Legislator Case Law & Legislation
W20240901925 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - ansættelse - stillingsopslag - medhold - parts- og vidneforklaringer

7 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (7)

Statutory Text (7 Articles)

KEN#LOKDOK23 2024 9019 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - ansættelse - stillingsopslag - medhold - parts- og vidneforklaringer

KEN#LOKDOK23 2024 9019 Valid

J.nr. 23-34196

En mand (klager), klagede til Ligebehandlingsnævnet over en arbejdsgiver (indklagede), som havde slået et stillingsopslag op, hvor de søgte ”kvindelige rengøringsassistenter”.

Manden oplyste nævnet, at han havde haft en telefonisk samtale med arbejdsgiveren, hvor arbejdsgiveren havde sagt, at de kun ansætter kvinder.

Indklagede bestred, at have haft en telefonisk samtale med klager.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at stillingsopslaget var i strid med annonceringsforbuddet i ligebehandlingsloven, og manden fik derfor medhold i denne del af klagen.

Den anden del af klagen blev afvist, da det krævede mundtlige parts- og vidneforklaringer at få afklaret, hvorvidt klager havde haft en samtale med arbejdsgiveren, og hvordan en eventuel samtale skulle være forløbet.

KEN#LOKDOK23 2024 9019 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at indklagede i et stillingsopslag søgte efter kvindelige rengøringsassistenter.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med annonceringsforbuddet i ligebehandlingsloven, at indklagede søgte kvindelige rengøringsassistenter.

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle den del af klagen, der angår forskelsbehandling af klager på grund af køn, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagsfremstilling

Klager har fremlagt et stillingsopslag af 24. marts 2023 fra indklagede, hvoraf følgende fremgår

”…

Kvindelige rengøringsassistenter søger til privat rengøring

[Indklagede] søger mødestabile, ansvarlige, erfaren, rengøringsassistenter til privat rengøring.

Det er et krav at du skal have kørekort, bil stilles til rådighed.

Du skal kunne tale og skrive dansk på kommunikations niveau.

Du skal ikke være bange for dyr, samt ikke have allergi for dyr.

Arbejdstiden er fra 8.30-15.30 dagligt, 5 dage om ugen.

…”

Klager har for nævnet oplyst, at han under en telefonsamtale med ejeren fik oplyst, at ”de kun tager kvinder ind på brug af kunderne”.

Klager har endvidere oplyst, at han på baggrund af samtalen ikke søgte stillingen.

Indklagede har for nævnet oplyst, at indklagede ikke har haft telefonisk kontakt med klager.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 6. april 2023.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 60.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at stillingsopslaget er udtryk for diskrimination på grund af køn.

Der er tale om et brud på loven, og klager føler sig krænket på baggrund af sit køn.

Under en telefonsamtale oplyste ejeren hos indklagede, at de kun ønskede kvindelige ansatte.

På den baggrund søgte klager ikke stillingen.

Indklagede gør gældende, at der blev søgt kvindelige rengøringsassistenter, men at indklagede aldrig har været afvisende over for at indkalde kvalificerede mandlige kandidater til samtale.

Klager havde ikke søgt stillingen, hvorfor indklagede ikke har haft mulighed for at tage stilling til klagers kvalifikationer og egnethed til stillingen.

På trods af, at stillingsopslaget lægger op til, at der søges efter kvindelige medarbejdere, udvælger og ansætter indklagede altid de bedst kvalificerede ansøgere, uanset køn.

Indklagede har 29 ansatte, hvoraf 15 er mænd.

Det kan derfor ikke afvises, at klager ville være kommet i betragtning til stillingen, såfremt han havde søgt stillingen.

Der henvises i den forbindelse til Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 30. september 2020 (KEN nr. 9799), hvoraf det fremgår, at ”Da klager ikke har søgt stillingen, er han ikke som ansøger til en ledig stilling blevet forskelsbehandlet på grund af køn.

Klager er derfor ikke berettiget til en godtgørelse”.

Der henvises også til Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 16. december 2020 (KEN nr. 9062), hvoraf det fremgår, at ”Da klager ikke har søgt stillingen, er han ikke som ansøger til en ledig stilling blevet forskelsbehandlet på grund af køn.

Klager tilkendes herefter ingen godtgørelse”.

Indklagede har ikke været i telefonisk kontakt med klager, som klager påstår.

Det er derfor indklagedes opfattelse, at klager ikke som ansøger til en ledig stilling er blevet forskelsbehandlet på grund af køn, og at klager derfor ikke er berettiget til en godtgørelse.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).

Stillingsopslag

Det fremgår af ligebehandlingslovens § 6, at det ikke ved annoncering må angives, at der til ansættelse søges eller foretrækkes personer af et bestemt køn.

Indklagede annoncerede efter ”kvindelige rengøringsassistenter”.

Det er nævnets vurdering, at indklagede ved i sit stillingsopslag at tilkendegive, at de søgte ”kvindelige rengøringsassistenter”, har handlet i strid med forbuddet om annoncering efter personer med et bestemt køn.

Klager får derfor medhold i denne del af klagen.

Overtrædelse af annonceringsbestemmelsen i ligebehandlingsloven straffes med bøde.

Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at udstede bøder i anledning af overtrædelse af forbuddet mod annoncering efter personer af et bestemt køn.

Denne kompetence ligger hos politiet.

Afslag på ansættelse

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at enhver arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved ansættelser, forflyttelser og forfremmelser.

Ved ligebehandling forstås, at der ikke finder forskelsbehandling sted på grund af køn.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn ringere end personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager har oplyst, at han ikke søgte stillingen hos indklagede, da han telefonisk fik oplyst, at indklagede kun ønskede kvindelige ansøgere.

Indklagede har bestridt, at denne telefonsamtale har fundet sted.

Der er således uenighed mellem parterne om, hvorvidt klager har haft en samtale med indklagede, og hvordan en eventuel samtale skulle være forløbet.

Dette spørgsmål, som er af afgørende betydning for vurderingen af, om klager blev udsat for forskelsbehandling på grund af køn, kan alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.

En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.

Nævnet afviser derfor at behandle denne del af klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Ligebehandlingsloven

KEN#LOKDOK23 2024 9019 Valid

•

§ 1, stk. 1, og stk. 2, om nævnets kompetence

•

§ 8, stk. 1 nævnets afvisning af klagen

KEN#LOKDOK23 2024 9019 Valid

•

§ 1, stk. 1, om lovens anvendelsesområde

•

§ 2, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 6, om annonceringsforbud

•

§ 16 a, om delt bevisbyrde

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →