Legislator Case Law & Legislation
W20240944125 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-06572

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2024 9441 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-06572

KEN#LOKDOK23 2024 9441 Valid

Tidligere CS:GO-spiller får ikke slettet profilbillede på HLTV.org

En person, som oplyste ikke længere at være aktiv CS:GO-spiller, klagede til Pressenævnet over, at hjemmesiden HLTV.org, der bringer nyheder og statistik om e-sporten Counter-Strike: Global Offence (CS:GO), havde afvist hans anmodning om at få slettet et foto af ham fra en spillerprofil på hjemmesiden.

HLTV.org er alene anmeldt til Pressenævnet efter lov om massemediers informationsdatabaser, og personens anmodning blev derfor behandlet efter denne lov.

Pressenævnet fandt, at fotoet hverken kunne betegnes som følsomt eller privat, ligesom fotoet ikke kunne siges at vedrøre personens rent private forhold.

Nævnet fandt derfor ikke grundlag for at pålægge HLTV.org at slette fotoet.

KEN#LOKDOK23 2024 9441 Valid

[Klager] har klaget til Pressenævnet over, at HLTV.org har afvist hans anmodning om at slette et foto af ham fra en spillerprofil, som fremgår af HLTV.org, idet han mener, at lov om massemediers informationsdatabaser derved er overtrådt.

1 Sagsfremstilling

Den påklagede spillerprofil

[Klager]s foto fremgår af, hvad der fremstår som en spillerprofil på hjemmesiden HLTV.org.

Hjemmesiden, og dermed også spillerprofilen, er på engelsk, og øverst på profilen oplyses spillerens profilnavn, som for [Klager]s vedkommende er ”[Spillernavnet]”, hans rigtige navn og nationalitet, ligesom der fremgår et foto af ham.

Fotoet af [Klager] fremstår som et portrætfoto, hvor hans ansigt og hans overkrop er synlig, og han ses at være iført en spillertrøje med påskriften ”[Organisationen]”.

Under disse oplysninger ses spillerprofilen at indeholde underkategorier med overskrifterne ”Info”, ”Teams”, ”Matches”, ”Achievements”, ”Trophies” og ”News”.

På spillerprofilens forside, under kategorien ”Info”, ses oplysninger om spillerens statistik for de seneste tre måneder, ligesom der oplyses om kommende og nylige kampe, som for [Klager]s vedkommende ses senest at have fundet sted i 2020.

Det fremgår ikke, hvornår fotoet af [Klager] er blevet offentliggjort på HLTV.org.

Om HLTV.org

HLTV.org er en hjemmeside, som beskæftiger sig med e-sporten Counter-Strike.

Hjemmesidens indhold er på engelsk og på hltv.org/terms beskrives hjemmesidens formål som følger

”HLTV.org have the intention to publicise Counter-Strike news, Counter-Strike match information and give the users the option to debate.

”

På forsiden af HLTV.org fremgår øverst en række faner, som blandt andet har overskrifterne

”News”, ”Matches”, ”Results” og ”Events”.

Under fanen ”News” ses det, at HLTV.org dagligt

offentliggør omkring fire artikler, der fremstår som journalistisk bearbejdede nyheder om

Counter-Strike.

[Klager] anmodede den 14. maj 2024 HLTV.org om at slette fotoet af ham fra HLTV.org.

HLTV.org afviste den 14. maj 2024 [Klager]s anmodning.

[Klager]s klage over HLTV.orgs afslag er modtaget i Pressenævnet den 14. maj 2024.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

Sletning efter lov om massemediers informationsdatabaser

[Klager] har anført, at HLTV.org har afvist hans anmodning om at slette et foto af ham fra spillerprofilen på HLTV.org.

I den forbindelse har [Klager] henvist til, at HLTV.org har anvendt et digitalt ændret foto af ham, uden at han har givet samtykke hertil.

[Klager] har oplyst, at hans ansigt er blevet ”photoshoppet” på en kropssilhuet af en [Organisationen]-spiller.

[Klager] har endvidere henvist til, at han ikke var en professionel Counter-Strike-spiller, at han ikke er en kendt person i Counter-Strike-miljøet, at han ikke vises i søgeresultaterne på HLTV.orgs hjemmeside under sit spilalias ”[Spillernavnet]”, og at hans deltagelse i Counter-Strike-begivenheder udelukkende var rekreativt.

Argumentet om, at den offentlig interesse vejer tungere end [Klager]s privatliv, er således mangelfuldt.

Den uautoriserede brug af fotoet udgør en krænkelse af [Klager]s privatlivsrettigheder og potentielt hans intellektuelle ejendomsrettigheder, ligesom brugen forårsager betydelig skade af hans omdømme.

Offentliggørelsen af fotoet i sammenhæng med [Klager]s fulde navn giver også stor bekymring for hans personlige sikkerhed og potentielle beskæftigelsesmuligheder og kan føre til uforudsete konsekvenser for hans personlige og professionelle liv, herunder latterliggørelse fra jævnaldrende på grund af fotoets ændrede karakter.

HLTV.orgs påstand om, at offentliggørelsen af ​​fotoet ikke udgør en risiko for økonomisk eller anden væsentlig skade, er således grundløs.

I henhold til dansk lovgivning har enkeltpersoner visse rettigheder vedrørende fjernelse af personoplysninger.

Retten til at blive glemt, som fastsat af databeskyttelsesforordningen (GDPR), giver enkeltpersoner mulighed for at anmode om fjernelse af personlige data, som ikke længere er nødvendige, eller hvor den registrerede har trukket samtykket tilbage.

Denne ret er blevet anerkendt af adskillige nationale domstole og er designet til at beskytte privatlivets fred ved at fjerne irrelevante eller forældede oplysninger fra søgemaskine-resultater.

I betragtning af krænkelsens karakter er det [Klager]s opfattelse, at det er relevant at undersøge anvendelsen af ​​denne rettighed i nærværende sag.

I den forbindelse har [Klager] anført, at HLTV.org ulovligt har opbevaret hans personlige oplysninger, herunder et digitalt ændret foto.

Dette udgør en klar krænkelse af [Klager]s ret til privatlivets fred i henhold til databeskyttelsesforordningen, specifikt artikel 6 og 7, som kræver udtrykkeligt samtykke til behandling af personoplysninger og retten til at trække et sådant samtykke tilbage til enhver tid.

[Klager] har endvidere anført, at han aldrig har givet udtrykkeligt samtykke til, at hans foto måtte bruges på HLTV.orgs hjemmeside, især ikke på en måde, der er tilgængelig for offentligheden og modtagelig for misbrug.

Det faktum, at [Klager] deltog i offentlige begivenheder, ophæver ikke hans ret til privatliv, især da det pågældende foto er digitalt ændret og ikke repræsentativt for en live-begivenhed.

I henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 5 skal personoplysninger behandles lovligt, rimeligt og på en gennemsigtig måde, hvilket HLTV.org har undladt at gøre.

I henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 21 har enkeltpersoner ret til at gøre indsigelse mod behandlingen af ​​sine personoplysninger på grund af deres særlige situation, hvilket HLTV.org har tilsidesat.

HLTV.orgs tilbud om at indsende et alternativt foto er irrelevant og løser ikke det primære problem med uautoriseret brug af [Klager]s personlige oplysninger.

Kerneproblemet er brugen af ​​ethvert foto af [Klager] uden hans samtykke, hvilket er i strid med databeskyttelsesforordningens artikel 17 om retten til sletning (”retten til at blive glemt”).

2.2 HLTV.orgs synspunkter

Sletning efter lov om massemediers informationsdatabaser

HLTV.org har oplyst, at hjemmesiden er ejet af Better Collective A/S, som har postadresse i København og er registreret hos Pressenævnet som en informationsdatabase.

HLTV.org er én af verdens største kilder til information om Counter-Strike-spillere og -events med gennemsnitligt 5.000.000 besøg på hjemmesiden hver måned.

HLTV.org indeholder Counter-Strike-nyheder, informationer om kampe, resultater, events, statistik, gallerier/billeder og fora vedrørende Counter-Strike.

Hjemmesiden inkluderer også indhold og statistik om de hold og de spillere, der deltager i offentligt tilgængelige Counter-Strike-turneringer.

De oplysninger, HLTV.org indsamler og behandler, samt det indhold, der offentliggøres på hjemmesiden, anvendes i forbindelse med spredningen af Counter-Strike-nyheder og tilhørende oplysninger.

I betragtning af, at HLTV.orgs indhold, herunder tekster, billeder og lydprogrammer, periodisk udbredes til offentligheden, og at en betydelig del af de offentliggjorte oplysninger har karakter af nyhedsformidling, samt at hjemmesiden er registreret som en informationsdatabase hos Pressenævnet, har HLTV.org anført, at de anser sig for at være et massemedie i henhold til § 1, nr. 3 i medieansvarsloven.

Som en konsekvens heraf har HLTV.org bemærket, at databeskyttelsesloven derfor ikke finder anvendelse på behandlingen af oplysninger hos HLTV.org, jf. databeskyttelseslovens § 3, stk. 4.

HLTV.org har oplyst, at de, når de behandler og offentliggør personoplysninger, gør deres yderste for at beskytte privatlivets fred.

HLTV.org følger bedste praksis vedrørende varetagelse af de respektive databeskyttelsesrettigheder, herunder retten til at få slettet personoplysninger.

Retten til at få slettet personoplysninger er dog ikke ubetinget, og anmodninger fra privatpersoner kan afvises, hvis databehandlingen, herunder offentliggørelse af oplysninger til journalistiske formål, er nødvendig for udøvelse af retten til ytrings- og informationsfrihed, jf. databeskyttelseslovens §§ 3, stk. 4, og 8 og databeskyttelsesforordningens artikel 17, stk. 3, litra a.

For så vidt angår [Klager]s klage har HLTV.org anført, at han har deltaget i offentlige Counter-Strike-events.

Disse events er blevet sendt via livestreaming til millioner af brugere over hele verden, og resultaterne og spillernes præstationer i sådanne events er bredt og offentligt tilgængelige.

Reportere fra HLTV.org var til stede ved eventen, rapporterede om kampene og udfaldet af turneringen/turneringerne og tog billeder af officielle deltagere under deres deltagelse.

Oplysninger om kampene, hold- og spillerinformation og statistik, kommentarer og relaterede billeder blev efterfølgende offentliggjort på HLTV.org.

HLTV.org har behandlet [Klager]s anmodning om sletning af fotoet af ham som en indsigelse mod HLTV.orgs behandling af [Klager]s personlige data.

HLTV.org har i den forbindelse foretaget en gennemgang af indsigelsen for at fastslå, om HLTV.orgs legitime interesser i at behandle oplysningerne var proportional.

[Klager] har i forbindelse med sin anmodning og klage ikke forklaret, hvordan brugen af disse data påvirker hans privatliv, ligesom han ikke gav nogen væsentlige grunde til at retfærdiggøre suspensionen af en sådan databehandling.

HLTV.org har anført, at [Klager] var bekendt med den offentlige karakter af de turneringer, han har deltaget i.

[Klager] er endvidere bekendt med, at der er en generel interesse i retten til ytrings- og informationsfrihed, og at der er en løbende, offentlig interesse i Counter-Strike-turneringer og de deltagende spillere samt i historiske statistikker og begivenhedsdetaljer.

På den baggrund besluttede HLTV.org at afvise [Klager]s anmodning om sletning.

HLTV.org har afvist, at HLTV.org skulle have udført nogen form for digital manipulation af fotoet.

HLTV.org er desuden ikke bekendt med nogen digital ændring af fotoet, ligesom [Klager] ikke har fremlagt bevis herfor.

[Klager] har deltaget i offentlige Counter-Strike-arrangementer og var medlem af holdet [Organisationen], som det fremgår på det pågældende foto.

Det ligger dog uden for HLTV.orgs kompetence at fastslå, om den oprindelige fotograf eller ejeren af [Klager]s tidligere hold har udført digital manipulation.

Dog fremstod fotoet for Better Collective A/S ægte og viste faktuel information: [Klager]s deltagelse i turneringen.

[Klager]s subjektive følelser om virkningen af den påståede overtrædelse skal være understøttet af objektive grunde og beviseligt indebære risiko for, at han vil lide økonomisk eller anden betydelig skade.

HLTV.org har henvist til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Rinck mod Frankrig (2010) og Pressenævnets vejledning om genmæle.

Det relevante foto bruges præcist og respektfuldt til at vise [Klager] iført sit holds trøje, uden at forvrænge hans fremtræden.

Ud fra disse overvejelser synes det usandsynligt, at [Klager] lider økonomisk eller anden betydelig skade ved offentliggørelsen af fotoet i dets nuværende form.

[Klager] har frivilligt deltaget i offentlige Counter-Strike-turneringer, som er streamet rundt i hele verden og har været dækket af diverse medier.

Det faktum, at han har været i offentlighedens søgelys, må nødvendigvis begrænse [Klager]s forventninger til privatliv.

HLTV.org har henvist til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Axel Springer mod Tyskland (2012), § 101.

[Klager] er en prominent skikkelse i Counter-Strike fællesskabet, hvilket må begrænse hans forventninger til privatliv yderligere.

HLTV.org har henvist til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols domme i sagerne Von Hannover mod Tyskland (2012), §§ 108-113 og Axel Springer mod Tyskland (2012), §§ 89-95.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har understreget vigtigheden af at dele information og ideer om alle emner af almen interesse.

HLTV.org har henvist til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols domme i sagerne Bladet Tromsø og Stensaas mod Norge (1999), §§ 59 og 62 og Pedersen og Baadsgaard mod Danmark (2004), § 71.

I denne sammenhæng overstiger den almene interesse [Klager]s private interesse, da det understøtter og fremmer forståelse og værdsættelse af Counter-Strike som en ny og hurtigt voksende sportsgren.

Fotoet viser [Klager] i en professionel sammenhæng, er ikke stødende og afslører ikke følsom information.

Publiceringen af fotos understøtter adskillelsen mellem spillere, sikrer nøjagtig information og fremmer gennemsigtighed og ansvarlighed inden for sport, især i tilfælde af regelovertrædelser.

Derudover bidrager fotos af sportsudøvere til historiske optegnelser af omkring sport.

Ved at opveje alle de ovennævnte punkter fremstår det klart, at brugen af fotoet overholder reglerne fastsat af Pressenævnet og er på linje med nævnets praksis.

HLTV.org har henvist til Pressenævnets kendelser i sag nr. 2022-80-0932 og 2018-80-0233.

Såfremt [Klager] fortsat måtte finde grundlag for at rette fotoet og ønsker at indsende et andet foto til brug på HLTV.org, er HLTV.org villig til at se nærmere på en sådan henvendelse.

Med henvisning til Counter-Strike-turneringernes offentlige karakter, og at Counter-Strike er en ny og hastigt voksende sport, samt at der er en stigende interesse for Counter-Strike-events og Counter-Strike-spillere, er det HLTV.orgs opfattelse, at behandling af personoplysninger om Counter-Strike-spillerne og opbevaring af historiske oplysninger om sporten til brug for journalistiske formål bør anses for lovlig.

Der er således for massemedier en legitim interesse i at offentliggøre oplysninger om offentlige Counter-Strike-turneringer og turneringsdeltagerne, herunder om [Klager].

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Martin Lavesen, Hans Peter Blicher, James Kristoffer Miles og John Meinert Jacobsen.

Kompetence

Pressenævnet bemærker, at HLTV.org alene er anmeldt til Pressenævnet efter lov om massemediers informationsdatabaser.

Sagen er derfor behandlet efter denne lov.

Nævnet bemærker endvidere, at nævnet ikke har kompetence til at tage stilling til, hvorvidt der er sket en overtrædelse af databeskyttelseslovgivningen og reglerne om ophavsret.

Spørgsmål herom hører under henholdsvis Datatilsynet og domstolene og falder uden for Pressenævnets kompetence.

God presseskik

Sletning efter lov om massemediers informationsdatabaser

[Klager] har anmodet Pressenævnet om at pålægge HLTV.org i medfør af § 12, jf. § 8, i lov om massemediers informationsdatabaser at slette et foto af ham fra en spillerprofil, som er tilgængelig på HLTV.org.

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at HLTV.org ApS (nu Better Collective A/S) den 30. oktober 2020 anmeldte hjemmesiden HLTV.org til Pressenævnet og til Datatilsynet i medfør af § 6, stk. 1, i lov om massemediers informationsdatabaser som en offentligt tilgængelig informationsdatabase.

Sagen behandles derfor efter reglerne i denne lov.

Bestemmelsen i § 8 i lov om massemediers informationsdatabaser har følgende ordlyd

”§ 8.

En offentligt tilgængelig informationsdatabase må ikke indeholde informationer, der ikke lovligt kan offentliggøres i et massemedie.

Stk. 2.

Informationsdatabasen må ikke indeholde informationer, hvis offentliggørelse ville være i strid med god presseskik.

Stk. 3.

Informationer om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende, må ikke opbevares i informationsdatabasen, når der er forløbet 3 år efter, at den begivenhed, der har givet anledning til optagelsen i databasen, fandt sted, eller, hvis et sådant tidspunkt ikke kan fastsættes, 3 år efter, at informationerne er optaget i databasen.

[…]”

Af lovens § 12 fremgår

”§ 12.

Undlader den, der er ansvarlig for en offentligt tilgængelig informationsdatabase, efter anmodning at slette informationer, der strider mod god presseskik, jf. § 8, stk. 2, eller som befinder sig i databasen i strid med tidsfristen i § 8, stk. 3, jf. stk. 4, eller nægter den ansvarlige at optage et genmæle, eller har vedkommende ikke inden 4 uger besvaret en henvendelse om sletning eller genmæle, kan den, informationerne angår, eller efter dennes død de nærmeste pårørende, indbringe spørgsmålet for Pressenævnet.

[…]”

Den konkrete sag

Det påklagede foto af [Klager] er et portrætfoto, som fremgår på HLTV.org som del af en spillerprofil, der indeholder oplysninger og resultater, som HLTV.org har registreret om ham i forbindelse med hans deltagelse i Counter-Strike-kampe mv. Om [Klager] fremgår, ud over portrætfotoet, hans navn, hans spillernavn og hans nationalitet.

Pressenævnet bemærker, at nævnet ikke har mulighed for at tage stilling til, hvorvidt der er foretaget digitale ændringer af det pågældende foto af [Klager].

En offentligt tilgængelig informationsdatabase må ikke indeholde information, hvis offentliggørelse ville være i strid med god presseskik, jf. § 8, stk. 2.

Pressenævnet finder, at fotoet af [Klager] ikke kan anses for følsomt eller privat, hvorfor nævnet finder, at offentliggørelsen af fotoet ikke er i strid med god presseskik.

Nævnet bemærker hertil, at det i den forbindelse er uden betydning, om [Klager] har givet samtykke til offentliggørelsen af fotoet.

Nævnet finder herefter ikke grundlag for at pålægge HLTV.org at slette fotoet af [Klager] i medfør af denne bestemmelse.

Efter lovens § 8, stk. 3, må informationer om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende ikke opbevares i informationsdatabasen, når der er forløbet tre år efter, at den begivenhed, der har givet anledning til optagelsen i databasen, fandt sted.

Pressenævnet finder, at fotoet af [Klager] ikke vedrører hans rent private forhold.

Nævnet finder herefter ikke grundlag for at pålægge HLTV.org at slette fotoet af [Klager] i medfør af denne bestemmelse.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →