikker og lignende, gælder der ikke en nedre grænse for kravet til arbejdstiden, jf. bekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Om reglerne
Det følger af arbejdsmiljøloven, at i virksomheder med 10-34 ansatte skal samarbejdet om sikkerhed og sundhed organiseres i en arbejdsmiljøorganisation bestående af 1 eller flere arbejdsledere og 1 eller flere valgte arbejdsmiljørepræsentanter med arbejdsgiveren eller en repræsentant for denne som formand.
Arbejdsmiljøorganisationen varetager både de daglige og de overordnede opgaver vedrørende sikkerhed og sundhed.
Det følger af reglerne om samarbejde om sikkerhed og sundhed, at i virksomheder med 10 eller flere ansatte skal samarbejdet om sikkerhed og sundhed foregå i en arbejdsmiljøorganisation.
Det følger desuden af de regler, at i virksomheder med 10-34 ansatte og ved arbejde omfattet af § 7, hvor der er 5-34 ansatte, skal arbejdsgiveren etablere en arbejdsmiljøorganisation i 1 niveau.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde.
På mødet stemmer deltagerne om resultatet.
Afgørelsen er truffet af et enigt nævn.
Oplysninger i sagen
Nævnet har afgjort sagen ud fra de akter, som nævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet.
Regler
Her er de regler, nævnet har afgjort sagen efter.
Love og bekendtgørelser
Om Arbejdstilsynets ret til at træffe afgørelse
Om etablering af en arbejdsmiljøorganisation
Der er uddrag af reglerne til sidst i afgørelsen.
I kan finde reglernes fulde ordlyd på www.retsinformation.dk
Kopi er sendt til
Arbejdstilsynet, j.nr. 2024-5255
Lovuddrag
Lov om arbejdsmiljø (arbejdsmiljøloven), senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 2062 af 16. november 2021
Kapitel 2
Samarbejde om sikkerhed og sundhed
§ 6 a.
I virksomheder med 10-34 ansatte skal samarbejdet om sikkerhed og sundhed organiseres i en arbejdsmiljøorganisation bestående af 1 eller flere arbejdsledere og 1 eller flere valgte arbejdsmiljørepræsentanter med arbejdsgiveren eller en repræsentant for denne som formand.
Arbejdsmiljøorganisationen varetager både de daglige og de overordnede opgaver vedrørende sikkerhed og sundhed.
Kapitel 13
Arbejdstilsynet
§ 77.
Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist.
Dagældende bekendtgørelse nr. 1181 af 15. oktober 2010 om samarbejde om sikkerhed og sundhed med senere ændringer
Kapitel 3
Virksomheder med arbejdsmiljøorganisation
Etablering af en arbejdsmiljøorganisation
§ 6.
I virksomheder med 10 eller flere ansatte skal samarbejdet om sikkerhed og sundhed foregå i en arbejdsmiljøorganisation.
Stk. 2.
Arbejdsmiljøorganisationen omfatter alle ansatte i virksomheden.
§ 8.
Alle ansatte, der ikke er virksomhedsledere eller arbejdsledere i henhold til arbejdsmiljølovens § 23 og § 24, medregnes efter §§ 6, stk. 1, 7, og 12.
Stk. 2.
Ved kontorarbejde, andet administrativt arbejde og ved arbejde i butikker og lignende, medregnes efter §§ 6, stk. 1, 7, og 12 kun ansatte, der er beskæftiget 10 timer eller mere ugentligt.
Arbejdsmiljøorganisation i 1 niveau
§ 10.
I virksomheder med 10-34 ansatte og ved arbejde omfattet af § 7, hvor der er 5-34 ansatte, skal arbejdsgiveren etablere en arbejdsmiljøorganisation i 1 niveau.
Stk. 2.
Arbejdsmiljøorganisationen består af 1 eller flere arbejdsledere og 1 eller flere valgte arbejdsmiljørepræsentanter med arbejdsgiveren eller dennes repræsentant som formand.
Formanden skal kunne handle på arbejdsgiverens vegne i arbejdsmiljøspørgsmål.
Stk. 3.
Det nødvendige antal medlemmer i arbejdsmiljøorganisationen fastsættes efter § 16.
Der skal være mindst det samme antal arbejdsmiljørepræsentanter som arbejdsledere i arbejdsmiljøorganisationen.
Stk. 4.
Hvis et eller flere medlemmer ikke er til stede, varetager de tilstedeværende arbejdsmiljøorganisationens opgaver.
Foranstaltninger, der er truffet i medlemmers fravær, skal hurtigst muligt meddeles disse.
•
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse med påbud til jer om at etablere en arbejdsmiljøorganisation.
•
§ 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø
•
§ 6a, i lov om arbejdsmiljø
•
§ 6, stk. 1, § 8, stk. 2 og § 10, i dagældende bekendtgørelse om samarbejde om sikkerhed og sundhed med senere ændringer.
Reglerne svarer til § 12, stk. 1 og § 19, stk. 1, i bekendtgørelse om systemisk arbejdsmiljøarbejde, som trådte i kraft den 1. februar 2024.