Ligebehandlingsnævnets afgørelse om race og etnisk oprindelse - kompetence - afvisning
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om race og etnisk oprindelse - kompetence - afvisning
J.nr. 23-32926
En mand (klager) havde klaget over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse i forbindelse med en byrets (indklagede 1) og en politimyndigheds (indklagede 2) behandling af en straffesag.
For så vidt angik klagen over byretten, vurderede nævnet, at byrettens behandling af en straffesag ikke er omfattet af lov om etnisk ligebehandlings anvendelsesområde.
Forholdet faldt dermed uden for nævnets kompetence.
Nævnet kunne derfor ikke behandle denne del af klagen.
For så vidt angik klagen over politimyndigheden, vurderede nævnet ligeledes, at politiets behandling af en straffesag ikke er omfattet af lovens anvendelsesområde.
Forholdet faldt dermed også uden for nævnets kompetence.
Nævnet kunne derfor heller ikke behandle denne del af klagen.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse i forbindelse med behandlingen af en straffesag.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen over den indklagede byret.
Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen over den indklagede politimyndighed.
Sagsfremstilling
Den 8. december 2016 modtog klager en række sms-beskeder med truende indhold.
Den 9. december 2016 anmeldte klager afsenderen af sms-beskederne til den indklagede politimyndighed.
Den 8. oktober 2017 indstillede den indklagede politimyndighed efterforskningen af sagen.
Den 7. november 2017 genoptog den indklagede politimyndighed efterforskningen af sagen på baggrund af, at klager den 19. oktober 2017 havde klaget over, at efterforskningen var blevet indstillet.
Den 14. november 2017 blev klager afhørt af politiet, og den 6. december 2017 blev en sigtet i sagen afhørt.
Der blev senere rejst tiltale mod den sigtede.
Den 5. november 2020 blev sagen behandlet ved den indklagede byret, der samme dag afsagde dom.
Af dommen fremgår blandt andet
”[Tiltalte] er tiltalt for
trusler efter straffelovens § 266
ved den 8. december 2016 ca. kl.
22.20 fra telefon med nummer [tlf.
nr.] at have sendt sms-besked til [klager], hvoraf der bl.a. stod: ”Ok jeg finder ud af hvem du er når du ik har nosser til at tale som en mand!
!
!
!
!
!
jeg er bevæbnet hver dag så bare prøve at kommm og tag en bed af mig fuckface”, ”[klager] [klagers adresse]” og ”måske griner du nu men står den tlf ikke i dit navn tror jeg at en vær veteran kan få en vær fulg til at synge”, hvilket var egnet til at fremkalde alvorlig frygt for [klager] eller andres liv, helbred eller velfærd.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf.
Tiltalte har nægtet sig skyldig og nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært rettens mildeste dom.
Forklaringer
Der er under hovedforhandlingen i sagen afgivet forklaring af tiltalte og af vidnerne [klager] og [navn].
Forklaringerne gengives ikke i dommen, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 5, jf. § 712, stk. 1.
(…)
Rettens begrundelse og afgørelse
Retten finder ikke, at anklagemyndigheden har løftet bevisbyrden for, at [tiltalte], der har erkendt at have sendt den pågældende besked, herved har overtrådt straffelovens § 266.
Isoleret set er den første sætning, der er gengivet i anklageskriftet, ikke en trussel omfattet af straffelovens § 266, og den sidste sætning savner mening og kan derfor heller ikke isoleret set anses for omfattet af bestemmelsen.
Uanset, at sætningerne samlet set, forståeligt, har gjort [klager] utryg, finder retten heller ikke, at sætningerne tilsammen og sammenholdt med den sammenhæng, de er ytret i, med den fornødne grad af sikkkerhed udgør trusler, som [tiltalte] kan straffes for efter straffelovens § 266.
Retten bemærker herved, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte [tiltaltes] forklaring om den misforståelse, der lå til grund for, at han sendte beskeden.
Thi kendes for ret
Tiltalte [tiltaltes navn] frifindes.
”
Den 17. marts 2023 fik klager aktindsigt i straffesagen.
Den 22. marts 2023 klagede klager til den indklagede politimyndighed over straffesagen.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 23. marts 2023.
Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 1.000.000 kr.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse i forbindelse med behandlingen af en straffesag.
De indklagede har krænket klagers rettigheder og ikke behandlet klagers sag retfærdigt.
Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af de indklagede .
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse uden for arbejdsmarkedet efter lov om etnisk ligebehandling.
Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tredjemands race eller etniske oprindelse.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed, for så vidt angår social beskyttelse, herunder social sikring og sundhedspleje, sociale goder, uddannelse samt adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, herunder bolig, der er tilgængelige for offentligheden.
Klagen over byretten
Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling og forarbejderne hertil, at domstolene er omfattet af lovens anvendelsesområde i det omfang, domstolene udfører opgaver inden for lovens anvendelsesområde.
Denne del af klagen angår forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse i forbindelse med den indklagede byrets behandling af en straffesag, hvor der var rejst tiltale for trusler mod klager.
Da der ikke er tale om en opgave inden for de områder, der er angivet i loven, vurderer nævnet, at forholdet ikke er omfattet af lov om etnisk ligebehandlings anvendelsesområde.
Forholdet falder derfor uden for nævnets kompetence.
Nævnet kan derfor ikke behandle denne del af klagen.
Klagen over politimyndigheden
Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling og forarbejderne hertil, at enhver, der udfører opgaver inden for lovens anvendelsesområde, er omfattet af forbuddet mod forskelsbehandling.
Offentlige myndigheder er omfattet af loven i det omfang, de pågældende udfører opgaver inden for lovens anvendelsesområde.
Lovens anvendelsesområde er al offentlig og privat virksomhed, for så vidt angår social beskyttelse, herunder social sikring og sundhedspleje, sociale goder, uddannelse samt adgang til og levering af tjenesteydelser, herunder bolig, der er tilgængelig for offentligheden.
Denne del af klagen vedrører forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse i forbindelse med den indklagede politimyndigheds behandling af en straffesag.
Nævnet vurderer, at politiets behandling af en straffesag ikke er omfattet af lovens anvendelsesområde.
Forholdet falder derfor uden for nævnets kompetence.
Nævnet kan derfor heller ikke behandle denne del af klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Lov om etnisk ligebehandling
•
§ 1, stk. 1 og 5, om nævnets kompetence
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 2 om lovens anvendelsesområde