Legislator Case Law & Legislation
W20240911525 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - ej medhold

7 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (7)

Statutory Text (7 Articles)

KEN#LOKDOK23 2024 9115 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - ej medhold

KEN#LOKDOK23 2024 9115 Valid

J.nr. 22-10132

En mand (klager) klagede over påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at han fik afslag på ansættelse i en stilling som skandinavisk talende assistancekoordinator.

Der var ikke i sagen oplysninger, der gav anledning til at formode, at manden i forbindelse med afslaget på ansættelse havde været udsat for forskelsbehandling på grund af alder.

Manden fik derfor ikke medhold i sin klage.

KEN#LOKDOK23 2024 9115 Valid

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede ikke tilbød klager ansættelse.

Sagsfremstilling

Klager, som er født i 1957, har for nævnet oplyst, at han syv gange har søgt stillinger hos indklagede som skandinavisktalende assistancekoordinator.

Klager har fremlagt et udateret stillingsopslaget fra indklagede, hvoraf følgende fremgår

”…

Har du lyst til et job, hvor du gør en forskel for rejsende, der har akut brug for din hjælp?

Som assistancekoordinator hjælper og rådgiver du personer, der bliver syge eller kommer ud for ulykker i udlandet.

Vi søger efter medarbejdere, der kan levere professionel og empatisk assistance via telefon og mail, samt formidle forsikringsbetingelser og skabe tryghed omkring medicinsk behandling, betaling af lægebesøg og transport tilbage til hjemlandet.

Du er den første, kunden taler med, når skaden er opstået.

Du koordinerer den påkrævede hjælp og informerer pårørende, kunder og samarbejdspartnere.

Du vil derfor bl.a. have kontakt til hospitaler og læger over hele verden.

Du kommer til at tale med mennesker, der oplever alt fra mistet bagage til livstruende situationer.

Derfor skal du være forberedt på at yde både omsorg og handlekraft for dem, der har brug for akut assistance.

Varierende arbejdstid, med indflydelse på egne vagter

Vores alarmcentral på [by] har åbent hele døgnet, hele året, og du skal derfor være indstillet på at arbejde både dag, aften og nat samt weekender og helligdage.

Vi planlægger dine vagter 3 måneder frem i tiden, og vi tager så vidt muligt hensyn til dine ønsker.

Et job med mange indgange – og plads til dig

”Du skal selvfølgelig være robust, da du ofte er i kontakt med personer, der har brug for akut hjælp, og du skal kunne sige nej, hvis deres forsikring ikke dækker.

Men det er også vigtigt, at du kan træffe selvstændige beslutninger, når du løser menneskers problemer i udlandet og udtænker den bedste plan for dem.

Og så skal du bare have gåpåmod og et menneskeligt overskud – ligesom os,” siger [navn], der i mange år selv har arbejdet som assistancekoordinator og nu arbejder som Fagchef hos [indklagede].

Et grundigt introforløb og et mangfoldigt, internationalt team

De første måneder gennemfører du et introforløb, og du får en grundig indføring i vores sagsbehandlingssystemer og i forsikringsteknik, så du efter kort tid kan løse sager selvstændigt.

Derudover bliver du en del af et internationalt miljø i en virksomhed med gode udviklingsmuligheder, og du får flere hundrede nye kolleger med en bred vifte af kulturelle baggrunde.

Vi taler tilsammen mere end 30 sprog, og vi er gode til at samarbejde og støtte hinanden.

”Der er meget stor rummelighed her.

Og vi er lige så professionelle, som vi har det godt sammen.

Jeg er sikker på, at nye kolleger bliver glade for det,” slutter [navn], der ser frem til at tage godt imod dig.

Rekrutteringsprocessen

Vi indkalder til samtaler løbende og rekrutteringsprocessen består af to samtaler.

Indledningsvis vil vi afholde en kort personlig samtale via et videomøde, hvor du vil møde én vores teamledere.

Hvis både du og vi synes, der er grundlag for at fortsætte dialogen, vil du efterfølgende blive indbudt til en personlig samtale i vores lokaler på [by].

Under de første 3 uger af en eventuel ansættelse ville du skulle gennemgå et kompetencegivende uddannelsesforløb.

Undervisningen er placeret i alm. arbejdstid mandag-fredag.

…”

Klager har oplyst, at han søgte stillinger hos indklagede mindst 7 gange, og at han hver gang fik enslydende afslag.

Klager har for nævnet fremlagt afslag af 15. februar 2022, 10. september 2021 og 16. juli 2021.

Af afslaget af 15. februar 2022 fremgår følgende:¬

”…

Kære [klager]

Vi henviser til din ansøgning til en stilling som assistancekoordinator på vores alarmcentral.

Desværre må vi meddele dig, at du ikke er blandt de ansøgere, vi har valgt at kalde ind til samtale.

Vi vil gerne beholde dine oplysninger til eventuel senere brug ved ledige stillinger hos os.

Hvis du ikke ønsker dette, bedes du venligst sende mig en mail med oplysning herom.

Vi ønsker dig held og lykke med jobsøgningen.

…”

Klager har desuden fremlagt mails fra indklagede, hvor indklagede bekræfter at have modtaget klagers ansøgning af 8. januar 2022, 26. september 2021 og 24. august 2021.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 17. februar 2022.

Klager fremsatte den 15. juni 2022 en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 315.180,25 kr., svarende til 11 måneders løn.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder, da han ikke blev tilbudt ansættelse hos indklagede.

Klager var kvalificeret til stillingen, da han havde arbejdet som rejseleder i 7 år og som turistguide i 3 år, og da han i forbindelse hermed har haft kontakt med indklagede.

På den baggrund har klager erfaring med, hvilke informationer indklagede har brug for.

Klager kan flydende dansk og svensk og har en forståelse for norsk og tysk på samtaleniveau.

Klager er derfor egnet til en stilling, hvor der bliver talt forskellige nordiske sprog.

Indklagede har ikke inviteret klager til jobsamtale og kan på den baggrund ikke vurdere, hvordan klager ville kommunikere med gæsterne.

Afslagene har været enslydende, og begrundelsen herfor må derfor være klagers alder.

Klager har arbejdet med IT i 30 år, men de seneste 9 år har han arbejdet inden for rejsebranchen.

Til indklagedes oplysninger om, at de har 12 personer ansat, der er ældre end 50 år, bemærker klager, at dette ikke fortæller, om de 12 medarbejdere blev ansat på grund af deres sprogkundskaber.

Der er ansat 16 26-årige, som ikke har 12 års erfaring inden for rejsebranchen, hvilket klager har.

Klager kan ikke bevise aldersdiskrimination, når indklagede sender enslydende afslag.

Da indklagede ikke har læst klagers CV korrekt, må det betyde, at afslaget var på grund af klagers alder.

De oplysninger, som klager anførte i sit CV, var relevante, da dette beviser, at klager er omstillingsparat.

Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet forskelsbehandlet på grund af alder.

På grund af medarbejderreduktionen som følge af covid-19 har indklagede haft et stort behov for at ansætte nye medarbejdere.

Det er ressourcekrævende at lære nye ansatte op, hvorfor indklagede har søgt nye medarbejdere med ca. en måneds mellemrum.

Det er grunden til, at indklagede har lavet flere jobopslag til samme stilling med kort mellemrum.

Indklagede har ansat 67 personer fra den 1. oktober 2021 til den 31. maj 2022, hvoraf 12 personer var ældre end 50 år på ansættelsestidspunktet.

Indklagede har retten til at meddele afslag til ansøgerne, hvis de ikke vurderes at være de rigtige kandidater til stillingen.

Denne ret består også, selvom der er ledige stillinger, der ikke er blevet besat.

Klager har ikke påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling.

Den omstændighed, at klager har fået gentagne afslag på sine ansøgninger, er ikke tilstrækkeligt til at konstatere, at der er påvist de faktiske omstændigheder.

De standardformulerede afslag er enslydende, fordi indklagede har haft ekstraordinært travlt og derfor ikke haft tid til at give individuelt begrundede afslag.

Afslaget på klagers ansøgning er begrundet i klagers ansøgning og CV.

Indklagede har lagt vægt på, at klager i 35 ud af 37 år har været beskæftiget med IT.

Klagers ansøgning indeholdt irrelevante oplysninger, og indklagede lagde derfor til grund, at klager ikke kunne differentiere mellem relevante og irrelevante oplysninger.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af en bestemt alder ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager gør gældende, at det er på grund af hans alder, at han ikke er blevet tilbudt ansættelse hos indklagede.

Indklagede har oplyst, at indklagedes afslag på at ansætte klager skyldtes klagers ansøgning og CV, hvoraf det fremgik, at klager i 35 ud af 37 år havde været beskæftiget med IT.

Indklagede har desuden oplyst, at indklagede i perioden, hvor klager søgte stillingerne, har ansat 67 personer, hvoraf 12 personer var ældre end 50 år på ansættelsestidspunktet.

Nævnet vurderer herefter, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager er blev udsat for forskelsbehandling.

Klager får derfor ikke medhold i sin klage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

KEN#LOKDOK23 2024 9115 Valid

•

Du har måske erfaring fra rejsebranchen - fx som rejseleder, men erfaring fra enten forsikringsbranchen eller en sundhedsfaglig baggrund kan også være en fordel.

•

Du har mod på udvikling og daglige udfordringer og sætter pris på, at der sjældent er to dage, der er ens.

•

Du er flydende i ét eller flere af de skandinaviske sprog eller finsk.

•

Idet du vil komme til at arbejde med en global kontaktflade, skal begå dig godt på engelsk både i skrift og tale.

Kan du andre sprog i tillæg, vil det være en stor fordel.

KEN#LOKDOK23 2024 9115 Valid

•

§ 1, stk. 1 og 3, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2024 9115 Valid

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2024 9115 Valid

•

§ 1, stk. 1, om lovens anvendelsesområde

•

§ 2 om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 7 a om delt bevisbyrde

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →