SU - ekstra klip - sygdom -andre særlige forhold
Statutory Text (5 Articles)
SU - ekstra klip - sygdom -andre særlige forhold
En uddannelsessøgende, der er blevet forsinket i sin uddannelse på grund af sygdom eller andre særlige forhold, kan efter ansøgning få bevilliget ekstra klip som tillæg til rammen og støttetiden, hvis forsinkelsen skyldes sygdom eller andre særlige forhold.
Efter ankenævnets praksis, skal der ved ansøgning kunne fremvises dokumentation, der bekræfter den studerendes oplysninger om årsagen til forsinkelsen.
Der skal endvidere kunne fremvises dokumentation for sammenhængen mellem de angivne forhold og den opståede forsinkelse.
Reglerne
Love og bekendtgørelser
Bekendtgørelse af lov om statens uddannelsesstøtte (SU-loven), lovbekendtgørelse nr. 395 af 13. april 2023
Bekendtgørelse om statens uddannelsesstøtte (SU-bekendtgørelsen), bekendtgørelse nr. 2433 af 14. december 2021
Sagsfremstilling
Den studerende ansøgte om ekstra klip, og angav i den forbindelse både sygdom og andre særlige forhold som årsag til forsinkelsen.
Styrelsen afslog at bevilge ekstra klip.
Ankenævnet stadfæstede styrelsens afgørelse, og vurderede således at den studerende ikke var berettiget til ekstra klip.
Vedrørende sygdom lagde Ankenævnet vægt på, at den indsendte dokumentation for sygdom, i form af en lægeerklæring, ikke indeholdt en faglig vurdering af årsagen til, at den studerende havde været uarbejdsdygtig.
Erklæringen indeholdt således ikke en beskrivelse af de symptomer, der skulle have ført til, at den studerende ikke kunne følge sit studie.
Erklæringen indeholdt alene en meget kort angivelse af, hvad den studerende havde oplyst til lægen.
Vedrørende andre særlige forhold, lagde Ankenævnet vægt på, at den studerende ikke havde indsendt tilstrækkelig dokumentation for, at de angivne forhold havde været årsag til forsinkelsen.
Ankenævnet fandt således, at der hverken var dokumentation for omfanget af den natlige uro, som klager havde angivet som årsag til forsinkelsen.
Der var endvidere ikke dokumentation for årsagssammenhængen mellem den natlige uro og forsinkelsen.
Afgørelse
Ankenævnet fandt, at den studerende ikke var berettiget til ekstra klip på grund af forsinkelse i sin uddannelse på grund af sygdom eller andre særlige forhold.
Begrundelse for afgørelsen
Vedrørende sygdom
Vi er opmærksomme på, at du har indsendt en lægeerklæring af 13. oktober 2021, hvoraf det fremgår, at du til lægen har oplyst, at du var uarbejdsdygtig på grund af sygdom i perioden marts 2020 til sommeren 2021, og at du derfor ikke har kunnet opfylde de almindelige krav til din uddannelse.
Vi finder, at denne lægeerklæring ikke har et indhold, der er i sig selv er tilstrækkeligt til at dokumentere, at du har været uarbejdsdygtig på grund af sygdom i perioden.
Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at der ikke fremgår en faglig vurdering af årsagen til din uarbejdsdygtighed, herunder en beskrivelse af de symptomer, som skulle have medført, at du ikke kunne studere i den pågældende periode.
Erklæringen indeholder alene en meget kort gengivelse af, hvad du har oplyst til lægen.
Vi finder således, at der ikke er grundlag for at tildele dig ekstra SU-klip på grund af sygdom.
Vedrørende andre særlige forhold
Vi er opmærksomme på dine oplysninger om, at du i marts 2020, lige efter corona-nedlukningen, fik nye naboer, der festede og larmede de fleste nætter, også i hverdagene, hvilket medførte, at du ofte blev vækket og lå vågen hele natten på grund af larm.
Du har i den forbindelse anført, at den kontinuerlige larm har medført, at du ikke har formået at passe dit studie, herunder at du er dumpet flere eksamener, hvilket har medført, at du nu er forsinket i uddannelsen.
Vi er opmærksomme på, at du mange gange har henvendt dig til din udlejer vedrørende larmen.
Du har således indsendt udskrift af mailkorrespondance med din udlejer for perioden 24. august 2020 til 9. december 2020, hvoraf det fremgår, at du har henvendt dig til din udlejer 13 gange i perioden.
Du har endvidere selv lavet en liste, hvor du beskriver, at du har henvendt dig til din udlejer 19 gange i perioden 8. januar 2021 til 26 maj 2021.
Vi er i den forbindelse opmærksomme på, at du ikke oplevede, at udlejeren gjorde noget ved dine henvendelser.
Vi er også opmærksomme på dine oplysninger om, at du flere gange har henvendt dig til politiet, men at de heller ikke reagerede på dine henvendelser.
Du har i den forbindelse indsendt en artikel fra Herning Folkeblad af 21. februar 2021, hvoraf det fremgår, at politiet under corona modtog mange henvendelser om musik til ulempe.
Vi bemærker, at vi forstår din frustration over den støjende adfærd fra dine naboer, og at du oplever, at dette har påvirket din studieevne.
Vi finder dog, at der ikke er tilstrækkelig dokumentation for omfanget af den natlige uro, samt for årsagssammenhængen mellem den natlige uro og din forsinkelse.
Vi finder således, at selvom du har mange henvendelser til din udlejer, så er dette ikke i sig selv nok til at dokumentere særlige forhold i SU-lovens forstand.
Vi bemærker, at begrebet særlige forhold i SU-reglerne dækker over helt ekstraordinære forhold, der ligger uden for den studerendes kontrol.
Der må endvidere være tale om uventede forhold, som det ikke var muligt at forudse.
Vi bemærker endvidere, at der skal være dokumentation, der bekræfter den studerendes oplysninger, samt dokumentation for sammenhængen mellem de særlige forhold og forsinkelsen.
Efter reglerne kan der efter ansøgning gives ekstra klip som tillæg til rammen og støttetiden, hvis den uddannelsessøgende er blevet forsinket i uddannelsen på grund af sygdom eller andre særlige forhold.
•
§ 19, om muligheden for at modtage ekstra klip
•
§ 27, stk. 3 og 4, om ekstra klip