Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-10422
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-10422
Ikke kritik for at dele materiale fra en lukket gruppe
Arkaden omtalte i november 2023, at en hjemmeside var blevet opdateret, og at det arkivmateriale, der før havde været tilgængeligt, var gået tabt.
Mediet beskrev brugernes utilfredshed med dette og gengav i den forbindelse et anonymiseret opslag, som en bruger havde skrevet og delt i en lukket Discord-gruppe.
Pågældende klagede til Pressenævnet over, at mediet havde delt opslaget fra den lukkede gruppe.
Pressenævnet fandt, at klager, der ikke er nævnt ved navn i artiklen, heller ikke på anden vis var identificeret i omtalen, og at klagers opslag i sammenhængen ikke var krænkende, og udtalte på den baggrund ikke kritik for at delingen af opslaget.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen " Katastrofe!
[Person 1] skyller 16 års arbejde ud i toilettet " samt podcasten " Arkaden Podcast - Episode 137 - Drama hos Pixel.tv ” bragt den 23. november 2023 på arkaden.dk, idet [Klager] mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har klaget over, at Arkaden har bragt en kommentar, som han har delt i et lukket forum.
1 Sagsfremstilling
Påklaget artikel
Arkaden bragte den 23. november 2023 artiklen " Katastrofe!
[Person 1] skyller 16 års arbejde ud i toilettet " på arkaden.dk.
Af artiklens underrubrik fremgår
”En af Danmarks absolut største platforme for gaming har ifølge flere kilder mistet samtlige artikler og anmeldelser, der er lavet inden man gennemførte et skifte til en ny hjemmeside.
”
Af artiklen fremgår blandt andet
[Følgende tekst er tilføjet efter publiceringen af artiklen: ” Opdatering: Efter offentliggørelsen af denne artikel har Pixel.tv demonstreret, at indholdet fra den gamle hjemmeside ikke er blevet slettet, men derimod gemt væk.
Arkadens kilder der påstod det modsatte, er glade for at dette er tilfældet, men er uforstående overfor, hvorfor ingen er blevet informeret undervejs.
Langt størstedelen af indholdet er dog fortsat ikke tilgængeligt på Pixel.tvs nuværende hjemmeside.
]
Ved implementeringen af en ny hjemmeside i august, kom Pixel.tv til at slette 16 års arbejde.
Flere års artikler, anmeldelser og features forsvandt med et fingerknips, og kan ikke komme tilbage, da man ikke havde lavet en backup, fortæller flere kilder til Arkaden.
Pixel.tv er drevet af chef [Person 1], kendt fra Go’ Morgen Danmark, og en håndfuld fastansatte, men indholdet er primært blevet produceret af frivillige med en passion for gaming og formidling.
Disse frivillige har nu måttet se frugten af års interessetimer forsvinde.
Det mest skuffende er, at ingen er blevet informeret om hændelsen, og der er heller ikke blevet tilbudt nogen form for undskyldning eller forklaring fra ledelsens side.
De berørte
Dette bliver bekræftet af [Person 2], der var tilknyttet Pixel.tv da hændelsen skete, men nu er tilknyttet Arkaden.
Han er utilfreds med den måde, hvorpå man fra Pixel.tvs side har ageret i situationen.
[Person 2] har i sin tid hos Pixel.tv skrevet omkring 60 artikler og anmeldelser, der nu er borte.
Til Arkaden.dk udtaler [Person 2]
“Jeg er ked af, at mine egne anmeldelser og artikler er forsvundet, men føler også med alle de andre frivillige skribenter, som nu ikke længere kan tilgå deres hårde arbejde.
De har lagt en masse fritid og energi i det, og nu er det bare væk.
”
[Person 3], der også tidligere har været tilknyttet Pixel.tv, beretter, at udover tabet af adskillige artikler, som belyser vigtige emner inden for gamingmiljøet, blev skribenterne ikke orienteret om denne situation.
I stedet opdagede de selv problemet.
[Person 3] udtaler til Arkaden.dk
“Jeg har skrevet for Pixel.tv i mere end otte år, og jeg blev oprigtigt trist, da jeg opdagede, at alle mine artikler var forsvundet.
Måden jeg opdagede det på, var også en speciel oplevelse.
Jeg opdagede det i forbindelse med, at jeg blev en del af Arkaden, og jeg skulle fremvise hvad jeg har skrevet tidligere, og her kunne jeg pludselig ikke finde noget.
”
[…]
Der er i artiklen indsat et skærmbillede med en kommentar fra en bruger, der er anonymiseret.
Af billedteksten fremgår: ”På Pixel.tvs Discord-kanal ytrer brugere sig kritisk om den nye hjemmeside”.
Af kommentaren, der kan ses på billedet, fremgår
”Tror snart i bør overveje at kaste en sjat penge efter nogen der har styr på opbygningen af websites, @[Person 1], i stedet for at tage brug af (tilsyneladende) helt nye i faget, som lige bruger 5-10 minutter i frokostpausen på at kigge på siden (det er lidt sådan det foregår, så lidt der sker og så meget ”tilbage” det lidt går, til tider), som en vennetjeneste.
Det er ekstremt amatør-agtigt efterhånden – hvilket også har været nævnt gentagende gange, og hintet til af andre herinde.
Når der så laves solidt content og henledes til websitet, så ødelægger det alt andet (som når der på stream nævnes at man kan læse/se mere på websitet).
Man er kun så ”stærk”, som sit svageste led – og lige pt.
er det absolut websitet.
Det gør jo næsten ondt at se, som en følger i flere år.
Det gamle design røg væk, til fordel for noget der ser sjusket ud og ikke har nogen former for interaktion med følgere længere (men som kommer på et eller andet tidspunkt?
).
Det kan godt være, at der har været problemer med det gamle design;
men det gjorde fandme hvad det skulle – set fra en brugers perspektiv.
Det nye (både dette design og det der var lige inden) skulle aldrig ha’ været ”taget ud af test”, før alt var på sin plads.
Det er jo som at gå fra en solid Mercedes, med god kørekomfort og alt tilbehør… og ned til en rusten Lada, med hul i bunden og potten hængende langs vejen.
(mht.
brugeroplevelsen)
Ja, denne gang bliver du tagget i kommentaren (det gjorde jeg ikke sidst), for jeg vil satme være sikker på, at den bliver set og ”mærket” denne gang.
Dette kommer ikke fra et ”grovt sted”, selvom det godt kan lyde/læses sådan.
Sådan skal det dog ikke tolkes (men måske lidt alligevel, egentlig…).
Det kommer fra en bruger som har brugt ufatteligt mange timer på jeres community generelt.
En passioneret bruger, om man vil – som ønsker at se det hele bare ”spille” istedet for at gå baglæns.
Edit: For lige at slå det fast – så er det ikke indholdet på websitet (reviews, nyheder osv.) der er tale om.
Det er ikke en kritik af det overhovedet.
”
Af artiklen fremgår videre
”På Pixel.tv’s Discord-kanal har brugere ytret sig kritisk i forhold til den nye hjemmeside, men kritikken har stået ubesvaret hen, og [Person 1] har ikke ønsket at kommentere på opslagene, eller kontakte skribenterne privat.
På Discord-kanalen opleves der en frustration over, at man nu står tilbage med et slutprodukt, der på mange måder er under den standard, man kan forvente af Pixel.tv.
En hjemmeside der mangler mange års indhold, og generelt fremstår mangelfuld.
Den kritik deles, af de kilder Arkaden.dk har kontaktet.
[…]
Tabet af utallige artikler, interviews og anmeldelser fra Pixel.tvs hjemmeside har nu efterladt et betydeligt hul i dokumentationen af dansk spilkultur.
Et tab, som kan ses som et resultat af en hastig og dårligt kommunikeret implementering af en ny hjemmeside, har skabt frustration blandt tidligere skribenter.
Samtidig er det en situation, der understreger vigtigheden af ansvarlig digital arkivering.
”
Påklaget udsendelse
Arkaden bragte den 23. november 2023 podcasten ” Drama hos Pixel.tv!
– Episode 137 ” på arkaden.dk under ”Arkaden Podcast”.
[Tidskode 00-00:30]
”Værten: Hej kære lyttere og velkommen til endnu en fantastisk episode af Arkaden.
I den her uge diskuterer vi en kritisk historie om Pixel.tv.
De har nemlig skyllet 16 års arbejde ud i toilettet.
Det er en vild historie, men også en historie jeg personligt har været meget tøvende om, hvorvidt vi skulle bringe eller ej.
Hør hvorfor, og hvorfor vi har valgt at dele den alligevel, senere i episoden.
”
[Tidskode 28:26-30:57]
” Værten : Jeg synes, det var rigtigt svært, og jeg har faktisk først besluttet mig for at bringe artiklen her i dag, den 21. november.
Og det gjorde jeg faktisk på baggrund af, at vi havde rakt ud til [Person 1], og bedt [Person 1] om et svar på den her kritik, som bliver rejst.
Det jeg sådan havde sat i gang, det er, at jeg vil lave en artikel, altså kun til os internt.
Og så vil jeg se på den, og vi kan stå inde for det, der bliver skrevet.
Og hvis vi kunne det, så synes jeg, så lad os bringe den.
Men så [Person 1]s svar, det var bare, altså han benægtede det hele.
Og du ved, vi har talt med så mange kilder efterhånden, som modsiger ham i det her.
Jeg blev så trigget af, at man ikke vil anerkende det.
Det var sådan nej hold nu op!
Hvad er det?
Hvad er det, der foregår?
Ømm ja så.
Det synes jeg er crazy.
Hvis jeg lige skal være fair, så kan jeg læse hans citat op.
Jeg kan fortælle dig, at vi snakker omkring det her til at starte om.
Og det første han skriver i hans mail, det er: Nej, men man kan jo bare spørge.
Man kan jo bare spørge, der er ikke noget, der er væk, man kan bare spørge.
Og problemet er, og det er også det, vi viser i vores artikler, og som man kan se inde på deres Discord.
Jamen det er, at folk har spurgt.
Der er faktisk rigtig mange mennesker, der har spurgt omkring det her, [Person 1], hvor du ikke har svaret.
Så det kan man tydeligvis ikke.
Men [Person 1], han har svaret følgende på mail her.
Og han skriver, at Pixel.tvs arkivindehold midlertidigt ligger gemt, altså at man kan citere Pixel.tv for det her, at Pixel.tvs indhold ligger gemt, da vi, altså Pixel.tv, er midt i at lave et nyt website.
Opgaven ligger hos en ekspertpartner.
Eftersom at det er en dyr og lang og omstændig proces, har de valgt at fokusere på at få det nye site udgivet og til at fungere først, da det gamle site var fyldt med systemfejl og derfor ikke fungerede.
Arkivmaterialet kommer op i takt med, at det bliver muligt.
Ja, lad mig, inden jeg kommer med min holdning til det her, skal vi prøve bare at få lidt refleksioner på det.
[Person 4], jeg har jo lyst til at starte med dig.
[Person 4]: Ja.
Vært : Fordi, at du egentlig var som udgangspunkt lidt modstander af at bringe den her artikel.
[…]”
[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 25. november 2023.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
Privatlivets fred
[Klager] har anført, at Arkaden har bragt et skærmbillede af en udtalelse, han har delt i en lukket gruppe på det sociale medie Discord, der ikke er offentligt tilgængelig.
[Klager] har videre anført, at han ikke på forhånd var blevet gjort opmærksom på, at hans tekst ville blive bragt i artiklen, ligesom Arkaden ikke forinden havde indhentet hans samtykke til at bringe kommentaren.
Arkaden har sløret hans brugernavn, men alle med adgang til gruppen kan se, hvem der har skrevet teksten, og sløringen er derfor principielt tåbelig.
I forhold til kommentaren fra Arkaden om, at medlemmerne af gruppen i forvejen kunne se beskeden, har [Klager] anført, at indholdet netop er tiltænkt den lukkede gruppe, men ikke en deling uden for gruppen.
Andre brugere i gruppen kan se, at hans udtalelse er irrelevant, idet den var tiltænkt den lukkede gruppe og ikke andre.
Efter publiceringen kontaktede [Klager] Arkaden og anmodede om, at skærmbilledet af hans kommentar blev slettet, og hans anmodning blev bragt videre til redaktøren, som imidlertid ikke ville fjerne billedet til at begynde med.
Efter en længere mailkorrespondance indvilgede redaktøren i at fjerne billedet, mod at [Klager] gav informationer om korrespondancen mellem ham og Pixel.tv, hvilket [Klager] afviste, da han på ingen måde ønskede at indgå i artiklen.
[Klager] har i forlængelse af dette anført, at han således principielt er blevet afpresset af Arkadens redaktør, [Redaktøren], som forsøgte at få endnu mere information, før han ville overveje at fjerne billedet.
[Klager] har videre anført, at han, siden artiklen blev publiceret, har gjort alt, hvad han kunne for at få artiklen fjernet, men at mediet har afvist dette til trods for, at hans kommentar er taget fra en lukket gruppe.
[Klager] har i den forbindelse henvist til nævnets praksis om brugen af citater fra en lukket Facebook-gruppe.
(Sag 15-70-00791).
[Klager] har henvist til, at der er tale om en udtalelse, som er delt på en privat server, og har oplyst, at det kræver en invitation at tilgå denne.
[Klager] har hertil bemærket, at det var hans forventning, at noget der er delt på et sådant sted ikke er offentligt tilgængeligt.
Herudover er emnet ikke af offentlig interesse, og det ville ikke ændre noget ved artiklen, hvis hans kommentar ikke var blevet bragt.
I forhold til mediets bemærkninger om, at [Klager], efter artiklen blev bragt, fik svar på sin kommentar fra [Person 1], har [Klager] anført, at dette ikke har noget med sagen at gøre, men at kontakten mellem [Person 1] og ham, efter artiklen blev bragt, alene har handlet om, at [Klager] over for [Person 1] har undskyldt brugen af hans kommentar i artiklen, og at han modtog et svar på denne undskyldning.
[Klager] har anført, at han gerne fremsender korrespondancen til Pressenævnet, men at han ikke ønsker, at Arkaden får adgang til korrespondancen.
[Klager] har afslutningsvist anført, at Arkaden, ud over at bringe et skærmbillede af hans opslag i den påklagede artikel, endvidere har omtalt hans opslag i deres podcast ”Arkaden Podcast - Episode 137 - Drama hos Pixel.tv”, hvilket ligeledes er sket uden hans viden eller accept, og han ønsker derfor, at mediet fjerner hans opslag fra artiklen.
2.2 Arkadens synspunkter
Privatlivets fred
Arkaden har anført, at artiklen handler om, at Pixel.tv i forbindelse med implementeringen af en ny hjemmeside mistede alt det materiale, der tidligere var publiceret på platformen, og at flere af skribenterne, både tidligere og nuværende, ikke havde fået besked om dette fra hjemmesiden, men at de selv opdagede det.
I artiklen er flere af de tidligere ansatte og frivillige hos Pixel.tv interviewet, og to af disse optræder med navn i artiklen.
De fortalte uafhængigt af hinanden, at de var kede af, at deres arbejde var forsvundet, ligesom de var utilfredse med kommunikationen fra chefen for Pixel.tv, [Person 1].
Det påklagede billede af kommentaren, som er bragt i artiklen, er fra Pixel.tvs Discord-server, hvor en bruger har bedt chefen for Pixel.tv, [Person 1], om en redegørelse for, hvad der er sket med hjemmesiden, uden at have fået svar på spørgsmålet.
Billedet bakker derfor den historie op, som kilderne i artiklen fortæller, og brugernavnet, der er sløret på billedet i artiklen, var i forvejen et anonymt brugernavn.
I forhold til [Klager]s bemærkninger om, at personer med adgang til serveren kan se, hvem der har skrevet opslaget, selv om han er anonymiseret i artiklen, har Arkaden anført, at personerne i gruppen i forvejen kunne se opslaget, uanset om det blev gengivet i artiklen eller ej.
Da [Klager] kontaktede den ansvarshavende chefredaktør for Arkaden, [Redaktøren], for at få fjernet opslaget, vurderede redaktøren, at informationerne ikke var skadelige for [Klager], da opslaget ikke ville kunne spores tilbage til ham, fordi brugernavnet var sløret og herudover også før sløringen var anonymt.
Samtidig vurderede [Redaktøren], at informationerne i opslaget var relevante for artiklens indhold, da det underbyggede artiklens vinkel om utilfredshed med situationen hos Pixel.tv.
Arkaden har videre anført, at [Klager], da han kontaktede mediet med en anmodning om at få billedet fjernet fra artiklen, påstod, at Pixel.dk havde kontaktet ham privat og besvaret hans kommentar på Discord.
Arkaden spurgte i den forbindelse, om han ville dele svaret med Arkaden, så det kunne bevises, at Pixel.tv havde svaret ham, og at billedet, hvis dette var tilfældet, muligvis kunne fjernes fra artiklen.
Arkaden har hertil bemærket, at [Klager] fejlagtigt har fortolket dette som afpresning, hvilket er en beskyldning, mediet kan afvise.
Arkaden har i den forbindelse afslutningsvist anført, at mediet efterfølgende har fået oplysninger om, at chefen for Pixel.tv, [Person 1], har skrevet privat til [Klager]s brugerprofil efter offentliggørelsen af den påklagede artikel.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jens Kruse Mikkelsen, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.
Retlig interesse
Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det for hold, der klages over.
Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet.
Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet.
Pressenævnet har på baggrund af sagens oplysninger lagt til grund, at [Klager] i artiklen er omtalt som en bruger på Pixel.tvs Discord-kanal, og at det er hans opslag, der er vist, samt at han i podcasten er omtalt som en af de ”folk”, der har ”spurgt”.
[Klager] er derfor klageberettiget i forhold til omtalen.
Kompetence
Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik.
Det er således mediet og ikke den enkelte journalist, som er part i Pressenævnets sag.
Nævnet bemærker videre, at det følger af medieansvarslovens § 43, at Pressenævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. § 34, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i lovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle.
Spørgsmål om, hvorvidt der er sket overtrædelse af straffelovens bestemmelser om ærekrænkelser hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence.
Elektroniske medier er som udgangspunkt kun omfattet af Pressenævnets kompetence, hvis de har anmeldt sig til Pressenævnet, jf. medieansvarslovens § 1, nr. 3, jf. § 8, stk. 1 eller hvis de modtager mediestøtte.
Arkaden (tidligere Podium og Hardwire) modtager mediestøtte, og Arkaden, som på anmeldelsestidspunktet hed Hardwire, har været tilmeldt Pressenævnet siden etableringen af mediet den 28. februar 2023.
Klagen realitetsbehandles derfor for så vidt angår omtalen bragt på arkaden.dk.
Det bemærkes endelig, at nævnet ikke har mulighed for at tage stilling til spørgsmålet om sletning efter punkt B.
8, da klager i forbindelse med klagen til nævnet ikke har fremsendt en anmodning om sletning til mediet, som mediet har afvist at imødekomme.
God presseskik
Privatlivets fred
[Klager] har klaget over, at Arkaden har bragt og omtalt en kommentar, som han har delt i et lukket forum, uden hans tilladelse.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.
Det enkelte
menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.
1.
Som sagen er oplyst, lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] har skrevet den kommentar, der er gengivet i artiklen, i et opslag på Pixel.tvs lukkede Discord-kanal, og at hans rigtige navn ikke fremgik af kommentaren, ligesom hans brugernavn endvidere ikke fremgår af den påklagede omtale.
Det er således ubestridt, at den kommentar, der ligger til grund for gengivelsen i artiklen, ikke var offentligt tilgængelig, men alene var delt i et mindre forum med medlemmerne i den omtalte gruppe.
Derfor har medierne som udgangspunkt ikke adgang til at bruge materialet fra den lukkede gruppe, medmindre dette har en sådan samfundsmæssig interesse, at offentliggørelsen overstiger hensyn til indehaveren af profilen og de personer, der har fået tilladelse til at have adgang til profilen.
Af artiklen fremgår følgende tekst efter billedet af den kommentar, som [Klager] har skrevet
”På Pixel.tv’s Discord-kanal har brugere ytret sig kritisk i forhold til den nye hjemmeside, men kritikken har stået ubesvaret hen, og [Person 1] har ikke ønsket at kommentere på opslagene, eller kontakte skribenterne privat.
På Discord-kanalen opleves der en frustration over, at man nu står tilbage med et slutprodukt, der på mange måder er under den standard, man kan forvente af Pixel.tv.
En hjemmeside der mangler mange års indhold, og generelt fremstår mangelfuld.
Den kritik deles, af de kilder Arkaden.dk har kontaktet.
”
Af podcasten fremgår blandt andet følgende
[Tidskode 28:26-30:57]
” Værten : Jeg synes det var rigtigt svært, og jeg har faktisk først besluttet mig for at bringe artiklen her i dag, den 21. november.
[…]
Og problemet er, og det er også det vi viser i vores artikler og som man kan se inde på deres discord.
Jamen det er, at folk har spurgt.
Der er faktisk rigtig mange mennesker, der har spurgt omkring det her [Person 1], hvor du ikke har svaret.
Så det kan man tydeligvis ikke.
[…]”
Pressenævnet finder, at [Klager], der ikke er nævnt ved navn i artiklen, heller ikke på anden vis er identificeret i omtalen.
Samtidig finder nævnet, at Arkaden har omtalt [Klager]s opslag på en måde, som ikke kan betragtes som værende krænkende for ham, hvorfor nævnet finder, at Arkaden ikke har tilsidesat god presseskik ved at have omtalt [Klager]s kommentar uden forinden at have indhentet samtykke hertil fra ham.
Nævnet udtaler ikke kritik.
Afgjort den 23. maj 2024