Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kompetence - afvisning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kompetence - afvisning

J.nr. 23-24693

En kvinde (klager), der havde PTSD, klagede til Ligebehandlingsnævnet over en institution (indklagede).

Kvinden mente, at institutionen havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap, fordi institutionen havde truffet afgørelse om kontaktrestriktioner over for hende.

Ligebehandlingsnævnet bemærkede, at handicapdiskriminationsloven efter forarbejderne til loven ikke finder anvendelse på det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget.

Det vil sige, at nævnet ikke kan tage stilling til anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klagen vedrørte indholdet af institutionens skøn i forbindelse med afgørelsen om kontaktrestriktioner.

Klagen faldt derfor uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven.

Nævnet afviste derfor at behandle klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at den indklagede institution traf afgørelse om kontaktrestriktioner over for klager.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen.

Sagsfremstilling

Klager, som er diagnosticeret med PTSD, blev den 25. januar 2021 pålagt kontaktrestriktioner af den indklagede institution.

Af afgørelsen om kontaktrestriktioner fremgår bl.a.

”Jeg meddeler dig derfor nu, at du de kommende 2 år ikke kan forvente at få svar fra mig, medmindre dine henvendelser giver mig grundlag for at iværksætte en [sag].

…

3.

Jeg har lagt vægt på følgende

I et brev af 20. august 2020 henledte jeg din opmærksom på, at du havde henvendt dig til [indklagede] mange gange, og at der var brugt meget tid på at behandle dine sager.

Jeg skrev også, at hvis du fortsatte med at henvende dig til mig i samme omfang, ville jeg overveje at beslutte, at du ved eventuelle fremtidige henvendelser ikke kunne forvente at få svar.

Alligevel klagede du til mig igen den 14. november 2020, og du henvendte dig til mig om sagen igen den 4. januar 2021.

Efter at jeg den 18. januar 2021 havde svaret dig på henvendelserne af 14. november 2020 og 4. januar 2021, henvendte du dig til mig igen den 19. januar 2021.

Heller ikke din klage af 14. november 2020 gav mig anledning til at indlede en [sag].

Jeg henviser til mit brev af 18. januar 2021.

I din henvendelse af 20. januar 2021 har du gentaget den utilfredshed med [indklagede], som du også gav udtryk for i din henvendelse af 19. januar 2021.

4.

Hvis du efter udløbet af den 2-årige periode retter henvendelse til mig igen, vil jeg tage stilling til, om retningslinjerne for dine henvendelser til [indklagede] skal opretholdes, lempes eller bortfalde.

”

Den 23. februar 2023 kontaktede klager indklagede omen klage, som hun havde sendt den 13. november 2022.

Ved brev af 27. februar 2023 svarede indklagede klager.

Af brevet fremgår bl.a.

”Jeg har modtaget din mail af 23. februar 2023 med bilag.

Jeg kan bekræfte, at jeg har modtaget dit klageskema af 13. november 2022 med bilag.

…

Partshøring om retningslinjer for dine henvendelser til [indklagede]

Din mail af 23. februar 2023 har givet mig anledning til at overveje, om de retningslinjer for dine henvendelser til [indklagede], som jeg meddelte dig i brev af 25. januar 2021, skal opretholdes, lempes eller bortfalde.

Jeg overvejer at meddele dig, at du de kommende 2 år fortsat ikke kan forvente at få svar fra mig, medmindre dine henvendelser giver mig grundlag for at iværksætte en [undersøgelse].

Det skyldes, at det er mit ansvar, at den arbejdskraft, der er til rådighed i [indklagede], bliver brugt mest hensigtsmæssigt, at jeg har modtaget i alt 12 henvendelser fra dig inden for den periode, hvor jeg havde meddelt dig, at du ikke kunne forvente svar, og at dine henvendelser i øvrigt i årene 2021-2022 har givet anledning til oprettelse af i alt 9 sager.

Ingen af dine henvendelser har givet mig grundlag for at indlede en [sag].

Inden jeg træffer en beslutning, har du mulighed for at sende mig dine eventuelle skriftlige bemærkninger, så de kan indgå i mine overvejelser.

Jeg beder dig om at sende dine bemærkninger inden 2 uger fra datoen på dette brev.

”

Ved mail af 28. februar 2023 besvarede klager indklagedes brev.

Klager spurgte, om det var korrekt forstået, at hun skulle komme med bemærkninger til eventuelle kontaktrestriktioner.

Ved brev af 28. februar 2023 svarede indklagede klager.

Indklagede oplyste, at det var korrekt forstået, at de bad klager om hendes eventuelle skriftlige bemærkninger til de kontaktrestriktioner, som de overvejede at meddele hende.

Ved mail af 28. februar 2023 indleverede klager sine bemærkninger til de påtænkte kontaktrestriktioner.

Den 6. marts 2023 traf indklagede afgørelse om at opretholde klagers kontaktrestriktioner i to år.

Af afgørelsen fremgår bl.a.

”Det er mit ansvar, at den arbejdskraft, der er til rådighed i

[indklagede], bliver brugt mest hensigtsmæssigt.

Det, som du har anført i dine mails af 28. februar 2023, giver mig ikke anledning til at ændre min vurdering.

Jeg meddeler dig derfor nu, at du de kommende 2 år ikke kan forvente at få svar fra mig, medmindre dine henvendelser giver mig grundlag for at iværksætte en [sag].

Det gælder, selv om du modtager en kvittering for en henvendelse, som du har sendt til mig, eller andre breve vedrørende sagen.

Jeg har lagt vægt på, at jeg har modtaget i alt 12 henvendelser fra dig inden for den periode, hvor jeg tidligere havde meddelt dig, at du ikke kunne forvente svar, og at dine henvendelser i øvrigt i årene 2021-2022 har givet anledning til oprettelse af i alt 9 sager.

Ingen af dine henvendelser har givet mig grundlag for at indlede en [sag].

…

Hvis du efter udløbet af ovennævnte periode retter henvendelse til mig igen, vil jeg tage stilling til, om retningslinjerne for dine henvendelser til [indklagede] skal opretholdes, lempes eller bortfalde.

”

Samme dag anmodede klager om aktindsigt i dokumentationen for den eller de hændelser, som indklagede lagde vægt på i afgørelsen af 6. marts 2023.

Klager bad samtidig indklagede forklare, om de overholdte deres egne retningslinjer, herunder om de overholdte handicapdiskriminationsloven.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 8. marts 2023.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 250.000 kr.

Ved brev af 9. marts 2023 imødekom indklagede klagers anmodning om aktindsigt.

Indklagede bekræftede også, at deres beslutning var i overensstemmelse med deres egne retningslinjer, regler om ligebehandling af handicappede, frihedsrettighederne i Grundloven og Den Europæiske menneskerettighedskonvention.

Ved mail af 19. marts 2023 svarede klager indklagede.

Klager efterspurgte dokumentation for, at hendes henvendelser til indklagede forhindrede, at indklagedes arbejdskraft blev brugt mest hensigtsmæssigt.

Klager gav også udtryk for, at hun ikke mente, at der var et sagligt og proportionalt grundlag for kontaktrestriktioner, og at klagers henvendelser ikke havde givet anledning til at iværksætte en sag.

Endeligt spurgte klager hvilken lovhjemmel og hvilket juridisk grundlag, der gav indklagede mulighed for at fastsætte kontaktrestriktioner.

Af indklagedes svar af 22. marts 2023 fremgår bl.a.

”Jeg har forstået, at du desuden ønsker en nærmere forklaring på hjemlen for de retningslinjer, jeg meddelte dig i mit brev af 6. marts 2023.

Det står mig ikke klart, hvilken dokumentation du efterspørger – ud over det materiale, som jeg sendte til dig sammen med mit brev af 9. marts 2023 – men jeg kan oplyse, at [indklagedes] medarbejdere f.eks. ikke registrerer, hvor meget tid de anvender på hver enkelt sag.

…

Det er altid en konkret vurdering, om antallet, hyppigheden, omfanget, formen, karakteren og indholdet af en borgers henvendelser til [indklagede] – sammenholdt med, i hvilken udstrækning, jeg på baggrund af borgerens henvendelser til [indklagede] gennem tiden har haft grundlag for at iværksætte en [sag] og har kunnet hjælpe borgeren – giver anledning til at meddele en borger, at vedkommende i en periode ikke kan forvente at modtage svar på sine henvendelser, medmindre henvendelserne giver [indklagede] grundlag for at iværksætte en [sag].

En sådan beslutning sker for at tilgodese en

hensigtsmæssig anvendelse af den arbejdskraft, der er til rådighed i [indklagede].

…

Du kan derudover ikke forvente, at eventuelle fremtidige henvendelser fra dig om grundlaget for min beslutning af 6. marts 2023 vil blive besvaret.

Det gælder, selv om du modtager en kvittering for en henvendelse, som du har sendt til mig.

”

Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af indklagede.

Klagers bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede traf afgørelse om kontaktrestriktioner over for hende.

Indklagede udsatte klager for grov forskelsbehandling på grund af hendes psykiske handicap, hvilket hun oplevede som krænkende og nedværdigende.

Klager kontaktede indklagede, fordi hun havde indgivet en klage til indklagede.

Indklagede svarede ikke klager, men partshørte hende i stedet om kontaktrestriktioner, som hun, på grund af sit handicap, ikke kunne huske.

Indklagede læste ikke den klage, som klager havde indsendt.

Indklagede udsatte klager for chikane ved at tilsidesætte deres egne retningslinjer og uskrevne regler for at gøre indgreb i klagers ukrænkelige rettigheder.

Indklagede tilsidesatte legalitetsprincippet, saglighedsprincippet, proportionalitetsprincippet, officialprincippet, lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap, grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Indklagede har ikke dokumenteret, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling på grund af handicap.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Den indklagede institution er også omfattet.

Ligebehandlingsnævnet bemærker, at handicapdiskriminationsloven efter forarbejderne til loven ikke finder anvendelse på det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget.

Det vil sige, at nævnet ikke kan tage stilling til anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

For så vidt angår klager over afgørelser, som er truffet af den offentlige forvaltning og tillige af den indklagede institution, må Ligebehandlingsnævnet tage stilling til, om klagen reelt vedrører forskelsbehandling, eller om klagen alene drejer sig om anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Klagen angår spørgsmålet, om der er sket forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede traf afgørelse om kontaktrestriktioner over for klager.

Nævnet vurderer, at klagen vedrører indholdet af indklagedes skøn i forbindelse med afgørelsen om kontaktrestriktioner.

Klagen falder derfor uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven.

Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 6, om nævnets kompetence

•

§ 8, stk. 2 nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 1-4, om forbud mod forskelsbehandling