Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-09232
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-09232
Vejle Amts Folkeblad får kritik for at bringe billede i krænkende sammenhæng
I november 2023 omtalte Vejle Amts Folkeblad, at en navngiven person var tiltalt efter straffelovens § 119, stk. 1.
Vejle Amts Folkeblad bragte i den forbindelse et billede af en anden person, som klagede til Pressenævnet over det bragte billede.
Vejle Amts Folkeblad havde samme dag, som artiklen blev publiceret, fjernet billedet og efter nogle dage bragt en selvstændig rettelse.
Nævnet fandt, at brugen af billedet i sammenhæng med omtalen var misvisende og krænkende for klageren og udtalte herefter kritik af Vejle Amts Folkeblad.
[Klager] ved [Person 3] har klaget til Pressenævnet over artiklen ” Endnu en af [Person 1]s onkler skal for retten: Han nægter at have sparket en betjent på foden ”, bragt den 9. november 2023 på vafo.dk, idet [Klager] mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har klaget over, at Vejle Amts Folkeblad har bragt hans billede i en krænkende sammenhæng.
1 Sagsfremstilling
Påklaget artikel
Vejle Amts Folkeblad bragte den 9. november 2023 kl.
11.19 artiklen ” Endnu en af [Person 1]s onkler skal for retten: Han nægter at have sparket en betjent på foden ” på vafo.dk.
Der var øverst i artiklen indsat et portrætbillede af [Klager].
Af billedteksten fremgår navnet ”[Person 2]”.
Af artiklens underrubrik fremgik
”[Person 2] er tiltalt for at have sparket en betjent en gang på foden.
”
Af artiklen fremgik
”[Bynavn 1]: Endnu en af den forsvundne og nu genfundne 17-årige [Person 1]s onkler skal i retten.
Denne gang er det [Person 2], der er tiltalt for om aftenen 28. august 2021 at have sparket en betjent en gang på foden.
Det skulle være sket i nærheden af den vandpibecafé i [Bynavn 1], familien har været tilknyttet.
Det fremgår af et anklageskrift, radiostationen "24syv" har fået aktindsigt i.
Tiltalen sker efter straffelovens paragraf 119, stk. 1 om “vold eller trussel om vold mod en offentlig ansat”, skriver 24syv.
[Person 2] har tidligere været tiltalt for vold og trusler mod politiet i forbindelse med en afhøring på politigården i [Bynavn 1].
Dengang blev han frifundet på baggrund af et vidneudsagn fra en tolk, der lyttede med på afhøringen via telefon.
Ifølge [Person 2]s advokat, [Advokaten], nægter han sig skyldig i anklagen og har på nuværende tidspunkt ikke flere kommentarer, oplyser 24syv.
Vejle Amts Folkeblad har tidligere dækket retssagen mod [Person 1]s onkel [Person 4], der blandt andet var tiltalt for "have overfaldet tjenestegørende politiassistent med hån, skældsord eller anden fornærmelig tiltale ved at udtale: 'du er en hund og en idiot' og 'jeg knepper dig, din mor og din datter,' eller lignende."
[Person 4] blev 31. oktober kendt skyldig i at have modsat sig anholdelse og fornærmet politiet.
[Person 2] skal møde i Retten i [Bynavn 2] 11. januar næste år.
Ifølge anklageskriftet kræver anklageren fængselsstraf.
Vejle Amts Folkeblad fortalte første gang om familien [Efternavn]s mange sammenstød med politiet for halvandet år siden.
Sagen blev landskendt, da familien stod frem i DR-dokumentaren "[Dokumentaren]", der blev offentliggjort for en måned siden.
”
Efter offentliggørelsen
Vejle Amts Folkeblad opdaterede den 9. november 2023 kl.
11.57 artiklen, og billedet af [Klager] blev fjernet og erstattet af et billede af to af [Person 1]s familiemedlemmer, [Politikeren], familiens advokat og en journalist fra Vejle Amts Folkeblad, der befinder sig i familiens stue.
Billedteksten ”[Person 2]” blev endvidere opdateret til følgende
”Politikeren [Politikeren] besøgte sidste år den [Nationalitet] storfamilie, som har følt sig forfulgt og truet af en gruppe betjente fra Sydøstjyllands Politi.
Her var en journalist og en fotograf fra Vejle Amts Folkeblad også til stede.
”
Den 15. november 2023 kl.
13.59 bragte Vejle Amts Folkeblad følgende rettelse fremhævet med fed skrift øverst i artiklen
”Opdatering: Denne artikel blev publiceret 9. november 2023 klokken 11.19 - beklageligvis med et foto, der ifølge billedteksten forestillede den omtalte [Person 2].
Fotografiet viste en anden person.
Den nuværende version blev publiceret samme dag klokken 11.57.
Redaktionen beklager misforståelsen i den første version.
”
Samme dag kl.
14.12 bragte Vejle Amts Folkeblad følgende rettelse med overskriften ” Vejle Amts Folkeblad beklager: Vi bragte forkert foto i vores omtale af en kommende retssag ” på vafo.dk
”[Bynavn 1]: Vejle Amts Folkeblad publicerede 9. november 2023 klokken 11.19 artiklen "Endnu en af [Person 1]s onkler skal for retten: Han nægter at have sparket en betjent på foden" her på vafo.dk.
Artiklen var i sin første version ledsaget af et foto, der ifølge billedteksten forestillede den omtalte onkel, [Person 2].
Fotografiet viste imidlertid en anden person.
En ny version af artiklen – med et andet foto og uden den forkerte identifikation – blev publiceret samme dag klokken 11.57.
”
Til rettelsen er der indsat et link til artiklen.
[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 9. november 2023.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
Billedbrug
[Klager] har anført, at Vejle Amts Folkeblad har bragt et billede af ham i forbindelse med en omtale af en tiltale mod en anden person.
Hertil har [Klager] anført, at Vejle Amts Folkeblad efter et par timer slettede artiklen og efterfølgende bragte den med et andet billede, uden at undskylde for eller gøre opmærksom på fejlen, hvilket er i strid med god presseskik.
[Klager] har bemærket, at Vejle Amts Folkeblad har chikaneret ham og hans familie, og at dette bør indgå i nævnets behandling af sagen.
2.2 Vejle Amts Folkeblads synspunkter
Billedbrug
Vejle Amts Folkeblad har erkendt, at de har begået en uforsætlig fejl ved at bringe et billede af en forkert person, og har i den forbindelse anført, at fejlen skyldes en navnefejl i deres fotoarkiv, hvor de desværre har registreret familiemedlemmernes navne forkert.
Hertil har Vejle Amts Folkeblad anført, at billedet var tilgængeligt på vafo.dk i 38 minutter, forinden de blev bekendt med fejlen og omgående fjernede det fra artiklen, men at de desværre ikke i forlængelse heraf fik bragt en rettelse i artiklen eller som en selvstændig artikel.
Vejle Amts Folkeblad har imidlertid bemærket, at de den 15. november 2023 har bragt en rettelse i artiklen og en selvstændig rettelse placeret på forsiden af vafo.dk.
Vejle Amts Folkeblad har anført, at det er Vejle Amts Folkeblads opfattelse, at de har handlet i overensstemmelse med punkt A.
7 i de vejledende regler for god presseskik, men at de beklager fejlen.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jens Kruse Mikkelsen, Hans Peter Blicher, James Kristoffer Miles og Søs Lykke Sloth.
God presseskik
Billedbrug
[Klager] har klaget over, at Vejle Amts Folkeblad har bragt et billede af ham i forbindelse med en omtale af en tiltale mod en anden person.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.
Berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår.
Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkt A.
1 og A.
7.
Det følger endvidere af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.
Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.
1.
Pressenævnet bemærker, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede.
Pressenævnet bemærker, at sammensætning af tekst og billede i kombination kan udgøre en
krænkelse, selv om teksten og billedet ikke hver for sig ville udgøre en krænkelse.
På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at Vejle Amts Folkeblad har bragt et portrætbillede af [Klager] i forbindelse med en omtale af [Person 2]s straffesag, og at brugen af billedet er ukorrekt.
Nævnet finder, at brugen af billedet af [Klager] i artiklen i sammenhæng med omtalen af en tiltale mod en anden person er misvisende, og at brugen kan anses for krænkende for [Klager].
Nævnet har lagt vægt på, at brugen af billedet sammenholdt med billedteksten efterlader læseren med det ukorrekte indtryk, at omtalen angår [Klager].
Nævnet udtaler herefter kritik.
Det kan ikke i den konkrete sag føre til en anden vurdering, at Vejle Amts Folkeblad senere samme dag fjernede billedet og nogle dage efter bragte en rettelse i artiklen samt en selvstændig rettelse på forsiden af vafo.dk.
Pressenævnet finder dog, at Vejle Amts Folkeblad ved at fjerne billedet og i forlængelse heraf bringe rettelsen herom samt den selvstændige rettelse på forsiden af vafo.dk har foretaget tilstrækkeligt for at gøre sine læsere opmærksomme på berigtigelsen i den korrigerede artikel.
Nævnet pålægger derfor ikke offentliggørelse af nævnets kritik efter medieansvarslovens § 49.
Afgjort den 19. marts 2024