Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-04814
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-04814
JydskeVestkysten får ikke kritik får billedbrug
JydskeVestkysten bragte i juli en artikel om en retssag mod en mand, som var tiltalt for handel med narko.
Den tiltalte havde tilknytning til et værested i en navngiven by, og artiklen var ledsaget af et billede fra indvielsen af det omtalte værested, hvor blandt andet et lokalt band spillede.
To af bandets medlemmer klagede til Pressenævnet over brugen af billedet, som de mente var krænkende og misvisende, da indholdet af artiklen og billedet ikke havde noget med hinanden at gøre.
Pressenævnet fandt, at valget af billedet lå inden for redaktørens redigeringsret, og at brugen derfor ikke udgjorde en krænkelse efter de presseetiske regler.
Nævnet lagde blandt andet vægt på, at det fremgik af billedteksten, at personerne på billedet ikke havde noget at gøre med den retssag, som artiklen omhandlede, og at der var tale om et arkivfoto.
[Klager 1] har på egne vegne og på vegne af [Klager 2] klaget til Pressenævnet over artiklen ”Kommunalt værested var omdrejningspunkt for 50-årigs salg af narko: Havde flere hundrede gram amfetamin og nogle særlige bolsjer”, bragt den 21. juli 2023 på jv.dk, idet klagerne mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager 1] og [Klager 2] har klaget over artiklens brug af et arkivfoto, hvor de optræder, samt at JydskeVestkysten har afvist at slette dette foto fra artiklen.
1 Sagsfremstilling
Påklaget artikel
JydskeVestkysten bragte den 21. juli 2023 på jv.dk artiklen ” Kommunalt værested var omdrejningspunkt for 50-årigs salg af narko: Havde flere hundrede gram amfetamin og nogle særlige bolsjer ”.
Artiklen har følgende underrubrik
”I 2021 åbnede misbrugernes nye værested [Navn på værested] på [Gadenavn].
Siden da har politiet været forbi adskillige gange, fordi der foregår salg af narkotika i stort omfang.
En 50-årig mand var en af dem, der solgte på stedet.
Over flere gange har politiet taget ham med flere hundrede gram narkotika på sig.
”
Der er øverst i artiklen indsat et billede fra værestedet [Navn på værested], hvor en mindre gruppe personer fremgår uden for selve bygningen.
På billedet ses det, at der er pyntet op med flag, og i baggrunden ses en mindre gruppe mennesker, som spiller musik.
Af billedteksten fremgår
”[Navn på værested] i [Bynavn] ligger i en smøge ved [Gadenavn] 19.
Her kan misbrugerne i [Bynavn] holde til.
Personerne på billedet har ikke noget med retssagen at gøre.
Arkivfoto: [Navn på fotograf].
”
Af artiklen fremgår blandt andet
”[Bynavn]: Med benene krydset havde den 50-årige mand taget plads i midten af retssalen.
Håret var sat op i en hestehale og på hans hals og nakke blev nogle ret karakteristiske tatoveringer afsløret.
Den 50-årige mand er en del af narko-miljøet i [Bynavn].
Det forklarede han også selv for retten, til spørgsmålet om, hvorvidt han selv forbruger narkotiske stoffer.
- Jeg tager to til tre gram amfetamin om dagen.
Hvis vi fester igennem så bliver det til mere.
Jeg ryger også meget hash.
Fem til seks joints om dagen, lød det fra manden.
Meget andet nåede anklagerfuldmægtig [Anklagerfuldmægtig] heller ikke at få ud af manden, da han efter kort tid blevet rådet af sin forsvarer, [Forsvareren], til ikke at svare på flere spørgsmål.
Det skete, efter anklageren flere gange havde spurgt, hvad han giver for sine stoffer.
For manden forklarede om de ret omfattende tiltaler mod ham, som blandt andet tæller 208 gram amfetamin og 335 gram hash med henblik på videreoverdragelse samt i alt 23 joints, at det var til eget forbrug.
- Jeg har et stort misbrug, lød det.
Det var meningen, at sagen skulle være afsluttet i denne uge.
Men det blev ved retsmødets begyndelse besluttet, at der kun skulle falde en skyldkendelse, da den 50-årige skal mentalundersøges.
Det sker, når der er tvivl om, hvorvidt en person er egnet til normal straf.
Retten fandt efter forklaringer og dokumentation det bevist, at den 50-årige er skyldig.
Alt var til ham selv
Fem gange på tre måneder havde politiet stoppet og visiteret manden, mens han befandt sig i skurvognen ved [Navn på værested].
Tre af gangene var han i besiddelse af så meget narkotika, at også hans hjemadresse blev ransaget.
Også her befandt sig en større mængde narkotika, pølsemandsposer og papir-cones til at lave joints med.
To af gangene havde han narko på sig til eget forbrug.
Den 50-årige erkendte også alle forholdene men med det fortegn, at alt kun var til ham selv.
Der er i artiklen indsat en faktaboks med overskriften: ”Hvad er [Navn på værested]?
”, hvoraf fremgår følgende
”[Navn på værested] er et værested for [Bynavn]s misbrugere og udsatte.
Det er beliggende på [Gadenavn] 19 og åbnede i 2021, efter i mange år at have holdt til ved [Skolen].
Der er rum til 10-15 personer i skurvognen.
Der er også et lille te-køkken i vognen.
Kommunen låser døren hver aften kl.
22.
”
Siden skurvognen åbnede, har politiet patruljeret i området.
Flere gange er der givet sigtelser for større mængder af narkotika, blandt andet med henblik på videresalg.
”
Af artiklen fremgår videre
”Den købte Anklagemyndigheden ikke.
Manden fortalte i retten, at han er på understøttelse fra kommunen.
Og netop den oplysning fik den anklagerfuldmægtige til at stille gevaldige spørgsmålstegn ved, at stofferne så kunne være til eget forbrug.
- Jeg finder det usandsynligt, at han skulle kunne finansiere det på den indkomst.
Han siger, at han har 2.600 kroner til sig selv, når alt er betalt.
Jeg kan ikke se, at der skal være tale om andet end, at det er til videreoverdragelse, lød det fra [Anklagerfuldmægtig].
Han er ikke bagmanden
Retten med retsformand [Retsformanden] i spidsen kunne heller ikke få det til at passe, at manden skulle have råd til alle de stoffer.
Da hun sammen med de to lægdommere skulle regne frem til, hvor meget manden ville bruge på stoffer om måneden, oversteg det langt hans rådighedsbeløb.
- Vi kommer frem til, at der er for ikke under 12.000 kroner om måneden.
Med mængderabat og hvad der ellers kan spille ind, lød det fra retsformanden.
En betjent, som ofte er rendt ind i den 50-årige mand, forklarede også for retten, at der ingen tvivl var om, at han solgte stoffer - og at det var ofte.
- Grunden til, at jeg lærte ham at kende, er, at vi får oplysninger omkring ham og hvem hans bagmand er.
Han er ikke bagmanden.
Han er den forlængede arm, der leverer penge til dem.
Han er ikke den eneste dernede, der er involveret i narkotika.
På hans telefon er der regnskaber.
Det er klassisk med navne og beløb.
Rigtig mange af dem her er misbrugere af euforiserende stoffer, forklarede betjenten.
Ligesom med kaffe på tilbud
Mandens forsvarer mente, at på grund af det høje forbrug af narko, som den 50-årige har, så kan de store mængder sagtens tilskrives misbruget.
- Han er i besiddelse af det, og det er erkendt.
Men det er jo heller ikke forbrugt endnu.
Hvis jeg finder kaffe på tilbud, så køber jeg også en ordentlig portion af det.
Det mener jeg ikke i sig selv, der er noget galt i, lød det fra [Forsvareren].
En konklusion, som retten altså ikke kunne følge.
Den 50-årige fik det sidste ord, og ville gerne knytte en bemærkning til sagen.
- Det er noget bras det her.
Det er formodninger det hele.
Der er så mange misbrugere dernede, at man ikke kan se hoved og hale i det, lød det fra ham.
Sagen bliver afsluttet på et senere tidspunkt med en form for sanktion.
”
Artiklen er efterfølgende opdateret med en tilføjelse til billedteksten om, at billedet er taget ved åbningen af værestedet, så den herefter har følgende indhold
”[Navn på værested] i [Bynavn] ligger i en smøge ved [Gadenavn] 19.
Her kan misbrugerne i [Bynavn] holde til.
Personerne på billedet har ikke noget med retssagen at gøre, og er taget ved åbningen af værestedet.
Arkivfoto: [Navn på fotograf].
”
Klagerne anmodede efterfølgende JydskeVestkysten om at slette billedet fra artiklen, hvilket JydskeVestkysten afviste.
Pressenævnet har modtaget kopi af denne korrespondance mellem klagerne og JydskeVestkysten.
[Klager 1] og [Klager 2]s klage over tilsidesættelse af god presseskik og JydskeVestkystens afvisning af sletningsanmodningen er modtaget i Pressenævnet den 22. juli 2023.
2 Parternes synspunkter
2.1.
[Klager 1] og [Klager 2]s synspunkter
Klagerne har anført, at de indgår på billedet som en del af bandet [Navn på band], og at de
blev meget overraskede og skuffede over at se et billede af deres band i forbindelse med en artikel, der beskriver alvorlige narkotikarelaterede problemer på værestedet [Navn på værested] i [Bynavn].
Klagerne har bemærket, at det er vigtigt for dem at understrege, at billedet blev taget ved en helt anden begivenhed, og at det påklagede billede er bragt i en anden kontekst.
[Navn på band]s optræden ved åbningen af [Navn på værested] havde intet at gøre med de beskrevne problemer i artiklen, og bandets intention var at bidrage til at skabe en positiv og festlig dag for socialt udsatte, der nu har et nyt værested at mødes i.
Klagerne har anført, at de mener, at JydskeVestkysten burde have brugt et andet billede, der ikke associerer dem og deres band med det omtalte narkomiljø, og at avisen ved at bruge dette billede fejlagtigt har sat dem i bås med de ulovlige aktiviteter og problemer, der er blevet beskrevet i artiklen.
Dette har personlige konsekvenser for klagerne og deres band og omdømme, og klagerne har bemærket, at de har fået flere henvendelser fra familie og venner, der tror, at de er involveret i narkosagen.
[Klager 1] har bemærket, at hun arbejder som lærer på en lokal folkeskole, og at billedet sender et meget uheldigt signal til forældrene.
[Klager 2] har anført, at han er den mest tydelige person på billedet, idet han står på scenen i gang med at underholde til åbningen af [Navn på værested] og har videre bemærket, at han er en lokalkendt musiker og entertainer.
[Klager 2] finder vinklingen af artiklen injurierende mod ham og hans band.
Klagerne har bemærket, at de gerne vil gøre opmærksom på, at deres intention som band er at støtte sårbare og socialt udsatte grupper i samfundet.
Billedet er taget til indvielsen af værestedet, hvor bandet ønskede at bidrage positivt til samfundet ved at optræde gratis ved denne særlige begivenhed på værestedet [Navn på værested], og at bandets handlinger var drevet af deres tro på, at alle mennesker fortjener at have det godt og nyde kunst, uanset deres livssituation.
[Klager 1] og [Klager 2] mener, at avisen burde have udvist større omhu og valgt et andet billede, der afspejler den sande sammenhæng og ikke deres optræden på værestedet [Navn på værested].
2.2 JydskeVestkystens synspunkter
JydskeVestkysten har overordnet afvist, at mediet har handlet i strid med god presseskik, og at offentliggørelsen af billedet efter JydskeVestkystens opfattelse hverken udgør en krænkelse af privatlivets fred eller i øvrigt omtale, der kan skade de afbildede personers anseelse.
Det fremgår tydeligt af billedteksten, at personerne på billedet ikke har noget med narkosagen at gøre, og billedet har ikke et indhold, der giver indtryk af, at der foregår narkohandel.
Arkivbilledet fra åbningen af værestedet [Navn på værested] er brugt for at vise læserne det sted, der var omdrejningspunktet for den tiltaltes tilståede handel med narkotika.
JydskeVestkysten har bemærket, at klager [Klager 1] over Messenger kontaktede journalist [Journalisten], som sendte klagen videre til lokalredaktør [Lokalredaktøren].
Lokalredaktøren svarede kort efter [Klager 1] med en afvisning af at fjerne billedet til artiklen med henvisning til, at billedet viser i alt ti personer, hvoraf fire i baggrunden tilhører det band, som [Klager 1] [og [Klager 2]] er en del af.
Der er i billedteksten ikke nævnt navne på nogen af de medvirkende, og det fremgår desuden af billedteksten, at personerne på billedet intet har med den pågældende sag at gøre, ligesom der står arkivfoto.
JydskeVestkysten har bemærket, at klager [Klager 1] efterfølgende fastholdt deres kritik, hvorpå lokalredaktør [Lokalredaktøren] som en imødekommelse valgte at føje til billedteksten, at fotoet er taget fra indvielsen af værestedet, hvilket fremgår af artiklen online.
JydskeVestkysten har henvist til ordlyden af billedteksten i den nuværende version af artiklen, som er tilgængelig på jv.dk.
Herpå skrev klager [Klager 1] igen og bad om, at lokalredaktøren mailede artiklen til hende, da hun ikke er plusabonnent og gerne ville læse artiklen.
JydskeVestkysten har anført, at da [Klager 1] modtog artiklen, svarede hun følgende: ”Tak for artiklen.
Jeg kan se at der er rettet i teksten under billedet, så det nu fremgår, at billedet er taget ved åbningen af værestedet.
Selv om jeg stadig synes, at billedet burde fjernes helt, vil jeg gerne takke for, at det nu står formuleret på den måde.
” Herefter hørte lokalredaktøren ikke mere fra [Klager 1].
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jørgen Steen Sørensen, Jørn Mikkelsen, Ulrik Holmstrup og Marlene Borst Hansen.
Kompetence
Nævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 43, at Pressenævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. § 34, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i lovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle.
Spørgsmål om, hvorvidt der er sket overtrædelse af straffelovens bestemmelser om ærekrænkelser hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence.
God presseskik
Billedbrug
[Klager 1] og [Klager 2] har klaget over, at JydskeVestkysten har bragt et arkivfoto af dem i en krænkende og misvisende sammenhæng.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.
Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.
1.
Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.
Pressenævnet bemærker, at sammensætning af tekst og billede i kombination kan udgøre en krænkelse, selv om teksten og billedet ikke hver for sig ville udgøre en krænkelse.
Pressenævnet finder, at det ligger inden for mediets redigeringsret, at JydskeVestkysten har valgt at gengive et arkivfoto fra åbningen af værestedet [Navn på værested], selv om billedet er taget i en anden sammenhæng end den, artiklen omhandler.
Nævnet har lagt vægt på, at det fremgår af billedteksten, at personerne på billedet ikke har noget at gøre med den retssag, som artiklen omhandler, og at der er tale om et arkivfoto.
Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klagerne ikke i øvrigt er omtalt i artiklens brødtekst, og at billedet ikke viser klagerne i en krænkende situation, ligesom klagerne har en mindre fremtrædende position på billedet.
Nævnet finder endvidere, at brugen af billedet i sammenhæng med artiklen ikke efterlader et indtryk af, at der skulle være en særlig sammenhæng mellem personerne på billedet, og den retssag, som omtales.
Pressenævnet udtaler på denne baggrund ikke kritik.
Sletning, anonymisering og afindeksering – punkt B.
8
[Klager 1] og [Klager 2] har klaget over, at JydskeVestkysten har afvist at slette det billede, som ledsager den påklagede artikel.
Generelt om punkt B.
8
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret.
Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B.
8.
Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.
Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af punkt B.
8 i de vejledende regler og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt.
Den konkrete sag
Den påklagede artikel indeholder et billede fra en indvielse af værestedet [Navn på værested], hvor klagerne [Klager 1] og [Klager 2] optræder med deres band [Navn på band].
Det er Pressenævnets opfattelse, at billedet i sammenhæng med artiklen fra 2023 på JydskeVestkysten [jv.dk] ikke indeholder oplysninger, som må anses for følsomme eller private i en sådan grad, at de er særligt belastende for klagerne.
På den baggrund finder nævnet, at billedet ikke er af en sådan følsom eller privat karakter, at det skønnes rimeligt at hindre tilgængeligheden.
Pressenævnet udtaler derfor ikke kritik af JydskeVestkysten for ikke at imødekomme klagers anmodning om at slette billedet på jv.dk.
Afgjort den 12. december 2023