Legislator Case Law & Legislation
W20240903425 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-05178

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2024 9034 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-05178

KEN#LOKDOK23 2024 9034 Valid

Fyens Stiftstidende får ikke kritik for at offentliggøre navnet på en dømt person

I en artikel bragt i juli 2023 omtalte Fyens Stiftstidende en straffesag, hvor en person blev idømt en fængselsstraf for voldtægt.

I omtalen nævnte Fyens Stiftstidende den dømte persons navn.

Personen klagede til Pressenævnet blandt andet over, at Fyens Stiftstidende ved at offentliggøre hans navn havde lagt hindringer i vejen for efterforskningen i straffesagen mod ham.

Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik.

Nævnet lagde blandt andet vægt på, at Fyens Stiftstidende i den konkrete sag havde fulgt mediets faste praksis om at nævne navn på den dømte, når dommen er på mindst et års ubetinget fængsel og efter dom ved første instans, som var tilfældet i den omtalte straffesag, og at Fyens Stiftstidende derved i den konkrete omtale havde fulgt en klar saglig linje for omtale af navne på dømte personer i overensstemmelse med de presseetiske regler punkt C.

6.

Nævnet lagde også vægt på sagens alvorlige karakter og straffens længde og fandt på baggrund af sagens oplysninger det ikke godtgjort, at artiklens oplysninger kunne lægge hindringer i vejen for sagens opklaring.

KEN#LOKDOK23 2024 9034 Valid

[Klager] har ved [Fuldmagtshaveren] klaget til Pressenævnet over artiklen ”19-årig dømt for voldtægt for anden gang: - Der er ikke givet samtykke, og hun sagde flere gange fra verbalt og med kroppen” , som blev bragt af Fyens Stiftstidende den 7. juli 2023 på fyens.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har klaget over, at Fyens Stiftstidende ved at offentliggøre hans navn har lagt hindringer i vejen for efterforskningen samt over, at mediet har afvist hans anmodning om at slette artiklen.

1 Sagsfremstilling

Den påklagede artikel

Fyens Stiftstidende bragte den 7. juli 2023 artiklen ”19-årig dømt for voldtægt for anden gang: - Der er ikke givet samtykke, og hun sagde flere gange fra verbalt og med kroppen” på fyens.dk.

Artiklen har følgende underrubrik

”Byretten har dømt en nu 19-årig mand for voldtægt af en jævnaldrende kvinde.

Han ankede dommen på stedet.

”

Af artiklen fremgår følgende

”Faaborg-Midtfyn: En 19-årig mand er ved Retten i Svendborg blevet idømt 15 måneders ubetinget fængsel for voldtægt af en jævnaldrende kvinde i en skov i forbindelse med en privatfest.

Den dømte er [Klager], der med det samme ankede til landsretten med påstand om frifindelse.

I retten nægtede den 19-årige sig skyldig, og ifølge hans forklaring havde de to kun kysset den aften.

Det skete, da han foreslog, at de gik en tur og endte i den nærliggende skov - hvor han også befølte hende på og uden på tøjet.

- Jeg synes, at hun var sød og pæn, og det var fedt, hvis hun ville kysse og også lave mere, forklarede den 19-årige.

Han kendte kvinden, men betragtede hende ikke som en ”god fangst”.

Alligevel spurgte han, om de skulle mere end bare kysse.

Det sagde hun nej til - og så gik de ifølge ham tilbage til festen.

- Jeg har aldrig haft samleje med hende.

Vi gik tilbage sammen, og så skiltes vi, lød det fra [Klager].

Sagde fra

Hvad kvinden forklarede om den pågældende aften, er uvist.

Den blev, som det er i den slags sager, afgivet for lukkede døre.

Det kom dog frem, at hun var enig i, at de var gået ud i skoven og havde kysset - og at hun efterfølgende havde sagt nej til at have sex.

Men hun blev, ifølge anklageskriftet, ført ned på jorden, hvor den 19-årige gennemførte et samleje, mens han fastholdt hendes arme - til trods for at hun flere gange inden forsøgte at skubbe ham væk og sagde nej - til sidst lå hun hulkende med lukkede øjne og rystede på hovedet.

- Der er kun de to, der har været til stede.

Det er deres forklaringer og troværdighed, der skal lægges til grund, lød det fra anklager [Anklageren].

- Hun (ofret, red.) fremstår troværdig, og hun har haft den samme forklaring hele vejen igennem.

Det er den samme forklaring, hun har givet i fortrolige rum til sin moster, til politiet og også her i retten, lød det blandt andet i anklagerens procedure.

Anden dom

Voldtægten fandt sted i 2021, men først 14 måneder senere blev overgrebet meldt til politiet.

Inden anmeldelsen havde kvinden betroet sig til flere og fortalt, at hun var blevet udsat for et overgreb.

Forsvarsadvokat [Forsvarsadvokaten] mente ikke, at man kunne dømme den 19-årige.

- Anmeldelsen kommer 14 måneder efter, og det kræver noget ekstra, for de tekniske beviser er væk.

Der er ingen DNA, der er ingen lægelig undersøgelse, der er intet tøj.

Det er påstand mod påstand, procederede han.

Anmeldelsen kom kort efter, at [Klager] i byretten blev idømt to års fængsel for voldtægt i en anden sag.

En dom, som efterfølgende er blevet stadfæstet i landsretten.

- Man skal se bort fra den tidligere dom.

Man skal vurdere de beviser, der er ført i denne sag, og der er ikke ført tilstrækkeligt bevis udover enhver tvivl.

Det er ikke omvendt bevisbyrde - han skal ikke bevise, at han ikke har gjort det, lød det fra forsvarsadvokaten.

Enig domsmandsret

Anklager [Anklageren] var ikke i tvivl.

Hun pegede på en straf mellem halvandet år til et år og ni måneders fængsel.

- Det er en kontaktvoldtægt, for de kender hinanden.

Der er ikke givet samtykke, og hun sagde flere gange fra verbalt og med kroppen.

Der er brugt vold - selv om det er mild vold.

Hun bliver i hvert fald ført ned på jorden, og han holder hendes arme fast, bemærkede [Anklageren].

Det var en enig domsmandsret, der dømte ham skyldig.

- Hun har afgivet en troværdig forklaring - uden overdrivelser.

Hvad skulle hendes motiv også være, vi har svært ved at se, hvorfor hun skulle udsætte sig selv og andre for det her, hvis det ikke var sandt, forklarede dommer [Dommeren].

Foruden fængselsstraffen på et år og tre måneder skal den 19-årige betale sagens omkostninger og en erstatning til kvinden på 100.000 kroner.

Han har siddet varetægtsfængslet siden anholdelsen - og det skal han fortsat være.

”

Til artiklen er indsat en faktaboks med overskriften ”Voldtægtsparagraffen” .

Af faktaboksen fremgår følgende

”Den 19-årig blev dømt for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1

Den siger: For voldtægt straffes med fængsel indtil 8 år den, der har samleje med en person, der ikke har samtykket heri.

Det samme gælder den, der tilsniger sig samleje med en person, der forveksler gerningspersonen med en anden.

Der var tale om en tillægsstraf efter straffelovens § 89.

Den siger: Findes nogen, som allerede er dømt til straf, yderligere skyldig i en forud for dommen begået strafbar handling, bliver en tillægsstraf at idømme, for så vidt samtidig påkendelse ville have medført forhøjelse af straffen.

Tillægsstraf kan idømmes i kortere tid end foreskrevet i § 33.

Dersom fuldbyrdelse af den tidligere idømte straf ikke er afsluttet, følges så vidt muligt reglerne i § 88.

Samlet for de to voldtægtsdomme skal den 19-årige tre år og tre måneder i fængsel.

”

[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 21. august 2023.

[Klager] har den 8. september 2023 udvidet klagen til også at omfatte Fyens Stiftstidendes afvisning af 22. august 2023 af hans anmodning om sletning af artiklen.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

Retsreportage

[Klager] har anført, at Fyens Stiftstidende ved at offentliggøre hans navn har lagt hindringer i vejen for efterforskningen i straffesagen mod ham.

Det er [Klager]s opfattelse, at artiklen kan påvirke vidnernes holdninger og dermed forklaringer i ankesagen, hvor der skal afhøres flere vidner.

Sletning – punkt B.

8

[Klager] har anført, at Fyens Stiftstidende har afvist hans anmodning om at slette artiklen.

I den forbindelse har [Klager] henvist til, at artiklen skader en igangværende efterforskning, da dommen er anket til landsretten, som endnu ikke har afsagt dom i sagen.

2.2 Fyens Stiftstidendes synspunkter

Retsreportage

Fyens Stiftstidende har indledningsvis oplyst, at det fremgår af JFMs etiske regelsæt, som Fyens Stiftstidende hører under, at avisen offentliggør navne på dømte, som får et års ubetinget fængsel eller mere, og at avisen altid nævner navnet efter en dom ved første instans.

Fyens Stiftstidende har henvist til følgende afsnit fra JFMs etiske regelsæt

”I politi- og retsreportager nævner vi ikke navne, initialer eller lignende på implicerede, før der er faldet dom i sagen.

Vi bringer navn og alder på dømte, når dommen er på mindst et års ubetinget fængsel eller forvaring.

Vi bringer desuden navn på tiltalte inden straffens udmåling, når vedkommende kendes skyldig efter en paragraf i straffeloven, hvor straffen som minimum er et års fængsel eller mere.

Vi nævner navn efter dom ved første instans.

Hvis en højere instans nedsætter straffen til under ét års ubetinget fængsel eller frikender den tiltalte, nævner vi i omtalen ikke navnet på den dømte eller den frifundne.

Vi opdaterer tidligere artikler om samme sag med, hvad straffen er nedsat til eller, at der er sket en frifindelse, men vi fjerner ikke navne i artiklerne om dommen fra første instans, da betingelserne for at nævne navn på det tidspunkt var opfyldt.

”

[Klager] blev i byretten idømt 15 måneders ubetinget fængsel, og det er derfor Fyens Stiftstidendes opfattelse, at avisen hermed lever op til de presseetiske regler punkt C.

6, som kræver, at der følges en ”klar saglig linje” i afgørelsen af, hvornår navne nævnes i retsreportagen.

Fyens Stiftstidende har afvist, at artiklen kan påvirke vidners forklaring i en forestående ankesag.

Retssager i Danmark er som udgangspunkt åbne for offentligheden og dermed også med adgang for medier til at viderebringe oplysninger derfra.

Retten kan blandt andet af hensyn til sagens videre efterforskning eller risiko for påvirkning af vidner indskrænke åbenheden med bestemmelse om eksempelvis lukkede døre, navneforbud eller referatforbud.

Dette er ikke tilfældet i denne sag.

Retsmødet og domsafsigelsen blev gennemført uden begrænsninger i de grundlæggende principper om offentlighed i retssystemet.

Sletning – punkt B.

8

Fyens Stiftstidende har anført, at avisen har afvist [Klager]s anmodning om at slette artiklen.

Fyens Stiftstidende har henvist til, at artiklen i form og indhold er publiceret i overensstemmelse med de presseetiske regler om at følge en fast linje i forhold til, hvornår navn nævnes på implicerede og dømte i retssager.

I JFMs medier nævnes navn på dømte, der idømmes ubetinget fængsel i et år og derover.

Det gælder ved domme fra første instans, selv om sagen ankes.

I de presseetiske regler fremgår det specifikt under punkt B.

8, at det ikke er oplagt, at et medie skal følge en dømt persons ønske om at få fjernet artikler om vedkommendes langvarige fængselsstraf for alvorlig kriminalitet.

I den pågældende sag er der ikke alene tale om omtale af en, men to alvorlige voldtægtsdomme.

Begge afsagt inden for få år og den seneste i juli 2023.

Derfor taler intet i de presseetiske regler for, at artiklen skal slettes fra fyens.dk.

[Klager]s argument om, at artiklen kan påvirke efterforskningen i forhold til ankesagen ved landsretten, ændrer ikke ved Fyens Stiftstidendes standpunkt.

Artiklen er baseret på åbne retsmøder.

Hvis offentligheden skal begrænses adgang til oplysninger fra retssager, er det en afgørelse, som domstolene træffer i form af eksempelvis lukkede døre, navneforbud eller referatforbud.

Det er ikke tilfældet her, så alle oplysninger kan videregives.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jesper Rothe, Jørn Mikkelsen, James Kristoffer Miles og John Meinert Jacobsen.

God presseskik

Retsreportage

[Klager] har klaget over, at Fyens Stiftstidende ved at offentliggøre hans navn har lagt hindringer i vejen for efterforskningen i straffesagen mod ham.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at så længe en straffesag ikke er endeligt afgjort eller bortfaldet, må der ikke offentliggøres meddelelser, der kan lægge hindringer i vejen for sagens opklaring, eller tilkendegivelser om, at en sigtet eller tiltalt er skyldig, jf. punkt C.

5.

Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at der i videst muligt omfang skal følges en klar saglig linje ved afgørelsen af, hvilke sager der omtales, og i hvilke tilfælde navne på de implicerede nævnes.

En sigtets eller tiltalts navn eller anden identificering bør udelades, når ingen almen interesse taler for at offentliggøre navnet, jf. punkt C.

6.

På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] i juli 2023 ved Retten i Svendborg blev idømt en ubetinget fængselsstraf på et år og tre måneder for voldtægt.

Nævnet lægger endvidere til grund, at [Klager] ankede dommen på stedet med påstand om frifindelse.

Fyens Stiftstidende er en del af mediekoncernen JFM, som har fastsat etiske retningslinjer for egne medier.

De etiske retningslinjer er gjort tilgængelige for Fyens Stiftstidendes læsere på mediets hjemmeside.

Pressenævnet finder, at offentliggørelsen af [Klager]s navn i forbindelse med omtalen af hans straffedom ikke kan anses for en tilsidesættelse af god presseskik.

Nævnet har lagt vægt på, at Fyens Stiftstidende i den konkrete sag har fulgt mediets faste praksis om at nævne navn på den dømte, når dommen er på mindst et års ubetinget fængsel og efter dom ved første instans, som er tilfældet i den omtalte straffesag.

Fyens Stiftstidende har derved i den konkrete omtale fulgt en klar saglig linje for omtale af navne på dømte personer i overensstemmelse med de presseetiske regler punkt C.

6.

Nævnet har også lagt vægt på sagens alvorlige karakter og straffens længde.

Nævnet bemærker, at det fremgår af artiklen, at [Klager] ankede dommen på stedet med påstand om frifindelse.

Nævnet har på baggrund af sagens oplysninger ikke fundet det godtgjort, at artiklens oplysninger kan lægge hindringer i vejen for sagens opklaring.

På denne baggrund udtaler Pressenævnet ikke kritik af Fyens Stiftstidende for at nævne [Klager]s navn.

Sletning – punkt B.

8

[Klager] har klaget over, at Fyens Stiftstidende har afvist hans anmodning om at slette artiklen.

Generelt om punkt B.

8

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret.

Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B.

8.

Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.

Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af punkt B.

8 i de vejledende regler og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt.

Den konkrete sag

Artiklen indeholder omtale af en straffesag, hvor [Klager] blev idømt fængsel for voldtægt.

På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] i juli 2023 ved Retten i Svendborg blev idømt en ubetinget fængselsstraf på et år og tre måneder for voldtægt.

Nævnet lægger endvidere til grund, at [Klager] ankede dommen på stedet med påstand om frifindelse

Det er Pressenævnets opfattelse, at artiklen fra 2023 på fyens.dk med omtale af domfældelsen af [Klager] indeholder personoplysninger af følsom karakter, der som udgangspunkt må betragtes som værende særlig belastende for [Klager].

Pressenævnet finder imidlertid, at det ikke kan anses for at være en overtrædelse af god presseskik, at Fyens Stiftstidende har afvist at slette artiklen.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på sagens karakter, alvor og aktualitet, herunder at der kun er forløbet få måneder efter dommens afsigelse.

Nævnet har også lagt vægt på, at der ikke er udtalt kritik efter de vejledende regler for god presseskik ovenfor.

Pressenævnet finder derfor ikke anledning til at kritisere Fyens Stiftstidende for ikke at have imødekommet [Klager]s anmodning om at slette artiklen.

Afgjort den 23. januar 2024

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →