Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - adgangsbegrænsning - forskellige priser - medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - adgangsbegrænsning - forskellige priser - medhold

J.nr. 22-13938

En kvinde (klager) klagede til Ligebehandlingsnævnet over en stripklub (indklagede).

Kvinden mente, at stripklubben havde forskelsbehandlet hende på grund af køn i forbindelse med, at kvinder ifølge klager skulle betale en højere entrépris end mændene for at få adgang til klubben.

Nævnet vurderede, at kvinden havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun blev udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med sit besøg hos den indklagede stripklub.

Nævnet lagde ved vurderingen vægt på klagers meget præcise beskrivelse af hændelsen sammenholdt med oplysningerne på indklagedes hjemmeside om, hvem klubben primært henvendte sig til.

Nævnet vurderede, at stribklubben ikke havde bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.

Kvinden fik derfor medhold i klagen og fik tildelt en godtgørelse på 5.000 kr.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at kvinder ifølge klager skulle betale en højere entrépris end mændene til den indklagede stripklub.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med ligestillingsloven, at klager skulle betale en højere entrépris end mændene hos indklagede.

Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 5.000 kr. med procesrente af den nedlagte påstand på 2.500 kr. fra den 21. marts 2022, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Klager, som er kvinde, har oplyst, at klager sammen med fire venner bestående af tre mænd og en kvinde, natten til den 20. marts 2022 ville betale entré for at få adgang til indklagede stripklub.

Klager har oplyst, at medarbejderen i døren ved indklagede meddelte, at de tre mænd i gruppen kunne få adgang til den sædvanlige entrépris, mens de to kvinder skulle købe champagne for minimum 5.000 kr. for at få adgang til klubben.

Klager har endvidere oplyst, at medarbejderen forklarede, at kvinder generelt ikke var velkomne på klubben.

Da klager gjorde opmærksom på, at det var kønsdiskrimination, udtrykte medarbejderen sig uenig heri og oplyste klager, at han selv bestemte, hvem han måtte lukke ind.

Klager har fremlagt et skærmbillede af indklagedes hjemmeside, hvoraf følgende er angivet

”…

[Indklagede] er en stripklub for gentlemen – klæd og opfør dig som en gentleman, så er du hjertelig velkommen.

…”

Klager oplyser desuden, at følgende ligeledes fremgår af indklagedes hjemmeside: ”Boys will be boys”, ”En ægte mens club i [By] og ”hvor mændene kan opføre sig som mænd”.

Indklagede bestrider, at der er højere entrépriser for kvinder end for mænd.

Indklagede har oplyst, at indklagede ikke har en fast pris for entré til klubben.

I stedet har de minimumspriser i forhold til størrelsen på den gruppe, der ønsker adgang.

Indklagede har oplyst, at minimumsprisen for en gruppe på fire til syv personer er 5.000 kr. Pakken indeholder en flaske spiritus og en flaske champagne.

Indklagede har desuden oplyst, at der altid er tale om en vurdering af det samlede selskab, både i forhold til antallet, der ønsker at komme ind;

om indklagede ønsker selskabet samlet ind på stedet, eller om selskabet skal afvises uden at få et tilbud.

Denne politik er indklagedes dørfolk instrueret i at følge.

Indklagede har endvidere oplyst, at indklagede har videoovervågning på stedet, som for den pågældende dato ikke længere findes, da hændelsen skete for længe siden.

Desuden har indklagede oplyst, at kvinder ikke er udelukket fra at besøge indklagedes klub, og at der tit er kvinder på klubben.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 21. marts 2023.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 2.500 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at klager er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hun og hendes veninde skulle betale en højere entrépris end deres mandlige venner for at få adgang til indklagede stripklub.

De to kvinder i gruppen skulle købe champagne for minimum 5.000 kr. for at få lov til at komme ind på klubben, mens de tre mænd måtte komme ind til den sædvanlige pris.

Da klager bad medarbejderen i døren om en uddybning herfor, forklarede medarbejderen, at mændene kunne komme ind til sædvanlig entrépris, men at kvinder generelt ikke var velkomne.

Klager forklarede medarbejderen, at denne praksis var ulovlig, og at man ikke må kønsdiskriminere.

Medarbejderen erklærede sig uenig heri og sagde til klager, at han bestemte fuldkommen selv, hvem han måtte lukke ind, og at ”det altid lykkedes kvinder at gøre sig offer” for deres omstændigheder, og ”vi [kvinder] får det altid til at dreje sig om, at vi [kvinder] udsættes for noget uretfærdigt”.

Mændene var velkomne, og kvinderne var ikke, medmindre de betalte minimum 5.000 kr. upfront.

Ellers var det ”synd for kvinderne inde på klubben, at de ikke tjente penge.

” Underforstået, at kvinderne ikke ville bruge ligeså mange penge på klubben som mændene.

Indklagede går meget ihærdigt til værks for at forklare, at der ingen chance er for, at den hændelse, klager beskriver, nogensinde har fundet sted.

At det hele skyldes en misforståelse, og at reglen om en ”minimumspris” gælder alle gæster – mænd som kvinder.

Klager forstår indklagedes bemærkninger sådan, at klager altså må være så forvirret, at klager har misforstået alt, det blev sagt direkte til hende.

Klager havde en fyrig diskussion med medarbejderen, som blev mere og mere anspændt, jo mere sexisme, nedladenhed og misogyniske ”argumenter” klager blev præsenteret for i forklaringen på, hvorfor forudsætningen for, at klager og klagers veninde kunne komme ind, var væsentlig anderledes end for de to mænd i selskabet.

Selvom direktøren for indklagede ikke var til stede til at bevidne diskussionen, var der fire vidner til hændelsen, som oplevede hændelsen fra første parket.

Indklagede anfører, at ”vi [indklagede] diskriminerer ikke pga.

race, køn eller religion på nogen måde”, men samtidig har indklagede ikke ”egentligt faste priser”, og der følger en ”individuel vurdering af gæsterne af dørmændene”.

Netop manglen på faste priser og en tydelig politik (hverken opgivet på skrift i døren på klubben eller på indklagedes hjemmeside) er netop, hvorfor diskrimination gang på gang kan afvises som en ”misforståelse” af den diskriminerede part.

Indklagede anfører, at indklagede ”aldrig kunne finde på at afvise kvinder eller bede dem om at købe ekstra for at komme ind i forhold til de mandlige gæster.

” Efter hurtig gennemgang af indklagedes hjemmeside er det ganske tydeligt, at klager nok skulle have forventet kønnet forskelsbehandling, eller at klager faktisk slet ikke var velkommen.

På indklagedes hjemmeside er det beskrevet, at ”[Indklagede] er en stripklub for gentlemen – klæd og opfør dig som en gentleman, så er du hjertelig velkommen.

” Yderligere beskriver hjemmesiden, hvad der defineres som en gentleman: ”En gentleman defineres som en mand med dannelse og taktfuld fremtræden.

På mere moderne dansk betyder det en mand, som går velklædt, og som kan finde ud af at opføre sig anstændigt”.

Så ifølge indklagedes hjemmeside er det kun mænd, der har adgang til klubben, mens indklagedes svar angiver, at alle køn er velkomne på stripklubben.

Det hænger ikke sammen.

Klager kan godt forstå, at indklagede prisdiskriminerer kvinder, for selvfølgelig er indklagede ikke interesseret i at lukke kvinder ind på sin stripklub, når indklagede tilsyneladende ved, at de ikke har tænkt sig at købet noget som helst – enten fordi de er ”vant til ikke at skulle betale” og derfor er afhængige af mænd til at sponsorere deres bytur, eller fordi de ganske enkelt ikke kan, må man forstå.

Indklagede gør gældende, at indklagede ikke har udsat klager for forskelsbehandling på grund af køn.

Indklagede gør gældende, at der må være tale om en misforståelse fra klagers side.

Indklagede bestrider klagers beskrivelse af hændelsesforløbet uden for indklagedes stripklub.

Når enkeltpersoner kommer ind, så har indklagede en pris, og når der kommer grupper og vil ind, så har indklagede en anden pris.

Indklagede forskelsbehandler ikke på grund af race, køn eller religion.

Indklagedes dørfolk er trænet til at forsøge at sælge så dyre pakker som muligt, men samtidigt også få folk ind.

Indklagede har ikke en egentlig fast pris, men de har dog en minimumspris.

Når folk kommer i grupper, så har indklagede nogle pakker, som indklagede vil have, de skal købe, da indklagede så forlanger, at gæsterne skal købe et bord.

Indklagede har ikke så meget plads, så hvis der kommer en gruppe, der ikke køber en pakke, der blandt andet indeholder et bord, entréen, garderoben samt spiritus eller champagne eller begge dele, så skal de sidde i baren, og der har indklagede ikke plads til så mange gæster, da indklagedes dansere også sidder på de få stole, indklagede har der.

Baren er derfor forbeholdt enkeltpersoner.

Hvis der er en gruppe på tre personer, så forsøger indklagede at sælge dem en pakke, som er så dyr som muligt.

Dog forsøger indklagedes dørfolk at vurdere hvilke gæster, de har med at gøre.

Minimumsprisen er her 3.000 kr., og det inkluderer en flaske spiritus eller almindelig husets champagne.

Sælger indklagedes medarbejder i døren en dyrere pakke til gæsterne, så indgår der i pakken en dyrere vintage champagne, og derved bliver pakken dyrere.

Når en gruppe på fire til syv personer ankommer, så er det samme udgangspunkt som ovenstående, men minimumsprisen for selskabet vil så være 5.000 kr., hvilket er den pakke klager og hendes selskab blev præsenteret for.

Denne pakke indeholder både en flaske spiritus samt en flaske champagne.

De får dermed flere drikkevarer inkluderet i pakken, da de er flere personer.

Igen vil medarbejderen i døren hos indklagede forsøge at sælge en dyrere pakke, hvis medarbejderen fornemmer, at gæsterne vil have noget andet end indklagedes standard husets drikkevarer, men er gæsterene ikke til dette, så er det minimumspakken her, de bliver præsenteret for, hvilken klagers gruppe blev præsenteret for.

Hvis der er tale om stamgæster, som indklagedes medarbejdere i døren ved, normalt bruger mange penge på stedet, så har de enten et guldkort, så de kommer gratis ind, eller også tager medarbejderen i døren en mindre entrépris.

De får et bord, når de kommer, kigger i menukortet og køber dyre produkter.

Med nye gæster er der minimumspriser på alt, da indklagede ikke er en normal bar med en masse plads, men en meget eksklusiv natklub med begrænset plads.

Indklagede ønsker ikke en fyldt klub af såkaldte ”osere”, og derfor skal man købe for et minimum for at komme ind.

Der er altid kun tale om en vurdering af det samlede selskab, både i forhold til antallet, om indklagede ønsker selskabet samlet ind på stedet, eller om de skal afvises uden overhovedet at få et tilbud på køb af et bord med diverse spiritus og champagne;

såkaldt uønskede gæster pga.

påklædning, fuldskab, eller indklagede vurderer, at gæsterne er for unge med en dårlig attitude og opførsel, som vil skæmme klubben, hvis indklagede lukkede dem ind.

Da der ikke er optagelser af sagen, er det påstand mod påstand om, hvorvidt en af indklagedes ansatte skulle have udsat klager for forskelsbehandling.

Indklagede kan ikke se, af hvilken årsag indklagedes ansatte skulle gøre det.

Medarbejderen får løn for at lukke folk ind.

Medarbejderen skal på ingen måde gå i langvarige diskussioner med gæsterne eller fornærme dem, men derimod forsøge at få dem til at købe et af indklagedes tilbud.

Klager overdriver hændelsen og forsøger i den grad at skabe en sag ud af noget, som ikke er en sag.

Indklagedes beskrivelse på hjemmesiden henvender sig primært til mænd, da indklagedes produkt/forretning primært henvender sig til mænd, og da det primært er mænd, som er indklagedes kunder.

Det gør ikke, at kvinder ikke er velkomne, og at de ikke bliver mødt med de samme tilbud, som indklagede giver til mænd.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn uden for arbejdsmarkedet efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).

Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager gør gældende, at klager og klagers veninde skulle betale 5.000 kr. for at komme ind på indklagedes stripklub, mens de tre mænd i klagers gruppe kunne komme ind til sædvanlig entrépris.

Klager har ligeledes oplyst, at indklagedes medarbejder fortalte klager, at kvinder generelt ikke var velkomne hos indklagede.

Indklagede har bestridt, at indklagede har højere entrépriser for kvinder end for mænd.

Det er nævnets vurdering, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun blev udsat for kønsdiskrimination i forbindelse med sit besøg hos den indklagede stripklub den 20. marts 2022.

Ved denne vurdering lægger nævnet vægt på klagers meget præcise beskrivelse af hændelsen sammenholdt med oplysningerne på indklagedes hjemmeside om, hvem klubben primært henvender sig til.

Det er herefter indklagede, der skal bevise, at klager ikke har været udsat for kønsdiskrimination.

Denne bevisbyrde har indklagede ikke løftet med sine mere generelle bemærkninger.

Klager får herefter medhold.

Godtgørelse

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete overtrædelse.

Indklagede skal herefter betale 5.000 kr. med procesrente af den nedlagte påstand på 2.500 kr. fra den 21. marts 2022, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Ligestillingsloven

•

§ 1, stk. 1 og 2, om nævnets kompetence

•

§ 8, stk. 1, nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 1 a om lovens anvendelsesområde

•

§ 2 om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 2, stk. 5, om delt bevisbyrde

•

§ 3 c om godtgørelse