Legislator Case Law & Legislation
W20240902925 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-04879

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2024 9029 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-04879

KEN#LOKDOK23 2024 9029 Valid

Ikke grundlag for afindeksering eller anonymisering

En person klagede til Pressenævnet over manglende afindeksering eller anonymisering af en artikel bragt af Vejle Amts Folkeblad i maj 2020.

Artiklen omtalte klagers afskedigelse fra en større uddannelsesinstitution, og Vejle Amts Folkeblad havde afvist klagers anmodning om at anonymisere hende eller afindeksere artiklen.

Pressenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere Vejle Amts Folkeblads afgørelse.

Nævnet lagde vægt på, at klager – selv om hun ikke havde været øverste leder af uddannelsesinstitutionen – havde haft en fremtrædende og offentlig rolle, og at omtalen fortsat kunne anses for at have en almen interesse.

KEN#LOKDOK23 2024 9029 Valid

[Klager] har klaget til Pressenævnet over, at Vejle Amts Folkeblad har afvist hendes anmodning om at anonymisere eller afindeksere artiklen ” [Uddannelsesinstitution 1]-rektor fyret: Direktør overtager posten frem til efteråret ”, bragt den 12. maj 2020 af Vejle Amts Folkeblad, idet hun mener, at god presseskik derved er tilsidesat.

1 Sagsfremstilling

Påklaget artikel

Vejle Amts Folkeblad bragte den 12. maj 2020 artiklen ” [Uddannelsesinstitution 1]-rektor fyret: Direktør overtager posten frem til efteråret ” på vafo.dk.

Der er i artiklen indsat et billede af [Klager].

Af billedteksten fremgår: ”[Uddannelsesinstitution 1]-rektor, [Klager], er blevet afskediget af direktør [Direktøren].

Hvorfor er endnu uvist.

Pressefoto”.

Af artiklens underrubrik fremgår

”[Klager]s knap toårige periode som rektor på [Uddannelsesinstitution 1] er forbi.

Direktør [Direktøren] har afskediget hende, men kan endnu ikke udtale sig om, hvorfor beslutningen kommer netop nu.

Af artiklen fremgår

[Bynavn 2]: Ledelsen på [Uddannelsesinstitution 1] har mistet et forholdsvist nyt ansigt og kommer fremover til at se anderledes ud.

Det skyldes, at rektor for blandt andet HHX, VUC og HF-uddannelserne, [Klager], er blevet afskediget af [Uddannelsesinstitution 1]-direktør, [Direktøren], som i stedet overtager rektorstolen frem til efteråret.

- Det har alene været min beslutning at afskedige [Klager] - ikke bestyrelsens.

Men årsagerne bag kan jeg ikke komme ind på, da jeg ikke ønsker at udtale mig om sager af personalemæssig karakter, siger [Direktøren].

Det er endnu uvist, hvem der sidst på året vil blive den kommende rektor på [Uddannelsesinstitution 1], men uddannelsesinstitutionen vil under alle omstændigheder være på udkig efter en ny rektor til skolens 2400 elever og 340 medarbejdere.

- Jeg vil frem til efteråret overtage posten som rektor på [Uddannelsesinstitution 1], mens vi søger en ny rektor, fortæller [Direktøren].

Avisen har forsøgt at få en kommentar fra [Klager], men det har ikke været muligt.

[Klager] afløste i [Måned] [Årstal] den tidligere rektor på [Uddannelsesinstitution 1], [Person 1], der valgte at gå pension.

Hun er uddannet cand.mag.

i engelsk og ph.d. i [Uddannelsesretning], og hun har tidligere haft en stilling som [Stillingsbetegnelse] på [Uddannelsesinstitution 2] [Bynavn 1].

8-10 lærere afskediget

[Direktøren] fortæller, at ledelsen på [Uddannelsesinstitution 1] over det seneste år har måttet afskedige 8-10 lærere grundet besparelser fra statens side.

- Af vores omkring 200 lærere er 8-10 blevet afskediget i perioden 2019 og frem til foråret 2020.

Det skyldes, at vi de sidste mange år er blevet hårdt ramt af besparelser på det sociale taxameter på to procent om året, hvilket gav os en mavepuster på 6,8 millioner kroner det seneste driftsår, siger [Direktøren].

Og på grund af afskedigelser skal lærerne løbe stærkere, mens arbejdsopgaverne vokser, forklarer [Direktøren].

- Vores gode lærere har utrolig travlt, da de blandt andet har fået flere hold at se til.

[Uddannelsesinstitution 1] får i øjeblikket en håndsrækning fra Undervisningsministeriets læringskonsulenter, der hjælper institutionen med at løfte elevernes karakterniveau i fagene virksomhedsøkonomi og matematik.

”

Den 16. juli 2023 anmodede [Klager] Vejle Amts Folkeblad om at afindeksere eller anonymisere den påklagede artikel, hvilket Vejle Amts Folkeblad afviste den 17. juli 2023.

[Klager]s klage over Vejle Amts Folkeblads afvisning er modtaget i Pressenævnet den 1. august 2023.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

[Klager] har anført, Vejle Amts Folkeblad har afvist hendes anmodning om at afindeksere eller anonymisere den påklagede artikel på baggrund af en generel praksis, idet mediet har givet afslag med den begrundelse, at Vejle Amts Folkeblad ikke ”afpublicerer […] nyheder, da vi betragter al vor journalistik som historieskrivning, der skal blive stående”, samt at ”der er tale om en regulær nyhed om dit offentlige ansættelsesforhold og ikke nogen krænkelse af privatlivets fred.

”

[Klager] har anført, at hun har retlig interesse i at få vurderet, om Vejle Amts Folkeblad handler i overensstemmelse med god presseskik og reglerne i persondataforordningen, når mediet på baggrund af ovennævnte generelle praksis afviser hendes anmodning, idet Vejle Amts Folkeblad således ikke giver afslaget ud fra en konkret og individuel vurdering, hvor hensynet til offentlighedens interesse afvejes over den personlige integritet.

På denne baggrund har [Klager] anmodet Pressenævnet om at bistå med en konkret og reel vurdering af hendes anmodning om at få lov til at blive ”glemt”, idet hun oplever, at hendes ret til privatliv og anseelse kompromitteres, og hun mener ikke, at Vejle Amts Folkeblad tager hensyn til hendes omdømme og personlige integritet og anseelse, som er påvirket af det negative digitale aftryk, som nyheden sætter på hende i dag.

Når Vejle Amts Folkeblad som grundregel ikke afpublicerer nyheder, fordi avisen betragter ”al vor journalistik som historieskrivning, der skal blive stående”, tilsidesætter mediet den presseetiske foranstaltning, at man som borger skal kunne klage og bede om at få fjernet gamle oplysninger på baggrund af en konkret vurdering.

[Klager] har anført, at denne foranstaltning må indebære en reel mulighed for at få fjernet gamle oplysninger på baggrund af en konkret vurdering.

Ellers er en presseetisk foranstaltning blot kosmetik.

Muligheden for en reel og konkret vurdering er uhyre vigtig i lyset af digitaliseringen, der betyder, at nyhederne publiceres hurtigt og uden tid til kildekritik og genmæle, og at oplysninger fra gamle artikler let kan søges frem ved hjælp af Google og andre søgemaskiner.

[Klager] har anført, at hun desuden ikke mener, at nyheden fra 2020 fortsat er relevant og har en klar almen interesse, der kræver fortsat offentlig omtale.

Nyheden var i 2020 en nyhed, som levede op til de almindelige nyhedskriterier om aktualitet, væsentlighed, identifikation, sensation og konflikt.

[Klager] har bemærket, at hun var gymnasierektor og kendt af en del elever og forældre i [Bynavn 2].

En konflikt mellem direktøren, som hun refererede til, og hende havde ført til ophør af deres samarbejde.

Men i dag er nyheden ud fra førnævnte kriterier uden værdi, ligesom [Klager] har anført, at hun heller ikke er en offentlig person, politiker eller lignende, som en bredere offentlighed kan have en almen interesse i.

[Klager] har understreget, at nyheden var relevant for en mindre lokal gruppe af elever og forældre i [Bynavn 2], ikke for elever og forældre i Vanløse eller andre steder i landet.

Google og andre søgemaskiner bevirker imidlertid, at [Bynavn 2]-nyheden med hver søgning på hendes navn gen-publiceres for et helt andet publikum, end dét som nyheden oprindeligt var tiltænkt.

Nyheden, som før var tiltænkt et lokalt publikum, for hvem oplysningerne var væsentlige, er i dag blevet en slags generaliseret statement om hende for alle, der kan betjene en søgemaskine.

Ifølge persondataforordningen ”bør personoplysninger ikke længere offentliggøres, når formålet med at behandle dem ikke længere er relevant”.

[Klager] har bemærket, at da nyheden ikke længere tjener formålet (lokal nyhedsdækning af en aktuel begivenhed), anmoder hun om, at Vejle Amts Folkeblad stopper med at videreformidle personoplysningerne om hende og imødekommer hendes ønske om afindeksering.

I forhold til det af Vejle Amts Folkeblad anførte om betydningen af hendes job som rektor har [Klager] bemærket, at den vurdering, som Vejle Amts Folkeblad præsenterer, bygger på forkerte konklusioner vedrørende hendes ansættelsessituation.

[Klager] har anført, at hun således ikke havde jobbet som leder for et "[Uddannelsesinstitution 1] med 2400 elever og 340 medarbejdere [.

.

] og forvaltningen af trecifrede millionbeløb”.

Det havde [Direktøren], og det har han også i dag, hvilket fremgår af [Uddannelsesinstitution 1]s organisationsdiagram.

[Klager] har i forbindelse med klagen indsendt kopi af organisationsdiagram for [Uddannelsesinstitution 1].

[Klager] har bemærket, at det faktisk er bestyrelsen, der har den overordnede ledelse af [Uddannelsesinstitution 1], hvilket fremgår af vedtægterne.

Det er bestyrelsen, der ansætter og afskediger institutionens leder - men institutionens leder, der er ansigtet over for presse og offentligheden.

Andre ledere inkl.

[Klager] var omfattet af en tavsheds- og loyalitetsklausul.

Som det fremgår af både vedtægter og diagram, er [Direktøren] institutionens leder.

[Direktøren] har, ligesom han havde det dengang, den daglige ledelse af institutionen og er ansvarlig for virksomheden over for bestyrelsen og offentligheden.

[Klager] har oplyst, at hun var ansat som leder af gymnasieafdelingen med reference til direktøren, hvilket fremgår af diagrammet.

Vejle Amts Folkeblad konkluderer i deres indlæg for Pressenævnet med afsæt i antagelsen om, at [Klager] var institutionen [Uddannelsesinstitution 1]s leder.

[Klager] har bemærket, at taget i betragtning af, at hun havde et job med langt mindre ansvar, vil hun mene, at avisens vurdering er forkert.

[Klager] har henvist til, at hun ikke havde jobbet som institutionens leder og ikke var underlagt det ansvar, de risici og den løn, der er forbundet med det job, og at hun var ansvarlig over for sin chef [Direktøren], ikke over for offentligheden.

Vejle Amts Folkeblads vurdering bygger derfor på et forkert grundlag.

[Klager] har endvidere bemærket, at Vejle Amts Folkeblad i sine bemærkninger for Pressenævnet har henvist til ”den kun to år gamle artikel”, hvilket er fejlagtigt, idet artiklen er fra 2020 og således tre år gammel.

2.2 Vejle Amts Folkeblads synspunkter

Vejle Amts Folkeblad har indledningsvist bemærket, at [Klager] ikke har indvendinger mod den pågældende artikels indhold, og at Pressenævnet således kan lægge til grund, at artiklen er publiceret i overensstemmelse med god presseskik.

Vejle Amts Folkeblad har overordnet anført, at afvisningen af [Klager]s ønske om anonymisering eller afindeksering er i overensstemmelse med god presseskik.

Vejle Amts Folkeblad har anført, at [Klager]s opfattelse af, at hun har krav på at få artiklen anonymiseret eller afindekseret, da den ikke har almen interesse, og at den er en krænkelse af hendes privatliv, er forkert.

Jobbet som rektor for et [Uddannelsesinstitution 1] med 2400 elever og 340 medarbejdere er ikke alene aflønnet af offentlige midler og dermed skattekroner, men indebærer også ansvaret for tusinder af unge menneskers uddannelse og ledelsen af mange hundrede medarbejdere og en i lokalområdet yderst væsentlig institution og arbejdsplads, men også forvaltningen af trecifrede millionbeløb, som ligeledes er finansieret af borgernes skattebetaling.

Det er svært at forestille sig emner af større offentlig interesse.

Alene derfor skal den kun to år gamle artikel inklusive rektors navn ([Klager]) bevares for eftertiden som led i den løbende skrivning af danmarkshistorien, som mediernes indholdspublicering er udtryk for.

På baggrund af [Klager]s efterfølgende bemærkninger til Vejle Amts Folkeblads ovennævnte begrundelse har Vejle Amts Folkeblad anført, at uanset at [Klager] ikke har været ansvarlig for hele [Uddannelsesinstitution 1], men efter det oplyste alene for gymnasieafdelingen, rokker dette på ingen måde ved det afgørende argument for at afslå [Klager]s ønske om at anonymisere eller afindeksere artiklen om hendes afskedigelse: Også et job som rektor for et gymnasium er en offentlig position af en sådan karakter og væsentlig betydning for offentlige midler, uddannelse og lokalområdets udvikling, at afskedigelsen er af betydelig offentlig interesse.

På grund af artiklens offentlige interesse bør det heller ikke spille nogen rolle, om artiklen er to eller tre år gammel.

Betydningen for offentligheden vil ikke forsvinde.

For så vidt angår [Klager]s bemærkninger om, at hendes anmodning ikke har været genstand for en individuel vurdering, men alene er blevet holdt op mod en generel praksis om, at Vejle Amts Folkeblad ikke ”afpublicerer” nyheder, har Vejle Amts Folkeblad anført, at det er en forkert påstand.

Anmodningen er netop blevet vurderet individuelt og konkret, som det er tilfældet med alle de lignende ønsker, som Vejle Amts Folkeblad samt Jysk Fynske Mediers andre titler modtager.

Det blev i dette tilfælde til et afslag af grundene nævnt i foregående afsnit.

I andre tilfælde, hvor artiklerne kan indeholde følsomme eller private oplysninger, som punkt B.

8 i de vejledende regler for god presseskik omtaler, imødekommer mediet anmodninger om anonymisering eller afindeksering.

Vejle Amts Folkeblad har i den forbindelse henvist til en konkret artikel, som mediet har afindekseret, fordi den alene omhandlede private forhold, og fordi den viste sig at være problematisk for den omtalte kvindes børn.

Vejle Amts Folkeblad har i forhold til [Klager]s henvisning til persondataforordningen bemærket, at en vurdering af, hvorvidt artiklen krænker persondataforordningen falder uden for Pressenævnets kompetence, og at journalistisk indhold desuden ikke er omfattet af forordningen.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jesper Rothe, Jørn Mikkelsen, James Kristoffer Miles, John Meinert Jacobsen.

Kompetence

Pressenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. medieansvarslovens § 34 og de vejledende regler for god presseskik.

Spørgsmålet om, hvorvidt der er sket en overtrædelse af databeskyttelseslovgivningen, henhører under domstolene og Datatilsynet og falder uden for Pressenævnets kompetence.

Anonymisering og afindeksering – punkt B.

8

[Klager] har klaget over, at Vejle Amts Folkeblad har afvist at afindeksere eller anonymisere den påklagede artikel.

Generelt om punkt B.

8

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret.

Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B.

8.

Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.

Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af punkt B.

8 i de vejledende regler og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt.

Den konkrete sag

Artiklen indeholder omtale af [Klager]s afskedigelse fra sin stilling som rektor for blandt andet HHX, VUC og HF-uddannelserne på [Uddannelsesinstitution 1].

Pressenævnet lægger til grund, at oplysningerne i artiklen angår [Klager]s professionelle virke, og at oplysningerne kan være belastende for hende.

Det er imidlertid nævnets opfattelse, at der ikke er tale om private oplysninger eller oplysninger af en sådan karakter, at det i sig selv taler for at hindre tilgængeligheden af artiklen.

Nævnet finder herefter ikke, at det kan anses for at være en overtrædelse af god presseskik, at Vejle Amts Folkeblad har afvist at afindeksere artiklen eller anonymisere [Klager].

Pressenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at [Klager] – uanset at hun ikke var øverste leder på [Uddannelsesinstitution 1] – har indtaget en fremtrædende og offentlig rolle som rektor ved [Uddannelsesinstitution 1] som leder af gymnasieafdelingen.

Det er endvidere nævnets opfattelse, at omtalen fortsat kan anses for at have en almen interesse.

Pressenævnet udtaler derfor ikke kritik af Vejle Amts Folkeblad for ikke at imødekomme klagers anmodning om at afindeksere eller anonymisere artiklen på vafo.dk.

Afgjort den 23. januar 2024

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →