Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-04690
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-04690
Ikke kritik af Sjællandske Medier for omtale af Facebook-opslag
Sjællandske Medier omtalte i juni 2023, at en byrådspolitiker havde delt informationer fra et lukket møde i en gruppe på Facebook.
Byrådspolitikeren klagede til Pressenævnet over blandt andet, at det ikke var korrekt, at de delte oplysninger var fortrolige, og at hun ikke var blevet forelagt beskyldningerne.
Pressenævnet fandt, at omtalen indeholdt beskyldninger af en sådan karakter, at de skulle forelægges for klager, men nævnet fandt efter en samlet vurdering, at mediet havde dokumenteret, at der var udvist tilstrækkelig ihærdighed for at opnå kontakt til klager, selv om dette ikke var lykkedes.
Nævnet fandt herefter ikke anledning til at kritisere omtalen.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ” Byrådsmedlem i bommert: En tanketorsk uden lige ” og artiklen ” Politiker afslører detaljer fra lukket møde ”, bragt den 24. juni 2023 i Dagbladet ([Bynavn 1]-udgaven), Facebook-omtalen ” fulgte du med, da et byrådsmedlem afslørede mødedetaljer fra et lukket punkt i [Bynavn 1]-gruppen her på Facebook?
” og artiklen ” Lukket punkt åbnet på Facebook ” bragt den 24. juni 2023 på sn.dk, idet [Klager] mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har klaget over navnlig, at artiklerne indeholder ukorrekt information og beskyldninger, som hun ikke er blevet forelagt, at de ukorrekte oplysninger ikke er blevet berigtiget, at der ikke er udvist tilstrækkelig kildekritik, og at mediet har afvist at slette artiklerne.
1 Sagsfremstilling
Forud for offentliggørelsen
Sjællandske Medier har til Pressenævnet indsendt skærmbilleder, der viser, at mediet den 23. juni 2023 forsøgte at kontakte [Klager] telefonisk kl.
10.24, kl.
13.21 og kl.
15.16.
Sjællandske Medier har herudover indsendt et skærmbillede af en sms-besked, som mediet sendte til [Klager] den 23. juni kl.
11.09.
Af beskeden fremgår
”Hej [Klager]
Du må gerne ringe til mig, når du har tid.
Det drejer sig om en sag fra [fagudvalg 1].
Mvh [Journalisten], Dagbladet”.
[Klager] har til Pressenævnet indsendt den korrespondance, hun havde med mediet inden offentliggørelsen af den påklagede artikel.
Det fremgår heraf, at mediet den 23. juni 2023, kl.
14.09 sendte følgende mail til klager
”Hej [Klager].
Jeg har forsøgt at nå dig telefonisk hele dagen, men nu prøver jeg her: Ring gerne til mig, det drejer sig om sagen om at samle administrationen.
Vi skriver om det i morgendagens avis, og jeg vil meget gerne have en kommentar med fra dig også MVH [Journalisten] Journalist Dagbladet.
”
Mediet sendte den 23. juni kl.
14.47 endnu en mail til [Klager]
”Hej igen, Beklager, glemte at skrive at jeg har til 15.15.
Håber det er tids nok til at nå dig MVH [Journalisten] Journalist”
Påklagede artikler
Sjællandske Medier bragte i Dagbladet ([Bynavn 1]-udgaven) den 24. juni 2023 artiklen ” Byrådsmedlem i bommert: En tanketorsk uden lige ” på forsiden af den trykte avis samt Facebook-omtale: ” Fulgte du med, da et byrådsmedlem afslørede mødedetaljer fra et lukket punkt i [Bynavn 1]-gruppen her på Facebook ?
” med angivelse af link til artiklen ” Byrådsmedlem i bommert: En tanketorsk uden lige” på sn.dk .
Af artiklens underrubrik fremgår
”Tanketorsk: Efter et møde i [fagudvalg 1] mandag valgte udvalgsmedlem [Klager] [Parti A] at dele oplysninger fra et lukket punkt på dagsordenen.
Af artiklen fremgår
”Sagen om at samle kommunens administrative enheder i [Område] har været forbi flere udvalg i denne uge.
Først hos [fagudvalg 1], dernæst i [fagudvalg 2], og det skulle så have endt til byrådsmødet onsdag aften, hvorefter det lukkede punkt skulle blive åbent for offentligheden.
Sådan gik det bare ikke.
Derfor har Dagbladet forsøgt at finde hoved og hale i sagen, og hvorfor den nu er blevet sendt retur til [fagudvalg 1].
Men [Klager] [Parti A] har hjulpet os på vej.
Hun delte nemlig mandag kort efter mødet i [fagudvalg 1] et opslag i Facebook-gruppen ”[Bynavn 1]” med knap 18.000 medlemmer fortrolige oplysninger om det lukkede punkt.
- Vi drøftede vigtigheden af, at det her punkt er lukket.
Men hun må jo ikke have forstået det, for jeg tænker ikke, at han gør det her bevidst.
Det ville være uklogt, siger [Politiker 1] [Parti B], der også sidder i [fagudvalg 1].
- Det er uheldigt, siger [Politiker 2] [Parti C], som også sidder i udvalget, men ikke var med på mødet.
Hos [Parti D]-medlemmet [Politiker 3] lyder det ligeud
- Hun er for dum.
Når det er et lukket møde, så er det lukket.
Så siger det næsten sig selv, at man ikke skal dele det med offentligheden.
Der er ved afslutningen af artiklen på forsiden af den trykte avis indsat følgende henvisning: ”[Bynavn 1] side 4”.
Sjællandske Medier bragte i Dagbladet ([Bynavn 1]-udgaven) den 24. juni 2023 artiklen ” Politiker afslører detaljer fra lukket møde ” i sektion 1 på side 4 i den trykte avis.
Artiklen blev endvidere bragt på sn.dk under overskriften ” Lukket punkt åbent på Facebook”.
Artiklernes indhold er i det væsentlige enslydende.
Den trykte artikel er gengivet nedenfor.
Af underrubrikken fremgår
”[Bynavn 1]: Op mod 18.000 Facebook-brugere kunne læse med, da [Klager] [Parti A] valgte at dele oplysninger fra et lukket punkt på [fagudvalg 1]mødet mandag aften.
For dumt lyder det fra flere udvalgsmedlemmer.
”
Af artiklen fremgår
”I mandags var der et lukket punkt på dagsordenen på [fagudvalg 1]mødet.
Det drejede sig om at samle kommunens administration, og her skulle udvalget tage stilling til om kommunen skal flyttes til [Område] på [Vejnavn].
Da punktet er lukket, er det ikke kendt for offentligheden, hvad der er sket.
Men Dagbladet kunne torsdag fortælle, at efter at blive behandlet i [fagudvalg 2] to dage efter, er forslaget sendt retur til [fagudvalg 1].
Mandag kort tid efter [fagudvalg 1]mødet bliver der slået et opslag op af udvalgsmedlem [Klager] [Parti A] på [Bynavn 1]-gruppen på Facebook.
En gruppe, der tæller 17.643 medlemmer.
Opslaget blev slettet efter omtrent 30 minutter.
-Der bliver ingen sammenlægning af [Bynavn 1] Kommunes administrative enheder i denne omgang, skriver [Klager] indledningsvist.
"Et nej"
Hun skriver videre i opslaget, at [fagudvalg 1] har besluttet, at kommunen ikke skal sammenlægges på den tidligere [fabrik].
Det fremgår ikke af hendes opslag, hvordan stemmerne i udvalget fordelte sig mandag aften.
-En sammenlægning på [fabrikken] ville nemlig betyde, at der skulle bindes knap 200 millioner kroner i projektet i en meget lang periode -penge, som man så ikke ville kunne bruge på andre projekter og borgernære ting, fortsætter [Klager].
-Derfor blev det et nej til en sammenlægning af [Bynavn 1] Kommunes administration i denne omgang, slutter hun opslaget.
Det er uheldigt
[Politiker 1] [Parti B], medlem af [fagudvalg 1], fortæller, at der faktisk blev brugt en del tid på mødet på at indskærpe at punktet er lukket, og hvad det betyder.
-Blandt andet derfor er det stærkt uheldig, når et medlem afslører oplysninger fra punktet.
Vi drøftede vigtigheden af, at det her skulle videre til byrådet, og at det derfor er lukket for offentligheden lidt endnu.
[Politiker 1] oplyser, at punktet endda er markeret med rødt på den udleverede dagsorden, så der burde ikke opstå tvivl.
-Så jeg tænker, at det her ikke kan være en bevidst handling.
Men det må være en tanketorsk uden lige.
Om [Parti B] selv er for eller imod en fælles administration, vil hun ikke kommentere.
Sker ikke igen
Formand for [fagudvalg 1], [Politiker 4] [Parti A], har ikke talt med [Klager] om opslaget, og vil heller ikke komme nærmere ind på, hvilke oplysninger der specifikt gerne skulle holdes skjulte.
-Som udvalgsformand er jeg nødt til at fastholde, at når et punkt er lukket, og vi bekræfter hinanden i, at vi alle sammen skal kunne leve op til det.
Har du indskærpet over for [Klager], hvad det betyder, når et punkt er lukket på dagsordenen?
-Jeg har ikke talt med [Klager] om det, det er der ikke behov for.
Men alle er godt klar over, at vi håndterer et lukket punkt som et lukket punkt.
Har du sikret dig, at udvalgsmedlemmet ikke begår samme fejl næste gang, der er et lukket punkt til udvalgsmødet?
-Jeg har en forventning om, at alle fremover er bevidste om, at et lukket punkt skal holdes lukket.
Hos [Parti D]s medlem af udvalget, [Politiker 3], lyder det ligeud
-Hun er for dum.
Når det er et lukket møde, så er det lukket.
Så siger det næsten sig selv, at man ikke skal dele det med offentligheden.
Vi er ikke sikre
[Politiker 3] melder igen klart ud, at han er for at samle administrationen i [Område].
-Men både [fagudvalg 2] og [fagudvalg 1] havde mange uafklarede spørgsmål, som vi skal have svar på, inden vi kan sige ja til så stort et projekt.
Hos borgmesteren og [Klager]s partifælle, [Politiker 5] [Parti A], lyder det, at oplysningerne i opslaget som sådan ikke er fortrolige.
-At prisen på projektet overstiger 200 millioner kroner, kan ikke siges at være en hemmelighed.
Så det er ikke fortrolige oplysninger, men det er pillet ned igen.
Hvis det ikke er fortroligt, hvorfor er opslaget så taget ned igen?
-Jamen, hun ville markere [Parti A]s holdning.
Men det var bare for tidligt.
[Parti A] har ikke takket nej til at samle administrationen, vi har bedt om yderligere oplysninger, fordi det er så stor en sag.
Vi er ikke sikre på, det er den holdning, vi har.
Så hvad er din og [Parti A]s holdning i dag til at samle kommunes administrative enheder i [Område]?
-På det tidspunkt (mandag, red.) var det nok den rigtige holdning, men vi sagde jo senere på [fagudvalg 2]mødet (onsdag, red.), at vi hverken kunne sige ja eller nej til projektet, fordi vi mangler oplysninger, inden vi kan beslutte, hvilken vej vi skal gå.
Borgmesteren bekræfter, at det var et konkret projekt, der også var oppe på mødet i [fagudvalg 2], og at de næsten var klar til at træffe en beslutning.
Men der dukkede flere spørgsmål op, som udvalgsmedlemmerne ikke synes var besvaret.
Dagbladet har forsøgt at forholde [Klager] kritikken, men hun er hverken vendt tilbage på vores beskeder, opkald eller mails.
”
Der er i artiklen indsat et skærmbillede af en Facebook-opdatering fra [Klager], hvor følgende tekst fremgår
”Der bliver ingen sammenlægning af [Bynavn 1] Kommunes administration i denne omgang.
[Fagudvalg 1] har nu besluttet, at kommunens administration ikke skal sammenlægges på [fabrikken].
Det var store betænkeligheder og stor ansvarsfølelse for borgernes penge, der gjorde, at det blev et ”nej tak” til en sammenlægning af administrationen i denne omgang.
En sammenlægning på [fabrikken] ville nemlig betyde, at der skulle bindes knap 200 millioner kroner i projektet i en meget lang periode – penge, som man så ikke ville kunne bruge på andre projekter og borgernære ting, som der også bør være råd til.
Det er vigtigt, at vi passer godt på borgernes penge og bruger dem fornuftigt, så vi fortsat kan have en stærk økonomi i [Bynavn 1] Kommune.
Derfor blev det et nej til en sammenlægning af [Bynavn 1] Kommunes administration i denne omgang”.
Af billedteksten fremgår: ”Her er opslaget fra [Klager], lagt op i gruppen "[Bynavn 1]" mandag aften.
Da borgmester [Politiker 5] oplyser, at der ikke er tale om fortrolige oplysninger, har vi valgt at bringe opslaget i sin fulde længde.
”
Der er i artiklen indsat et billede af en bygning.
Af billedteksten fremgår ”Bygningen, det hele drejer sig om.
Det er her, der foreligger konkrete planer om at flyttet kommunens administration til.
”
Der er i artiklen indsat et billede af [Klager].
Af billedteksten fremgår: ”[Klager] [Parti A] blev valgt til [Bynavn 1] Byråd med 109 stemmer i 2021.
”
Der er i artiklen indsat en faktaboks med overskriften ”Sagen kort”.
Af faktaboksen fremgår
”November 2021: [Område] bliver anbefalet som en god placering.
December 2021: Enigt [fagudvalg 2] beslutter at arbejde målrettet mod at kommunens administrative enheder under ét tag.
Kort efter melder byrådet det samme ud.
April 2023: [Politiker 5] udtaler til Dagbladet, at der er konkrete forhandlinger i gang om placering i [Område].
”
Efter offentliggørelsen
Sjællandske Medier har til Pressenævnet indsendt den korrespondance, mediet havde med [Klager] efter offentliggørelsen.
Det fremgår, at [Klager] den 29. juni 2023 sendte følgende mail til mediet
”Hej [Journalisten]
Vil du sende mig en kopi af den henvendelse i har modtaget på Dagbladet, så jeg
kan forholde mig til den?
Hilsen [Klager]”
Den 30. juni 2023 havde mediet og [Klager] en korrespondance på mail, hvoraf følgende fremgår
”Journalisten : Hej [Klager], Hmm – hvilken henvendelse tænker du på?
MVH [Journalisten]”
[Klager]: Hej [Journalisten], Jeg ønsker kopi af al henvendelse til Dagbladet inklusiv bilag og afsender, der ligger til grund for din artikel om mig i Dagbladet i lørdags.
Hilsen [Klager].
Journalisten: ”Hej igen, Opslaget var tilgængeligt for offentligheden i en stor gruppe på Facebook, så jeg er lidt i tvivl om, hvad du mener.
Du er fortsat meget velkommen til at fortælle din version af sagen, hvis du har lyst?
MVH [Journalisten].
[Klager]: Hej [Journalisten], For god ordens skyld vil jeg godt bede dig bekræfte, at der ikke har været nogen henvendelser til jer overhovedet.
Hvis der har været henvendelser telefonisk eller skriftlig i sagen, vil jeg gerne bede om at få disse henvendelser tilsendt i deres fulde form.
Hilsen [Klager]”
Øvrige oplysninger
Sjællandske Medier har til Pressenævnet indsendt kopi af en aktindsigt om den omtalte lukkede sag på [fagudvalg 1]mødet den 19. juni 2023.
[Klager] har til Pressenævnet indsendt en udtalelse fra [Bynavn 1] Kommune, dateret den 30. juni 2023.
Af udtalelsen, der har overskriften ”Svar fra Direktionen” fremgår
”Administrationen har ikke set det pågældende opslag på Facebook og kan derfor ikke vurdere om det indeholder oplysninger fra en lukket sag.
Administrationen kan bekræfte, at den konkrete sag fortsat er lukket, da sagen forventes afsluttet i Byrådet den 21.6. og at sagen først derefter kan åbnes, med visse oplysninger undtaget.
I det konkrete tilfælde drejer det sig bl.a. om nærmere vilkår i tilbuddet fra den private udvikler, som normalt undtages fra åbenhed af konkurrencehensyn.
Den konkrete sag er alene lukket af konkurrencehensyn.
Det vil således være muligt inden sagens afslutning at debattere de overordnede linjer eller principielle spørgsmål i sagen offentligt.
For andre lukkede sager kan det være nødvendigt at holde sagen fortrolig også efter sidste behandling.
eks.
ved personalesager.
Generelt kan vi oplyse at sager som er lukkede, vedbliver at være lukkede, indtil administrationen aktivt åbner dem.
Det er således ikke muligt at fremlægge alle oplysninger fra en lukket sag i umiddelbar forlængelse af den sidste behandling.
Administrationen forventer i den konkrete sag at undtage bilag 1 og 2 fra åbningen af sagen.
Det vurderes at den øvrige del af sagen vil kunne åbnes, hvis sagen afsluttes i Byrådet med indstillingen fra [fagudvalg 1].
”
[Bynavn 1] Kommune sendte samme dag endvidere følgende
”Det er administrationens vurdering at opslaget ikke bryder de fortrolige elementer i sagen.
Det vil sige oplysninger om økonomien i køb/salg/leje af bygninger, jf. det tidligere svar.
Lukkede dele af en sag, herunder f.eks. personfølsomme oplysninger skal ubetinget holdes fortroligt.
Brud på dette kan politianmeldes eller anmeldes til Tilsynet.
Hvis Byrådets medlemmer er i tvivl om hvad der begrunder en lukning af en sag og hvilke oplysninger der evt.
kan omtales, står administrationen til rådighed med vejledning.
”
Den 8. august 2023 rettede [Klager] henvendelse til Sjællandske Medier med anmodning om sletning af artiklerne, der fortsat er tilgængelige på mediets onlineplatforme.
Sjællandske Medier afviste den 14. august 2023 [Klager]s anmodning.
[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 6. juli 2023.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
Korrekt information, forelæggelse, berigtigelse og redigering
[Klager] har anført, at avisen ikke har dokumentation for forsideartiklen med overskriften ” Byrådsmedlem i bommert: En tanketorsk uden lige ”, og at mediet i artiklen har fremsat en alvorlig beskyldning mod hende om, at hun som byrådspolitisker skulle have delt fortrolige oplysninger fra et lukket punkt på et møde i [fagudvalg 1] i et opslag på Facebook.
[Klager] har henvist til følgende passage i artiklen og anført, at anklagen er fremført i ond tro fra mediets side, og at der er tale om en alvorlig anklage, der ville kunne medføre politianmeldelse, hvis den havde været sand
”Men [Klager] [Parti A] har hjulpet os på vej.
Hun delte nemlig mandag kort efter mødet i [fagudvalg 1] et opslag i Facebook-gruppen ”[Bynavn 1]” med knap 18.000 medlemmer fortrolige oplysninger om det lukkede punkt.
”
[Klager] har videre anført, at mediet burde have henvendt sig til [Bynavn 1] Kommunes administration for at kontrollere, om påstanden var korrekt.
Havde mediet gjort dette, ville de have fået at vide, at det er tilladt at debattere de overordnede linjer og principielle spørgsmål i sagen offentligt, og at det omtalte opslag på Facebook ikke indeholdt fortrolige oplysninger.
[Bynavn 1] Kommunes direktion har afvist, at opslaget indeholder fortrolige oplysninger, og der er således tale om en alvorlig og ukorrekt beskyldning.
[Klager] har videre anført, at omtalen har været skadelig for hendes omdømme som byrådspolitiker.
Herudover er hun ansat i et af landets største forsikringsselskaber, hvor hun arbejder med at varetage og behandle kundernes fortrolige og personfølsomme oplysninger, hvorfor omtalen også er egnet til at bringe hendes job i fare og skade hendes omdømme i forbindelse med et eventuelt jobskifte.
Herudover har [Klager] anført, at mediet ikke specifikt har forelagt hende, at artiklen ville handle om hende, og hun opdagede det først, da hun som abonnent læste avisen om lørdagen.
Mediet oplyste alene, at de ønskede en kommentar fra hende om at samle administrationen, og mediet gav hende en kort deadline om bad hende vende tilbage samme dag inden kl.
15.15, hvilket hun ikke havde mulighed for.
[Klager] har herudover anført, at Dagbladet den 24. juni 2023 modtog en henvendelse fra en læser, [Person 1], der dokumenterede, at hendes opslag ikke indeholdt fortrolige oplysninger, og at mediet derfor burde have berigtiget den ukorrekte oplysning efter at være blevet gjort opmærksom på dette.
[Klager] har videre anført, at mediets angreb i forsideomtalen i artiklen ” Byrådsmedlem i bommert: En tanketorsk uden lige ” om, at hun skulle have delt fortrolige oplysninger, er bragt på forsiden uden nogen form for modsvar fra hende i sammenhængen.
Først inde i avisen i artiklen ” Politiker afslører detaljer fra lukket møde ” er et modsvar fra borgmester [Politiker 5] bragt, hvor borgmesteren udtaler, at oplysningerne i opslaget som sådan ikke var fortrolige.
Angrebet på forsiden kunne således læses af alle, der kun så forsiden af avisen, mens man kun kunne læse modsvaret fra borgmesteren, hvis man købte avisen.
Svaret fra borgmesteren burde således have været bragt i sammenhængen på forsiden, således at angreb og svar stod i sammenhæng.
Kildekritik
[Klager] har anført, at mediet ikke har udvist tilstrækkelig kildekritik i forhold til de politiske modstandere, der udtaler sig i artiklen, og at mediet ikke har taget højde for, at udtalelserne fra disse personer kunne være farvet af en hensigt om at skade hende og hendes parti.
Sletning
[Klager] har anført, at artiklerne bør slettes, da hun til daglig har et arbejde, hvor hun varetager fortrolige oplysninger, og at det derfor er belastende for hende, at der ligger artikler online om, at hun har delt fortrolige oplysninger, når det ikke er korrekt.
2.2 Sjællandske Mediers synspunkter
Korrekt information, forelæggelse, berigtigelse og redigering
Sjællandske Medier har anført, at byrådsmedlemmet [Klager] på Facebook selv aktivt valgte at dele information fra et lukket udvalgsmøde angående en mulig sammenlægning af kommunens administration, og at man som folkevalgt må være bekendt med, at der er offentlig interesse og skærpet opmærksomhed om det indhold, man som politiker offentliggør, også selv om man vælger at slette opslaget efterfølgende.
[Klager]s handling blev kritiseret af flere byrådskolleger, ligesom hendes egen gruppeformand bekræftede, at man ikke bør dele information fra et lukket møde.
Sjællandske medier har anført, at delingen i en Facebook-gruppe med 18.000 medlemmer er at sidestille med deling i en offentlig gruppe.
Mediet har herudover bemærket, at gruppen er en platform som byrådspolitikere, herunder [Klager], benytter til promovering af politiske beslutninger.
Sjællandske Medier har videre anført, at [Klager] havde hjulpet Dagbladet med at finde rundt i en sag, som mediet havde brugt en stor del af ugen på at følge, nemlig sagen om hvorvidt [Bynavn 1] Kommune ville samle sin administration.
Avisen bragte den 22. juni 2023 flere artikler om sagen.
De påklagede artikler omtaler de øvrige udvalgsmedlemmers mening om, at [Klager] delte oplysninger, som de omtalte øvrige medlemmer selv ville have været påpasselige med at dele.
De øvrige udvalgsmedlemmer udtrykte til avisen, at de også glædede sig til frit at kunne debattere deres holdning til sagen, men at de ventede med at markere sig i sagen, til punktet blev åbnet fra administrationens side.
Sjællandske Medier har i forhold til forelæggelsen anført, at mediet tre gange kontaktede [Klager] telefonisk den 23. juni 2023, at der blev lagt telefonsvarerbeskeder ved samtlige opkald, og at mediet herudover sendte en sms-besked til hende, hvor mediet oplyste, at det drejede sig om punktet fra [fagudvalg 1]mødet.
Mediet har herudover anført, at mediet var opmærksom på, at [Klager] – ud over hendes hverv som byrådsmedlem og udvalgsmedlem - også har et arbejde at passe, og at mediet derfor gav hende et passende tidsrum til at reagere.
Mediet har i den forbindelse bemærket, at det i samme tidsrum lykkedes at indhente kommentarer fra et stort antal af byrådets øvrige medlemmer, herunder [Klager]s partifæller, der vendte hurtigt tilbage trods den kritiske vinkel.
Det er herudover mediets oplevelse af redaktionens samarbejde med [Bynavn 1] Byråd, at politikere er hurtige til at vende tilbage på henvendelser.
Mediet hørte imidlertid ikke fra [Klager], før hun kontaktede avisen efter offentliggørelsen den 29. juni 2023, hvorefter avisen havde en mailkorrespondance med hende, hvor hun også fik tilbud om at fortælle sin side af sagen.
Sjællandske Medier har i forhold til berigtigelse anført, at det er korrekt, at mediet ikke foretog sig yderligere i anledningen af den henvendelse, mediet modtog fra læser, [Person 1].
Mediet har hertil bemærket, at mediet hellere ville høre [Klager]s svar på den kritik, der blev rejst fra hendes kolleger.
Vinklen i artiklen handler således ikke om, hvorvidt [Bynavn 1] Byråd skal holde det pågældende punkt om sammenlægning af administrationen lukket eller åbent, men mediet dokumenterede derimod, at et byrådsmedlem på eget initiativ valgte at delagtiggøre offentligheden i drøftelser fra et lukket møde, og at denne handling blev kritiseret af flere.
Sjællandske Medier har endvidere henvist til en aktindsigt fra det omtalte punkt fra [fagudvalg 1]mødet, der blev afholdt den 19. juni 2023.
I de dokumenter, mediet fik, var alt, der omhandler økonomi, overstreget.
Mediet har i den forbindelse henvist til, at [Klager] i sit opslag på Facebook oplyste, at det drejede sig om ”knap 200 millioner”, og anført, at dette er en information fra det lukkede møde, der ikke er tilgængelig for mediet eller offentligheden i øvrigt.
Sjællandske medier har i forhold til redigeringen anført, at det er normalt, at indhold og vinkler gemmes til den opfølgende artikel inde i selve avisen, og at det således er det opsigtsvækkende, der bliver præsenteret på forsiden, mens der uddybes inde i artiklen.
Kildekritik
Sjællandske Medier har anført, at de politiske modstandere, der er omtalt i artiklen, selvfølgelig er farvede af deres politiske holdning, og at mediet derfor har indhentet udtalelser fra partier på begge sider af det politiske spektrum, herunder også fra [Klager]s egen gruppeformand, samt borgmesteren, som begge er partifæller til hende.
Sletning
Sjællandske Medier har anført, at mediet har handlet korrekt i dækningen af sagen, og at mediet derfor ikke kan imødekomme forespørgslen.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jesper Rothe, Jørn Mikkelsen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.
God presseskik
Korrekt information, forelæggelse, berigtigelse og redigering
[Klager] har klaget over navnlig, at Sjællandske Medier har bragt ukorrekt information ved at omtale, at hun har delt fortrolige oplysninger fra et lukket møde, at hun ikke er blevet forelagt beskyldningerne, at mediet ikke har berigtiget de ukorrekte oplysninger, og at angreb og svar ikke er bragt i sammenhæng.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.
Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.
Overskrifter og mellemrubrikker skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse.
Berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår, jf. punkt A.
1, A.
3, A.
6 og A.
7.
Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.
Det er nævnets opfattelse, at [Klager] i kraft af hendes virke som folkevalgt er en person, som offentligheden har kendskab til.
Pressenævnet henviser i den forbindelse til, at offentlige personer, i højere grad end privatpersoner, må tåle kritisk omtale af deres person og handlinger, især når emnet er af klar almen interesse, hvilket må anses for at være tilfældet.
Af artiklen ” Byrådsmedlem i bommert: En tanketorsk uden lige ”, som blev bragt på forsiden af den trykte avis, fremgår af underrubrikken
”Tanketorsk: Efter et møde i [fagudvalg 1] mandag valgte udvalgsmedlem [Klager] [Parti A] at dele oplysninger fra et lukket punkt på dagsordenen.
”
Af artiklen fremgår blandt andet
”Men [Klager] [Parti A] har hjulpet os på vej.
Hun delte nemlig mandag kort efter mødet i [fagudvalg 1] et opslag i Facebook-gruppen ”[Bynavn 1]” med knap 18.000 medlemmer fortrolige oplysninger om det lukkede punkt.
- Vi drøftede vigtigheden af, at det her punkt er lukket.
Men hun må jo ikke have forstået det, for jeg tænker ikke, at an gør det her bevidst.
Det ville være uklogt, siger [Politiker 1] [Parti B], der også sidder i [fagudvalg 1].
- Det er uheldigt, siger [Politiker 2] [Parti C], som også sidder i udvalget, men ikke var med på mødet.
Hos [Parti D]-medlemmet [Politiker 3] lyder det ligeud
- Hun er for dum.
Når det er et lukket møde, så er det lukket.
Så siger det næsten sig selv, at man ikke skal dele det med offentligheden.
”
Af artiklen ” Politiker afslører detaljer fra lukket møde ”, der blev bragt i den trykte avis på side 4 fremgår af underrubrikken
”[Bynavn 1]: Op mod 18.000 Facebook-brugere kunne læse med, da [Klager] [Parti A] valgte at dele oplysninger fra et lukket punkt på [fagudvalg 1]mødet mandag aften.
For dumt lyder det fra flere udvalgsmedlemmer.
”
Af artiklen fremgår blandt andet
”I mandags var der et lukket punkt på dagsordenen på [fagudvalg 1]mødet.
Det drejede sig om at samle kommunes administration, og her skulle udvalget tage stilling til om kommunen skal flyttes til [Område] på [Vejnavn].
Da punktet er lukket, er det ikke kendt for offentligheden, hvad der er sket.
[…]
Mandag kort tid efter [fagudvalg 1]mødet bliver der slået et opslag op af udvalgsmedlem [Klager] [Parti A] på [Bynavn 1]-gruppen på Facebook.
En gruppe, der tæller 17.643 medlemmer.
Opslaget blev slettet efter omtrent 30 minutter.
-Der bliver ingen sammenlægning af [Bynavn 1] Kommunes administrative enheder i denne omgang, skriver [Klager] indledningsvist.
"Et nej"
Hun skriver videre i opslaget, at [fagudvalg 1] har besluttet, at kommunen ikke skal sammenlægges på den tidligere [fabrik].
Det fremgår ikke af hendes opslag, hvordan stemmerne i udvalget fordelte sig mandag aften.
-En sammenlægning på [fabrikken] ville nemlig betyde, at der skulle bindes knap 200 millioner kroner i projektet i en meget lang periode -penge, som man så ikke ville kunne bruge på andre projekter og borgernære ting, fortsætter [Klager].
-Derfor blev det et nej til en sammenlægning af [Bynavn 1] Kommunes administration i denne omgang, slutter hun opslaget.
[…]
[Politiker 1] [Parti B], medlem af [fagudvalg 1], fortæller, at der faktisk blev brugt en del tid på mødet på at indskærpe at punktet er lukket, og hvad det betyde.
-Blandt andet derfor er det stærkt uheldig, når et medlem afslører oplysninger fra punktet.
Vi drøftede vigtigheden af, at det her skulle videre til byrådet, og at det derfor er lukket for offentligheden lidt endnu.
[Politiker 1] oplyser, at punktet endda er markeret med rødt på den udleverede dagsorden, så der burde ikke opstå tvivl.
-Så jeg tænker, at det her ikke kan være en bevidst handling.
Men det må være en tanketorsk uden lige.
[…]
-Som udvalgsformand er jeg nødt til at fastholde, at når et punkt er lukket, og vi bekræfter hinanden i, at vi alle sammen skal kunne leve op til det.
Har du indskærpet over for [Klager], hvad det betyder, når et punkt er lukket på dagsordenen?
-Jeg har ikke talt med [Klager] om det, det er der ikke behov for.
Men alle er godt klar over, at vi håndterer et lukket punkt som et lukket punkt.
Har du sikret dig, at udvalgsmedlemmet ikke begår samme fejl næste gang, der er et lukket punkt til udvalgsmødet?
-Jeg har en forventning om, at alle fremover er bevidste om, at et lukket punkt skal holdes lukket.
Hos [Parti D]s medlem af udvalget, [Politiker 3], lyder det ligeud
-Hun er for dum.
Når det er et lukket møde, så er det lukket.
Så siger det næsten sig selv, at man ikke skal dele det med offentligheden.
[…]
Hos borgmesteren og [Klager]s partifælle, [Politiker 5] [Parti A], lyder det, at oplysningerne i opslaget som sådan ikke er fortrolige.
-At prisen på projektet overstiger 200 millioner kroner, kan ikke siges at være en hemmelighed.
Så det er ikke fortrolige oplysninger, men det er pillet ned igen.
Hvis det ikke er fortroligt, hvorfor er opslaget så taget ned igen?
-Jamen, hun ville markere [Parti A]s holdning.
Men det var bare for tidligt.
[Parti A] har ikke takket nej til at samle administrationen, vi har bedt om yderligere oplysninger, fordi det er så stor en sag.
Vi er ikke sikre på, det er den holdning, vi har.
[…] Dagbladet har forsøgt at forholde [Klager] kritikken, men hun er hverken vendt tilbage på vores beskeder, opkald eller mails.
”
Der er i artiklen indsat et skærmbillede af en Facebook-opdatering fra [Klager].
Af billedteksten fremgår: ”Her er opslaget fra [Klager], lagt op i gruppen "[Bynavn 1]" mandag aften.
Da borgmester [Politiker 5] oplyser, at der ikke er tale om fortrolige oplysninger, har vi valgt at bringe opslaget i sin fulde længde.
”
På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] offentliggjorde det omtalte Facebook-opslag den 19. juni 2023, og at hun selv fjernede opslaget igen.
Det er Pressenævnets opfattelse, at oplysninger hentet fra en offentlig Facebook-gruppe eller en privat Facebook-gruppe med det omtalte antal medlemmer er at betragte som offentligt tilgængelige, dog kan der være tale om et brud på de presseetiske regler, hvis en opdatering tages fra en offentlig gruppe, men anvendes i en sammenhæng, der kan være krænkende.
Pressenævnet skal bemærke, at nævnet ikke kan tage stilling til, hvorvidt de informationer, som [Klager] har delt i det omtalte Facebook-opslag, var fortrolige på det tidspunkt, hvor hun offentliggjorde dem.
Det er nævnets opfattelse, at artiklerne med udtalelserne fra de øvrige politikere indeholder beskyldninger mod [Klager] som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for hende, hvorfor beskyldningerne burde forelægges.
Pressenævnet bemærker i den forbindelse, at den omtalte som udgangspunkt har krav på at få forelagt kernen i kritikken.
Nævnet lægger endvidere til grund, at Sjællandske Medier kontaktede [Klager] telefonisk den 23. juni 2023 kl.
10.24, kl.
13.21 og kl.
15.16, at mediet lagde telefonsvarerbeskeder, at mediet samme dag sendte en sms-besked kl.
11.09, og at mediet kl.
14.09 og kl.
14.47 sendte mails til [Klager], hvor det blandt andet fremgik, at mediet bad om svar inden kl.
15.15 samme dag.
Nævnet lægger på baggrund af sagens oplysninger herudover til grund, at [Klager] først henvendte sig til mediet efter offentliggørelsen af artiklerne.
Det er Pressenævnets opfattelse, at det som udgangspunkt er mediets ansvar at dokumentere, at der er udvist tilstrækkelig ihærdighed for at opnå kontakt til den, omtalen vedrører.
Det er endvidere nævnets opfattelse, at et forgæves telefonopkald ikke udgør tilstrækkelige bestræbelser på forelæggelse.
Uanset, at [Klager] efter det oplyste var på arbejde den pågældende dag, hvor mediet forsøgte at komme i kontakt med hende, er det Pressenævnets opfattelse, at det i løbet af dagen må have stået klart for [Klager], at mediet forsøgte at komme i kontakt med hende.
Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at [Klager] er folkevalgt politiker, der deltager i den offentlige debat, og at hun derfor må forvente omtale i medierne.
Nævnet har endvidere lagt vægt på, at mediet flere gange forsøgte at kontakte hende telefonisk over ca. fem timer, at mediet lagde telefonsvarerbeskeder, ligesom mediet sendte en sms-besked og to mails til [Klager] den pågældende dag med anmodning om at vende tilbage.
Nævnet finder på den baggrund efter en konkret samlet vurdering, at Sjællandske Medier på tilstrækkelig vis har forsøgt at opnå kontakt til [Klager].
Nævnet bemærker i den forbindelse, at [Klager] efter det oplyste ikke besvarede henvendelserne eller i øvrigt udbad sig længere svartid.
Det kan i den forbindelse ikke ændre herpå, at [Klager] i de skriftlige henvendelser alene blev oplyst om det overordnede emne for henvendelsen.
Pressenævnet finder på ovenstående baggrund ikke anledning til at kritisere omtalen, herunder formuleringen af overskriften på forsiden af avisen, da der efter nævnets opfattelse er tale om mediets samlede vurdering af kildernes udtalelser, der ses at have tilstrækkelig dækning i de faktiske forhold, herunder at flere andre politikere kritiserede indholdet af det omtalte Facebook-opslag.
Nævnet bemærker i den forbindelse, at det af artiklen fremgår, at der også mellem politikerne, der er omtalt i artiklen, er uenighed om, i hvilket omfang, der var tale om fortrolige oplysninger, og at det af artiklen ” Politiker afslører detaljer fra lukket møde” og billedteksten i samme artikel fremgår, at borgmesteren, som er [Klager]s partifælle, udtaler, at oplysningerne i opslaget efter hans opfattelse ikke var fortrolige.
Pressenævnet finder herefter heller ikke anledning til at kritisere redigeringen, herunder opsætningen af artiklerne på henholdsvis forsiden og inde i avisen.
Nævnet udtaler ikke kritik.
Kildekritik
[Klager] har klaget over, at der fra mediets side ikke er udvist tilstrækkelig kildekritik i forhold til de af hendes politiske modstandere, der udtaler sig i artiklen.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A.
2.
Nævnet finder, at Sjællandske Medier ved at oplyse, at der er tale om politikere, samt hvilke partier, de udtaler sig på vegne af, har givet læserne tilstrækkelig mulighed for at forholde sig til kildernes troværdighed, og at mediet ved valg af kilder ikke har overskredet de vide rammer for mediets redigeringsret.
Pressenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at mediet har talt med kilder fra flere forskellige partier, herunder også klagers eget parti.
Nævnet bemærker endvidere, at mediet forsøgte at indhente en kommentar fra [Klager].
Sletning, anonymisering og afindeksering – punkt B.
8
[Klager] har klaget over, at Sjællandske Medier har afvist at slette artiklerne fra deres online platforme.
Generelt om punkt B.
8
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret.
Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B.
8.
Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.
Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af punkt B.
8 i de vejledende regler og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt.
Den konkrete sag
Artiklerne indeholder kritisk omtale af [Klager] i forhold til hendes hverv som folkevalgt politiker på baggrund af hendes Facebook-opslag.
Det er Pressenævnets opfattelse, at den kritiske omtale af hendes handlinger ikke indeholder oplysninger, som må anses for følsomme eller private i en sådan grad, at de er særligt belastende for klager.
Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der er tale om forhold, som kan anses for at have almen interesse.
Nævnet har også lagt vægt på, at der ikke er udtalt kritik efter reglerne om god presseskik ovenfor.
Nævnet finder således, at der ikke er tungtvejende grunde, der taler for at hindre artiklernes tilgængelighed.
Afgjort den 23. januar 2024