Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-04118

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-04118

Politiken får ikke kritik for omtale af forening

I artikler bragt i april og maj 2023 omtalte Politiken en forenings projekt om monitorering og videns-opbygning om overlevere af drabsforsøg, som der var planlagt at blive udmøntet et tilskud på finansloven til.

Det fremgik af omtalen, at projektet ifølge foreningens oplysninger skulle ske i samarbejde med flere politikredse, men at Politiken havde fået oplyst, at politiet ikke havde hørt om eller godkendt projektet.

Direktøren for foreningen klagede til Pressenævnet blandt andet over, at Politiken havde udeladt oplysninger og bevidst havde brugt oplysninger i en upræcis sammenhæng, og at der forelå en interessekonflikt, idet journalisten afdækkede viden om partnerdrab for Politiken og for nyligt havde udgivet en bog om selvsamme emne.

Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik.

Nævnet lagde blandt andet vægt på, at foreningen blev forelagt kritikken, at foreningens synspunkter var gengivet i artiklerne, og at journalistens arbejde med partnerdrab og hendes bogudgivelse tidligere er blevet omtalt i Politiken.

[Klager] ved direktør [Direktøren] har klaget til Pressenævnet over artiklerne ”Regeringen giver penge til organisation, der med en feministisk analyse vil undersøge misogyne kvindedrab” , ”Politikere vil give 700.000 kroner til kvindedrabsprojekt.

Men flere samarbejdspartnere har aldrig sagt ja til projektet” , ”Politikere overvejer at trække støtten til drabsregister” og ”Regeringen vil ændre finansloven i sidste øjeblik efter »væsentlig tvivl« om undersøgelse af kvindedrab” , som blev bragt af Politiken i perioden fra den 24. april 2023 til 16. maj 2023 på politiken.dk og i den trykte udgave, idet foreningen mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har navnlig klaget over mediets handlemåde, og at artiklerne indeholder ukorrekte oplysninger.

1 Sagsfremstilling

De påklagede artikler

Politiken bragte den 24. april 2023 artiklen ”Regeringen giver penge til organisation, der med en feministisk analyse vil undersøge misogyne kvindedrab” på politiken.dk.

Artiklen har følgende underrubrik

”Regeringen har afsat 700.000 kroner til en frivillig organisation, der vil undersøge ’misogyne drab’ – drab begået af had til kvinder.

Men hvordan skal det afgrænses?

Direktøren forklarer sig her.

”

Af artiklen fremgår følgende

”Drab på kvinder har det seneste år været på den politiske dagsorden, og regeringen har allerede afsat millioner til en handlingsplan mod vold og drab på kvinder.

Nu har regeringen på finansloven afsat 700.000 kroner til et projekt, der dels skal registrere og overvåge kvindedrab i Danmark, dels skal indsamle viden fra kvinder, der har følt sig truet på livet.

Det er [Klager] ([Klager]), der i samarbejde med [Organisationen] skal stå for projektet.

[Klager] lavede sidste år deres eget ’femicidewatch’, en kortlægning af det, de kalder misogyne drab – altså drab, der er båret af et særligt had til eller fordomme mod kvinder.

Den kortlægning skal videreføres, forklarer direktør [Direktøren], der stiftede centret i 2019.

Hvilke drab på kvinder skal med i jeres kortlægning?

»Vi medtager alle drab på kvinder i vores database – ikke bare partnerdrab«, siger [Direktøren] og peger på, at også drab på grund af køn, etnicitet og seksuel orientering er med i kortlægningen.

Hvad med bandedrab på kvinder?

»Som udgangspunkt ville en kvinde, der bliver slået ihjel i en bandekonflikt, nok ikke komme med.

Men vi vil rigtig gerne hele tiden udvide begrebet.

Vi vil ikke afvise nogen drab, så må vi udvide kategorien og dykke lidt længere ned i det«.

Hvad med en søn, der dræber sin mor, ville det komme med i jeres kortlægning?

»Ja, sådan en sag har der faktisk været for nylig.

Den ville helt klart komme med«.

Også hvis han var psykisk syg?

»Psykisk sårbarhed er uden for de kategorier, vi arbejder med, selv om det er superrelevant«.

Så der er nogle drab på kvinder, der ikke skal være med i jeres overvågning?

»Nej, alle drab på kvinder i Danmark er med i det her.

Så længe de har et misogynt motiv«.

Misogynt – altså kvindefjendsk.

Hvordan afgør I, om der er et kvindefjendsk motiv?

»Vores viden er baseret på det, vi kan finde online.

Men fremadrettet ønsker vi at afdække det ud fra et kvalitativt datasæt, vi selv udarbejder«.

Men hvordan afgør man, om et drab har et misogynt motiv?

»Det mest typiske motiv er jalousi.

Så det bruger vi som markør.

Og brud i et parforhold.

Det kan også være kontrol.

Men vi er meget åbne.

Der kan være flere ting, der afgør, hvad misogyni er«.

Drab på sexarbejdere er med i jeres kortlægning.

Hvordan afgør man, om et drab på en sexarbejder er misogynt?

»Hvis du slår en kvinde ihjel, mens du har sex, må vi antage, at det som udgangspunkt handler om kvindehad«.

En del forskere og organisationer arbejder med nogle andre måder at kategorisere drab på end ud fra kvindehad.

De vil være uenige med jer.

Hvad siger du til det?

»Det er hele pointen.

Vi har brug for et ekstra parameter.

Vi kan se, at kvindedrab

er systematisk, blandt andet er jalousi et motiv, der går igen.

Og det er derfor, vi

anvender den her analyse, som man kan kalde feministisk«.

Vil I sammenligne jeres fund med, hvor mange mænd der er dræbt?

»Nej, vi vil ikke dokumentere andre typer drab.

Politiet gør jo allerede et supergodt

arbejde med det.

Vi mangler bare at politiet anvender femicide som en særskilt

kategori.

Vi hører igen og igen, at den hyppigste kategori er partnerdrab, men hvad

med drab på sexarbejdere eller drabet på [Personen] for eksempel?

«.

De to drab hører ind under den kategori, forskerne kalder ’seksualdrab’.

»Ja, men vi anbefaler, at politiet arbejder med flere parametre og kategorier inden

for paraplybegrebet femicide«.

[Direktøren] regner med også at skrive en ph.d om emnet til efteråret på

[Instituttet] ved [Universitet A], hvis det lykkes hende at finde

finansiering.

Derudover skal projektet, som altså finansieres på finansloven med

700.000 kroner, også indhente viden fra de kvinder, som opsøger [Klager] og [Organisationen]s frivillige støttegrupper.

Samlet set møder [Klager] og [Organisationen] mellem 100 og 300 kvinder om året, og de har allerede lavet en såkaldt ekspertgruppe på 15 kvinder, der har overlevet drabsforsøg.

Med afsæt i den vil [Klager] kortlægge, hvad der fører frem til drab på kvinder, og støtte kvinderne bedre i fremtiden, siger [Direktøren]

»De 15 kvinder er begyndelsen til et større indsatsområde, nemlig en specialiseret

støtte til kvinder, som har overlevet drabsforsøg.

Vi har grund til at tro, at de har

nogle særlige behov for behandling og støtte«, siger [Direktøren].

Tager I udgangspunkt i kvinder, der har været udsat for drabsforsøg, eller kvinder, der har været truet på livet?

»Det er det samme for os.

Det kan være begge dele«.

Hvordan definerer I, at en kvinde har været udsat for drabsforsøg?

»Ikke ud fra juridiske termer.

Men mere ud fra, om de har frygtet for deres liv eller

er blevet fysisk tilbageholdt med trusler om at blive slået ihjel.

Det er en ret bred

gruppe«.

I beskrivelsen af projektet hedder det, at [Klager] og [Organisationen] skal samarbejde med politiet i Nordjylland, København, Nordsjælland og Vestegnen.

»Der mangler en officiel tilladelse fra højere sted, før vi kan kalde det et samarbejde.

Men vi har fået nogle tilkendegivelser om, at de gerne vil være med«, siger [Direktøren].

Projektet starter i september i år og løber gennem 2023 og 2024, hvis det altså

bliver vedtaget på finansloven, som tredjebehandles 15. maj.”

Politiken bragte den 25. april 2023 artiklen ”Regeringen har afsat 700.000 kroner til overvågning af kvindedrab” i den trykte udgave i sektion 1, side 4.

Artiklens indhold er enslydende med indholdet af artiklen ”Regeringen giver penge til organisation, der med en feministisk analyse vil undersøge misogyne kvindedrab” bragt på politiken.dk.

Politiken bragte den 4. maj 2023 artiklen ”Politikere vil give 700.000 kroner til kvindedrabsprojekt.

Men samarbejdspartnere har aldrig sagt ja til projektet” på politiken.dk.

Artiklen har følgende underrubrik

”Politikerne har på finansloven afsat 700.000 kroner til den feministiske organisation [Klager], der siger, at de skal overvåge danske kvindedrab i samarbejde med politiet.

Men politiet har aldrig hørt om eller godkendt projektet.

”

Af artiklen fremgik følgende

”Et projekt fra to organisationer, [Klager] og [Organisationen], har fået penge på finansloven til at overvåge og forebygge kvindedrab i »samarbejde med fire politikredse«.

Det kunne man læse i beskrivelsen af projektet i sidste uge, da årets finanslov blev offentliggjort.

Problemet er bare, at de politikredse, som er nævnt i ansøgningen om midler, aldrig hverken har hørt om eller givet tilsagn til at deltage i projektet.

»Rigspolitiet indgår ikke i [Klager]s projekt«, skriver Rigspolitiet til Politiken.

Svaret gælder på vegne af alle fire kredse og også Politiskolen, der er nævnt på en liste over projektets samarbejdspartnere.

De fire politikredse hørte først om projektet her i Politiken tirsdag 25. april, i et interview med direktør i [Klager], ([Klager]) [Direktøren], der glædede sig over at være kommet på finansloven.

I beskrivelsen af projektet nævner [Klager] ved navn fire politifolk.

Men de har ikke

givet tilsagn om et samarbejde og har heller aldrig set projektansøgningen, lyder

det fra Rigspolitiet

»Vi er bekendt med, at de ([Klager], red) har rakt ud til flere medarbejdere i politikredsene, hvor de er blevet bedt om at sende en officiel henvendelse til politikredsene«.

Det gælder for eksempel en medarbejder fra Københavns Politi, der blev spurgt, om han var interesseret i et samarbejde, og bad [Klager] sende en officiel anmodning om et samarbejde.

Det skete dog ikke.

»Og hverken Københavns Politi eller den pågældende medarbejder har givet

tilsagn om at deltage i projektet«, lyder det i en mail fra Københavns Politi.

Efter at nyheden om finansieringen på de 700.000 var ude, modtog flere kredse i

politiet 27. april en ansøgning om et samarbejde fra [Klager], men de har endnu ikke

givet tilsagn til et samarbejde.

Rigspolitiet oplyser, at de allerede arbejder med

registrering af drab

»Herunder også registrering i et nationalt drabsregister.

Partnerdrab er omfattet af

denne registrering, men de konkrete kategorier i det nationale drabsregister skal i

øvrigt tilrettelægges i forhold til, hvad der giver politifaglig mening i forhold til

såvel forebyggelse som efterforskning og generel systematisering af viden om drab«.

»Det er selvfølgelig clearet«

Politiken tog kontakt til [Direktøren], direktør i [Klager], for at høre, hvorfor politiet ikke har hørt om projektet, når de er nævnt som samarbejdspartnere i et »fælles projekt«

Politiet siger, at de ikke har hørt om det her projekt, og de har ikke sagt ja til at medvirke.

Hvad siger du til det?

»Projektet, som er indstillet til finansloven, er del af et meget større projekt, blandt andet et treårigt forskningsprojekt, hvor jeg har samarbejdspartnere i forskellige politikredse, som er en del af en følgegruppe til projektet«.

Men Rigspolitiet har skrevet til mig i en officiel meddelelse fra hele politiet, herunder også de fire politikredse, at de ikke har sagt ja til at medvirke i noget som helst.

Så hvordan kan du skrive, at de her fire politikredse indgår i et fælles projekt om at monitorere kvindedrab i Danmark?

»Som sagt arbejder vi på et meget større projekt, som også består af en følgegruppe, med politipersoner fra forskellige politikredse«.

Og har de sagt ja, de her politipersoner, til at indgå i den følgegruppe?

»Ja«.

Jeg er blevet kontaktet af politikredsene efter artiklen, og de siger: Vi kender ikke noget til det her samarbejde.

»Vi har et større projekt kørende, hvor en følgegruppe af politibetjente er med fra de forskellige politikredse.

Undtagen Københavns Politi, hvor vores kontaktperson desværre er sygemeldt«.

Og de her samarbejdspartnere ved politiet, betragter du dem som samarbejdspartnere til projektet?

»Ja.

De enkelte politipersoner er egentlig ikke forpligtet til at melde ud, at de sidder med i følgegruppen, i og med at de gør det i deres fritid.

Det kan være derfor, at Rigspolitiet ikke er oplyst om samarbejdet«.

Når man søger penge til sådan et projekt her, skal man så ikke have clearet det med samarbejdspartnerne først?

»Jo, og det er selvfølgelig clearet med samarbejdspartnerne«, siger hun.

Ikke en farbar vej

[Klager] blev stiftet i 2019 af [Direktøren].

Personerne bag beskriver sig selv som »ildsjæle og iværksættere«, og de laver blandt andet aktioner i det offentlige rum og yder rådgivning til voldsramte kvinder.

Sidste år udgav de resultaterne af et såkaldt ’Femicidewatch’, hvor de ud fra medieomtaler analyserede 240 drab på kvinder mellem 2000 og 2021.

De drab, der indgår i analysen, er »drab, der er begået mod kvinder, fordi de er kvinder«, skriver [Klager].

[Direktøren] har her i avisen forklaret, at den overvågning, [Klager] nu har fået penge til, på samme måde skal afdække kvindedrab, som er »misogyne« – det vil sige begået på grund af had til kvinder.

Men flere danske drabsforskere påpeger, at denne måde at klassificere drabene på – altså hvor motivet skal være kvindehad – er problematisk.

Blandt andre [Forskeren], ph.d. i sociologi, seniorforsker og programleder på [Forskningsorganisationen], der undrer sig meget over tilgangen

»At kategorisere ud fra, hvorvidt drab er begået ud fra had mod kvinder, er ikke en konstruktiv farbar vej til bedre forståelse af kvindedrab i Danmark.

Den indfaldsvinkel kommer til at ekskludere en del drab«, siger hun.

[Forskeren] har forsket i både vold mod kvinder og børn og er hovedforfatter på bogen [Titel A], der udkom sidste år.

I forbindelse med sin forskning har hun haft adgang til 126 politisager om drab i familien.

»Gerningsmandens motiv for et drab kan ofte være svært at afdække.

Og jeg kan ikke se, hvordan man skal afgøre, om en mand har dræbt en kvinde, fordi han hader kvinder, bortset fra ganske få sager.

Det er heller ikke en klassifikation, man arbejder med inden for forskningen på dette område«, siger hun og tilføjer

»I forhold til andre sammenlignelige lande halter Danmark bagud, når det kommer til forståelsen af, hvordan man kan forebygge drab.

Derfor ville jeg foretrække, at vi i første omgang holder os til de velkendte og internationalt anerkendte kategorier om for eksempel partnerdrab og seksualdrab, så vi kan udveksle viden med andre«.

Akademisk tvivlsomt

[Direktøren] ønsker at bruge resultaterne til både en ph.d. og en bogudgivelse, skriver hun i projektbeskrivelsen.

Men en anden forsker på området, jurist og kriminolog [Juristen], er også betænkelig ved [Klager]’s metode.

Hun har blandt andet forsket i partnerdrab og drab på børn og kalder projektet »akademisk tvivlsomt« med henvisning til den analyse, som [Klager] allerede har lavet af misogyne drab i deres ’Femicidewatch’

»Med al respekt er den monitorering, de har lavet, jo ikke forskning.

Hvis den skal bruges i en forskningsmæssig sammenhæng, skal den kunne sammenlignes med andre overvågninger eller dataindsamlinger på området«, siger hun og peger på, at der er flere anerkendte definitioner på kvindedrab eller femicide, som alle omfatter en række forskellige typer drab.

»Misogyni er jo normativt, altså en værdibaseret definition, som er meget vanskelig at bruge som grundlag for empirisk forskning,«, siger [Juristen] og tilføjer: »Der finder drab sted, som er båret af et had mod kvinder – men det er ikke en overordnet kategori, men snarere en undergruppe«.

[Klager] skriver i deres ansøgning også, at de ønsker at sammenligne tallene med Norge, Sverige og andre EU-lande.

»Hvis man skal sammenligne med andre lande, skal man være i stand til at finde sammenlignelige data og indikatorer, man kan måle på.

Men mig bekendt er der ikke andre europæiske lande, der benytter kvindehad som den overordnede definition, når de overvåger kvindedrab«, siger [Juristen].

Vi har forelagt [Direktøren] kritikken fra forskerne af, at hun i projektet vil monitorere kvindedrab ud fra misogyni.

Misogyni er et normativt begreb, så hvordan skal man kategorisere de her drab ud fra noget normativt, hvis man skal indsamle data, man kan sammenligne med andre lande?

»Jeg beskriver i sidste artikel og sidste interview, du og jeg havde, at vi har indhentet artikler om alle de drab, der er forefundet i Danmark siden 2000.

Den måde, vi kategoriserer misogyne drab på, er ved at identificere drab, hvor vi eksempelvis kan se, at motivet har været jalousi«.

Finansloven vedtages først endeligt efter lovens tredje behandling 15. maj.”

Til artiklen er indsat en faktaboks med overskriften ”Projektbeskrivelse” .

Af faktaboksen fremgår følgende

”Sådan blev projektet beskrevet, da pengene blev afsat på finansloven

Organisationen [Klager] ([Klager]) indgår et samarbejde med [Organisationen] og fire politikredse i et fælles projekt om at monitorere kvindedrab i Danmark samt yde støtte til og indhente viden om en hidtil overset målgruppe;

kvindelige overlevere af drabsforsøg.

Projektet starter i september 2023 og vil forløbe gennem 2023-2024.

Projektet har allerede opnået delvis bevilling, men der mangler fortsat finansiering for at få det op at stå.

Derfor lægges op til en bevilling til [Klager] på 0,7 mio. kr.”

Politiken bragte den 5. maj 2023 artiklen ”Politikere vil give 700.000 kroner til projekt om kvindedrab.

Samarbejdspartnere har aldrig sagt ja” i den trykte udgave i sektion 1, side 8.

Artiklens indhold er enslydende med indholdet af artiklen ”Politikere vil give 700.000 kroner til kvindedrabsprojekt.

Men samarbejdspartnere har aldrig sagt ja til projektet” bragt på politiken.dk.

Politiken bragte den 4. maj 2023 artiklen ”Politikere overvejer at trække støtten til drabsregister” på politiken.dk.

Artiklen har følgende underrubrik

”Flere politikere bag årets finanslovsaftale vil have undersøgt, hvorvidt penge til drabsregister er afgivet på forkert grundlag.

[Parti A] kalder både ligestillingsministeren og justitsministeren i samråd.

”

Af artiklen fremgik følgende

”[Parti A] kalder nu både ligestillingsministeren og justitsministeren i samråd.

Det sker, efter Politiken har beskrevet, hvordan to organisationer har fået afsat penge på finansloven til at forebygge og overvåge kvindedrab »sammen med fire politikredse i et fælles projekt«, som det hedder i indstillingen.

Problemet er imidlertid, at både Rigspolitiet og en af de nævnte kredse, Københavns Politi, afviser at have kendskab til et sådan samarbejde med de to organisationer, [Klager] ([Klager]) og [Organisationen].

Derfor åbner [Parti A] også for eventuelt at droppe bevillingen på de 700.000 kroner, der er blevet afsat til projektet.

[Parti A] er ellers et af de partier, der har været med til at indgå aftalen om finansloven.

»Vi har jo kun en interesse i, at det her bliver afdækket grundigt, så vi kan forebygge drab.

Og det kan jo selvfølgelig være fint nok at få en NGO til at foretage den samme indsamling, hvis de kan få adgang til de oplysninger.

Men jeg bliver noget bekymret, når jeg hører de ting, som I ruller op her«, siger retsordfører [Politiker A] [Parti A], der afviser, at ideen om penge til den specifikke organisation kommer fra [Parti A].

»Jeg tænker, at vi er nødt til at få kortlagt, hvad karakteren af det samarbejde (med politiet, red.) er.

Jeg kan forstå, at politiet afviser, at der er et samarbejde, og hvis det har været en væsentlig faktor i at give dem de her penge, vil jeg næsten sige, at så har man fået pengene på et forkert grundlag«.

Annullering kan komme på tale

Skal man rulle den del tilbage, tænker du, hvis det vitterlig er sådan, at der ikke er et samarbejde, og der er søgt på falsk grundlag?

»Altså, jeg har i hvert fald svært ved at forestille mig, hvad det er for en viden, der kan blive tilvejebragt, hvis man ikke også har adgang til et samarbejde med politiet, da det jo typisk er dem, der bliver kaldt ud til et drab«, svarer [Politiker A] og tilføjer

»Og ja, lige nu kunne det godt se ud, som om vi er kommet til at give penge til noget, som ikke er i stand til at frembringe den viden, vi har brug for«.

Og derfor kan en annullering komme på tale?

»Ja, nu er vi jo flere finanslovspartier, der er samlet omkring det her, men det er i hvert fald nyt for mig, at der ikke er det her samarbejde med politiet«.

Hun ser derfor frem til på et samråd at få ministrenes tanker om projektet.

»Og ja, det kan da godt være, at det ender med, at vi siger, at måske er pengene bedre brugt på en anden måde, eller beder dem om at lave projektet om«.

[Parti B] og [Parti C] vil have kortlægning

Også [Parti B]’s retsordfører, [Politiker B], afviser, at ideen kommer fra dem, og han undrer sig.

Også [Parti B] er med i finanslovsaftalen

»Det her må regeringen jo redegøre for, fordi vi kan jo ikke have alt muligt i (finansloven, red.), som ikke holder vand.

Og hvis man siger, man samarbejder med politiet, og politiet slår korsets tegn og siger, at det har ikke noget på sig, så må vi jo have fuldstændig kortlagt det«, siger [Politiker B], der nu vil afvente en forklaring fra regeringen.

Også [Politiker C], som er ligestillings- og socialordfører i [Parti C], der også er med i aftalen, synes det lyder »bekymrende«, at Rigspolitiet så kategorisk afviser et samarbejde.

»Det er da klart, at vi ikke skal smide 700.000 efter noget, hvis det ikke lever op til det, det skal.

Det lyder da meget underligt.

Det var da min klare opfattelse, at pointen var nemlig, at der også var et samarbejde med politiet«.

Adspurgt om bevillingen bør genovervejes, svarer hun, at den kortlægning, som projektet blandt andet har til hensigt, helt klart skal gennemføres på den ene eller den anden måde, men det skal være i samarbejde med politiet.

»Jeg tænker derfor, at den hurtigste måde at få et svar her er ved at stille et skriftligt (paragraf 20, red.) spørgsmål«, siger [Politiker C], der også afviser, at ideen oprindeligt kom fra [Parti C].

[Parti D]s ligestillingsordfører, [Politiker D], henviser til partiets finansordfører, [Politiker E], da hun bliver forelagt oplysningerne om, at Rigspolitiet afviser samarbejdet med [Klager].

[Politiker E] skriver i en sms til Politiken, at der ikke skal »justeres på bevillingen eller andet, der er aftalt i finanslovsaftalen«.

»Som i alle mulige andre sammenhænge er det op til de ministre, der har ressortansvar at implementere«, skriver han.

”

Til artiklen er indsat en faktaboks med overskriften ”Det har politikerne givet penge til” .

Af faktaboksen fremgår følgende

”I [Klager] og [Organisationen]s indstilling om projektet står der

»Organisationen [Klager] ([Klager]) indgår et samarbejde med [Organisationen] og fire politikredse i et fælles projekt om at monitorere kvindedrab i Danmark samt yde støtte til og indhente viden om en hidtil overset målgruppe: kvindelige overlevere af drabsforsøg«.

”

Politiken bragte den 5. maj 2023 artiklen ”Politikere overvejer at trække støtten til drabsregister” i den trykte udgave i sektion 1, side 8.

Artiklens indhold er enslydende med indholdet af artiklen ”Politikere overvejer at trække støtten til drabsregister” bragt på politiken.dk.

Politiken bragte den 15. maj 2023 artiklen ”Regeringen vil ændre i finansloven i sidste øjeblik efter »væsentlig tvivl« om undersøgelse af kvindedrab” på politiken.dk.

Artiklen har følgende underrubrik

”Politikere havde afsat 700.000 kroner på finansloven til en overvågning af kvindedrab i samarbejde med fire politikredse.

Men politiet havde aldrig hørt om projektet.

Nu trækker politikerne støtten.

”

Af artiklen fremgår følgende

”Først meldte regeringen ud, at den havde afsat 700.000 kroner til, at foreningen [Klager] skulle overvåge og forebygge kvindedrab i samarbejde med politiet.

Men efter at det kom frem, at politiet ikke kendte til det påståede samarbejde, har politikerne valgt at fjerne organisationen fra finansloven, siger justitsminister [Justitsministeren] [Parti D].

»Vi skal gøre, hvad vi kan, for at bekæmpe kvindedrab og partnerdrab, og det er baggrunden for, at et bredt flertal i Folketinget afsatte midler til et projekt om monitorering og vidensopbygning om overlevere af drabsforsøg.

Midlerne var i første omgang øremærket [Klager], som skulle gennemføre projektet i samarbejde med [Organisationen].

I den seneste tid er der imidlertid blevet rejst væsentlig tvivl omkring det konkrete projekt.

Det skal vi have afklaret.

Derfor bliver pengene indtil videre ikke afsat til disse organisationer, før vi har fundet ud af, hvad der er op og ned i sagen, og om pengene er bedre brugt på at styrke det forebyggende arbejde med drabsforsøg på anden vis«.

Helt præcist har finansminister [Finansministeren] [Parti D] fremsat et ændringsforslag til finansloven, der fjerner sætningen: »Midlerne afsættes til [Klager], der varetager projektet i samarbejde med [Organisationen]«.

De 700.000 kroner er altså stadig afsat på finansloven, men er ikke længere øremærket til en bestemt organisation.

Penge bliver til en pulje

[Klager] havde ellers fået pengene til et projekt, hvor de påstod, at de i samarbejde med [Organisationen] og fire politikredse ville monitorere kvindedrab i et såkaldt ’femicidewatch’.

Her ville de registrere misogyne kvindedrab – altså drab begået af mænd ud fra et had mod kvinder, forklarede direktøren her i Politiken.

Men det viste sig, at de politikredse, som [Klager] havde nævnt i ansøgningen om midler og her i avisen, aldrig har givet tilsagn om at deltage i projektet.

»Rigspolitiet indgår ikke i [Klager]s projekt«, udtalte Rigspolitiet efterfølgende.

Svaret gjaldt på vegne af alle landets politikredse og også Politiskolen, der ellers var nævnt på en liste over projektets samarbejdspartnere.

Efterfølgende kaldte retsordfører for [Parti A] [Politiker A] ligestillingsministeren og justitsministeren i samråd.

Partiet lagde op til at droppe bevillingen.

[Parti A] er ellers et af de partier, der har været med til at indgå aftalen om finansloven.

Nu vil de 700.000 i stedet gå til en pulje, som har det samme formål, forklarer [Politiker A].

Hun er tilfreds med, at der er blevet handlet på baggrund af oplysningerne

»Jeg tænker, at det er langt bedre, at vi får et mere gennemarbejdet projekt end et, som vi risikerer ikke genererer den viden, vi har brug for«, siger [Politiker A].

[Parti A] har netop fremsat et beslutningsforslag om en såkaldt ’partnerdrabskommission’, hvor myndighederne skal pålægges at gennemgå drab i familien for at kortlægge mønstre og pege på, hvad man kan gøre bedre.

Lignende ordninger findes i blandt andet Norge, Sverige og England.

Forslaget kunne dog ikke samle flertal.

»Jeg er skuffet over, at noget, der er så indlysende rigtigt, ikke nyder fremme«, siger [Politiker A], der nu vil følge meget opmærksomt med i, hvordan de 700.000 kroner på finansloven bliver brugt.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra [Klager].

”

Til artiklen er indsat en faktaboks med overskriften ”700.000 til overvågning af drab” .

Af faktaboksen fremgår følgende

”24. april præsenterede regeringen sammen med [Parti C], [Parti A], [Parti E] og [Parti B] finanslovsaftalen for 2023.

I finansloven var der afsat 700.000 til et projekt om »monitorering og vidensopbygning om overlevere af drabsforsøg«.

Projektet skulle ifølge projektbeskrivelsen varetages af [Klager] i samarbejde med [Organisationen] og fire politikredse.

25. april forklarede direktøren i [Klager] i Politiken, at der var tale om monitorering af kvindedrab med misogynt motiv – altså drab begået ud fra et had mod kvinder.

Hun fortalte samtidig, at projektet skulle gennemføres i samarbejde med politiet i Nordjylland, i København, i Nordsjælland og på Vestegnen.

4. maj udtalte politiet til Politiken, at de ikke havde givet tilsagn om samarbejdet: »Rigspolitiet indgår ikke i [Klager]s projekt«, lød meldingen fra Rigspolitiet på vegne af alle landets politikredse.

Samme dag udtrykte flere politikere fra forligskredsen bekymring, og [Parti A] kaldte justitsministeren og ligestillingsministeren i samråd.

12. maj valgte finansminister [Finansministeren] at fremsætte et ændringsforslag til finansloven, hvoraf det fremgår, at de 700.000 kroner ikke længere er øremærket [Klager]s projekt i samarbejde med [Organisationen].

”

Politiken bragte den 16. maj 2023 artiklen ”Regeringen vil ændre i finansloven i sidste øjeblik” i den trykte udgave i sektion 1, side 8.

Artiklens indhold er enslydende med indholdet af artiklen ”Regeringen vil ændre i finansloven i sidste øjeblik efter »væsentlig tvivl« om undersøgelse af kvindedrab” bragt på politiken.dk.

Efter offentliggørelsen

Politiken bragte efter offentliggørelsen af artiklerne følgende rettelse i begyndelsen af artiklen ”Politikere vil give 700.000 kroner til kvindedrabsprojekt.

Men flere samarbejdspartnere har aldrig sagt ja til projektet” fremhævet med kursiv

”Rettelse: I en tidligere version stod der, at [Organisationen] havde fået penge på finansloven, men det er ikke tilfældet.

[Organisationen] er kun nævnt som samarbejdspartner i [Klager]s projekt.

”

Politiken bragte herefter følgende rettelse i begyndelsen af artiklen ”Politikere overvejer at trække støtten til drabsregister” fremhævet med kursiv

”Rettelse: I en tidligere version fremgik det ved en fejl, at [Organisationen] har fået penge på finansloven til samme projekt som [Klager].

Det er ikke tilfældet.

”

[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 22. maj 2023.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

Korrekt information og overskriftens dækning

[Klager] har indledningsvis oplyst, at da finansloven i slutningen af april 2023 blev offentliggjort, var de i foreningen utrolig glade og stolte over, at der ville blive udmøntet 700.000 kr. til et etårigt projekt, som er en del af et treårigt projekt, der skulle gennemføres i samarbejde med flere organisationer og institutioner, hvis formål er at forebygge drab på kvinder.

Den 24. april 2023 blev [Klager]s direktør [Direktøren] ringet op af Politikens journalist [Journalisten].

Journalisten ønskede at lave et interview om projektet.

[Direktøren] gjorde det klart for journalisten, at hun endnu ikke havde modtaget den officielle nyhed, og at hun heller ikke havde læst specifikt, hvilke dele af det store projekt, der var modtaget støtte til.

Da [Direktøren] fik interviewet tilbage til gennemlæsning, havde hun læst projektbeskrivelsen, som lyder

” 12.

Viden om og forebyggelse af drab

Der udmøntes 0,7 mio. kr. til et tilskud til et projekt om monitorering og videns­ opbygning om overlevere af drabsforsøg i 2023, som er forankret i organisation [Klager] og sker i samarbejde med [Organisationen], herunder med henblik på udvikling af forebyggelsesinitiativer.

”

[Direktøren] gjorde det klart for journalisten, at hun ikke kunne skrive om det fulde projekt, fordi det, [Klager] havde opnået støtte til, var en del af fem indsatser, der skal udføres over tre år.

Journalisten ringede to gange, inden hun startede interviewet med [Direktøren].

I første opkald overbragte journalisten den glædelige nyhed, hvortil [Direktøren] udtrykte, at hun var overvældet og ikke vidste, hvad bevillingen endnu var målrettet til.

I samme samtale efterspurgte journalisten projektbeskrivelsen.

En halv time senere ringede journalisten igen og bad om projektbeskrivelsen.

[Direktøren] fortalte igen, at hun ikke vidste, hvilke dele af projektet, der var opnået støtte til, men at den fremsendte projektbeskrivelse er en del af et treårigt projekt.

Under begge samtaler var en studentermedhjælper til stede i lokalet, som kan bekræfte dette.

[Direktøren] rakte ud til de respektive politikredse, efter en medarbejder ved Nordsjællands Politi kontaktede hende dagen efter, artiklen ”Regeringen giver penge til organisation, der med en feministisk analyse vil undersøge misogyne kvindedrab” udkom.

[Direktøren] informerede ham om samarbejdet med de pågældende ansatte ved politiet i hans kreds.

På samme måde rakte [Direktøren] ud til de øvrige politikredse for at opklare brugen af samarbejde og informere om samarbejdskonstruktionen.

Journalisten udgav fortsat artiklerne på denne information, trods direktøren havde redegjort for fejlen – både til politi og for [Klager]s politiske kontakter, som fortsat støtter projektet trods foreningens kommunikationsfejl i indstillingen.

I interviewet fremgår det, at projektet er et samarbejde med fire politikredse, ligesom at dette

også fremgår i finanslovsindstillingen.

Dette er selvfølgelig en fejl, som efterfølgende blev rettet med samarbejdspartnerne.

Det er på baggrund af dette, at journalisten forfattede en ny artikel, som såede tvivl om projektets samarbejdskonstruktion.

I tilblivelsen af artiklen har journalisten rettet henvendelse til foreningens øvrige samarbejdspartnere og udtrykt, at de er medafsendere på indstillingen.

Det er de naturligvis ikke, men indgår som en del af en følgegruppe.

Journalisten afviste at inkorporere [Direktøren]s kommentar, som først blev sendt til journalisten og senere til Politikens ledelse som en klage.

[Direktøren] skrev følgende

”Kære [Journalisten]

Tak for det fremsendte.

Jeg har lavet en del rettelser og det som er markeret med rødt skal slettes.

Jeg vil gerne have at du inkorporerer rettelserne i artiklen og sender artiklen til godkendelse hos mig igen før udgivelse.

Rettelserne er foretaget på baggrund af, at du har fremlagt noget andet i vores telefonsamtale, som ikke stemmer overens med det du skriver i artiklen.

Det kan jeg naturligvis ikke stå inde for.

I forhold til kritikken stillet af de andre forskere må du skrive dette afsnit om, med afsæt i konkrete argumenter fra disse forskere.

Vi velkommer naturligvis kritik fra andre forskere, men forholder os først til kritikken når den tager udgangspunkt i konkrete argumenter.

Du skriver i artiklen, at du har modtaget en udmeldelse fra Rigspolitiet, men i telefonen fortalte du mig at du har været i dialog med presseafdelingen.

Uanset hvem du har været i dialog med, kan jeg fortælle dig at Rigspolitiet ikke er en af vores samarbejdspartnere og de derfor ikke kender til samarbejdet.

Jeg har informeret dig om at samarbejdet er indgået med enkeltpersoner i specifikke

politikredse.

Derudover har jeg informeret dig om at samarbejdet med de enkelte personer i de respektive politikredse ikke er finansieret gennem Finansloven.

Pengene vi er bevilliget gennem Finansloven dækker kun dele af Femicide Watch projektet.

Jeg kan forstå din anledning til at grave i samarbejdsaftalerne, på baggrund af

misforståelserne som jeg har gjort rede for.

Jeg har ligeledes udredt misforståelsen med mine samarbejdspartnere i de respektive politikredse.

På den baggrund har jeg ikke flere kommentarer til sagen.

Jeg vil minde dig om at [Klager] og Femicide Watch er et projekt med en utrolig vigtig dagsorden – at forebygge drab.

”

Hvortil journalisten svarede

”Kære [Direktøren]

Tak for hurtig tilbagemelding.

I forhold til dine ændringer

Jeg har imødekommet dine ændringer og udeladelser

Med følgende undtagelser

1.

Jeg har ikke fjernet mine egne spørgsmål eller mellemtekster i artiklen, da du kun kan forholde dig til egne citater

2.

Jeg har udeladt disse to citater, som du har skrevet ind, da de ikke optræder i det

interview, vi lavede i går

”Vi har et større projekt kørende, hvor en følgegruppe af politibetjente er med fra de

forskellige politikredse.

Undtagen Københavns Politi, hvor vores kontaktperson

desværre er sygemeldt.

”

”De enkelte politipersoner er egentlig ikke forpligtet til at melde ud, at de sidder med i følgegruppen, i og med at de gør det i deres fritid.

Det kan være derfor, at Rigspolitiet ikke er oplyst om samarbejdet”

De dele af artiklen, hvor du er citeret ser dermed sådan her ud

Politiken tog kontakt til [Direktøren], direktør i [Klager], for at høre, hvorfor politiet ikke har hørt om projektet, når de er nævnt som samarbejdspartnere

Politiet siger, at de ikke har hørt om det her projekt, og de har ikke sagt ja til at medvirke.

Hvad siger du til det?

»Projektet som er indstillet til finansloven, er del af et meget større projekt, blandt andet et treårigt forskningsprojekt, hvor jeg har samarbejdspartnere i forskellige politikredse, som er en del af følgegruppe til projektet.«

Men Rigspolitiet har skrevet til mig i en officiel meddelelse fra hele politiet, herunder også de fire politikredse, at de ikke har sagt ja til at medvirke i noget som helst.

Så hvordan kan du skrive, at de her fire politikredse indgår i et fælles projekt om at monitorere kvindedrab i Danmark?

»Som sagt arbejder vi på et meget større projekt, som også består af en følgegruppe, med politipersoner fra forskellige politikredse«.

Og har de sagt ja, de her politipersoner, til at indgå i den følgegruppe?

»Ja«.

Og de her samarbejdspartnere ved politiet.

Betragter du dem som samarbejdspartnere til projektet?

»Ja«.

Når man søger penge til sådan et projekt her skal man så ikke have clearet det med

samarbejdspartnerne først?

»Jo og det er selvfølgelig clearet med samarbejdspartnerne«.

Vi har forholdt [Direktøren] kritikken fra forskerne af, at [Klager] i projektet vil monitorere kvindedrab ud fra misogyni.

Misogyni er et normativt begreb, så hvordan skal man kategorisere de her drab ud fra noget normativt, hvis man skal indsamle data man kan sammenligne med andre lande?

»Jeg beskriver i sidste artikel og sidste interview du og jeg havde, at vi har indhentet artikler om alle de drab der er forefundet i Danmark siden 2000.

Den måde vi kategoriserer misogyne drab på, er ved at identificere drab, hvor vi eksempelvis kan se, at motivet har været jalousi«.

”

[Klager] har anført, at Politiken har udeladt oplysninger og bevidst har brugt oplysninger i en upræcis sammenhæng.

[Klager] har endvidere anført, at overskriften ”Politikere vil give 700.000 kroner til kvindedrabsprojekt.

Men flere samarbejdspartnere har aldrig sagt ja til projektet” sår tvivl om foreningens samarbejde og kun delvist opklarer den reelle situation.

[Direktøren] rettede henvendelse til journalisten i forbindelse med opklaring af samarbejdskonstruktionen, og journalisten nægtede at indføre disse oplysninger i artiklen.

[Direktøren] modtog et svar fra Politikens ledelse, hvori de ligeledes afviste at inkorporere rettelser i artiklen.

Efterfølgende bragte Politiken tre negative artikler skrevet af samme journalist om [Klager], hvoraf to fokuserede på 1) udtalelser fra politikere, og 2) tilbagetrækningen af de øremærkede midler.

Den primære historie centrerede sig om ”et manglende samarbejde med politikredse”.

Det skyldes, at [Klager] i finanslovsindstillingen har skrevet, at foreningen samarbejder med en række politikredse.

Dette er desværre ikke helt præcist formuleret, da [Klager] samarbejder med enkeltpersoner i politikredsene og altså ikke hele politikredsen.

Dette rettede [Klager] på dagen den 24. april 2023 og kontaktede herefter politikredsene om fejlen.

Journalisten gravede i dette, og da hun ringede til Rigspolitiet, udtalte de, at de ikke kendte til samarbejdet med [Klager].

Dette skyldes naturligvis, at samarbejdet ikke er indgået med politikredsene, men som tidligere nævnt med enkeltpersoner.

Den negative omtale har resulteret i, at pengene på finansloven ikke længere er øremærket [Klager].

[Klager] har bemærket, at Rigspolitiet på dette tidspunkt har været i dialog omkring bevillingen, da de kontakter foreningen dagen inden offentliggørelsen med en hastesag.

På dette tidspunkt vidste [Klager] ikke, om foreningen ville modtage bevillingen eller ej.

En jurist ved Rigspolitiet kontaktede [Direktøren], efter vedkommende havde talt med en af [Klager]s kontakter ved politiet, som optræder som en del af følgegruppen til projektet.

Efter dette indstillede Rigspolitiet projektet til finansloven.

[Klager] har således antaget, at Rigspolitiet har kendskab til foreningen, projektet og den konkrete samarbejdskonstruktion.

Journalisten har oplyst [Klager], at hun har været i dialog med Rigspolitiets presseafdeling.

Det er muligt, at presseafdelingen ikke kender til [Klager].

Kommunikationsfejlen er derfor det primære element, som journalisten har anvendt i konstruktionen af et ’manglende samarbejde’ i artiklerne i søgen efter at få politikerne til at udtale sig om, hvorvidt de vil fjerne støtte til projektet.

I artiklen ”Politikere vil give 700.000 kroner til kvindedrabsprojekt.

Men flere samarbejdspartnere har aldrig sagt ja til projektet” bygges artiklen op omkring et samarbejde med politikredse, som [Direktøren] på daværende tidspunkt havde redegjort for.

Alligevel er dét det centrale argument i artiklen.

Der er tale om tilbageholdelse af informationer og bevidst spredning af misinformationer til [Parti A] og flere partier, der kalder ministre i samråd.

I den forbindelse har [Klager] bemærket, at projektet, som det er beskrevet på finansloven, ikke inkluderer samarbejdet med de fire politikredse.

[Klager] har redegjort for konstruktionen overfor Politiken, foreningens kontaktpersoner på Christiansborg samt de benævnte politikredse, som har kendskab til foreningens samarbejdsaftaler.

Journalisten fortsatte med at bygge historien op omkring, at et samarbejde med politiet er det bærende element for projektet.

Journalisten har anvendt samme misinformation, når hun har ringet til politikerne og har altså undladt et centralt element i projektet, som handler om at afdække viden ved overlevere af drabsforsøg.

Samarbejdet med politiet er en kvalificerende del af projektet og ikke en bærende del.

[Klager] har bemærket, at dele af korrespondancen med Politiken er foregået på telefon for flere måneder siden, hvorfor dele ikke kan dokumenteres eller fremstår upræcise.

Dog har journalisten optaget flere samtaler uden samtykke og først oplyst om optagelsen undervejs eller ved tilfælde senere fortalt, at hun optog, hvorfor nævnet eventuelt kan bede journalisten om at fremsende disse.

Interessekonflikt

[Klager] har anført, at der foreligger en interessekonflikt, idet journalist [Journalisten] afdækker viden om partnerdrab for Politiken og for nyligt har udgivet en bog om selvsamme emne.

I Politikens artikel ”Det var kun begyndelsen, da den første kvinde blev fundet dræbt af sin partner få dage inde i 2022” bragt den 28. december 2022 på politiken.dk fremgår interessekonflikten også

”Herhjemme har både eksperter og organisationer kritiseret, at der mangler ordentlige data på drabsområdet – blandt andet når det gælder partnerdrab.

FN har ellers gentagne gange opfordret alle medlemslande til at etablere et såkaldt femicidewatch .

Derfor etablerede vi i oktober på Politiken en partnerdrabsdatabase, hvor vi har registreret og beskrevet alle partnerdrab begået i Danmark på både mænd og kvinder siden januar 2017.

Og vi har forpligtet os til at holde databasen ajour, så den i alt kommer til at dække ti år.

”

[Klager] har også henvist til, at foreningen i 2021 oprettede et Femicide Watch, og at både foreningen og Politiken har etableret lignende projekter, der kategoriseres som et Femicide Watch.

Et væsentligt kritikpunkt er, at journalisten har kendskab til [Klager]s Femicide Watch, men har fremført Politikens kortlægning som det eneste i Danmark.

[Klager] har dokumenteret journalistens medieoptrædener, prisoverrækkelser og udgivelse af bog samt artikler udgivet ved Politiken.

[Klager] har henvist til følgende nedslagspunkter

I februar 2022 henvendte [Klager] sig til Politiken første gang med håb om, at mediet ville afdække foreningens arbejde om forebyggelse af kvindedrab i Danmark.

Det samme gjorde [Klager] i september 2022.

Denne gang med en pressemeddelelse, inden [Klager] lancerede den største kortlægning af ’femicides’ i danmarkshistorien af 240 ’femicides’ i perioden 2000-2021 (yderligere 44 barnedrab er kommet på kortlægningen siden).

Samme uge udgav Politiken en database for partnerdrab.

Forskellen på ’femicide’ og ’partnerdrab’ er, at et partnerdrab afgrænses ved, at drabet er begået i en nær relation.

Et ’femicide’ henviser både til drab i nære relationer og fjerndrab.

Med andre ord er partnerdrab ’femicides’.

[Klager] kontaktede Politikens journalist, som var afsender på partnerdrabsdatabasen, og inviterede til samarbejde.

Samarbejdet blev afslået.

Politiken udgav den 1. oktober 2022 artiklen ”9 partnerdrab i 2022 er mange.

Og året er endnu ikke forbi – ny database skal gøre en forskel” på politiken.dk med fund fra 45 personer, der er dræbt af en partner eller en ekspartner siden 2017.

Det fremgår af artiklen, at der ikke findes et femicidewatch i Danmark.

Da artiklen udgives, har [Klager] henvendt sig til Politiken måneder i forvejen.

”Siden januar 2017 er 45 mennesker i Danmark blevet stukket, kvalt eller banket ihjel af en partner eller ekspartner.

40 kvinder og 5 mænd.

Det fremgår af en database, som Politiken i dag lancerer.

Databasen kortlægger samtlige sager om partnerdrab de seneste fem et halvt år og vil blive opdateret frem til 1. januar 2027 for at skabe et samlet overblik over 10 års partnerdrab.

Dermed følger vi en opfordring fra FN, der siden 2015 har tilskyndet alle medlemslandene til på nationalt niveau at registrere drab på kvinder i et såkaldt femicidewatch.

FN beskriver det som »en systematisk og detaljeret registrering« med henblik på at »udvikle forebyggende foranstaltninger og vejlede politikudviklingen på området«.

Og flere lande rundt om i verden har siden oprettet nationale overvågningsenheder, blandt andre Canada, Spanien og Kroatien.

Men ikke Danmark.

»Jeres database er et godt initiativ, for I udfylder et hul.

Men i virkeligheden er det myndighedernes arbejde.

Det burde være et nationalt organ, der indsamler oplysninger og overvåger området,« siger [Professoren], professor ved [Universitet B] i Holland og en af Europas førende eksperter i drab i familien.

”

Samme dag lancerede Politiken en parterndrabsdatabase på politiken.dk.

[Klager] har henvist til følgende afsnit fra databasen

”Partnerdrab er et stort globalt problem og den største enkeltstående type drab i Danmark.

Ifølge tal fra Aarhus Universitet var omkring hvert fjerde drab i Danmark i perioden 1992-2016 et partnerdrab, og FN har opfordret medlemslandene til at oprette et såkaldt ’femicidewatch’, hvor landene overvåger og systematisk indsamler viden om drabene.

Det findes ikke i Danmark.

Politiken mener, viden er vigtig, hvis vi skal ændre på statistikken.

Derfor har vi lanceret en partnerdrabsdatabase, hvor vi beskriver alle sager om partnerdrab på kvinder og mænd i Danmark, i det omfang de kommer til vores kendskab.

Derudover laver vi statistik over en række data, der knytter sig til partnerdrab.

Databasen indeholder sager fra den 1. januar 2017 og frem, og vi forpligter os på at opdatere den løbende til 1. januar 2027.

Altså i alt ti år.

”

Den 24. november 2022 bragte Politiken artiklen ”Hver time bliver fem kvinder eller piger i verden dræbt.

Af et familiemedlem” på politiken.dk.

[Klager] har henvist til følgende afsnit fra artiklen

”FN har gentagne gange opfordret medlemslandene til at oprette et såkaldt femicidewatch - hvilket Danmark indtil videre ikke har gjort.

Blandt andet derfor har Politiken oprettet en database over samtlige partnerdrab i Danmark siden januar 2017.

”

Den 28. december 2022 bragte Politiken artiklen ”Det var kun begyndelsen, da den første kvinde blev fundet dræbt af sin partner få dage inde i 2022” på politiken.dk.

” Officielle data er vigtige

Herhjemme har både eksperter og organisationer kritiseret, at der mangler ordentlige data på drabsområdet – blandt andet når det gælder partnerdrab.

FN har ellers gentagne gange opfordret alle medlemslande til at etablere et såkaldt femicidewatch.

Derfor etablerede vi i oktober på Politiken en partnerdrabsdatabase, hvor vi har registreret og beskrevet alle partnerdrab begået i Danmark på både mænd og kvinder siden januar 2017.

Og vi har forpligtet os til at holde databasen ajour, så den i alt kommer til at dække ti år.

”

[Klager]s arbejdsområde, som Politiken også har afdækket, er meget vigtigt, fordi det omhandler drab og forebyggelse heraf og må ikke blive et monopoliseret vidensområde.

Det er [Klager]s opfattelse, at journalisten i artiklen ”Regeringen giver penge til organisation, der med en feministisk analyse vil undersøge misogyne kvindedrab” såede tvivl om begrebet ’femicide’ og i artiklen ”Politikere vil give 700.000 kroner til kvindedrabsprojekt.

Men flere samarbejdspartnere har aldrig sagt ja til projektet” inddrog forskere på området til at udtale sig kritisk om et projekt, der endnu ikke var opstartet, hvorfor kritikken ikke var berettiget på daværende tidspunkt.

Det er ikke vanlig skik at kritisere et projekt, før projektet har afleveret vidensoutput.

I forbindelse med journalistens udgivelse af bogen [Titel B] modtog journalisten [Prisen], der gives til personer, der har gjort en særlig indsats i kampen mod vold mod kvinder.

I artiklen ”Politiken-journalist vinder ærespris for bog om kvindedrab” bragt den 10. november 2022 på politiken.dk udtalte journalisten følgende om et ønske om at præge politikken på det voldsforebyggende område

”»Vi er kæmpe stolte og beærede over at have fået den her pris.

Fordi den viser, at det kan betale sig at være vedholdende og blive ved med at holde fast i et emne, og at det her med at formidle viden og forskning gennem journalistik også har en betydning.

Vi vil utroligt gerne ind og præge politikken på det her område, og det er den her pris jo også med til at skubbe på for, at vi rent faktisk kan gøre noget for at forebygge og forhindre drab på kvinder«, siger [Journalisten].

”

[Klager]s øremærkede bevilling indgik netop i et politisk rum, hvorefter den, på baggrund af journalistens artikler og kontakt til politikere, blev frataget foreningen, hvormed det må antages, at journalistens ønske om at præge politikken på netop dette område er en motivationsfaktor.

[Klager] har også henvist til podcastafsnittet ”Partnerdrab: Derfor tæller [Journalisten] dræbte kvinder og mænd” bragt den 3. oktober 2022 i Politikens podcastserie ”Du lytter til Politiken” .

I den forbindelse har [Klager] henvist til en transskribering foretaget af foreningen med dertilhørende kommentarer, herunder om journalistens beskrivelse af metoden til at indhente viden.

[Klager] har hertil bemærket, at foreningens kortlægning indeholder de samme elementer bortset fra statistik over domsafsigelser.

[Klager] har bedt eksperter om at vurdere projektet i forhold til en interessekonflikt, og de ser en tydelig sammenlignelighed med foreningens arbejde på Femicide Watch og projektindstillingen samt journalistens beskrivelse fra overstående citater.

Det er [Klager]s opfattelse, at journalisten på baggrund af egen interesse i partnerdrabsregistret og hendes egen bog og udgivelser derved er inhabil i at dække projektet objektivt.

Mediets handlemåde

[Klager] har anført, at journalisten har kontaktet foreningens øvrige samarbejdspartnere og organisationer med det ene formål at så tvivl om foreningens arbejde og påstået, at disse har været medafsendere på finanslovsindstillingen på trods af, at de indgår som en del af en følgegruppe.

Som eksempel har [Klager] henvist til en mail af 11. maj 2023 sendt fra journalisten til [Fonden] med emnefeltet ”Info om støttemidler - hjælp”, som er væsentlig anderledes end den, som Politiken har fremlagt for Pressenævnet.

Af mailen fremgår følgende

”Kære [Fonden]

Jeg er journalist på Politiken og skriver, fordi jeg er ved at undersøge økonomien i en forening, vi har skrevet om i Politiken.

Den hedder [Klager].

I deres årsrapport, opgiver de, at de i 2021 modtog støtte fra jeres fond.

Jeg vil høre om I kan oplyse, hvorvidt det er korrekt?

Hvor mange penge de modtog?

Og om de ellers har fået støtte fra Jer?

Hvis muligt vil jeg også gerne høre, hvad de har søgt penge til, og om man skal aflægge rapport for pengene?

Jeg håber, I kan hjælpe.

Hvis du har spørgsmål til denne mail, er du velkommen til at ringe.

”

Af denne mail fremgår det ikke, som Politiken ellers har redegjort for i sit svar til Pressenævnet, at journalistens henvendelse er fortrolig, at den beror på ubekræftede påstande, og at der er et hensyn i forhold til [Klager]s omdømme.

[Klager] har endvidere henvist til følgende besked, som foreningen efterfølgende modtog fra fondens forperson

”Jeg videresender hermed den korrespondance jeg har haft med journalist [Journalisten] fra Politiken angående [Klager].

Som jeg ser det, har [Journalisten] en tydelig interessekonflikt ift.

at dække, at [Klager] er kommet på finansloven med projektet ”Femicide Watch”.

Det fremgår tydeligt fra hendes tidligere artikler, og oprettelsen af Politikens egen registrering af partnerdrab i Danmark, at hun er udover det sædvanlige investeret i emnet, og har en personlig anke i, hvem og hvordan det skal føres videre - nu også på et statsligt plan.

Hvilket ifølge general presseetik gør hende inhabil ift.

at afdække sagen.

Jeg må derfor stille mig uforstående overfor, hvorfor Politikens chefredaktion har ladet det stå på så længe.

Derudover finder jeg det vigtigt at nævne, at [Journalisten] i en telefonsamtale med mig angående midler givet til [Klager], har insinueret at pengene ikke er brugt efter aftale.

En påstand der, når den hverken har belæg eller er underbygget, kan føre til en injuriesag.

Det skal også nævnes, at journalisten lød mere interesseret i direktør [Direktøren] end den fremlagte sag, hvilket også får mig til at undres over, hvordan Politiken kan lade sådan noget ske og stå på.

Jeg har som forperson for bestyrelsen her og underskriver på vores samarbejdsaftale fuld tillid til at [Klager] kan varetage og udføre projektet.

Og de har [Fonden] samt [Fonden]s fulde støtte.

”

Det fremgår heraf, at journalisten både har antydet, at pengene ikke er brugt korrekt, samt at journalisten har udvist en ualmindelig interesse i [Direktøren].

[Klager] har endvidere anført, at journalisten optog samtalerne med [Direktøren], uden at hun havde givet samtykke hertil.

I den forbindelse har [Klager] oplyst, at [Direktøren] havde frabedt, at samtalerne blev optaget.

Journalisten ringede flere gange til [Direktøren], pressede på for en samtale, og ville ikke sende en spørgeguide, som [Direktøren] havde anmodet om.

Ifølge straffelovens § 267, kan det straffes med bøde eller fængsel op til 1 år, hvis en krænker en anden persons ære, for eksempel ved at fremsætte eller udbrede en udtalelse eller andre påstande eller informationer om personen.

[Klager] har bemærket, at journalisten ikke har kontaktet [Klager] med henblik på at afdække økonomi.

Hvis journalisten er interesseret i [Klager]s interne organisering og økonomi, undrer det foreningen, at journalisten ikke også retter henvendelse til foreningen.

[Klager] har fundet det yderst uprofessionelt at bygge en sag uden at inddrage foreningen.

I den forbindelse har [Klager] anmodet Politiken om indblik i, hvem journalisten specifikt har kontaktet ’for at undersøge økonomien’.

[Klager]s økonomi er tilgængelig for foreningens medlemmer og eftersendes og godkendes årligt af de fonde, som støtter foreningens arbejde.

Politiken har i svaret til Pressenævnet oplyst, at mediet på baggrund af anonyme kilder har kendskab til en række interne problemer i [Klager].

Disse 13 henvendelser, der peger på problemer i foreningen og rod i økonomien, er tvivlsomt, eftersom de første medarbejdere ansættes i 2023 med to personer i sekretariatet og to projektledere.

I [Klager] har der været en eksklusion af et tidligere bestyrelsesmedlem grundet brud på foreningens vedtægter og deling af fortrolig viden.

Med afsæt i fremsendt mail fra [Fonden] fremgår det, at journalisten har viden om, at der er tale om penge givet til en konference.

I notat fra mødet om netop denne konference, er det ekskluderede bestyrelsesmedlem en del af mødet.

Derfor har [Klager] grund til at tro, at den anvendte kilde, der beretter om ’rod i økonomien’, er det tidligere ekskluderede bestyrelsesmedlem, hvorfor personen må betragtes som en partisk kilde.

[Klager] har gjort Politiken opmærksom på, at foreningen har ekskluderet bestyrelsesmedlemmet, som har kendskab til den nævnte konference.

[Klager] må konstatere, at journalisten ikke har udvist kildekritik og har anvendt misvisende informationer.

Med andre ord er journalisten bekendt med kilden, og [Klager] har fået bekræftet sidenhen, at det ekskluderede bestyrelsesmedlem har presset en praktikant i foreningen til at sende dokumenter til det ekskluderede medlem.

Andre frivillige i organisationen har sidenhen fortalt, at det ekskluderede medlem har forsøgt at samle frivillige til at udtale sig kritisk til journalisten.

En frivillig har bekræftet, at det ekskluderede medlem og journalisten har talt sammen, og at det ekskluderede medlem har fået instrukser om at finde dokumenter til flere artikler om foreningen.

Journalisten har fortsat en efterforskning af [Klager]s økonomi i gang.

Den 30. juni 2023 modtog [Klager] en mail fra journalisten

”Jeg skriver til Jer, fordi det af en klage til Pressenævnet fremgår, at [Klager] undrer sig over, at vi ikke har kontaktet jer angående foreningens økonomi.

Det ser vi som et tegn på, at I gerne vil bidrage til vores research.

Jeg vil derfor rigtig gerne se jeres årsregnskab for 2020, 2021 og 2022.

”

Mailen blev videregivet til [Klager]s bestyrelse, som rettede kontakt og modtog et særligt misledende svar, da bestyrelsen bad journalisten om at redegøre for, hvorfor de ønsker adgang til foreningens økonomi

”I den forbindelse forklarer vi gerne, hvorfor vi ønsker indsigt i [Klager]s regnskaber.

Det skyldes blandt andet, at [Direktøren] tidligere har skrevet, at foreningen gerne ville give indsigt i foreningens regnskaber.

Det skete i forbindelse med den pressenævnssag, som [Klager] anlagde mod Politiken før sommerferien.

”

[Direktøren] har ikke godkendt indsigt i regnskabet.

Som tidligere anført undrer det [Klager] i stedet, hvorfor journalisten bad fonde om adgang til foreningens regnskab og ikke spurgte foreningen om adgang til oplysningerne.

I [Klager] dokumenteres alle interne klager.

Foreningen oprettede i 2021 et organisationsudvalg, som har udarbejdet en formel krisehåndteringsprocedure, en ekstern whistleblowerordning, og alle nye frivillige samt medarbejdere modtager en procedure for, hvordan de kan håndtere svære situationer, hvem man skal række ud til, og hvordan processen derefter vil se ud.

Denne sendes ud til alle frivillige inden opstart, og hvis der foretages ændringer heri.

[Klager] har derfor peget på, at disse 13 kilder, der henvises til, er en del af et større systematisk mønster, der har tegnet sig, siden journalisten første gang interviewede direktøren.

Mønstret handler om, at der konstrueres historier frem for at afdække en historie.

[Klager] har selvsagt ikke kendskab til, hvilke anonyme kilder der har henvendt sig til journalisten, og hvad disse har fortalt.

[Klager] har dog påkaldt sig, at man ikke bedriver journalistik ud fra anonyme henvendelser, når man udelukkende beror dette på ensidige fortællinger eller gisninger, og ikke den realitet foreningen har stået overfor ved at inddrage foreningen.

Det er [Klager]s vurdering, at man på denne måde har underløbet foreningen ved at fremsætte upræcise anklager til fonde og samarbejdspartnere.

[Klager] har opfordret Politikens ledelse til at tage denne form for journalistik til efterretning.

[Klager] har på baggrund af journalistens konstruktion af artikler med afsæt i en fejl, der er blevet redegjort for, samt kontakt til politikere, udtrykt bekymring for, hvad denne kontakt til fonde betyder for foreningens fremtid, udover hvilken betydning det har for de 700.000 kr., der var øremærket foreningens Femicide Watch.

[Klager] har anmodet Politiken om at få indblik i det omfang af mails, der er sendt til fonde.

Det er [Klager]s opfattelse, at det strider mod lovgivningen, at Politiken nægter at fremlægge deres research.

[Klager] har henvist til bekendtgørelse af lov om offentlighed i forvaltningen § 7 (nr. 606 af 12. juni 2013 om offentlighed i forvaltningen med de ændringer, der følger af lov nr. 148 af 7. februar 2017, § 3 i lov nr. 503 af 23. maj 2018, lov nr. 556 af 29. maj 2018 og lov nr. 1565 af 27. december 2019), hvorefter enhver kan forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en myndighed mv. som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed.

2.2 Politikens synspunkter

Korrekt information og overskriftens dækning

Politiken har afvist at have overtrådt god presseskik, som det fremføres i klagen.

Politiken har omtalt, hvordan [Klager] stod til at få en bevilling på finansloven på 700.000 kroner med henvisning til et samarbejde med flere politikredse og efterfølgende beskrevet, hvordan politiet umiddelbart efter henvendte sig til redaktionen og afviste, at der skulle findes et sådant samarbejde.

[Klager] har fået forelagt alle relevante oplysninger før offentliggørelse, og redaktionen har loyalt gengivet foreningens udlægninger og i vid udstrækning taget hensyn til indvendinger.

Redaktionen har imidlertid afvist at fjerne udtalelser fra andre kilder, sådan som [Klager] ønskede.

Udlægningen fra [Klager] er ikke korrekt.

Redaktionen og [Direktøren] talte ikke sammen efter interviewet, og [Direktøren] gjorde det ikke klart for journalisten, at hun ikke kunne skrive om det fulde projekt, fordi det, [Klager] havde opnået støtte til, var en del af fem indsatser, der skal udføres over tre år.

Redaktionen og [Direktøren] skrev via mail.

Politikens journalist fremsendte hele artiklen i dens fulde ordlyd, og [Direktøren] svarede følgende pr. mail

”Hej [Journalisten]

Tak for din tid også!

Det er rigtig godt, det du har fået frem.

Vi bruger [Klager] som forkortelse og ikke [Klager]

Jeg har to rettelse.

Det første overstregede skal slettes og citatet 2 skal omformuleres.

Jeg sagde ordret at vi ikke har en holdning til sexarbejde eller folk der køber sex.

Men hvis man dræber en kvinde mens man har sex med hende, er der tale om kvindehad.

1)

»Hvis en mand køber sex, ville det allerede her være indenfor rammerne af, hvad vi ville kalde misogyni.

Hvis du slår en kvinde ihjel, mens du har sex, må vi antage, at det som udgangspunkt handler om kvindehad«.

2)

De to drab hører ind under den kategori forskerne kalder ’seksualdrab’

»Okay.

Men vi vil altså have indført nogle flere kategorier og parametre, hvor man kan se, at kvinder bliver mishandlet og dræbt indenfor andet end bare partnerdrab«.

Omformuler til

Ja, men vi anbefaler at politiet arbejder med flere parametre og kategorier indenfor paraplybegrebet femicide.

”

Redaktionen tog [Direktøren]s rettelser til efterretning og offentliggjorde artiklen.

Dagen efter ringede [Direktøren] og bad om at få fjernet et ord i artiklen, så der kom til at stå, at projektet manglede ’en officiel’ godkendelse frem for ’en sidste’.

Det ønske efterkom redaktionen.

Politiken blev nogle dage efter offentliggørelsen kontaktet af Københavns Politi, som gerne ville have, at redaktionen skrev, at det var en fejl, at Københavns Politi var blevet nævnt som deltager i projektet.

Politiet oplyste at have talt med [Direktøren], som havde sagt til dem, at hun var fejlciteret og havde lovet, at hun nok skulle få det rettet.

[Direktøren] var imidlertid ikke fejlciteret, så henvendelsen undrede redaktionen, der derfor bad Københavns Politi om at undersøge, om de var samarbejdspartnere eller ej, og redaktionen kontaktede også en af de andre politikredse for at høre, om der var et samarbejde eller ikke.

Politikredsene henviste til Rigspolitiet, som udarbejdede et samlet svar til redaktionen på vegne af både de fire kredse og Politiskolen.

Politikens journalist ringede til [Direktøren] og interviewede hende om hendes samarbejde med politikredsene.

Efterfølgende fik hun sine citater til gennemsyn og ønskede en del rettelser og omskrivninger.

Hun ville have fjernet redaktionens spørgsmål, men ville også have tilføjet ting, hun ikke havde sagt og ønskede desuden at få fjernet citater fra andre kilder.

Redaktionen imødekom en række af [Direktøren]s ønsker helt frem til deadline, men afviste hendes ønske om, at udtalelser fra andre kilder skulle fjernes.

Redaktionen har en udskrift af hele dette interview, og det, [Direktøren] har fremført i klagen til Pressenævnet, findes ikke i samtalen.

I interviewet udtalte [Direktøren] følgende

”Jeg tænker virkelig på, [Journalisten], om du har en god etisk fornemmelse omkring din journalistik lige nu, for jeg har fortalt på flere parametre, at jeg mig virkelig ikke føler mig hørt, jeg føler det er utrygt at blive skubbet frem og tilbage, jeg føler du misrepræsenterer det begreb, jeg gør er samarbejdspartnere, og så tænker jeg også at der er en lillesmule problem i, at du har en database kørende, som minder om vores projekt som stiller det her arbejde i lidt et skævt lys, må jeg ærligt indrømme.

”

Derudover udtalte [Direktøren] ikke noget om Politikens database om partnerdrab.

Det er heller ikke korrekt, at redaktionen ikke kommenterede på det, hun sagde.

Redaktionen svarede følgende

”Der er nogle ret store forskelle på dit projekt og den database vi har lavet på avisen – vi har ikke fået offentlige midler til den, og vi kalder det ikke forskning.

Det er ikke noget, vi har søgt om penge til eller fået penge til.

Det er et projekt, vi som medie har sat i gang for at skubbe til den her debat.

Og det mener Jeg er væsensforskelligt fra det du laver, hvor du søger offentlige midler og får dem til et projekt.

Det er to meget forskellige ting.

”

Efter at redaktionen blev ringet op af Københavns Politi, som afviste, at de indgik i et samarbejde med [Klager], henvendte redaktionen sig som nævnt til en anden af de nævnte politikredse for at finde ud af, om der eksisterede et samarbejde.

De lokale politimyndigheder havde imidlertid overgivet sagen til Rigspolitiet, og det var Rigspolitiet selv, der ønskede at udtale sig på samtlige politimyndigheders vegne.

Politikens journalist ringede til [Direktøren], da hun hørte, at [Klager] havde fået støtte, og [Direktøren] fremsendte efterfølgende projektbeskrivelsen.

Derefter ringede journalisten op og gennemførte et interview.

Efterfølgende fik [Direktøren] sine citater til gennemsyn og skrev efterfølgende: ”Hej [Journalisten] Tak for din tid også!

Det er rigtig godt, det du har fået frem.

” Der var visse småbemærkninger, og journalisten rettede til.

Politiken kan ikke forholde sig til, hvilken kommunikation [Direktøren] har haft med politiet.

Politiet informerede på eget initiativ redaktionen om, at politiet ikke havde noget samarbejde med [Klager].

Samarbejdet med politikredsene blev først beskrevet i en pressemeddelelse fra [Parti D].

Det angivelige samarbejde fremgår også tydeligt af den projektbeskrivelse, som [Direktøren] efterfølgende sendte til redaktionen.

Desuden beskrev hun samarbejdet i det første interview i artiklen ”Regeringen giver penge til organisation, der med en feministisk analyse vil undersøge misogyne kvindedrab” , som hun efterfølgende fik til gennemsyn.

Artiklen ”Politikere vil give 700.000 kroner til kvindedrabsprojekt.

Men flere samarbejdspartnere har aldrig sagt ja til projektet” problematiserer et samarbejde med politiet, som fremgår af en projektbeskrivelse, [Klager] selv har fremsendt og siden beskrevet i et interview, som [Direktøren] har haft til gennemsyn.

Efterfølgende fik Politiken af flere kilder at vide, at der ikke eksisterer et samarbejde.

Da redaktionen konfronterede [Direktøren] med det, fortalte hun, at der var tale om et samarbejde med enkeltpersoner.

Det fremgår også af artiklen.

Der er således ikke tale om at tilbageholde informationer.

De efterfølgende politiske reaktioner kommer på baggrund af, at Rigspolitiet og Københavns Politi afviser at have godkendt et samarbejde.

I øvrigt fik [Direktøren] rig lejlighed til at forklare sig i artiklen, herunder med oplysningen om, at der er tale om enkelte politifolk, som udfører arbejdet i deres fritid.

[Klager]s oplysninger om kontakten mellem foreningen og Rigspolitiet er redaktionen ikke blevet gjort bekendt med på noget tidspunkt, hverken af [Direktøren] eller Rigspolitiet.

Politiken har ikke på noget tidspunkt fået oplyst, hvem [Klager] samarbejder med på Christiansborg.

Den projektbeskrivelse, som blev sendt fremsendt til Politiken fra [Klager], har overskriften: Indstilling: Nationalt drabsregister skal forebygge drab på kvinder” og fortsætter

”Organisationen [Klager] ([Klager]) indgår et samarbejde med [Organisationen] og fire politikredse indgår i et fælles projekt om at monitorere kvindedrab i Danmark samt yde støtte til og indhente viden om en hidtil overset målgruppe;

kvindelige overlevere af drabsforsøg.

”

Redaktionen fandt det derfor logisk at antage, at samarbejdet med politikredsene er en bærende del af projektet.

Det forklarede [Direktøren] da også i artiklen ”Regeringen giver penge til organisation, der med en feministisk analyse vil undersøge misogyne kvindedrab” .

Uanset om projektet består af flere dele, må samarbejdspartnernes samtykke til deltagelse anses for centralt.

Interessekonflikt

Politiken har afvist, at der skulle foreligge en interessekonflikt, fordi redaktionen selv har oprettet en database om partnerdrab.

Politikens database beskriver partnerdrab på både mænd og kvinder og kan på ingen måde sammenlignes med [Klager]s projekt, hverken som det foreligger, eller som det er beskrevet i foreningens ansøgning om midler.

Politikens database partnerdrab har et helt andet afsæt end [Klager]s database.

Der er tale om to vidt forskellige projekter med helt forskellige definitioner.

Politiken har ikke modtaget støtte til projektet.

Som Politiken tidligere har svaret [Direktøren], er der flere og afgørende forskelle på redaktionens database om partnerdrab og hendes.

Redaktionen betegner ikke sin database som forskning og modtager ikke offentlige midler til arbejdet med basen, der udgør et værktøj for seriøs og vidensbaseret journalistik og en katalysator for debat.

Flere NGOer og forskere har kortlagt området på forskellig vis, hvilket også fremgår af Politikens dækning.

Det, redaktionen har påpeget i forbindelse med omtalen af sin database, er, at der ikke findes en registrering fra myndighedernes side af partnerdrab.

Politiken har på det kraftigste afvist, at journalist [Journalisten] skulle være inhabil, fordi hun har stor viden på området.

Redaktionen har på ingen måde monopoliseret viden på området, men ladet talrige kilder – både forskere og organisationer – fra både Danmark og udlandet komme til orde med deres viden og data.

Da [Klager] i første omgang kom på finansloven, fik [Direktøren] på samme måde rig lejlighed til at forklare i et interview, hvordan foreningen ser på kvindedrab, til at beskrive deres projekt, og til at fremlægge, hvordan man ønskede at monitorere området.

I den artikel fortalte [Direktøren], at [Klager] skulle samarbejde med fire navngivne politikredse.

Siden viste det sig imidlertid, at de ikke kendte til deres medvirken i projektet, og det er det, de efterfølgende tre artikler har taget afsæt i.

Politiken har et overliggende ønske om at forbedre samfundet og bidrage til den demokratiske debat.

I den sammenhæng har det været et mål med Politikens journalistik at få politikerne til at reagere og prioritere området, hvilket redaktionen på ingen måde har lagt skjul på.

Politiken har hverken søgt eller modtaget offentlige midler, fondsmidler eller penge på finansloven til sit projekt.

Politiken er ikke bekendt med eksperter, der har foretaget en vurdering af en interessekonflikt som anført af [Klager].

For så vidt angår den bog om emnet, som Politikens journalist er forfatter til, er der på ingen måde tale om nogen interessekonflikt i relation til [Klager]s arbejde.

Der er tale om formidling af data og forskning fra Danmark og udlandet, og bogen har ikke modtaget offentlig støtte.

Politiken har som tidligere oplyst intet ønske om at agere myndighed, men vil alene beskrive et problem og søge at klarlægge dets omfang, hvorefter det vil være op til politikerne at sørge for at skaffe viden og data med henblik på forebyggelse ved at myndighederne påtager sig opgaven, som man har set det i en række andre lande, blandt andet Norge og Sverige.

Emnet partnerdrab er behandlet indgående i en række medier, og at andre – NGOer såvel som private – iværksætterlignende projekter, kan Politiken kun hilse velkomment.

Det er Politikens håb, at myndighederne med støtte fra politikerne vil sørge for at monitorere det vigtige område, så vi får solide og grundige data på området, og Politikens database bliver overflødig.

Mediets handlemåde

Politiken har oplyst, at redaktionen efter offentliggørelsen af artiklerne blev kontaktet af 13 kilder, der på forskellig vis har peget på problemer i [Klager], herunder rod i økonomien.

Det føler redaktionen sig forpligtet til at undersøge nærmere, og den har derfor som led i ganske almindelig journalistisk research kontaktet fonde og offentlige myndigheder, som foreningen ifølge sin egen hjemmeside og årsrapport har modtaget midler fra.

Dette for at undersøge, hvad der er bevilget og udbetalt, hvornår det i givet fald er sket, og om der efterfølgende er redegjort for brugen af midlerne.

I redaktionens henvendelser til fonde m.fl. er det blevet understreget, at der er tale om fortrolige henvendelser for at undgå nogen form for rygtedannelse om organisationen.

Politikens journalist har blandt andet brugt følgende formulering i sin mail til fonde m.fl.

”Jeg er journalist på Politiken og skriver, fordi jeg er ved at undersøge økonomien i en forening, vi har skrevet om i Politiken.

Den hedder [Klager] Vi har fået henvendelser fra flere tidligere medarbejdere, som melder om en lang række problemer i foreningen - blandt andet rod i økonomien.

Min henvendelse er fortrolig, da det endnu er ubekræftede påstande, som ikke må komme ud i en bredere offentlighed, med mindre de kan dokumenteres.

Det ville være skadeligt for foreningen.

”

Mailen indgår i redaktionens research på baggrund af et tip.

Redaktionen har ikke foreholdt [Klager] redaktionens research, da sagen stadig undersøges.

Politiken vil meget gerne tale med [Klager] om foreningens økonomi, men da redaktionen senest ringede til foreningen for at få en kommentar til den politiske udvikling, lagde direktøren røret på.

Der er således tale om helt almindelig journalistisk research, der endnu ikke er mundet ud i artikler.

For så vidt angår mailen til [Fonden] er den en af flere mails, som Politiken har sendt til fonde og samarbejdspartnere.

Politikens mail har ikke alle samme ordlyd.

Formuleringen er efter Politikens vurdering neutral og del af en helt almindelig journalistisk research.

Efter denne mail havde Politiken en telefonsamtale med forpersonen i [Fonden], som fortalte om den økonomiske aftale mellem [Klager] og fonden, og hvad midlerne var gået til.

Forpersonen oplyste også, at [Direktøren] var indtrådt i fondens bestyrelse.

Politiken har ikke set mailen fra forpersonen til [Direktøren] før, men Politikens journalist insinuerede ikke på nogen måde i samtalen, at [Klager] ikke har brugt pengene efter aftale.

Som nævnt fortalte forpersonen også, at [Direktøren] var indtrådt i bestyrelsen.

Politiken ønsker ikke at give oplysningerne om, hvem journalisten har kontaktet, da det vedrører en helt almindelig researchproces og endnu ikke er tiltænkt publicering.

Som tidligere anført har Politiken endnu ikke lavet journalistik på baggrund af henvendelserne, men alene research for at afdække, om påstandene har noget på sig.

Politiken ønsker ikke at oplyse [Klager] om sine kilder og research.

Politikens journalist har optaget det ene af sine to interviews med [Direktøren], men ingen af de korte samtaler.

Politiken har bemærket, at Pressenævnet i adskillige kendelser har slået fast, at lydoptagelse er et almindeligt journalistisk arbejdsredskab, der kan bruges uden orientering af interviewpersonerne.

Politiken har henvist til blandt andet kendelserne i sagerne 11-70-00050, 2018-80-0111 og 2022-80-0781.

Ikke desto mindre gjorde Politiken opmærksom på, at interviewet med [Direktøren] blev optaget.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jørgen Steen Sørensen, Mads Sandemann, Lars Lindskov og Marlene Borst Hansen.

Kompetence

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik.

Det er således mediet og ikke den enkelte journalist, som er part i Pressenævnets sag, ligesom det er redaktøren, der eventuelt pålægges at offentliggøre en kendelse fra Pressenævnet efter medieansvarslovens § 49.

Pressenævnet bemærker endvidere, at det følger af medieansvarslovens § 43, at nævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. § 34, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i lovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle.

Spørgsmål om, hvorvidt straffelovens bestemmelser er tilsidesat, hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence, ligesom spørgsmål om, hvorvidt Politiken har tilsidesat offentlighedsloven eller andre regelsæt i forhold til den konkrete sag, falder uden for nævnets kompetence.

God presseskik

Korrekt information og overskriftens dækning

[Klager] har klaget over, at Politiken i de påklagede artikler har udeladt oplysninger og bevidst har brugt oplysninger i en upræcis sammenhæng.

[Klager] har endvidere klaget over, at overskriften ”Politikere vil give 700.000 kroner til kvindedrabsprojekt.

Men flere samarbejdspartnere har aldrig sagt ja til projektet” sår tvivl om foreningens samarbejde og kun delvist opklarer den reelle situation.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.

Overskrifter og mellemrubrikker skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse, jf. punkt A.

1 og A.

6.

Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår.

Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkt A.

7.

Pressenævnet bemærker, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede.

På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at Politikens journalist telefonisk kontaktede [Klager]s direktør [Direktøren] med en forespørgsel om et interview om foreningens projekt om monitorering og vidensopbygning om overlevere af drabsforsøg, som der var planlagt at blive udmøntet et tilskud på 700.000 kr. på finansloven til.

[Direktøren] deltog herefter i et interview med Politiken, hvor det blev aftalt, at hun ville få sine citater til gennemsyn.

Nævnet lægger endvidere til grund, at [Direktøren] fik sine citater til gennemsyn, og at hun i den forbindelse fremkom med rettelser til artiklens indhold, som Politiken i et vist omfang imødekom.

Det er ikke dokumenteret over for Pressenævnet, at parternes aftale om, at [Direktøren] ville få sine citater til gennemsyn, ligeledes indebar en ret for [Direktøren] til at godkende artiklernes indhold eller overskrifter.

Pressenævnet finder, at det har væsentlig samfundsmæssig interesse at omtale tildeling af statslige tilskud til frivillige organisationer.

Nævnet finder samtidig, at Politiken på trods af den valgte, kritiske vinkel, havde et ansvar for, at det samlede indtryk i omtalen i de påklagede artikler gav et retvisende billede i forhold til den i Politiken fremsatte kritik af [Klager].

Pressenævnet finder efter en samlet vurdering, at Politikens valg og fravalg af informationer i dækningen ikke overskrider rammerne for redigering.

Nævnet har lagt vægt på, at [Klager] i tilstrækkeligt omfang blev gjort bekendt med de overordnede emner for artiklernes indhold, at foreningen er blevet forelagt kritikken, og at foreningens synspunkter er gengivet i artiklerne, herunder navnlig at projektet, som var indstillet til finansloven, er del af et meget større projekt, blandt andet et treårigt forskningsprojekt, hvor foreningen har samarbejdspartnere i forskellige politikredse, som er en del af en følgegruppe til projektet.

Det er således nævnets opfattelse, at omtalen ikke kan anses for at have givet læserne et ukorrekt indtryk af sagen.

Pressenævnet finder, at anvendelsen af formuleringen ”flere samarbejdspartnere har aldrig sagt ja til projektet” fremstår som Politikens sammenfatning af Rigspolitiets udtalelse om samarbejdet med [Klager], som har dækning i de faktiske forhold og i artiklens brødtekst.

Det er herefter nævnets opfattelse, at der ikke er grundlag for at antage, at omtalen samlet set ikke giver et retvisende billede af sagen og den rejste kritik af [Klager] samt af foreningens forsvar imod de rejste angreb.

Nævnet finder herefter ikke grundlag for at udtale kritik af Politikens omtale.

Interessekonflikt

[Klager] har klaget over, at der foreligger en interessekonflikt, idet journalist [Journalisten] afdækker viden om partnerdrab for Politiken og for nyligt har udgivet en bog om selvsamme emne.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A.

2.

Pressenævnet finder, at journalist [Journalisten], der har været med til at lancere Politikens partnerdrabsdatabase, kan have en interesse i omtalen af [Klager], som har oprettet et ”Femicide Watch”, herunder eventuelt en interesse af personlig eller økonomisk karakter.

Det kan således ikke udelukkes, at der kan foreligge en interessekonflikt, der gav Politiken anledning til at være særligt opmærksom på den mulige påvirkning af omtalen.

Under hensyn til de foreliggende oplysninger er der dog ikke et sikkert grundlag for at fastslå, at der foreligger en interessekonflikt af en sådan karakter, at der er grundlag for kritik.

Nævnet har lagt vægt på, at journalistens arbejde med partnerdrabsdatabasen og hendes bogudgivelse tidligere er blevet omtalt i Politiken, og at nævnet ikke har fundet anledning til at udtale kritik af de påklagede artiklers vinkling.

Nævnet finder således ikke grundlag for at fastslå, at journalistens interesse var afgørende for indholdet af artiklerne.

Mediets handlemåde

[Klager] har klaget over, at journalisten har kontaktet foreningens øvrige samarbejdspartnere og organisationer med det ene formål at så tvivl om foreningens arbejde og påstået, at disse har været medafsendere på finanslovsindstillingen på trods af, at de indgår som en del af en følgegruppe.

[Klager] har endvidere klaget over, at journalisten optog samtalerne med [Direktøren], uden at hun havde givet samtykke hertil.

Det følger af medieansvarslovens § 34, stk. 1, at massemediernes indhold og handlemåde skal være i overensstemmelse med god presseskik.

Pressenævnet bemærker, at det som udgangspunkt ikke er i strid med god presseskik, at en journalist forud for et interview undlader at fremsende sin dokumentation til den person, der skal interviewes, så længe interviewpersonen har mulighed for at få et overblik over, hvad spørgsmålene vedrører, og i hvilken sammenhæng udtalelserne skal anvendes.

Det er Pressenævnets opfattelse, at nævnet kan vurdere mediets indhold og handlemåde i forhold til en konkret offentliggørelse, herunder den fremgangsmåde, som mediet har anvendt ved fremskaffelsen af oplysninger.

Det er endvidere Pressenævnets opfattelse, at en lydoptager i dag må anses for at være et almindeligt journalistisk arbejdsredskab, og at en person, som taler med en journalist, må være forberedt på, at samtalen optages.

Det er videre nævnets opfattelse, at i de tilfælde, hvor skrevne medier efter en telefonsamtale kunne have bragt en udtalelse som citat, kan elektroniske medier også bringe et uddrag af optagelsen som lyd.

På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at journalist [Journalisten] ved samtalerne med [Direktøren] præsenterede sig og oplyste, at hun var journalist og ringede fra Politiken.

[Direktøren] var således fra samtalernes begyndelse bekendt med, at hun talte med en journalist.

Nævnet finder derfor ikke grundlag for at kritisere, at journalisten ikke oplyste [Direktøren] om, at samtalerne blev optaget.

Som anført ovenfor finder nævnet, at [Klager] i artiklerne har fået lejlighed til at besvare den fremsatte kritik.

Nævnet finder det ikke dokumenteret, at Politikens journalists henvendelser til [Klager]s samarbejdspartnere ikke er sket som led i Politikens efterprøvelse af oplysninger, og nævnet finder herefter ikke grundlag for at udtale kritik af Politikens handlemåde.

Nævnet bemærker i den forbindelse, at korrespondancen mellem journalisten og samarbejdspartnerne ikke er medtaget i omtalen.

Afgjort den 12. december 2023