Legislator Case Law & Legislation
W20240942625 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-11392

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2024 9426 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-11392

KEN#LOKDOK23 2024 9426 Valid

Presse-Fotos.dk får ikke kritik for manglende sløring af nummerplade

Presse-Fotos.dk bragte i december 2023 en artikel med omtale og billeder af et trafikuheld på en motorvej.

En person klagede til Pressenævnet over, at Presse-Fotos.dk ikke havde sløret nummerpladen på hans bil, der fremgik af artiklens billeder.

Nævnet fandt, at billederne, der var taget på en offentlig tilgængelig vej, ikke kunne anses for krænkende for personen.

Nævnet lagde blandt andet vægt på, at personen ikke var impliceret i trafikuheldet, og at omtalen i øvrigt ikke indeholdt oplysninger, der kunne identificere personen.

Nævnet udtalte herefter ikke kritik af Presse-Fotos.dk.

KEN#LOKDOK23 2024 9426 Valid

[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ” Lastbil holder på tværs af motorvej ”, bragt af Presse-Fotos.dk den 23. december 2023, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har navnlig klaget over manglende sløring af nummerplade.

1 Sagsfremstilling

Påklaget artikel

Presse-Fotos.dk bragte den 23. december 2023 artiklen ” Lastbil holder på tværs af motorvej ” på presse-fotos.dk.

Der er øverst i artiklen bragt et billede af en lastbil, der holder på tværs af kørebanen.

Bag lastbilen holder en grå bil af mærket Renault, hvor bilens højre side og bagende, herunder delvist bilens registreringsnummer, kan ses.

Af artiklen fremgår

”På E47 fra Lyngby mod Helsingør, holder en lastbil på tværs af kørebanen.

Lastbilen er gledet og havnet i den uheldige situation.

Redningsmandskabet er tilkaldt for at få lastbilen fjernet fra stedet, da uheldet trækker en kæmpe kø på strækningen.

”

Der er i artiklen tillige indsat et billede af en lastbil, der holder på tværs af kørebanen.

Nederst i venstre hjørne fremgår en grå bil af mærket Renault, hvor højre side og bagende, herunder bilens registreringsnummer, kan ses.

Efter offentliggørelsen

Efter offentliggørelsen af artiklen var [Klager] i korrespondance med Presse-Fotos.dk pr. e-mail.

Pressenævnet har modtaget kopi af mailkorrespondancen.

Den 23. december 2023 skrev [Klager] blandt andet til Presse-Fotos.dk

”Lad nnu være !

Intet med en ulykke at gøre …

1 : Lastbilen køre pænt frem og holder på tværs.

Efter aftale med politiet, sådan at ham der taget billedet ikke kunne køre forbi os, i det han prøvet på det

2 : Det er min bil der holde på tværs af vejbanen sammen med lastbilen fordi jeg kom efter ulykken var sket – Den lykke der var sket, var foran, som man ikke kan se på billederne!

Men enlig også skriver på jeres hjemmeside, at det var motorring 3 – nej det var det ikke men helsingømotorvejen var det

3 : Lastbilen skulle ikke hentes men da man åben op for vi kunne køre, kørt den helt selv væk !

.

.

.

så ja hvorfor i skriver som i gøre – ved jeg ikke !

[…]”

Samme dag rettede [Klager] på ny henvendelse til Presse-Fotos.dk med link til den påklagede artikel

”Passer altså ikke det her

[…]”

Samme dag svarede Presse-Fotos.dk blandt andet [Klager] følgende

”Fedt du følger med.

Husk at købe appen så du går push-beskeder også.

Glædelig jul og godt nytår”

Den 24. december 2023 rettede [Klager] på ny henvendelse til Presse-Fotos.dk med link til den påklagede artikel

”Det er min bil

Vil jeg gerne bede jer om at sløre nummerpladen

[…]”

Øvrige oplysninger

Pressenævnet har fra [Klager] modtaget et skærmbillede af en Messenger-samtale, han efter det oplyste havde med en indsatsleder, der var til stede ved det omtalte trafikuheld, den 23. december 2023.

Af samtalen fremgår

” [Klager] : Hvad sker der her

[Beskeden er efterfuldt af et skærmbillede af den påklaget artikel]

[Klager] : ved du det ?

?

?

[Klager] : hahah

Indsatsleder : Han holdte og spærrede for os [smilende smiley]

[[Klager] har sendt en tummel op]”

[Klager] har endvidere fremsendt et billede fra trafikuheldet.

I højre side af billedet kan ses, at venstre kørebane er spærret af.

Bag afspærringen holder en politibil og to lastbiler.

I baggrunden holder en hvid lastbil på tværs af kørebanen.

Denne lastbil er markeret med en rød cirkel.

Herudover har [Klager] fremsendt et skærmbillede af Presse-Fotos.dks hjemmeside med oplysning om blandt andet mediets korrektionsproces.

Følgende er markeret med en rød firkant

”1.

Fejlrapportering: Vi opfordrer vores læsere til at rapportere eventuelle fejl eller unøjagtigheder, de måtte opdage, ved hjælp af de tilgængelige kontaktmuligheder på vores websted (f.eks. Facebook Messenger, E-mail, telefonopklad eller lign.)”

[Klager] har desuden fremsendt et billede af bilag 2 i Presse-Fotos.dks prisaftale med mediets retningslinjer / Code of Conduct ved fotoopgaver, hvor billeder leveres til mediet.

Følgende er markeret med en rød firkant

”At ville sløre identiteten på biler og personer”

Presse-Fotos.dk har til Pressenævnet fremsendt skærmbilleder af tre mails fra [Klager] dateret til henholdsvis den 15. januar og 25. november 2022 med kommentarer om blandt andet fejl i deres artikler.

[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 27. december 2023.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

Retlig interesse

[Klager] har anført, at han har retlig interesse i sagen, da det er hans bil, der er afbildet.

[Klager] har i den forbindelse oplyst, at bilen er registret i hans ægtefælles navn, da man kun kan registrere én ejer af bilen.

Han er dog registreret som bruger af bilen, da man kan have flere brugere registreret, og da han bruger bilen og også gjorde det på tidspunktet for det omtalte trafikuheld.

[Klager] har afvist, at der er behov for en fuldmagt fra hans ægtefælle, som anført af Presse-Fotos.dk, da en fuldmagt ikke kræves i den nærværende situation, idet enhver, der er berørt af eller har interesse i en given sag, kan klage over presseetiske spørgsmål eller journalistisk praksis til det relevante presseorgan eller presseetikråd uden en formel fuldmagt.

Hertil har [Klager] bemærket, at en fuldmagt i almindelighed anvendes, når en person handler på vegne af en anden i specifikke juridiske transaktioner eller situationer, herunder når man handler med bilens ejerskab eller repræsenterer nogen i en retssag.

Der er således ikke behov for en fuldmagt, da der ikke er tale om en retssag, men en klagesag.

Brug af billede

[Klager] har anført, at han to gange forgæves har bedt Presse-Fotos.dk om at fjerne eller sløre nummerpladen på hans bil, som tydeligt fremgår af billederne i den påklagede artikel, og har i den forbindelse henvist til hans mail af 23. og 24. december 2023 til Presse-Fotos.dk.

Det er hans opfattelse, at hans nummerplade ikke bør være synlig, især ikke i forbindelse med en ukorrekt nyhed.

Hertil har [Klager] bemærket, at han tidligere har bedt Presse-Fotos.dk om at fjerne hans bil fra billeder offentliggjort i forbindelse med en anden ulykke uden problemer.

[Klager] har endvidere anført, at det er almindelig praksis at sløre nummerplader, såfremt man beder et medie herom, og han mener da også, at et medie i de fleste tilfælde vil tage hensyn til anmodninger om sløring af køretøjers nummerplader, især når anmodningen kommer fra en person, der er fotograferet eller optaget i forbindelse med en historie, af hensyn til vedkommendes privatliv og sikkerhed.

[Klager] har i forlængelse heraf henvist til Presse-Fotos.dks egne retningslinjer, hvoraf blandt andet fremgår, at fotografer ved fotoopgaver, hvor billederne leveres til mediet, skal sløre identiteten på biler og personer, og har anført, at der imidlertid er tale om en regel, som mediet ikke selv overholder.

Herudover har [Klager] henvist til Pressenævnets kendelse i sag nr. 2013-70-00447, hvor nævnet kritiserede et medie for at bringe skrig og en usløret nummerplade i en video i forbindelse med en trafikulykke, og hvor nævnet blandt andet udtalte følgende i sin begrundelse

”Nævnet finder endvidere, at sløringen af videooptagelsen har været mangelfuld, idet bilens registreringsnummer kunne ses.

Derved er muligheden for at genkende klager som tilskadekommen i trafikulykken øget.

”

[Klager] har hertil anført, at det i bund og grund er den samme situation som den foreliggende, dog uden video.

Korrekt information

[Klager] har anført, at omtalen af ulykken er unøjagtig og ukorrekt.

[Klager] har oplyst, at han var til stede på motorvejen, hvor ulykken fandt sted, og at han parkerede sin bil ved siden af den afbildede lastbil, hvor han fik lov af politiet til at tage billeder.

[Klager] har i forlængelse heraf oplyst, at ulykken fandt sted foran lastbilen, som standsede på tværs af motorvejen efter anmodning fra brandvæsenets indsatsleder, hvilket blev bekræftet af indsatslederen i den af [Klager] fremsendte Messenger-korrespondance.

Herudover har [Klager] med henvisning til skærmbilledet af Presse-Fotos.dks hjemmeside om mediets korrektionsproces bemærket, at han med sin mail af den 23. og 24. december 2023 i virkeligheden har fulgt deres opfordring om at fortælle mediet, når en nyhed er unøjagtig og ukorrekt.

Afslutningsvist har [Klager] anført, at det er uacceptabelt, at Presse-Fotos.dk har bragt ukorrekte oplysninger om ulykken, da det efter hans opfattelse er vildledende at formidle ”nyheder”, som ikke er sande.

Medier bør ikke bevidst rapportere falske eller unøjagtige nyheder, da det i så fald kan skade deres troværdighed og tilliden hos deres publikum.

Det er mediernes primære ansvar at formidle sandfærdige oplysninger og give læserne, seerne eller lytterne pålidelige nyheder, og ethvert ansvarligt og troværdigt medie bør stræbe herefter.

Etiske retningslinjer og journalistiske standarder opfordrer til nøjagtighed, fakta-undersøgelse og verificering af oplysninger inden offentliggørelse, og det er vigtigt, at et medie – som Presse-Fotos.dk ønsker at være – har redaktionelle standarder og faktatjekprocesser, der sikrer, at de rapporterede nyheder er nøjagtige og pålidelige.

2.2 Presse-Fotos.dks synspunkter

Retlig interesse

Det er Presse-Fotos.dks opfattelse, at [Klager] hverken har retlig interesse i forhold til omtalen eller billederne i artiklen.

I forhold til artiklens oplysninger har Presse-Fotos.dk anført, at oplysningerne ikke vedrører [Klager], ligesom han hverken direkte eller indirekte er omtalt i artiklen.

Oplysningerne vedrører alene lastbilen, og det vil således være lastbilchaufføren, der har retlig interesse, idet artiklen omhandler dennes køretøj.

Presse-Fotos.dk har i den forbindelse henvist til Pressenævnets praksis vedrørende retlig interesse, herunder blandt andet Pressenævnets kendelse i sag 2023-10070, hvor nævnet afviste at behandle en klage over urigtige oplysninger i en lederartikel, da klageren ikke var omtalt eller afbildet i artiklen og derfor ikke havde retlig interesse.

Der foreligger i øvrigt ikke en udvidet retlig interesse som følge af klagens samfundsmæssige interesse, idet der alene er tale om et mindre færdselsuheld.

For så vidt angår billederne har Presse-Fotos.dk anført, at [Klager] ikke har tilvejebragt nogen beviser for, at han er ejer af den afbildede bil, og har med henvisning til billedet fremsendt af [Klager] til Pressenævnet bemærket, at han med dette billede har vist, at han befandt sig på den modsatte side af lastbilen og dermed ikke den side, hvorfra artiklens billeder blev taget.

Presse-Fotos.dk har afvist, at [Klager] har retlig interesse som følge af, at han brugte den afbildede bil på tidspunktet for uheldet.

Presse-Fotos.dk har desuden med henvisning til, at en bruger efter færdselsloven er en person, der bruger en andens bil i egen interesse, anført, at [Klager] ikke kan genkendes eller lignende, da han alene er bruger bilen og ikke ejer af denne.

[Klager] har endvidere ikke tilvejebragt nogen beviser for, at hans ægtefælle eller en person med en relation til ham ejer den afbildede bil, og der er i øvrigt ikke noget i [Klager]s bemærkninger, der har indikeret, at han skulle være gift.

Hertil har Presse-Fotos.dk bemærket, at såfremt [Klager]s ægtefælle er ejer af bilen, burde hun have klaget over billederne, medmindre hun er under værgemål eller afgået ved døden, som var tilfældet i Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0939.

Hvis [Klager] derimod klager på vegne af ejeren af bilen, skal han fremsende en skriftlig fuldmagt fra vedkommende i overensstemmelse med formkravene hertil efter aftalelovens § 15, stk. 1.

Omvendt burde klagen afvises som følge af manglende retlig interesse.

I forhold til [Klager]s bemærkning om, at en klage normalt kan indgives af enhver person, der er berørt af eller har interesse i en given sag, uden at have en formel fuldmagt, har Presse-Fotos.dk bemærket, at dette for så vidt er korrekt og ikke bestrides, men at det bestrides, at [Klager] er berørt af eller har en interesse i den nærværende sag.

I modsat fald ville alle uden retlig interesse kunne klage på vegne af alle med retlig interesse uden en fuldmagt eller deres viden om sagen.

I forlængelse heraf har Presse-Fotos.dk bemærket, at det i øvrigt ikke fremgår klart, hvorvidt ejeren af den afbildede bil er vidende om den nærværende klagesag.

Presse-Fotos.dk har desuden afvist [Klager]s bemærkning om, at der ikke skal bruges en fuldmagt i den nærværende sag, fordi der ikke er tale om en retssag.

Brug af billede

Presse-Fotos.dk har bestridt, at mediet burde have sløret nummerpladen på den afbildede bil.

Presse-Fotos.dk har anført, at bilen befandt sig på offentlig vej, og at [Klager] hverken er impliceret i det omtalte færdselsuheld eller pårørende til nogen tilskadekomne, hvorfor han ikke har en særlig beskyttelsesværdig interesse i at få sløret den afbildede nummerplade.

Hertil har Presse-Fotos.dk anført, at Pressenævnet kun i få tilfælde har udtalt kritik for manglende sløring af nummerplader, og at det i alle tilfældene har været nummerplader på biler, der har tilhørt implicerede i færdselsuheld, og har i den forbindelse henvist til Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00250.

Herudover har Presse-Fotos.dk anført, at [Klager] gentagne gange og på kontinuerlig basis har kontaktet mediet vedrørende diverse artikler og billeder bragt af Presse-Fotos.dk uden beviser for, at disse er ukorrekte, og har i den forbindelse henvist til [Klager]s mails af 15. januar og 25. november 2022.

På baggrund heraf tager Presse-Fotos.dk lettere på henvendelser fra [Klager] end normalt, hvilket også var tilfældet i forbindelse med hans mails af 23. og 24. december 2023, hvor han bad om sløring af den afbildede nummerplade, idet han ikke tilvejebragte beviser for, at det var hans bil, eller at han havde en interesse i at få sløret nummerpladen.

Det er således spild af mediets tid at beskæftige sig med [Klager]s kontinuerlige henvendelser om forhold, der ikke har noget med ham at gøre.

Presse-Fotos.dk har ikke bestridt, at det er almindelig praksis, at nummerplader bliver sløret, når man beder herom, som anført af [Klager], men at dette er betinget af, at det reelt er ejeren af bilen, der beder om dette, eller at det er påkrævet efter god presseskik.

Omvendt ville danske medier kunne få utallige henvendelser om sløring af nummerplader fra personer, der ikke har noget med bilen eller omtalen at gøre.

Hertil har Presse-Fotos.dk anført, at [Klager], som tidligere anført, ikke har godtgjort, at han ejer bilen eller i øvrigt har en interesse i at få sløret den afbildede nummerplade, hvorfor mediet ikke har gjort dette.

For så vidt angår [Klager]s henvisning til Pressenævnets kendelse i sag nr. 2013-70-00447 har Presse-Fotos.dk anført, at den nærværende sag adskiller sig fra nævnets kendelse på flere punkter.

Den afbildede bil i den nærværende sag er ikke impliceret i et færdselsuheld, og nævnets kritik var begrundet i, at det var muligt at høre ofrets skrig i den påklagede video, ligesom mediet ikke havde sløret nummerpladen på den tilskadekomnes bil, således at det var muligt at identificere vedkommende.

De to sager har således ikke noget med hinanden at gøre.

Afslutningsvist har Presse-Fotos.dk anført, at det vil have urimeligt store konsekvenser, såfremt Pressenævnet i den nærværende sag finder, at mediet burde have sløret den afbildede nummerplade, idet alle nummerplader på billeder af motorvejskøer som konsekvens heraf skal sløres.

Korrekt information

Presse-Fotos.dk har bestridt, at omtalen af ulykken er unøjagtig og ukorrekt, som anført af [Klager].

Hertil har Presse-Fotos.dk anført, at [Klager] ikke har bedre forudsætninger end Presse-Fotos.dk for at vide, hvorvidt den afbildede lastbil var gledet eller var blevet bedt om at holde på tværs af kørebanen.

[Klager] var på stedet for ulykken i sit virke som fotograf, og han var således ikke impliceret i ulykken eller lignende.

Presse-Fotos.dk havde desuden deres egen medarbejder på stedet for ulykken, som videregav oplysninger herom til redaktionen.

Presse-Fotos.dk har endvidere anført, at [Klager] ikke har tilvejebragt nogen brugbare beviser for, at omtalen er ukorrekt.

[Klager] har således fremført en ubegrundet påstand.

I forlængelse heraf har Presse-Fotos.dk afvist, at den af [Klager] fremsendte Messenger-korrespondance mellem ham og indsatslederen kan bruges som bevis.

Der er tale om et skærmbillede af en korrespondance med en for Presse-Fotos.dk ukendt person, hvis identitet eller kendskab til hændelsesforløbet ikke fremgår af billedet – det kunne ligeså vel være [Klager]s søster, far, bedste ven eller kæreste.

Presse-Fotos.dk har således ikke mulighed for at verificere oplysningernes rigtighed eller kontakte personen, som [Klager] har korresponderet med.

Presse-Fotos.dk har naturligvis i sinde at kontakte beredskabsdirektøren for Beredskab Øst med henblik på at undersøge, hvorvidt ansatte i beredskabet må videregive oplysninger om enkeltsager til fotografer, ligesom mediet vil søge at få be- eller afkræftet, om det er sandt, at en ansat i en privat Messenger-korrespondance med [Klager] har videregivet detaljer om et færdselsuheld.

Presse-Fotos.dk har desuden afvist, at Messenger-korrespondancen kan bruges som bevis, da det må antages, at [Klager] ses privat med personen.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Martin Lavesen, Hans Peter Blicher, James Kristoffer Miles og John Meinert Jacobsen.

Kompetence

Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 43, at nævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. § 34, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i lovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle.

Pressenævnet bemærker, at det falder uden for nævnets kompetence at tage stilling til, om Presse-Fotos.dk egne etiske retningslinjer er overholdt.

Dette forhold behandles derfor ikke.

Retlig interesse

Det følger af medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 2, at formanden kan afvise klager fra personer, virksomheder mv., der er uden retlig interesse i det påklagede forhold.

Retlig interesse indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet.

Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet.

Af forarbejderne til lovens § 43, stk. 2, fremgår, at såfremt en klage er indgivet af en person eller virksomhed mv., som ikke selv er forurettet, kan nævnet optage klagen til behandling på grund af forholdets almene interesse.

Klagen angår manglende sløring af en nummerplade i forbindelse med omtale af et færdselsuheld, og om at omtalen af ulykken er unøjagtig og ukorrekt.

[Klager] er registreret som bruger af den afbildede bil, og hans ægtefælle er registreret som ejer af bilen.

På denne baggrund finder Pressenævnet, at [Klager] i den konkrete situation har retlig interesse i at få klagepunktet om brug af billede realitetsbehandlet, uanset at han ikke er den registrerede ejer af bilen.

Nævnet finder, at [Klager], som ikke var impliceret i det omtalte færdselsuheld, ikke har retlig interesse i af få realitetsbehandlet klagepunktet om ukorrekt information.

Dette klagepunkt behandles derfor ikke.

Sagen realitetsbehandles herefter i relation til Presse-Fotos.dks brug af billederne af bilen i forhold [Klager], som er registreret som bruger af denne.

God presseskik

Brug af billede

[Klager] har klaget over, at Presse-Fotos.dk har bragt to billeder af en bil, som han er registreret bruger af, og som hans ægtefælle er registreret ejer af, hvor man kan se nummerpladen, selv om han har bedt mediet om at sløre denne.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.

Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.

1.

Pressenævnet bemærker, at det som udgangspunkt ikke er i strid med god presseskik, at medier fotograferer eller filmer personer eller virksomheder, der befinder sig på offentligt tilgængelige steder og offentliggør billeder af denne art, selv om de pågældende ikke har samtykket hertil.

Der skal dog udvises varsomhed af hensyn til de implicerede, herunder til de sammenhænge, hvori de indgår.

Pressenævnet bemærker endvidere, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede.

Der er øverst i artiklen bragt et billede af en lastbil, der holder på tværs af kørebanen.

Bag lastbilen holder en grå bil af mærket Renault, hvor bilens højre side og bagende, herunder delvist bilens registreringsnummer, kan ses.

Af artiklen fremgår

”På E47 fra Lyngby mod Helsingør, holder en lastbil på tværs af kørebanen.

Lastbilen er gledet og havnet i den uheldige situation.

Redningsmandskabet er tilkaldt for at få lastbilen fjernet fra stedet, da uheldet trækker en kæmpe kø på strækningen.

”

Der er i artiklen tillige indsat et billede af en lastbil, der holder på tværs af kørebanen.

Nederst i venstre hjørne fremgår en grå bil af mærket Renault, hvor højre side og bagende, herunder bilens registreringsnummer, kan ses.

Pressenævnet finder, at det har almen interesse at omtale en trafikulykke.

Der må imidlertid af hensyn til beskyttelsen af privatlivets fred ikke uden udtrykkeligt samtykke offentliggøres billeder fra en trafikulykke, hvor en tilskadekommen person vises på en sådan måde, at det – sammen med de oplysninger, der i øvrigt bringes – er muligt for personer med eller uden kendskab til den tilskadekomne at genkende vedkommende, hvis offentliggørelsen kan være krænkende for den tilskadekomne.

Nævnet finder, at anvendelsen af billederne af nummerpladen på [Klager]s bil, som er taget på en offentligt tilgængelig vej, ikke kan anses for at indebære en krænkelse af [Klager]s privatliv.

Nævnet har lagt vægt på, at [Klager] ikke var impliceret i det omtalte trafikuheld, og at det anvendte billede ikke viser forhold, der i sig selv kan anses for krænkende for [Klager].

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke fremgår personer eller andet, der kan tjene til identifikation af [Klager].

Nævnet finder herefter ikke grundlag for at udtale kritik af Presse-Fotos.dk for at have bragt billederne i artiklen uden at sløre nummerpladen på [Klager]s bil.

Afgjort den 20. juni 2024

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →