Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kompetence - kommuner - afvisning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kompetence - kommuner - afvisning

J.nr. 22-54564

En kvinde (klager), der havde PTSD, klagede til Ligebehandlingsnævnet over en kommune (indklagede).

Kvinden mente, at kommunen havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap, fordi kommunen havde truffet afgørelse om kontaktrestriktioner over for hende.

Ligebehandlingsnævnet bemærkede, at handicapdiskriminationsloven efter forarbejderne til loven ikke finder anvendelse på det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget.

Det vil sige, at nævnet ikke kan tage stilling til anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klagen vedrørte indholdet af kommunens skøn i forbindelse med afgørelsen om kontaktrestriktioner.

Klagen faldt derfor uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven.

Nævnet afviste derfor at behandle klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at den indklagede kommune traf afgørelse om kontaktrestriktioner over for klager.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen.

Sagsfremstilling

Klager, som er diagnosticeret med PTSD, blev den 16. juni 2022 pålagt kontaktrestriktioner af den indklagede kommune.

Af afgørelsen om kontaktrestriktioner fremgår bl.a.

”Vi har nu gennemgået dine indsigelser fra 7. juni overfor den påtænkte afgørelse om kontaktrestriktioner, og konklusionen er, at vi fortsat vurderer, at der er behov for at begrænse din kontakt med kommunen.

…

Vi vurderer imidlertid, at der er behov for at begrænse de ressourcer, der anvendes til at behandle dine gentagne ansøgninger om andre former for støtte, som Ankestyrelsen allerede flere gange tidligere har vurderet, at du ikke er berettiget til.

Vi vurderer desuden, at dine gentagne generelle klager over personalets kompetencer, krav om erstatning mv. har nået et sådant omfang, at de medfører en uforholdsmæssig

stor belastning for kommunen.

Vi er opmærksomme på, at du ikke mener, at alle dine henvendelser er blevet tilstrækkeligt besvaret og at du generelt ikke er tilfreds med den måde, der sagsbehandles

på.

Vi vurderer imidlertid at vi har gjort en betydelig indsats for at opretholde en god dialog og kontakt med dig og løbende besvare dine mange henvendelser.

Det gælder både når dine henvendelser har drejet sig om dine løbende ansøgninger om hjælp, og når der har været tale om kommentarer af mere generel karakter til kvaliteten af kommunens sagsbehandling og serviceniveau.

Vi vurderer, at dine henvendelserne har nået et omfang, hvor der af hensyn til en forsvarlig brug af kommunens ressourcer er behov for at fastsætte nogle overordnede rammer for din fremtidige korrespondance med kommunen.

”

Den 21. juni 2022 klagede klager over indklagedes afgørelse om kontaktrestriktioner.

Den 28. juni 2022 besvarede indklagede klagers klage over afgørelsen om kontaktrestriktioner.

Indklagede vurderede, at der ikke var grundlag for at ændre på afgørelsen eller den måde, indklagede kommunikerede med klager på.

Samme dag rettede klager henvendelse til Ankestyrelsen om indklagedes afgørelse om kontaktrestriktioner.

Den 8. august 2022 bad Ankestyrelsen indklagede om en udtalelse på baggrund af klagers henvendelse af 28. juni 2022.

Den 5. september 2022 besvarede indklagede Ankestyrelsens høringsbrev af 8. august 2022.

Den 27. oktober 2022 konkluderede Ankestyrelsen, at der ikke var anledning til at rejse en tilsynssag vedrørende indklagedes afgørelse om kontaktrestriktioner.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 17. november 2022.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Den 13. januar 2023 traf indklagede afgørelse om forlængelse af kontaktrestriktionerne i seks måneder.

Den 25. august 2023 traf indklagede afgørelse om forlængelse af kontaktrestriktionerne i seks måneder.

Den 11. december 2023 traf indklagede på ny afgørelse om forlængelse af kontaktrestriktionerne i seks måneder.

Parternes bemærkninger

Parternes bemærkninger er alene gengivet delvist.

Samtlige bilag og indlæg er indgået ved nævnets behandling.

Klager gør gældende, at indklagede udsatte hende for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede traf afgørelse om kontaktrestriktioner over for hende.

Kontaktrestriktionerne er forsætlig forskelsbehandling på grund af klagers psykiske handicap.

Kontaktrestriktionerne beror på et ulovsbestemt grundlag i form af anstaltsforhold, hvorfor restriktionerne skal være båret af saglige hensyn, og de må ikke gå videre end nødvendigt af hensyn til indklagedes formål og virksomhed.

Indklagede gør gældende, at de ikke udsatte klager for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at de traf afgørelse om kontaktrestriktioner over for hende.

Indklagede iværksatte kontaktrestriktioner over for klager som følge af et stigende antal henvendelser fra klager.

En række af henvendelserne havde karakter af lange og gentagne klager over kompetenceniveauet hos kommunens ansatte, krav om erstatning for sagsbehandlingsfejl, krav om uvildige undersøgelser af kommunens afgørelser samt generelle klager over sagsbehandlingstiden og pligten til helhedsorienteret sagsbehandling.

Indklagede havde igennem årene brugt betydelige ressourcer på at besvare klagers mange henvendelser, redegøre for deres praksis og lovgivningen på området samt forsøge at opnå en konstruktiv dialog med klager.

Indklagede vurderede, at henvendelserne havde nået et omfang, hvor der af hensyn til en forsvarlig brug af kommunens ressourcer var behov for at fastsætte nogle overordnede rammer for den fremtidige korrespondance med klager.

Indklagede vurderede, at der var adgang til at fastsætte restriktioner for klagers kontakt med kommunen med hjemmel i anstaltsforhold, og at de fastsatte begrænsninger både var sagligt begrundede og proportionelle.

Indklagede var opmærksom på, at restriktionerne ikke blev mere indgribende end absolut nødvendigt.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Ligebehandlingsnævnet bemærker, at handicapdiskriminationsloven efter forarbejderne til loven ikke finder anvendelse på det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget.

Det vil sige, at nævnet ikke kan tage stilling til anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

For så vidt angår klager over afgørelser, som er truffet af den offentlige forvaltning, må Ligebehandlingsnævnet tage stilling til, om klagen reelt vedrører forskelsbehandling, eller om klagen alene drejer sig om anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Klagen angår spørgsmålet, om der er sket forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede traf afgørelse om kontaktrestriktioner over for klager.

Nævnet vurderer, at klagen vedrører indholdet af indklagedes skøn i forbindelse med afgørelsen om kontaktrestriktioner.

Klagen falder derfor uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven.

Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

•

§ 1, stk. 1, og stk. 6, om nævnets kompetence

•

§ 8, stk. 2 nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling