Legislator Case Law & Legislation
W20240924725 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - alder - kommuner - kompetence - afvisning

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

KEN#LOKDOK23 2024 9247 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - alder - kommuner - kompetence - afvisning

KEN#LOKDOK23 2024 9247 Valid

J.nr. 23-44210

En kvinde (klager) klagede til Ligebehandlingsnævnet over en kommune (indklagede).

Kvinden mente, at kommunen havde forskelsbehandlet hende på grund af alder og handicap i forbindelse med, at kvinden havde haft svært ved at få svar på sine henvendelser til kommunen samt ved at kunne aftale et møde med kommunen.

Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at behandle klager over forskelsbehandling på grund af alder uden for forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde.

Nævnet afviste derfor at behandle den del af klagen, der omhandlede forskelsbehandling på grund af alder.

I forhold til klagen over forskelsbehandling på grund af handicap vurderede nævnet, at kvinden ikke med det oplyste havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Ligebehandlingsnævnet afviste herefter at behandle klagen.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.

KEN#LOKDOK23 2024 9247 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap og alder i forbindelse med manglende kontaktmuligheder til indklagede kommune.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.

Sagsfremstilling

Klager har oplyst, at klager er lammet fra navlen og ned og sidder i kørestol.

Desuden har klager oplyst, at hun lider af en ansigtsskade, trigeminusneuralgi.

Klager har oplyst, at hun er afhængig af hjemmehjælp på grund af sit handicap.

Klager har også oplyst, at hun ikke har fået svar på alle sine henvendelser til indklagede kommune.

Klager har ligeledes oplyst, at hun ikke har formået at få aftalt et møde med indklagede kommune.

Sidste aftalte møde var den 31. oktober 2022.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 20. maj 2023.

Klager fremsatte i klagen en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 5.000 kr.

I klagers henvendelse af 27. juli 2023 fremsatte klager en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 1.000.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af indklagede.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at klager er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap og alder i forbindelse med manglende kontaktmuligheder mellem indklagede kommune og klager selv.

Der eksisterer ikke ligeværdig kommunikation mellem klager og indklagede kommune.

Muligheden for svar fra indklagede om klagers ønsker og behov for møde eksisterer heller ikke.

De digitale svar på klagers henvendelser er ubrugelige.

Indklagede kommune har nægtet at tale og mødes med klager.

Klager ønsker fysiske møder, så en ligeværdig kommunikation kan komme på tale samt løsning af flere års problemer med indklagede kommune.

Svarene fra indklagede kommune på klagers henvendelser er mangelfulde og ubrugelige.

Klager er lammet fra navlen og ned.

Hun sidder i kørestol og har en ansigtsskade, trigeminusneuralgi, og skal derfor varmereguleres.

Klager har derfor ikke mulighed for at møde op hos indklagede kommune.

Klager føler, at indklagede kommune dømmer hende.

Klagers journal hos indklagede kommune er fyldt med fejl.

Der er ingen, der har tid til at hjælpe klager.

Klager har behov for, at journalen rettes.

Klager ved ikke, hvorfor ingen vil mødes med hende.

Klager kan ikke få en aftalt samtale med nogen fra indklagede kommune med dato og tid.

Det har ikke kunne lade sig gøre i over et halvt år.

Ingen af enhederne, som klager er tilknyttet, vil afholde et aftalt møde med hende, hverken fysisk eller over telefon.

Sidste aftalte møde var den 31. oktober 2022.

Det er derfor ikke muligt at rette op på nogle fejl.

Det er umuligt at stoppe indklagede kommune.

Indklagede kommune havde i juni 2022 sat en vikar til hjemmehjælp hos klager.

Vikaren havde sagt, at han planlagde at skyde en politiker.

Klager havde ringet til politiet, der kontaktede vikaren.

Indklagede kommune satte samme vikar til at komme hos klager i juli 2023.

Da klager er afhængig af hjemmehjælp på grund af handicap, og da klager er under 65 år, tilhører klager en bestemt enhed hos indklagede kommune.

Denne enhed mangler kontaktmuligheder mellem hjemmesygepleje og borger.

Den eneste kontaktmulighed, klager har, er Callcenteret og Servicetelefonen.

De er meget dårlige til IT og kan ikke finde vej og svar i kommunikation og oplysninger.

Klager får ikke svar på Digital Post.

For borgere over 65 år, der hører til en anden enhed i indklagede kommune, mangler kontakten helt mellem hjemmepleje og borger, men kontakten til hjemmesygeplejen er optimal.

Det fungerer ikke.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Angående forskelsbehandling på grund af alder

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling inden for arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at behandle klager over forskelsbehandling på grund af alder uden for forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klager gør gældende at være blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med manglende kontaktmuligheder mellem indklagede kommune og klager selv.

Nævnet afviser at behandle denne del af klagen.

Nævnet har lagt vægt på, at klagen ikke vedrører forskelsbehandling på grund af en diskriminationsgrund, som Ligebehandlingsnævnet kan tage stilling til.

Angående forskelsbehandling på grund af handicap

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klager har haft svært ved at få svar på sine henvendelser til indklagede kommune, og at klager ikke har kunne aftale et møde med indklagede kommune.

Nævnet vurderer, at klager ikke med det oplyste har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage.

Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.

Nævnet har ikke fundet grundlag for at tage stilling til, om klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

KEN#LOKDOK23 2024 9247 Valid

•

§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 8 om nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2024 9247 Valid

•

§ 2 om lovens anvendelsesområde

•

§ 3 om lovens anvendelsesområde

•

§ 5 om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 10 om delt bevisbyrde

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →