Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - kommuner - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - kommuner - ej medhold

J.nr. 22-33712

En kvinde (klager), som lider af angst og har en ængstelig, sensitiv personlighedsstruktur med depressive træk, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med fastsættelse af regler for brug af servicehunde på et bosted i en kommune (indklagede).

Kommunen havde bevilget kvinden plads på bostedet.

Det fremgik af bevillingen, at man ikke måtte have kæledyr på bostedet, men at kvinden gerne måtte have sin hund med, da den var under optræning som servicehund.

Hunden måtte dog kun opholde sig på kvindens værelse og ikke på bostedets fællesarealer.

Der blev også indgået en husdyrskontrakt mellem kvinden og kommunen.

Nævnet vurderede, at reglen om, at kæledyr ikke må være på bostedets områder, udgjorde indirekte forskelsbehandling af personer med handicap.

Nævnet vurderede herefter, at den indirekte forskelsbehandling var objektivt begrundet i et sagligt formål om at sikre hensynet til bostedets andre beboere, som også havde udfordringer.

Nævnet vurderede også, at reglerne for brug af servicehund på bostedet var nødvendige og rimelige.

Klager fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med fastsættelse af regler for brug af servicehund på et bosted i den indklagede kommune.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med handicapdiskriminationsloven, at indklagede fastsatte regler for brugen af servicehund på bostedets områder.

Sagsfremstilling

I statusattest af 29. juni 2021 er klager beskrevet med en ængstelig, sensitiv personlighedsstruktur med depressive træk.

Ifølge epikrise fra 19. maj 2022 til 12. august 2022 lider klager endvidere af angst.

Det fremgår af en udtalelse fra en forening, der beskæftiger sig med servicehunde, at klager er godkendt som egnet hundefører, og at hendes hund er blevet godkendt som kommende psykiatrisk servicehund.

Klager fik plads på et midlertidigt bosted og flyttede ind på bostedet den 31. maj 2022.

Indklagede meddelte klager bevilling af plads på bostedet den 3. juni 2022 og lagde i den forbindelse vægt på, at klager er diagnosticeret med generaliseret angst, panikangst, ængstelig og sensitiv personlighedsstruktur med depressive træk, omsorgssvigt i barndommen samt mistanke om PSTD og autisme.

Det fremgår af bevillingen, at man ikke må have kæledyr på bostedet, men at klager gerne måtte have sin hund med, da den var under optræning som servicehund.

Hunden måtte dog kun opholde sig på klagers værelse og ikke på bostedets fællesarealer.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 19. juli 2022.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 20.000 kr.

Den 21. september 2022 underskrev klager og indklagede en husdyrskontrakt.

Af kontrakten fremgår følgende

”…

Følgende punkter skal overholdes ift.

at have hund på [bosted]

1.

Hunden må ikke være på indendørs fællesarealer

2.

Hunden skal gå ud ved den indgang der ligger tæt på [klagers] værelse

3.

Hunden må gerne opholde sig udendørs, men i snor på fællesområderne, bag ved [klagers] værelse, så længe der ikke modtages klager fra øvrige beboere

4.

Hunden må følge med i bilen, hvis [klager] har brug for støtte til møder i byen.

Dette gælder ikke på handleture, hvor der skal benyttes bus

5.

Hunden må ikke være i bilen, hvis der er andre beboere i bilen

6.

Hunden skal luftes flere gange om dagen

7.

Personalet overtager ikke opgaven, hvis [klager] ikke er tilstede

8.

[Klager] skal selv sørge for pleje af hunden og rydde op efter hunden…”

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at indklagede udsatte hende for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med indklagedes fastsættelse af regler for brug af klagers servicehund på bostedet.

Klager har meget gavn af at have sin servicehund med, da hunden gør, at klager har mere energi til andre ting og til at være mere social.

Klager har et stort behov for at have sin servicehund med ud af huset og dermed også for at have hunden med i bostedets fælles bil.

Klager har oplevet, at andre har haft en hund på bostedets fællesområder, hvor der ikke er blevet sagt noget til det.

En medarbejder blev eksempelvis inviteret til at være ude på gårdspladsen med sin hvalp, hvilket blev godkendt af ledelsen.

Indklagede har desuden flere gange truet klager med, at hunden må ud.

Klager mener, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling, idet andre beboere gerne måtte have deres hunde på bostedets fællesområder, hvor klagers hund ikke måtte befinde sig.

Klager oplevede, at det kun var hende og hendes hund, der ikke var velkommen.

Indklagede gør gældende, at klager ikke har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Indklagede beklager, at klager har oplevet, at andre har haft hund med på bostedet, og at personalet ikke har gjort de pågældende personer opmærksomme på reglerne herom.

Ledelsen har efterfølgende gjort opmærksom på reglerne for husdyr på bostedet, som også bliver oplyst ved indflytning.

Ifølge bostedets regler må der ikke være hunde på fællesarealerne, og det er alle medarbejdere og borgere bekendt med.

Hvis der er borgere, der alligevel har hund på fællesareal, bliver det påtalt og henstillet til, at det skal de ikke.

Det er normalt ikke tilladt at have hund på bostedet, men klager har fået tilladelse til det, da det er en servicehund under optræning.

Reglerne om, hvor klagers hund må opholde sig, er fastsat af hensyn til bostedets andre beboere, som har forskellige udfordringer.

Der er stort flow på bostedet/løbende udskiftning på bostedet, der ikke kan ikke sige nej til borgere med allergi eller angst for hunde.

Indklagede har tilbudt at følge klager enten i bus eller bil samt tilbudt klager at modtage dialektisk adfærdsterapi (DAT) mod sin angst, som er evidensbaseret, og som indklagede har god erfaring med.

Dette skulle være som træning i at være uden servicehund, fx når der køres i bil.

Klager har desuden meddelt, at de andre beboere ikke må tage kontakt til klagers servicehund, hvilket kan være svært at administrere på grund af de øvrige beboeres psykiske udfordringer.

Indklagede kan ikke genkende klagers oplysning om, at bostedet skulle have truet med, at hunden skulle ud.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Om handicap

Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U2018.

830H og U2018.

853H.

I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.

Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.

Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

På baggrund af oplysningerne i sagen vurderer nævnet, at klager har godtgjort, at hun har et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven.

Nævnet lægger vægt på oplysningerne om, at klager har ængstelig, sensitiv personlighedsstruktur med depressive træk og angst.

Nævnet lægger desuden vægt på, at klagers hund var godkendt som kommende psykiatrisk servicehund.

Om forskelsbehandling

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Indklagede havde regler om, at man ikke må have kæledyr på bostedets områder.

Klager måtte medbringe sin hund, der var under optræning som servicehund, på bostedet, men hunden måtte kun opholde sig på klagers værelse og måtte ikke opholde sig på bostedets fællesarealer.

Nævnet vurderer, at reglen om, at kæledyr ikke må være på bostedets områder, er en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis, som kan stille personer med handicap ringere end andre personer.

Nævnet vurderer derfor, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun har været udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet, når den er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere.

Nævnet vurderer, at den indirekte forskelsbehandling var objektivt begrundet i et sagligt formål om at sikre hensynet til bostedets andre beboere, som også har udfordringer.

Reglerne for brug af servicehund på bostedet var nødvendige af hensyn til bostedets andre beboere, som blandt andet kunne have svært ved ikke at tage kontakt til servicehunden på grund af beboernes psykiske udfordringer.

De opstillede regler for brug af servicehunden var også rimelige, da der var løbende udskiftning af beboerne på bostedet.

Det ville derfor ikke være hensigtsmæssigt for hverken indklagede eller klager, at der blev ændret i reglerne, alt efter hvilke beboere, der aktuelt var på bostedet.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1 og 3, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12 om klagebehandling

•

§ 2 om lovens anvendelsesområde

•

§ 3 om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 1-4, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 7 om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling

•

§ 10 om delt bevisbyrde