Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - genoptagelse - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - genoptagelse - ej medhold

J.nr. 24-13141

En kvinde (klager) anmodede om genoptagelse af sin klage over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at kvinden skulle vente på en tandlægetid hos en tandlæge (indklagede) for at kunne medbringe sin servicehund.

Nævnet havde truffet afgørelse i sagen den 4. april 2022 under sagsnr.

21-13830.

Nævnet vurderede i sagen, at det ikke var i strid med handicapdiskriminationsloven, at kvinden skulle vente på en tandlægetid.

Kvinden fik derfor ikke medhold i klagen.

I forbindelse med anmodningen om genoptagelse vurderede nævnet, at der ikke var fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Da der heller ikke i øvrigt forelå særlige grunde, der talte for, at sagen skulle genoptages, var der efter nævnets faste praksis ikke grundlag for at genoptage sagen.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.

Sagen angår, om der efter anmodning fra klager er grundlag for at genoptage sagen om forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med ventetid ved en tandlæge.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet genoptager ikke sagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.

Sagsfremstilling

Klager indbragte den 18. marts 2021 en klage for Ligebehandlingsnævnet.

Klagen angik påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager skulle vente på en tandlægetid hos indklagede tandlæge.

Et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab traf den 4. april 2022 afgørelse i sagen.

Sagen blev behandlet under sagsnr.

21-13830.

Ved afgørelsen fastslog nævnet, at det ikke var i strid med handicapdiskriminationsloven, at klager skulle vente på en tandlægetid.

Af afgørelsens sagsfremstilling fremgik

” Sagsfremstilling

Klager, der lider af PTSD, har haft tandlæge ved indklagede i en lang periode.

I juli 2019 modtog klagers hund sin servicehundevest, hvorefter hunden kunne begynde sin træning i at være med ved læge, tandlæge m.v.

I august 2019 havde klager planlagt en tandlægetid.

Klager har oplyst, at hun af receptionisten fik at vide, at hun ikke måtte medbringe sin servicehund under henvisning til hensyn om hygiejne og allergi.

Indklagede kan ikke erindre ovenstående forløb i 2019.

I januar 2021 havde klager igen behov for at komme til tandlæge.

Efter aftale med sin tandlæge kunne klager medbringe sin servicehund, såfremt hun bestilte en sen tid en fredag eftermiddag under hensynstagen til øvrige patienter.

Klager har oplyst, at hun forinden aftalen med tandlægen blev afvist af receptionisten.

Efterfølgende skrev klager den 7. februar 2021 bl.a. følgende til tandlægen

”…

Jeg glæder mig til at tage min servicehund med ind til dig.

Da det er en ny situation for ham at være med til tandlæge, er det en træningssituation for både ham og mig.

…

Han er en mellempuddel, og de er kendt for at værre en allergivenlig race.

[Hunden] er oplært i ikke at tage kontakt til andre mennesker, når han er på arbejde.

…”

Dagen efter svarede tandlægen følgende

”…

Det hele er fint og vi prøver, at få det til at fungere.

…”

Efter behandlingen skrev klager ved e-mail af 22. februar 2021 følgende til sin tandlæge

”…

Tak for sidst - dejligt at være nede hos jer igen.

Og at min servicehund var med.

Det betød at jeg kunne komme afsted.

Der er stadig noget galt omkring de tænder, og jeg har brug for ret hurtigt at komme i klinikken igen.

På grund af min servicehund er den næste mulige tid for mig først d. 17.3 (og det er endda ikke en fredag)

Men det er alt for lang tid!

Og det duer heller ikke, at fordi jeg har et hjælpemiddel med, at jeg så har sværere ved at få en tandlægetid end andre.

Det er ikke holdbart for mig eller mine tænder.

…”

Ved e-mail af 23. februar 2021 svarede tandklinikken følgende

”[Tandlægen] vil godt se på dig nu på torsdag den 25/2 kl.

16:00.

”

Klager takkede efterfølgende nej til aftalen, da hun havde indgået en aftale med et andet tandlægehus.

Som følge af fortsat korrespondance skrev indklagede den 2. marts 2021 følgende til klager

”… Og for at slå det helt fast, så har jeg ikke og har ikke haft det mindste imod, at du har [hunden] med til tandlæge.

Jeg har heller intet imod at [hunden] kommer med, men vores venteværelse er at sammenligne med en banegård, så sent på dagen passer fint, da der ikke er så mange tandlæger igeng og dermed ikke så mange mennesker i venteområderne.

Da du ringede efter behandlingen, fordi du stadig havde smerter, fik jeg flyttet en patient torsdag eftermiddag, så du kunne komme til, men du valgte at aflyse den og finde en anden tandlæge.

Hvilket er helt OK for mig.

…”

Ved e-mail af 2. marts 2021 skrev klager til indklagede

”…

Du må da indrømme, at du flere gange gennem klinikassistenten [navn] afviste, at min servicehund måtte komme med Hun sagde det var pga af hygiejne eller allergi og sådan noget.

Jeg ved jo ikke om de begrundelser var dine, eller nogle, hun formodede.

Jeg mener det var en

eller 2 gange jeg blev afvist af dig ift at have SH med gennem klinikassistenten, indtil du selv ringede op, fordi jeg insisterede på at tale med dig selv om det.

Og du forklarede at din bekymring netop gik på venteværelset.

Og vi så fik en aftale på plads - som så desværre ikke viste sig at være holdbar eller ordentligt gennemtænkt, fordi det så bare blev rigtigt svært for mig at komme til.

Og det er bare rigtig ærgerligt, kan jeg nu se.

Jeg tænker at meget af det her

handler om kommunikation.

…”

Samme dag svarede den indklagede tandlæge

”…

Jeg synes altså ikke at du er blevet afvist af mig.

Jeg har intet imod at [hunden] er med på klinikken, og har intet

imod din hund.

Jeg er jo selv hundeejer.

Når man ringer og vil bestille en tid, som ikke er akut er der ofte nogle ugers ventetid, specielt hvis tiden skal ligge på et ydertidspunkt.

Men da jeg erfarede, at du havde problemer flyttede vi jo netop en patient, så du kunne komme hurtigt til, hvilket også er helt normalt.

Det er ikke udtryk for forskelsbehandling.

…”

Klager bad herefter indklagede om at bekræfte, at hun blev afvist i første omgang, da hun ønskede at medbringe sin servicehund.

Indklagede svarede hertil

”Da jeg først hørte, at du ville komme med en hund, og da jeg gennem mange år har behandlet dig uden, at du havde en hund med, studsede jeg noget over det.

Vi har aldrig haft hunde på klinikken, bortset fra nogle blindehunde, så det er årsagen til, at vi ikke syntes at det var en god ide.

Da jeg så talte med dig, og hørte , hvor meget det betyder for dig, og at det er en egentlig servicehund, du har, så syntes jeg selvfølgelig, at vi skulle finde ud af det, og jeg synes faktisk, at vi fandt en meget god måde til det.

Både for os, hunden og dig.

…”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 18. marts 2021.

Klager fremsatte i klagen påstand om betaling af en godtgørelse svarende til situationens alvor.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun blev udsat for forskelsbehandling på grund af sit handicap, da hun, efter at være blevet afvist flere gange, skulle bestille særtider til tandlægen for at kunne medbringe sin servicehund.

Det var tandlægen, der satte rammerne for særtider, hvilket medførte, at klager skulle vente længere end andre patienter på en tid.

Dette var udtryk for forskelsbehandling.

Klager havde ingen interesse i sene eftermiddagstider.

Dette var alene indklagedes behov.

Klager indvilligede alene i at få særtider, da hun ønskede at beholde sin tandlæge.

Der var aldrig fyldt i venterummet uanset hvilket tidspunkt klager havde tid.

Indklagede gør gældende, at klager ikke blev udsat for forskelsbehandling.

Fra det øjeblik indklagede blev oplyst om servicehundens funktion kunne klager medbringe denne.

Både indklagede og klager var tilfredse med den gensidige aftale om særtider, som kom i stand via samarbejde mellem parterne.

At klager umiddelbart først kunne tilbydes en tid 2 uger efter henvendelse var helt normalt.

Uanset tidspunkt på dagen var en ventetid på 2 uger til 1 måned helt normalt.

Ved akut opstået behov var der buffertider, eller andre patienter blev flyttet til en anden tid.

Under hele forløbet var det indregnet, at servicehunden deltog.

”

Det fremgår af nævnets bemærkninger og konklusion

”Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Klager har oplyst, at hun blev behandlet ringere end andre som følge af sit handicap, da hun først blev afvist ved tandlægen, og derefter skulle bestille særtider for at kunne medbringe sin servicehund.

Den indklagede tandlæge har oplyst, at han ikke erindrer, at klager blev afvist.

Nævnet lægger til grund, at klager fik mulighed for at bestille tid ved tandlægen med sin servicehund efter, at tandlægen fik oplysning om servicehundens funktion.

Nævnet lægger videre til grund, at der kan forekomme ventetid ved bestilling af tid til tandlægebesøg.

I det konkrete tilfælde blev klagers tid fremrykket, da hendes behandlingsbehov var af akut karakter.

Nævnet vurderer herefter, at klager ikke har været udsat for ringere behandling, end andre personer bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Nævnet har herved lagt vægt på, at klager blev tilbudt en tandlægetid, og at klagers servicehund ikke blev nægtet adgang.

Klager får derfor ikke medhold i sin klage.

Nævnet har ved denne afgørelse ikke taget stilling til, om klagers lidelse udgør et handicap i lovens forstand.

”

Den 7. januar 2024 henvendte klager sig til Ligebehandlingsnævnet med anmodning om genoptagelse af sagen.

Klager har fremlagt to yderligere mails fra mailkorrespondancen af den 2. marts 2021 mellem klager og indklagede.

I mail af 2. marts 2021 skrev en af receptionisterne hos indklagede følgende til klager

”…

Jeg skal nok vise [indklagede] dine to mails Men ellers har jeg tænkt på, at jeg gerne vil holde mig lidt ude af denne kommunikation, da vi jo kender hinanden via [navn på fælles ven].

OK?

…”

Klager svarede følgende

”…

Det er 100% ok og meget, meget fint.

Det kan du tro, [navn på receptionist hos indklagede]!

Jeg skal nok finde ud af det.

…”

Ligebehandlingsnævnet har ikke foretaget høring af indklagede i forbindelse med anmodningen om genoptagelse.

Klagers bemærkninger

Klager har anmodet om, at sagen genoptages.

Klager har til støtte for anmodningen anført, at problemet med særtider var, at aftalen var fortløbende.

Det vil sige, at fremadrettet ville klager kun kunne tilbydes særtider, medmindre det var akut, og dermed ville klager fortsat skulle vente typisk flere uger længere end andre patienter på grund af klagers afhængighed af et hjælpemiddel.

Det drejede sig ikke kun om den ene situation, men at kravet ville fortsætte og ikke var muligt at ændre, og dermed ville forskelsbehandlingen af klager fortsætte.

Klager ville skulle vente uger længere end andre på en aftalt tid, da klager kun kunne få en tid sidst på dagen, så konsekvensen blev, at der var langt færre valgmuligheder, når klager skulle bestille en tid.

Indklagede gjorde intet for at finde en løsning, der ikke indbefattede særtider.

Restauranter, teatre osv. må ikke bare udelukke folk fra at være i rummet.

Det er der allerede et utal af afgørelser om i nævnet, også nyere.

Hvorfor må indklagede så lave særregler i et venteværelse?

Den eneste begrundelse for særtider var indklagedes bekymring for, hvordan de andre patienter havde det med, at der var en servicehund i

venteværelset.

Det drejede sig ikke engang om klinikrummene eller hygiejne.

Men alene om, hvad de andre i venteværelset ville tænke om det.

Klager har nu både en tandlæge og en praktiserende læge, som ikke har krav om særtider eller problemer med, at klager medbringer sin servicehund.

På den måde at lade et rum, for eksempel et venteværelse, styre, om nogle mennesker kan behandles anderledes end andre pga.

et hjælpemiddel, er forskelsbehandling.

Indklagede gjorde sig nogle forestillinger og tog et valg ud fra det.

Det endte i forskelsbehandling af klager, alene på grund af klagers hjælpemiddel.

Når andre tandlæger og læger kan finde ud af det, så er begrundelsen ikke valid.

Sekretærerne hos indklagede havde altid vidst, at klager var psykisk udfordret.

Klager får tilskud til tandlæge via helbredstillæg, hvilket sekretærerne stod for.

Klager havde en fælles ven med den ene af de to sekretærer, og derfor kendte sekretæren til klager og klagers udfordringer i privat regi.

Sekretærerne havde tidligere spurgt klager, om klager kunne binde servicehunden op i fællesrummet, mens klager var til behandling.

Sekretærerne afviste klager på grund af hygiejnebekymring i selve klinikrummet.

Klager har brug for sin servehund under behandlingen.

Sekretærerne var informeret om, at klagers tilstand var forværret, og at klager var afhængig af sin servicehund for at kunne komme til tandlæge.

Sekretærerne fortalte aldrig tandlægen om klagers forespørgsler og deres afvisninger.

Indklagede påstod, at de i klinikken var lang tid om at forstå, at klagers behov var reelt.

Det tog dem 1,5 år at forstå.

Dette skyldtes ikke, at klager ikke gjorde dem opmærksom på det ved samtlige forespørgsler.

Klager havde i forbindelse med fremsendelsen af mailkorrespondance mellem indklagede og klager til klagen fjernede en del af mailudvekslingen, hvor sekretæren med den fælles ven bad klager om at holde hende ude af ”kommunikationen”.

Klager havde fjernet det på grund af temmelig misforståede hensyn, ser klager nu, men mailudvekslingen viser jo, at sekretæren oplevede, at hun var indblandet i miseren som sekretær.

Det var jo også hende, som afviste klager flere gange, uden at tandlægen blev spurgt eller informeret, men korrespondancen viser jo også, at sekretæren havde kendskab til klagers udfordringer i privat regi og givetvis via deres begges meget nære veninde også om den voldsomme forværring af klagers tilstand.

På grund af dette ”misforstået hensyn” nævnte klager aldrig sekretærens navn i klagen og heller ikke, at sekretæren, som afviste klager flere gange ved skranken, kendte klager privat og også kendte til klagers voldsomme psykiske vanskeligheder.

Blandt andet måtte sekretæren også fra deres fælles veninde have vidst, at klager var så godt som isoleret derhjemme på grund af PTSD, alene af den grund, at deres veninde faktisk på det tidspunkt var i en lignende (forværret) situation med voldsom PTSD, som klagers veninde og klager talte meget sammen om.

Og sekretæren burde have vidst det inden, klager informerede om sin servehund og behovet for den ved skranken første gang i august 2019.

Det passer ganske enkelt ikke, at indklagede ikke var informeret om klagers psykiske tilstand eller forværring, som indklagede påstår.

Den afvisende sekretær vidste det godt, også fra privat regi.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Det fremgår af lov om Ligebehandlingsnævnet, at nævnet kan bestemme, at en sag, hvori der er truffet afgørelse, skal genoptages, hvis særlige grunde taler derfor.

En sag kan for eksempel genoptages, hvis der fremkommer nye oplysninger af væsentlig betydning for sagen.

Det kan i den forbindelse tillægges vægt, hvis disse oplysninger ikke har kunnet fremlægges forud for eller under behandlingen af sagen.

Sagsbehandlingsfejl kan også medføre genoptagelse.

Nævnet vurderer, at der ikke er fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Det fremgår af afgørelsen af 4. april 2022, at nævnet lagde til grund, at klager fik mulighed for at bestille tid ved tandlægen med sin servicehund efter, at tandlægen fik oplysning om servicehundens funktion.

Det fremgår endvidere af afgørelsen af 4. april 2022, at nævnet i den forbindelse lagde til grund, at der kan forekomme ventetid ved bestilling af tid til tandlægebesøg.

I det konkrete tilfælde blev klagers tid fremrykket, da hendes behandlingsbehov var af akut karakter.

Nævnet vurderede ved afgørelsen af 4. april 2022, at klager ikke havde været udsat for ringere behandling, end andre personer bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Nævnet lagde herved vægt på, at klager blev tilbudt en tandlægetid, og at klagers servicehund ikke blev nægtet adgang.

Der er ikke i forbindelse med klagers anmodning om genoptagelse fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og der foreligger heller ikke i øvrigt særlige grunde, der kan føre til, at sagen skal genoptages.

Efter nævnets faste praksis er der herefter ikke grundlag for at genoptage sagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1 og 3, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 10 om genoptagelse

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2 om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 10 om delt bevisbyrde