Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - handicap - uanset handicap - forsikring - sagsbehandling - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - handicap - uanset handicap - forsikring - sagsbehandling - ej medhold

J.nr. 21-56175

En kvinde (klager), der lider af hypermobilitet, klagede til Ligebehandlingsnævnet over Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (indklagede).

Kvinden mente, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde forskelsbehandlet hende på grund af køn og handicap i forbindelse med deres behandling af og udtalelse i kvindens sag om erstatning.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at kvinden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun i forbindelse med sagens behandling hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn og/eller handicap.

Klager fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn og handicap i forbindelse med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring behandling af og udtalelse i klagers sag om erstatning.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Indklagede handlede ikke i strid med ligestillingsloven eller handicapdiskriminationsloven i forbindelse med deres behandling af og udtalelse i klagers sag om erstatning.

Sagsfremstilling

Klager, som er kvinde, har oplyst, at hun lider af medfødt hypermobilitet i svær grad.

Den 6. september 2016 var klager involveret i et trafikuheld.

Klager blev påkørt bagfra i sin bil.

Af politiets afhøringsrapport fra uheldet fremgår blandt andet

”Cirka 100 meter før uheldsstedet havde afhørte hold stille og foran hende hold Part 2 ligeledes i kø.

Efter begge køretøjers igangsætning kørte de kortvarigt cirka 40 km/t.

med ukendt afstand mellem køretøjerne.

Afhørte slog hendes solskærm ned for solens kraftige modlys.

Samtidigt mærkede hun pludselig et kraftigt bums i køretøjet og forstod hurtigt at hun var påkørt forankørende part 2.

Afhørte havde ikke observeret at forankørende standsede grundet køkørslen.

”

Klager har fremlagt en udateret rapport fra uheldet, hvor den bagfrakommende bils hastighed er beregnet til 16,4 km/t i kollisionsøjeblikket.

Det fremgår af rapporten, at den bagfrakommende bil kan have kørt 40 km/t inden bremsning, men at kollisionen under ingen omstændigheder skete med 40 km/t.

Den 9. september 2016 var klager til konsultation hos egen læge, da hun havde smerter i nakke, skulder, hofte og mavemuskulaturen.

Lægen vurderede, at klager formentlig havde fået et piskesmæld i nakken i forbindelse med trafikuheldet.

Den 23. januar 2017 var klaget til konsultation hos en speciallæge i neurokirurgi.

Det fremgår af journalnotatet fra konsultationen, at klager havde smerter fra halebenet, venstre skulder og muskulaturen langs rygsøjlen.

Speciallægen skønnede, at der var medicinsk sammenhæng mellem klagers smerter og de objektive fund.

Klager har fremlagt et internt lægeark fra 22. og 24. februar 2017.

Af lægearket fremgår følgende

”Intern lægeark 22. februar 2017

SA lavenergi påkørsel i en solidt bygget bil med anhænger krog.

Bilens sæde særligt konstrueret til energi absorption.

MR med slidforandringer men ikke noget som kan forklare de beskrevne klager.

Jeg mener ikke, at det omtalte uheld på nogen måde vil kunne medføre læsion af halebenet eller indtil dette liggende strukturer.

(…)

Intern lægeark 24. februar 2017

Man får ikke en skade på halebenet efter den beskrevne påvirkning.

…”

Den 26. februar 2017 blev klager henvist til at få fjernet halebenet.

Klager har oplyst, at hendes forsikringsselskab sendte hende til speciallæge den 16. juli 2019.

Af journalnotat fra speciallægen fremgår følgende

”…

Ved den objektive undersøgelse, ses følger efter multitraumatiserende trafikulykke med tydelig og smerteledsaget bevægeindskrænkning i bryst-lænderyggen, udtalt ømhed omkring halebenet, samt bløddelsømhed i nakken, men ingen specifikke tegn på nerverodstryk fra lænden eller halsryggen.

Følger efter venstresidig skulderlæsion med let bevægeindskrænkning i skulderen, bløddelsømhed henover venstre side af brystkassen og nedsat kraftudfoldelse.

Øm knystedannelse på oversiden af højre fod.

Der er fundet rimelig overensstemmelse mellem skadelidtes klager og de objektive fund, som må tilskrives følgerne efter ulykkestilfældet, og den efterfølgende skulderoperation, idet der dog for rygsøjlens vedkommende foreligger en forudbestående ryglidelse med moderate symptomer.

Ingen forudbestående lidelser i venstre overekstremitet eller højre fod.

Der er men jævnfør ovenstående.

Prognostisk kan man næppe på ovenstående tidspunkt forvente yderligere væsentlige forandringer i den samlede tilstand, udover en vis risiko for fremtidig slidgigtudvikling i venstre skulder og yderligere slidforandringer i lænden, samt højre fod.

De kurative behandlingsmuligheder skønnes aktuelt udtømte, og den samlede tilstand skønnes stationær, idet der ikke er planlagt yderligere undersøgelser eller behandlinger som følge af skadefølgerne.

Pågående fysioterapi og behandlinger hos Osteopat skønnes ikke kurative, men kan i bedste fald bedre livskvaliteten noget.

Sagen forslås derfor afgjort på det foreliggende.

Skadelidte har ikke været sygemeldt efter ulykken, idet hun var Førtidspensionist på skadetidspunktet, men har mistet en del funktionsniveau og generel resterhvervsevne ved aktuelle tilskadekomst.

…”

Af notat fra indklagedes lægekonsulent af 29. juni 2020 fremgår følgende

”Ad skadesmekanismen er dette en påkørsel bagfra, dvs lænd og bænken er fastspændt mod sæde.

En skade på lænd, korsben eller haleben er ikke sandsynlig.

En egentlig afrivning som beskrevet i bilag 14o skønnes helt usandsynlig og uden sammenhæng med ut eller påkørselshastighed.

Der er ikke i nuværeende menmappe belæg for at ændre tidligere fastsatte men.

Sagen omfatter både EAL og Ulykkesforsikring

ingen forskel i men.

”

Den 19. april 2021 kontaktede klager indklagede.

Af indklagedes udaterede svar til klager fremgår blandt andet

”Vi partshøre ikke i [afdeling hos indklagede], da vi alene udtaler os i sager, og træffer ikke afgørelser, hvorfor vi ikke er underlagt regler for partshøring, som andre offentlige myndigheder.

Vores vurderinger er alene en hjælp til sagens parter, såfremt der ikke er enighed.

Vores udtalelser er således ikke bindende og kan heller ikke påklages til anden instans.

…”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 15. december 2021.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Klager har fremlagt en række dokumenter, som beskriver, hvad kommunalt ansatte lægekonsulenter må og ikke må.

Klager har også fremlagt en udateret mail fra skadevolders forsikringsselskab til indklagede.

Af mailen fremgår blandt andet

”Fakta: Der er efter vores mening tale om et lavenergiuheld, hvilket er dokumenteret med [virksomhed] rapport, taksatorrapport og fotos af skadelidtes bil.

Bilen har ikke synlig skade med sammenhæng til selve uheldet.

Den bagfrakommende bilist har udelukkende udskiftet plastkofanger, der var revnet efter kollision med skadelidtes anhængertræk.

Vi beder jer ved den vejledende udtalelse tage højde for, om der er årsagssammenhæng og straks/bro - symptomer der kan henføres til uheldet den 6. september 2016.

”

Klager har også fremlagt et skærmbillede af et udateret brev fra indklagede.

Af skærmbilledet fremgår følgende

”Hastighed (egen og modpartens)

Hastighedsændring under påkørslen (giver mere reelt billede af [uklart] kraft)

Retning af påkørslen (f.eks. lige bagfra eller skråt).

Anvendt sele

Airbag udløst

Crash-test (indgår som alle andre oplysninger i sagen)

Beskadigelse af køretøj (fotos)

Taksatorrapport (faktiske skader på køretøjer)

Hvilken skade har skadelidt fået?

Er der tidsmæssig sammenhæng mellem påkørslen og nakkeskaden?

[uklart] klagede tilskadekomne straks efter hændelsen?

Hvilke lægelig behandling fik tilskadekomne efter ulykken?

Hvilke undersøgelser har tilskadekomne fået foretaget (røntgen, [uklar]

Er der forudbestående gener fra nakken?

Er der forskel på tilstanden før og efter påkørslen?

Symptomernes udvikling efter hændelsen/påvirkningen

Fortsatte generne dagen efter/ hvilke gener opstod efterfølge[uklart] opstod de?

…”

Klager har også fremlagt artikler og mails fra forskere vedrørende forskellen mellem mænd og kvinders skader efter trafikuheld.

Det fremgår af artiklerne, at de crash-test dukker, som almindeligvis anvendes, er konstrueret efter en mand med en højde på 176 cm og en vægt på 77 kg.

Det fremgår også, at risikoen for alvorlige skader i biluheld er 47 % højere for kvinder end for mænd.

Risikoen for moderate skader er 71 % højere og risikoen for en dødelig udgang er 17 % højere.

Dette skyldes, at biler ikke er designet og testet ud fra kvinders kropsstørrelse, som ofte er mindre end mænds, samt at kvinder oftere sidder længere fremme, når de kører bil.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at indklagede har udsat hende for forskelsbehandling på grund af køn og handicap i forbindelse med behandlingen af hendes sag om erstatning.

Klager er en lille kvinde på 158 cm og 50 kilo.

Hun sad derfor på en pude for at kunne se over rattet i bilen.

Crash-testen kunne derfor ikke bruges i klagers sag, da testen er baseret på en mandlig dukke, som er væsentlig større og tungere end klager.

Indklagede har sammenlignet klagers skader med de skader, som det kunne forventes, at hun ville have lidt, hvis hun var en mand.

Dette er diskrimination, da det medfører, at klager ikke kan få erstatning fra sin forsikring.

Indklagede inddrager ikke forskelle mellem kønnene, når de vurderer en konkret sag.

Indklagede bruger falske og urigtige kriterier og påstande i deres vurderingen af klagers sag, herunder crash-tests.

Crash-testen tager ikke højde for køn, medfødte lidelser, at klager sad drejet på tidspunktet for uheldet, og at bilen blev ramt på et anhængertræk.

Klager har flere gange påtalt dette over for indklagede.

Indklagede tilsidesætter speciallægeerklæringer, som klagers forsikringsselskab har bedt om bliver foretaget og inddraget i sagen.

Speciallægeerklæringerne tilsidesættes af indklagedes lægekonsulenter, som ikke er registrerede og autoriserede læger.

Indklagedes lægekonsulenter bygger videre på falske påstande indsendt til indklagede af klagers forsikringsselskab, herunder at der var tale om en lavhastighedspåkørsel, selvom det fremgår af politirapporten fra uheldet, at klager blev påkørt med 40 km i timen.

Det er uhørt, at man som handicappet og skadelidt ikke har ret til høring.

Indklagede har ikke inddraget klagers sårbarhed og medfødte handicap i form af svær hypermobilitet.

Det fremgår af Højesterets dom i U.

2011.128H, at der skal tages højde for kønsforskel.

Indklagede gør gældende, at de ikke har udsat klager for forskelsbehandling på grund af køn og handicap.

Indklagede træffer uafhængige og upartiske afgørelser, hvor der ikke lægges vægt på køn, race, hudfarve, religion eller tro, handicap, politisk overbevisning, kønsidentitet, kønsudtryk, kønskarakteristika, alder, seksuel orientering eller national, social eller etnisk oprindelse.

I klagers sag blev der foretaget en vurdering af, om der var årsagssammenhæng mellem hændelsen og skaderne.

Denne vurdering blev foretaget uden skelen til køn eller handicap.

Indklagede afviser derfor i det hele, at køn og handicap har haft betydning for vurderingen af klagers sag.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn uden for arbejdsmarkedet efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).

Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn eller handicap behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn eller med et handicap særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn eller uden det pågældende handicap medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Det er nævnets vurdering, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun i forbindelse med sagens behandling hos indklagede er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn og/eller handicap.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Nævnet har ikke fundet anledning til at foretage nogen nærmere vurdering af, om klager har et handicap i handicapdiskriminationslovens forstand.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

Ligestillingsloven

•

§ 1, stk. 1, stk. 2, nr. 1, og stk. 6, om nævnets kompetence

•

§ 8, stk. 1 nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 10, om delt bevisbyrde

•

§ 1 a, om lovens anvendelsesområde

•

§ 2, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 2, stk. 5, om delt bevisbyrde