Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-06313
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-06313
Vejle Amts Folkeblad får ikke kritik for at afvise sletning af artikel
En person og et selskab klagede til Pressenævnet over, at Vejle Amts Folkeblad ikke ville slette en artikel bragt i 2019, som omhandlede opførelsen af en række byggerier, herunder omtale af en andelsboligforenings politianmeldelse indgivet mod bygherren for bedrageri.
Den omtalte person var direktør for og medejer af selskabet, som var bygherren.
Nævnet fandt, at artiklen indeholdt oplysninger, som måtte anses for særligt belastende for klagerne, men nævnet fandt imidlertid, at der ikke var tale om private oplysninger eller oplysninger af en sådan karakter, at det i sig selv talte for at hindre tilgængeligheden af artiklen.
Nævnet lagde vægt på, at omtalen angik erhvervsmæssige forhold, at personen havde indtaget en fremtrædende rolle som direktør for og medejer af selskabet, og at omtalen i artiklen fortsat kunne anses at have almen interesse.
[Klager 1] har på egne vegne og på vegne af [Klager 2] klaget til Pressenævnet over, at Vejle Amts Folkeblad har afvist deres anmodning om at slette artiklen ”Direktør bygger nyt etagebyggeri, selvom hans gamle firma er politianmeldt for snyd” , som blev bragt den 7. april 2019 på vafo.dk, idet de mener, at god presseskik derved er tilsidesat.
1 Sagsfremstilling
Den påklagede artikel
Vejle Amts Folkeblad bragte den 7. april 2019 artiklen ”Direktør bygger nyt etagebyggeri, selvom hans gamle firma er politianmeldt for snyd” på vafo.dk.
Artiklen har følgende underrubrik
”[Klager 1] fra [Bynavn A] er i gang med at opføre [Byggeri A] i [Bynavn B]s vestby gennem sit selskab [Selskabet].
Ved siden af har andelsboligforeningen i [Byggeri B] politianmeldt hans andet selskab.
Foreningen mener, den er blevet snydt for 8,5 millioner kroner i forbindelse med byggeriet af [Bygningen].
”
Af artiklen fremgår følgende
”[Bynavn B]: Andelsboligforeningen i [Byggeri B] har politianmeldt [Klager 2], som opførte de to [Bygningerne] i 2008/2009.
Bag selskabet står direktør [Klager 1] og to bestyrelsesmedlemmer.
Foreningens formand [Formanden] mener, at andelsboligejerne er blevet snydt for 8,5 millioner kroner og har på vegne af foreningen med 23 medlemmer indgivet en politianmeldelse i marts 2018.
- Vi mener, at der er sket lovbrud, men det kan godt være, vi tager fejl.
Det er nu op til politiet at vurdere.
Det er også politiet, der skal prøve at finde ud af, hvem der har haft den mest fremtrædende rolle i sagen, siger [Formanden].
Anmeldelsen, som Vejle Amts Folkeblad har set, peger ikke på én person, men udnævner selskabet [Klager 2] til at spille en fremtrædende rolle.
Ifølge [Formanden] har foreningen som anført bygherre i projektkontrakten med [Klager 2] betalt arkitekt og ingeniør for at føre byggetilsyn med byggeriet, mens det blev bygget.
Men sådanne tilsyn har aldrig fundet sted, mener [Formanden], og han ser derfor kontrakten som misligholdt for et beløb svarende til to millioner kroner.
Han mener derudover at have bevis for, at foreningen har betalt for to støjmure ud mod [Vejnavn], en sprinklercentral og 12 overdækkede parkeringspladser, som aldrig er blevet opført.
Ifølge ham har andelsboligejerne også betalt for overbelåning af byggeriet.
Politiet bekræfter
Sydøstjyllands Politi bekræfter at have modtaget politianmeldelsen og oplyser desuden
”Der er i anmeldelsen umiddelbart fortsat strafferetlige aspekter og påstande, som skal vurderes nærmere i forhold til iværksættelse af en eventuel efterforskning.
Denne vurdering vil blive iværksat snarest muligt, men der kan p.t.
ikke oplyses nærmere tidspunkt for dette,” skriver politiet i et mailsvar.
[Klager 1], som er direktør af [Klager 2], er med sit andet selskab [Selskabet] ved at opføre [Byggeri A], som ligger ved siden af [Byggeri B].
[Klager 1] er blevet kontaktet, men har ikke ønsket at kommentere sagen.
”
Den 22. september 2023 rettede [Klager 1] henvendelse til Vejle Amts Folkeblad med anmodning om sletning af artiklen.
Vejle Amts Folkeblad afviste den 22. september 2023 [Klager 1]s anmodning.
[Klager 1]s klage over Vejle Amts Folkeblads afvisning er modtaget i Pressenævnet den 22. september 2023.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager 1]s og [Klager 2]s synspunkter
Sletning – punkt B.
8
[Klager 1] og [Klager 2] (herefter klagerne) har anført, at Vejle Amts Folkeblad har afvist deres anmodning om at slette artiklen.
I den forbindelse har klagerne henvist til, at artiklen er vinklet således, at det er [Klager 1] personligt, og ikke [Klager 2], der var under anklage.
[Klager 2] var på artiklens udgivelsestidspunkt ejet af tre personer, hvor [Klager 1] ikke havde en bestemmende indflydelse og ejerandel i selskabet.
Formuleringen ”hans gamle firma” i artiklens overskrift er således faktuel forkert og misvisende, idet formuleringen bibringer læserne det indtryk, at [Klager 1] ejede [Klager 2].
Formuleringen ”hans andet selskab” i artiklens brødtekst, som henviser til [Klager 1], får det også til at fremstå som om, at det er [Klager 1], der ejer [Klager 2].
[Klager 2] er således ikke [Klager 1]s ”firma”, fordi han har en ejerandel og er ansat som direktør, uden at have bestemmende indflydelse og bestemmende ejerandel, ligesom det ikke er et af [Klager 1] kontrollerede selskaber, der er politianmeldt, men [Klager 2].
Klagerne har bemærket, at et medie – hvis [Medicinalvirksomheden] var blevet politianmeldt – aldrig ville skrive, at et af [Direktøren]s (adm.
direktør og aktionær i [Medicinalvirksomheden]) selskaber var blevet politianmeldt.
Et medie ville selvfølgelig alene omtale [Medicinalvirksomheden] som den politianmeldte.
Klagerne har endvidere henvist til, at formuleringen ”bag selskabet står direktør [Klager 1] og to bestyrelsesmedlemmer” efterlader læseren med det indtryk, at der henvises til, hvem der ejer selskabet.
Ud fra sætningen fremgår det ikke, at der er flere ejere, men efterlader læseren med det indtryk, at det alene er [Klager 1].
Klagerne har også henvist til, at det ikke er korrekt, at [Klager 1] fik 14 dage til at betale beløbet, idet det var [Klager 2], der fik 14 dage til at betale beløbet.
Det er klagernes opfattelse, at det er i strid med god presseskik, at Vejle Amts Folkeblad har identificeret [Klager 2] med alene [Klager 1], uden at drage de øvrige ejere ind i sammenhængen.
Det er selvsagt ikke udtryk for god presseskik at tage en person fra ejerkredsen ud af sammenhængen og så massivt fokusere på vedkommende personligt, da det er selskabet, som er den juridiske enhed/bygherre.
Klagerne har desuden henvist til, at Vejle Amts Folkeblad ikke havde forelagt klagerne de alvorlige beskyldninger, herunder at der ville blive bragt en artikel om, at [Klager 2] var politianmeldt for dokumentfalsk og bedrageri for 8,5 mio. kr., selv om det anføres i artiklen.
Klagerne har oplyst, at politiet i juni 2020 afgjorde, at der ikke skulle rejses tiltale.
Politiets afgørelse har andelsboligforeningens formand, [Formanden], derefter klaget over til Statsadvokaten.
Statsadvokaten har efterfølgende afgjort, at statsadvokaturen var enig i politiets afgørelse, hvorefter sagen blev lukket/afvist.
Eftersom anmeldelsen blev afvist af politi og statsadvokat, var Vejle Amts Folkeblads grundlag for artiklen grundløs og uberettiget.
Det er nemt for borgere at anmelde hinanden – og netop derfor er det vigtigt, at medierne belyser fakta til bunds, eller afventer at fakta er blevet belyst, så et medie ikke bliver en ensidig medløber.
Afslutningsvis har klagerne bemærket, at artiklen skal ses i sammenhæng med, at Vejle Amts Folkeblad samme dag i den trykte udgave bragte en enslydende artikel med overskriften ” Tidligere politimand: Vi er blevet bedraget” .
Vejle Amts Folkeblad har i artiklen citeret en tidligere politimand med 40 års tjeneste, som har ”næse for mistænkelige forhold”, og som har indgivet anmeldelsen.
Det er klagernes opfattelse, at et medie har en særlig pligt over for den anklagede til at være objektiv, når der citeres fra en tidligere politimand/politiinspektør.
2.2 Vejle Amts Folkeblads synspunkter
Sletning – punkt B.
8
Vejle Amts Folkeblad har afvist klagernes anmodning om sletning ud fra mediets faste praksis i JFM om ikke at ændre på mediets redaktionelle indhold, som mediet betragter som løbende skrivning af danmarkshistorie, med mindre ganske særlige forhold gør sig gældende.
Det er ikke tilfældet her.
Den påklagede artikel drejer sig om et byggefirma, som har opført et stort byggeri i [Bynavn B] og dernæst er gået i gang med endnu et byggeri klos op ad det første, hvorefter andelsboligforeningen i det første byggeri anmeldte byggefirmaet for bedrageri for et meget betydeligt beløb.
Det er på publiceringstidspunktet en sag af åbenlys offentlig interesse i lokalområdet, hvorfor Vejle Amts Folkeblad har overholdt påbuddet i de presseetiske regler punkt C.
7, som angiver ”væsentlig almen interesse” som én af anledningerne til at omtale politianmeldelser.
Det bør ikke føre til en anden betragtning, at politiet senere afviste klagen.
De presseetiske regler punkt B.
8 angiver ”følsomme eller private oplysninger” som mulig bevæggrund for, at tilgængeligheden af oplysninger kan – ikke skal – hindres.
Det er der dog ikke tale om her.
En oplysning om en politianmeldelse mod en ansvarlig direktør for et byggefirma, som gennemfører store og dyre byggerier for boligselskaber, er ikke personlig, men af offentlig interesse.
Det er også tydeligt angivet, at anmeldelsen ikke er rettet mod [Klager 1] personligt, men mod [Klager 2].
[Klager 1] er direktør og frontfigur i begge selskaber, hvorfor der er dækning i overskriften samt efterfølgende for at skrive, som Vejle Amts Folkeblad har gjort.
Det fremgår allerede af anden sætning i artiklen, at ”bag selskabet står [Klager 1] og to bestyrelsesmedlemmer”, altså en understregning af, at det ikke alene er [Klager 1], der står bag selskabet.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jesper Rothe, Hans Peter Blicher, Maria Becher Trier og Peter Munk Povlsen.
God presseskik
Sletning – punkt B.
8
Klagerne har klaget over, at Vejle Amts Folkeblad har afvist deres anmodning om at slette artiklen.
Generelt om punkt B.
8
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret.
Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B.
8.
Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.
Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af punkt B.
8 i de vejledende regler og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt.
Den konkrete sag
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at klagerne efter offentliggørelsen af artiklen ”Direktør bygger nyt etagebyggeri, selvom hans gamle firma er politianmeldt for snyd” den 7. april 2019 ikke anmodede nævnet om at tage stilling til, hvorvidt artiklen var i strid med god presseskik.
Artiklen indeholder omtale af opførelsen af en række byggerier i [Bynavn B], herunder omtale af en andelsboligforenings politianmeldelse indgivet mod bygherren [Klager 2] for bedrageri.
Det er Pressenævnets opfattelse, at artiklen fra 2019 på vafo.dk med omtale af politianmeldelsen mod [Klager 2] indeholder oplysninger, som kan være belastende for klagerne.
Nævnet finder imidlertid, at der ikke er tale om private oplysninger eller oplysninger af en sådan karakter, at det i sig selv taler for at hindre tilgængeligheden af artiklen.
Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at omtalen angår erhvervsmæssige forhold, at [Klager 1] har indtaget en fremtrædende rolle som direktør for og medejer af [Klager 2], og at omtalen i artiklen fortsat kan anses at have almen interesse.
Pressenævnet finder derfor ikke anledning til at kritisere Vejle Amts Folkeblad for ikke at have imødekommet klagernes anmodning om at slette artiklen.
Afgjort den 23. april 2024